fandt det her billede af min farmor! det er hende, i den mønstrede bikini. Det er min far der står omme bag ved og græder! Det er næsten for sweet det her billede, det er næsten for lavendel.

julebrev

jeg så de her billeder for nu en del tid siden. jeg har tænkt på dem siden. og på hvorfor det, at de er (mestendels, hvis man kan gå ind på at badende børn ved en sø er mere en scene end det er netop to badende børn ved en sø) affolkede gjorde indtryk på mig. Selvfølgelig er der den elendige swetizerlandsby, som man kunne tage sig selv i at tænke var bedårende hvis man var på en ferie, hvis havde parkeret en bil for at tanke og ville strække benene. Det kunne jeg have gjort. Stået og røget en pause-smøg der, og være blevet forført af en eller anden forestilling om noget simpelt, at det for fanden kan lade sig gøre at hænge sine overalls så lige på en snor mens man bor i en lille landsby mens man plejer sine solsikker omhyggeligt og møjsomt med plantesaks, med gødning. Jeg kunne sagtens have glemt at det der indlullede perspektiv som kan være tursistens, at det slagter så mange hensyn, i det hele taget: så meget, undviger så mange tanker man burde have tænkt.
det der vanvittige begær efter at fokusere tingene så meget at det bliver kønt, der sikkert har med at slå ihjel at gøre, eller en tilstræbt tilstand allerede på den anden side af altings død. vil så gerne se mig selv gengivet ulivagtigt ved siden at en smuk blomst. bag de der halvtransperante gardiner. på den der stol.

det er voldsomt at tænke på hvor mange steder fx i København, der for nogen, for en eller anden er traumatiserede steder. her blev nogen slået ned, som lige så godt kunne have været mig.  

 jeg blev voldtaget engang og det er så mærkeligt hvad stedet betyder. på mange måder ellers, overgik angsten til at blive diffus ret hurtigt. det er ikke sådan så jeg har tænkt, hvert øjeblik at det ville være en mulighed at blive voldtaget igen. men det der sted, der gik længe før jeg overhovedet kunne opholde mig i nærheden igen. det er mærkeligt.

andreas minder mig om en side jeg sad og gloede på en hel dag, som jeg nu ikke kan linke til fordi bookmarket gik ned med den anden computer, men det var en side, der blandt andet dokumenterede forladte bygningers udvikling år for år i detroit. måske kan man finde den selv hvis man googler. det var lidt det samme, sagde andreas lige, og tænkte vel på at alle billederne var affolkede. men det var også meget anderledes, fordi bygningerne som de var affotograferet der serielt havde til formål at bevidne nogle særskilte begivenheder. så var nogen kommet og taget gelenderet og dørkarmene med sig, havde vel haft en stor ladvogn med sig. nogle havde tydeligvis holdt en fest. nogle havde boet der, og gjorde det nok ikke længere. det kunne der stå i de korte ledsagende tekster, og det kunne man så finde dokumentation for på billedet. til forskel fra sidste år: ikke noget gelender længere, til forskel fra sidste år: mange sprutflasker rundt omkring på gulvet.

hvis i vil vide noget fuldstændig latterligt, ellers skal man stoppe med at læse nu, så sidder jeg med en sut i munden. det er et rygestops-initiativ. jeg er faktisk overrasket over at det for mig at se ikke har spillet ind på de ting jeg har skrevet her. bare det at ha den i munden, jeg havde tænkt det man skrev ku blive lallet af det, måske fuldstændig hadsk og idiotisk.

har set en masse film for nyligt. de var næsten alle sammen ret uinteressante undtagen en. det er sjældent jeg har set en film som bestræber sig på at fortælle om en relativt glad periode i nogens liv, uden det bliver patetisk. uden det bliver noget lallet hø hvor der tit skal optræde en kvinde, som er meget naiv og ofte smiler uforståeligt for sig selv og generelt handler umotiveret og meget som hvis en køn blomst havde skiftet krop med et menneske, og som på den måde spreder glæde ved ikke at stille nogle krav om at blive forstået af nogle, men det gjorde den film, altså beskrev nogle mennesker i nogle rimelig glade omstændigheder og det var ret fint. stille og roligt. praktisk.

jeg ville skrive om mette frederiksen og distriktpsykiatrien her i det her indlæg, som alligevel kan have lidt karakter af sådan en brev man i nogle famlilier, min ekskærestes for eksempel, sender ud til jul, om hvad der er foregået i det forgangne år, folks meritter, men så kan jeg mærke at jeg orker ikke, kan ikke. Jeg havde troet det ville være en værre jul end det har været, så blev jeg klar over at den ikke har adskilt sig betragteligt fra resten af året, som mest har handlet om ikke at orke eller kunne.

ikke kunne tænke, ikke kunne læse, ikke kunne handle ind, ikke kunne lave mad, ikke kunne forudsige om jeg har kunnet sige ja til noget, været så hængt for med at nære mistillid til min egen hukommelse, taget trehundrede forholdsregler hele tiden af den grund, ikke kunne vide om jeg har kunnet bevæge mig imorgen, så meget desto mere febrilsk hele tiden fordi jeg ikke kan forvente noget af mig selv, at de her kræfter lige nu fortsætter. vi har været rimelig ensomme egentlig, vi har ikke snakket med særlig mange særlig tit, hverken mig eller min kæreste, det har handlet om at jeg har været syg, hvordan vi har kunnet skabe situationer hvor det næsten kan blive usynligt for os begge lidt af gangen.

tænker hele tiden på sådan nogle ting som at sætte sig op på en cykel fordi man har modtaget en sen invitation. bare lige gøre det som om det ikke var noget problem. dengang jeg var seksten. der ville jeg bare ha gjort det. For fuck sake, jeg tænker som en olding, jeg fetischerer min ungdoms ydeevne, kropskontrol som en fucking olding. en formodet olding i hvert fald, jeg har ikke kendt nogle.

inde ved siden af ligger min kæreste og min bror og spiller Fifa.

kom til at tænke på forleden, for hvor mange pengesedlers mummikopper vi har. da mig og andreas mødte hinanden spurgte han om alle piger i københavn får mummikopper i gave hele tiden. det er der nok en del der ikke gør, og en del der gør.

så at så var der lidt diskussion i dag her og så her 

så tænkte jeg at jeg burde kunne kommentere noget, fordi jeg sagde noget på et tidspunkt, der forbandt ærlighed med ikke at henfalde til det ulykkelige generelle.

men så vidste jeg ikke helt.

ærligt er easy. det er mest det jeg tænker. det er meget som at sidde på bagsædet i en bil og udpege alle de grønne biler der kører forbi. så de gule. det er som at trække vejret.

så når jeg engang skrev noget om at ærlighed kunne være et værn mod det ulykkelige generelle mente jeg ikke en form for ærlighed der bestræber sig på at sige det som det er.

ærlighed mere som en måde at kigge sig omkring. så skal man nok bruge et andet ord. men altså som en måde at undgå at skrive om de der liv som ingen nogensinde har levet anyway.

som bjørn, som i øvrigt jo i hvert fald blandt andet med Huden er det elastiske hylster…, har skrevet bogen jeg lige kan komme i tanke om, om ærlighed som en vare og ligesom semi løsrevet fra subjektet en prydsgenstand, sagde her for noget tid siden, om en dokumentarserie på dr1 som fulgte tre vist udviklingshæmmede vist kvinder (jeg har ikke set den selv), og som han var meget skuffet over at have set: hvad så, så skal den demonstrere at at de personer har de samme problemer som alle har, kæresteskænderier om mælk og mærkedage, men hvem har de problemer?

forleden blev jeg rasende på en måde jeg ikke har oplevet før, så jeg fik lyst til at opsøge nogen jeg ikke kendte og smadre dem. sådan har jeg aldrig haft det før, jeg har aldrig haft lyst til så konkret at smadre nogen, med mindre at jeg elskede dem meget højt. sådan nogle impulser, at knuge dem det hårdere, forbigående, knudeagtigt. det her det var anderledes fordi det var som hævn. 

det drejede sig om nogle lærere i en specialklasse der havde nægtet en ung kvinde et apparat som kunne verbalisere hendes tanker. hun kunne ikke kontrollere sin mund og derfor heller ikke tale, den eneste kropsdel hun havde kontrol over var hendes øjne. de havde ment, der ikke var nogen grund til det, simpelthen at det kunne være ligemeget. Hun sagde (det var et radioprogram): jeg bliver ked af det når jeg tænker på skolen, jeg vil ikke tænke på det. Hun beskrev at den tid, hendes skolegang, der havde hun oplevet sig selv som en levende død, der var andre der beskrev noget tilsvarende: at være kommet i kisten mens de stadig var levende. Jeg kan slet ikke fatte det, at man kan synes at være i stand til at afvise at noget menneske måtte kunne sige noget, som var værd for nogen at lytte til.

mit raseri var virkelig plat, stumpt, PLAT, jeg sagde til andreas: burde man ikke kunne blive straffet for sådan noget. i det mindste: sidde hundrede år i fængsel. Jeg havde virkelig lyst til, på en besat og ensporet, på en fuldstændig håbløs måde, at de skulle bøde for hvad de havde gjort. 
  
nu lavede hun noget, den unge kvinde, jeg mener hun bl.a. gik til koncerter. men hun skal leve med det, hvor vildt er det, at nogens vurdering var at hun ikke var værdig til at have et sprog.

det er mit julebrev i år.

 dear drout,

sometimes when people talk to me, i simply forget to answer, like there is no need. if they write to me on a social media platform, i simply don't answer. this is what is wrong me. i have no contact with reality in such way people would exspect an answer. i just pass like there is no need.

this is also the situation with my boyfriend, so we make a terrible team. it is as though we are sleeping all the time. when the weather is very thin, like almost not there but you know it is somehow, this is like us.

my boyfriend will massage my legs every now and then, cause they are all useless. many times i can't even stand on them, this is how much they hurt. the same goes for my arms, but you can travel with pain arms. i was told by my doctor that to feel such pain i your legs and arms is normal. still i fell this is wierd, why is the rest of the body not hurting then. it is as though I have a little boks in the middle of me witch is normally funtioning. where my heart and lungs etc sits, with my face and brain attachted. so i can live. but someone cut all the innessesary stuff away. so i am this little boks with life.

now i'm starting smoking again. this fills me with delight. like talking to people about thing you did'nt think you were this passionate about. suddenly your all heated, and you will drink your wine in a hurry. this is what i'ts like to start smoking. only i will not smoke for long. this is what's delightfull, i can be two devils in the same time. the person who did'nt do and the person who did.

recently i looked out the window. i saw a little man unusually red in the face, like he was in a pot cooking with only the face left to be seen. i noticed he was peing. you ware able to tell couse he looked down in such way, as he was chekking out his pee falling down the toilet. i have never known before that i was able to see my naibours pee from here. i am happy now that i know, so i think: i should look at that window all the time, how many peeing working men will i be able to see through out a day! but tommorow i probably forgot about it.

i already told you, i am a person who get way to excitet about things that is very normal and dull. like i see a person doing something quiet normal on the television, he chase a little animal now that's hes in mexico and now that he is very interessted in all kinds of animal life, then he falls in love with a girl and eat, then i get all excitet and wants to chase this man down and marry him, but then i forget.

it's getting late and i hav'nt done anything alle day ecxept smoking all this cigarretes. everytime i write i fell like a moron machine. but then people tell me different. this is what tornes me: how can it even make sense that i'm not a complete moron to people. this is so delicate to think about. this is magnificent. like i dont even know.

now i will have to eat the pancakes my boyfriend made me allthough i'm not happy about putting anything solid into my mouth.

best wishes

Olivia  

et billede af tre unge drenge med mælkeskæg

jeg googler dem, vil ikke vide mere om dem end jeg gør, kun være sikker på at de ikke er døde

nu må man forestille sig at de er i californien

engang en milk boy, nu: foroverbøjet på et bibliotek

en blomstret skjorte, hans sind kan man ikke få indtryk af på afstand

fingre mod mahoni

og min mormors chatol der smeltede, bare på grund af nærhed til vinduet, så det nu efter reperationen, må være overdækket af et stort lagen i sommermånederne

så man nu, hvergang man vil hive en skuffe ud må fjerne et lagen

engang en milk boy, nu: en kattepote mod et nøgent lår

og kaktusen der vokser hurtigere efter jeg stillede den i vindueskarmen

et vindue at hvile sin kind mod, meget køligt

tak, fra en tidligere milk boy, slikker mælk fra de små hår på overlæben

nu der var næsten tyst i svømmehallen

ingen i fitnesscenteret

det er lyden af operationstuer, en ophøjet saglighed

de få der var, i det store bassin, de stod som underlige vandfrugter,

thank you milk boy for making my life so qiuet and pleasent yesterday,

hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder

indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler

stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt

det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed

ida, moa b, miranfu

jeg har svaret på jeres kommentarer, så sent, men i kan læse svaret, og sende mig en mail hvis i stadig har lyst til at være med ok. det har været sådan noget rod med fucking penge, så lider alt under det, så undskyld sent svar.

fra basel

om morgenen, meget tidligt.

jeg kommer til at forestille mig en kamp hvor der ingen kamp er

solen driver mørket og kulden tilbage til bjergene

mange sporvogne på pladsen

der kan være fyrre mennesker i hver af dem

min mors yndlingsfugl var en rødkælk. jeg græder ved tanken om, hvor meget hun elskede de kræ.

nu må de tage til takke med min kærlighed som ikke er tilstrækkelig. at jeg beundrer deres buttede brystkasse.

spiste en vaffel som den gode turist jeg er

husene har dette blanke over sig. jeg tænkte over om jeg mente strukturløse, men blev klar over at det ikke er tilfældet.

på hjørnet over for banegården ligger en meget dyr cafe.

hvis en mands hånd er meget stor, og han bestiller en kop kaffe, og jakkeærmet glider op og det viser sig at han bærer et guldur

hvis han er taget på cafe for at komme til overensstemmelse med en anden mand om forretningssager

så minder det mig om en ting har jeg opdaget: begravelser

nu ikke noget, olivia, med at tænke om himmelens særligt pangblå i dag at det er noget aggressivt

vær beredt for igen i dag vil du komme til at forestille dig, hvad du tænker er et nemt liv

koge vand. slå tre krabber ihjel med en meget spids kniv

irettesætte et barn.

for en hjernekirurg er hjernen vel altid a wonderfull piece of nothing and science

de ting der ikke er nogen at takke for

vandet er blidt mod lårene

jeg har siddet og set det her med rasmus i går, det er virkelig ret vildt at se. den gyldne pik inde i undervandslottet. hvordan opdager man det? kaninens lille hvide hårpik i slow motion. det er aggressivt. vi kunne ik la vær med at grine ret meget.

jeg er en del inde på forskellige fora der kritiserer ting udfra andre kriterier end jeg kender godt, fx. kan jeg finde inspiration i den form for kritik som er en form for bogstavelig til eventyrlig. en hund kunne aldrig blive så gammel derfor er filmen sci-fi. hendes skål med cereals forsvand fra klip til klip derfor foregår filmen inde i hendes hoved.

det er virkelig nogen meget ubehagelig dage de sidste. jeg kan ikke huske noget og hvis jeg kan, så virker det som sindssygt lang tid siden. jeg kommer til at sige, dengang vi vi gik tur på holmen, om en tur vi lige er kommet hjem fra. jeg tror det er længe siden. jeg får det meget ækelt med mig selv, at jeg fjerner mig fra det fælles, en underlig indtørret tudse.

jeg har modtaget en del mails ang. læsegruppen og nu bliver jeg simpelthen lige nødt til at blive lidt skrap og svare på nogen af dem fælles for det er for meget at sidde med dem enkeltvis. hvor meget jeg end synes i skriver rigtig gode mails, forklarer godt og hvorfor i føler jer afhængige af at skrive el. lign, så var det ikke kriteriet. det jeg nu vil skrive drejer sig altså ikke om, om jeg synes i skriver godt og relevant og om folk kunne ha gavn af at læse det, det handler om om i lever op til det kriterie der blev opstillet for at kunne ansøge netop denher skrivegruppe.

Jeg må indrømme at jeg har haft meget vanskeligt ved at finde en grimmase der kan passe til de mails der indleder noget i retning af, er alle ikke lidt på røven, er alle ikke lidt desperate, jeg ved ikke om jeg er desperat, det er jeg vel. Hvis man skriver om at være desperat at det er man vel nok, det tillader jeg mig simpelthen at konkludere, så er man nok ikke desperat. Jeg bliver også, for at sige det lige ud, ret provokeret af det. Jeg orker ingengang gå i bad, jeg ville så gerne gå i bad og ophøre med at stinke og ækle mig selv og klø og ækles ved at tænke på hvad jeg udsætter andre for, men jeg kan ikke en så lille ting. om få måneder ophører jeg med at ha en indtægt fra sygedagpenge der gør at vi kan bo i vores lejlighed. det er mine yderste kræfter jeg bruger af. nogen dage, hvis jeg har skullet noget dagen forinden og er udkørt, når jeg så er på toilettet er det den dags kræfter jeg har brugt på at holde mig siddende. seriøst. det er fint nok, sådan fungerer det. men så gider man egentlig ikke modtage mails om om vi alle er lidt desperate, lidt på røven. sikkert, men altså. hvis man ikke fremover når man ansøger kan give den klare melding at man lever op til kriteriet, man behøver ikke skrive mere end det, så vil jeg ikke reagere på det.

jeg vil lige gentage at jeg syntes det var gode mails udfra andre kriterier.


ellers ikke så meget. jeg har modtaget maskinfabrikken her til morgen, men foreløbig mest kigget billeder. lars skinnebach har gæsteredigeret. hans eget bidrag er et skuespil kunne jeg se. dana og timo taler. en af dem ser at rapsmarkerne er hvide. måske er det meget tidlig dis. jeg har kun læst første side af det. jeg vil læse mere senere. når jeg bliver lidt mindre øm i kroppen.

jeg bliver glad når jeg ser det her om kartoflerne:

Kærlig hilsen,
Olivia 

Niels Frank har skrevet et indlæg på promenaden, det er her . Han har været til Lousiana Litterature og set patti smith. I går var min feed på facebook fyldt med billeder fra det samme arrangement. Det så lykkeligt ud. Sol, velklædte mennesker. Det så hyggeligt ud. Det tænkte jeg, og blev ekstremt misundelig. Folk så tankefulde ud. Jeg prøver ikke at ironisere over det, jeg siger helt ærligt, at jeg blev misundelig og efterfølgende vred, jeg kan ikke sidde stille på en stol så længe. Jeg kan ikke arte mig. Jeg ville være blevet for fuld. Jeg ville aldrig kunne se så velsoigneret ud. Hvor skal man gå hen hvis man ikke er hyggelig. Hvis man ikke er afbalanceret i sine følelser. Hvis man er for fucking vred. For fucking ked af det. Hvis man vil slås. Hvis man ikke er dum af den grund. Hvis man bare vil slås.

Derfor tænkte jeg: åh tiltrængt, nogen siger: holdkæft det var hyggeligt, men det var jo for hyggeligt, hygge er helvede på jord, bare fødder, total forsoning. Det nordsjællandske hav vil os det godt, det nordsjællanske hav agrees, vejret er med os som det hedder. Måske, hvis jeg skal være ærlig tænkte jeg: ingen fortjener at ha det så godt som de billeder gav indtryk af, når jeg har det så dårligt, når mange har det så dårligt. Jeg kan ikke tillade mig at tro at alle virkelig havde det så godt som billederne gav indtryk af, men gengivelsen var et glansbillede.

Det er fandeme ikke pænt sagt, at ingen må ha det så godt. Det er det usle ved mig måske. Måske er det ikke fair, måske er det. Jeg tror ikke jeg har noget ønske om at give nogen en dårlig smag i munden, bare at sige, vi er nogen der ikke har været i bad forever, hvad fanden skal man stille op med at have så fedtet hår når andres hår ligefrem skinner i solen. Jeg var en gang indlagt med en kvinde der hele tiden sked på gulvet. Hvad fanden skal hun stille op med at alle skider på toilettet.

Uanset hvad blev jeg så skuffet over Niels Franks indlæg. Givetvis fordi jeg havde håbet noget andet. En opfordring til at nedtone hyggen, det nemme og ukomplicerede. Men det sted det førte ham hen, den afstandstagen, virkede mindst ligeså nem, det indleder han vist også mærkeligt med at sige at det bliver. Hvad er det vi skylder folket, skriver han, hvad er det, der peger på at vi skulle have tiltro til dem, de stemmer som får lader til at være hans argument.

Jadødovergud det er en ærgerlig skelnen, her er jeg, her er folket, lyt til mine visdomsord, grib øksen eller hvad fanden, jeg skal nok synge til, det er næsten perverst. At vågne og græde fordi man i en drøm har opnået den indsigt at folket har magten. Jeg var der ikke, jeg ved ikke hvad Patti Smith sagde, jeg henholder mig til den sang Niels Frank vist refererer til.

Men det Niels frank sætter i stedet, så foretrækker han bankmændene, sykonerne. Han får det nærmest til at fremstå som om det er det vidunderlige kaos, som jo må være modsætningen til det banale. Kaos for hvem, hvilket kaos. The poor will be screwed all the time. Det er ikke kaotisk. Det er en enkel og banal orden: nogen skal betale med at være fattig. Det er den simpleste idioti. Det er i nogens interesse at at nogen er fattige. Bare alle de piller det er mig pålagt at tage, fordi ellers ville det hedde sig at jeg ikke er behandlingsvillig og jeg ville miste adskillige rettigheder, det er jo højestemålet af banalitet: der er nogen der tjener penge på det. Vi holder hjulene i gang right.

Det kan blive så plat. Det kan blive så umådelig plat. De der småteknokratiske ønsker. Her er vi så smagfulde, her tænker vi før vi taler. Som Niels Frank beskriver det, vi lader os ikke forføre at suget i maven. At være de uforførte.

Det er ikke forsvarligt at stemme på dansk folkeparti, det er ikke et gran af forsvarligt i den handling. Det er hadefuldt. Det er også i sig selv, som handling, idiotisk. På alle planer. Det gør alting værre. Men hvad skulle det sige om folket as such? 

Jeg er antiteknokrat to the bone. Ingen er dumme. Der er ikke nogen der i udgangspunktet har adgang til det komplekse mere end andre. Men der er nogen der bliver nødt til at bruge virkelig meget tid på at tænke på om de kan blive siddende i deres hus, om de kan give deres børn mad i morgen, om det hele ramler hvis de bliver fyret, osv. osv. der er nogen, for hvem hverdagen, det nogen kunne le af som småborgerligt, bliver nødt til at bekymre dem. Der findes noget der hedder ro. Og der er nogen der ikke har det. Fordi nogen andre stjæler fra dem. Det banale er ikke at sige det, det banale er at det er sådan.

tak for at der har været positiv stemning omkring mit foreslag, jeg skrev for lidt siden sådan her på facebook og gentager det nu her:

hej og tak for likene og støtte til ideen. jeg har fået nogle henvendelser men vil lige sige at det meget gerne må fremgå i henvendelsen om man man lever op til det eneste kriterie der er, det står beskrevet på bloggen hvad det er. jeg kan 

jo klart nok ikke vurdere det, men det er ikke i tænkt som et sted for de udesperate. ikke af anden grund end at der er så umådelig få ting der er henvendt til dem der opholder sig i ofte desperate tilstande. hvis I synes i lever op til kriteriet så skriv igen, hvis ikke så må pladsen forblive åben noget endnu. derudover er der osse plads til flere. så I må rigtig gerne nævne det for folk hvis i kender nogen der kunne se noget i det. Jeg har ikke super travlt med at lukke nogen gruppe eller sådan, så sig til folk der er god tid til at tænke over det. Min mail står her på bloggen, man kan skrive til den, eller som kommentar kan man osse bare. jeg prøver at holde styr på det. hjertelig hilsen.

et forslag

Jeg er så rasende over hvordan det hele er, at de ofte stressede og ulykkelige skal betale med selvrespekt og liv og krop for at nogle respektløse magtfolk skal holde en grim fest. Jeg har tænkt som en sindssyg over hvad jeg med mine begrænsninger kan gøre, for at hjælpe nogen, der måske som jeg selv føler sig afmægtige og frarøvet autoritet over sig selv. Nogen gange er jeg sanseløst bange, men andre gange kan jeg skrive. Det hjælper helt vildt. Det er også potentielt et job blandt de få som i nogen grad kan rumme at ens evner er fuldstændigt uforudsigelige, at ens humør svinger som ind i helvede, at man klær sig grimt, ikke orker at gå i bad i flere uger, er dårlig til grammatik, ikke kan finde ud af at stave, græder hele tiden, har misbrugsproblemer, man behøver heller ikke have været i stand til at tage en uddanelse, man behøver ikke ikke være vildt fed, vildt skæv på angstmedicin osv., man behøver ikke være ung eller gammel. Principielt.

Jeg tror at talentbegrebet er det vildeste humbug, at hvem som helst kan skrive væsentlige bøger, det eneste der skal til er at man er ærlig, at man taler udfra sin egen krop og sit eget liv, der hvor man selv er i relation til de andre, ikke henfalder til det ulykkelige generelle, og at man er en del af et kærligt miljø der sammen har et ønske om at holde hinanden fast på det.

Derfor vil jeg gerne, hvis nogen har lyst, opstarte en skrivegruppe der vil løbe i et halvt år og hvor vi læser hinanden tekster en gang om ugen. Eneste kriterium for at kunne ansøge er at man er bange for at gå fuldstændig på røven. Jeg kan klart nok ikke garantere at man efterfølgende har et manuskript som nogen vil udgive og udsigt til på sigt en måde at forsøge sig fattigt men fint på. Men jeg kan garantere at jeg håber på at det kan være en hjælp på en eller anden måde.

Man behøver ikke have skrevet noget før, og det er oplagt at man kan tilmelde sig lisså meget af nød og almen desperation eller ensomhed som af lyst. Bare man har tænkt sig at komme.

Vi kan nok ikke være flere end ti . Hvis nogen tilmelder sig må vi snakke sammen om hvordan vi gør det mere nøjagtigt så alle kan føle sig velkomne.

Jeg er skide meget i tvivl om det er en god ide eller ikke, men alle ønsker er helt ude i i det yderste hudlag, så det må tvivlen vel også godt være.

Mange gode hilsnen

Asta Olivia Nordenhof   

et digt og efterfølgende et spørgsmål

Varmen og tømmermændene gør mig psykotisk

fjerner mig fra dem jeg elsker med hele kroppens underlige styrke,

men nu det er blevet koldt går det lidt bedere, der er noget dejligt smøreosteagtigt og svalt over mit sind

vi plukkede vilde blommer og mirabellaer forleden på det ydre amager hvor metroen er høj

nej, jeg vil ikke tillade mig selv at se på den metro, der kører som en underlig sur forælder frem og tilbage på himmelen, med vemod og længsel

selv om det er skønt er det ikke godt med den metro

det er komfi når det regner, men det der osse sker er at de rige kan sælge deres ting dyrere

deres ejendomme og pind-is,

jeg har så tit gjort mig til en flade for deres dårlige fester

købt pisse dyrt tøj

fuckpokker.

røde røde sol røde amager

galaksens dejlige hjerte

et postkort til Bjørn

et postkort til Morten

for her er så ømt at vi ikke er nok til at fatte det

jeg ville ønske revolutionen var i gang

mine knogler er for længst fuldstændig søde og døsige af at vente på den dag hvor alle nægter at arbejde for de rige

ingen behøver at dø, men vi skal ud af bankerne, ned i den søde muld med pengene

lade andre om at flyve til mars og fryse sig ned i kummefrysere, så er vi fri for det

jeg ler når jeg tænker på hvor koldt det må være for dem

Her kommer så spørgsmålet

Jeg holder af, at ligge mine tekster op på min blog. Jeg vil egentlig nødig betragte bloggen som et sekundært medie. Jeg kan godt lide den energi der kan være ved, ikke at gemme til natten, den store forkromede bog. At det bliver tilgengæligt for andre stort set samtidig med at det bliver tilgengængeligt for en selv. Jeg kan osse godt li tanken om at det gør mindre krav på sin læser, det koster ikke penge klart, men også det at man ikke har alle ærefulde boglæsere i ryggen, den sure gnavne borgerlighed der giver smerter i fantomborgerligheden eller hvad man skal sige: så skal man være så og så seriøs på den så og så seriøse måde når man læser en bog. Det at man bare lige læser noget imellem alt mulig andet, det kan jeg selv godt li. 

Jeg kan osse rigtig godt li bøger, jeg kan li at man ikke læser opad og frem, men henad og til siden, at alle teksterne så bliver noget af hinanden, at man kan bladre, at man kan tage bogen med væk fra alle de angstprovokerende maskiner og man behøver ikke blive lyst på af pligter og hverdag, lissom det ene er godt er det andet rigtig godt.

Jeg kan rent udgivelsesmæssigt li, ved at udgive en bog, det smarbejde man har med nogle redaktører, de råd man får, redigeringen, og at der er flere der blir glade hvis ting går godt osv., sure hvis der er dårlige anmeldelser osv, og det samarbejde man har med grafiker, at man blir et lille kollektiv omkring det. Jeg kan oplagt osse godt li at bøger jo primært er det der giver adgang til at søge legater, og via anmeldelser osv. (som jo ofte også er en dejlig måde at blive mødt af verden på) skaber opmærksom omkring tingene der gør at man bliver hyret til diverse ting og såfremdeles.

Ok mit spørgsmål går så på, hvad kunne forholdet mellem en blog og en bog være? lad os sige halvdelen af digtene, en tredjedel, en fjerdedel, samtlige af digtene havde været publiceret på en blog før, hvordan ville man forholde sig til bogen? Eller hvad skulle man gøre? Et eller andet mærkeligt sorteringssystem?

Jeg tænkte, ok jeg kunne ligge en tekst ud om ugen af dem jeg skriver, men hvad faen så hvis det netop ikke har præg af dender umiddelbarhed, man tænker fuckyeah lige når man har skrevet det sidste ord og ligger det ud. Fordi man skriver til nogen, man har den krop og den er vred og glad og liderlig osv og man håber. Hvis det er i stedet for at gå ned og råbe op på gaden at man skriver, så er det jo ikke noget ved hvis man skal få det afmålt med det. 

Men nogen må ha gjort sig nogle tanker om sådan noget tænker jeg? 

lots of love 

aol  

fredagssang

Den ømme jord når man ikke vil sove

jeg har 24 år i mig og de er alle sammen bedrøvede og windy

husker en der hed Mayas ansigt

det må have været i mit fjortende og femtende år at denne prægning begyndte: Mayas brede ansigt

hun havde en t-shirt med en påtrykt fjer

er det ikke mærkeligt, siden da hver gang jeg ser er bredt ansigt tænker jeg: det er ligesom Mayas

alle systemer kan get lost, pludselig står man bare med en gul blomst fuldstændig rystet over at se den

jeg vil komme med et råd

prøv at spør din hånd hvordan det er holde om noget du kender godt

sjippetorvets håndtag, en fedtet pik, hente salt og peber, nulre et blad, stryge en kat over ryggen, presse en bums eller rive en blomst op med rod: svub

det er så meget vigtigere end alt det nogen påstår man kan huske:

danskhed og alt det andet pis,

der er jo ingen der ægte kan huske en ridder

jeg vil ikke skinne i mit eget lig længere

jeg vil ikke være en ensom gud

vi vil ikke skinne i vores egne lig længere, det skulle jeg hilse at sige også fra dyrene hvis jeg forstår dem korrekt

godnat / godnat 

alle dem, jeg skulle gi bøger til, de skulle ha modtaget dem senest i dag, sig til hvis det ikke er tilfældet.

vågner i et parcelhus i Vanløse, stadig våd

gøre sig til festens omdrejningspunkt ved at påstå man kan sluge alt

Jákup er blevet hos mig,

du har slugt ristede løg og sperm og lidt benzin etc. siger han,

vi spiser mælkesnitter i køkkenet, slikker flødeost af halsen på hinanden

ingenting er mistet

eller også har tabet været let,

sådan befri du mig Jákup lige den morgen

æreløse lortebørn

en lille hængebro i dit hus

så obskurt

at det skulle være en hængebro der forbandt den øverste etage

men det var det, jeg ville sige: at jeg kan huske at ligge og kigge op på den hængebro.

Nu du er død, det skal du vide, jeg glemmer det aldrig.

bange for at drive rovdrift, men har lyst til at sige noget trøstende til dig

det enkle og hjerteløse sidder ikke på bladene,

den store katastrofe er at der er penge at tjene på menneskers selvhad.

du var smuk

jeg er blank som våde sten i sommeren fordi jeg er oplyst af de døde.

lyser hinanden

pause

et blad! 

darling darling Andreas

din varme krop om morgenen

tilsvarende hundens, hestens, panterens

sammenkrøben tillidsfuld

at natten vil være god mod dig

at jeg vil

darling darling Andreas

hvis du nogensinde går fra mig river jeg min lever ud og sømmer den fast til min pande,

eller jeg hælder kuld i næbet på dig.

pause.

min mor lagde sit kvindehad fra sig

det var en kamp hun havde

det er en kamp jeg har,

hun forlod mig en aften på en campingplads, jeg fandt et sted at overnatte, men manden som lod mig sove i hans seng voldtog mig

det kan slide mig op at tænke på hvor ondt det må have gjort på hende

ligger og kigger på et træ nede fra.

Ved at hun står i køkkenhaven,

brede hænder om skovlen

vidunderlige brede hænder,

jeg beundrer alt ved hende

hendes dybe stemme

hendes raseri pludseligt,

skrige holdkæftdinnar hvis nogen sagde noget ovre ved superbrugsen

skære folks bildæk op, smadre deres ruder

Træets grene og blomster mønstrer hendes ansigt

holdkæftdinnar hvis du siger noget om min mor

det kæreste jeg har,

pause

darling darling Andreas, lad os brænde mit teenageværelse ned

blåmalet savsmuldstapet

tørrede roser.

Være den eneste der ikke fik en rose.

Præsten købte en rose til mig på udflugten under konfirmationsforberedelsen fordi ingen af drengene ville,

ha ha

der er da lidt morsomt at guds stedfortræder trøstebejlede

snart bliver jeg vel jomfrugravid,

så kunne mit liv ikke blive mere åndssvagt

jeg har ikke lyst til at skrive mere i dag

jeg kommer ind til dig nu

Sidde fuldstændig smadret

og skrive om engang fyrværkeriet føg om teltet på stranden

og vi holdt om hinanden indtil vi indså at fyrværkeriet var rettet mod os

at nogle sigtede mod teltet fra afstand

og den styrke der kom til os der

at vi blev så arrige og forelskede

kastede sten efter dem der skød, hujede

kneppede helt sindssygt bagefter

det var om vinteren men ingen frøs

dagen efter beskrev kasper hvordan han hele natten havde drømt om sæler

mig og asbjørn holdt i hånden under soveposen

vi havde den hemmelighed sammen om morgenen: at noget havde gjort os klar over at vi elskede hinanden mere end vi elskede Kasper.

Købte vild meget brød. Frosne fisk som blev ved med at være frosne.

Nogen måtte påtale solopgangen over trætoppene, briste i vellyst.

Siddende her nu. At have været seksten.

Ville ønske menstruationen gik væk,

ville ønske man ikke skulle høre for at være arrogant når man siger at man aldrig vil have børn

jeg vil ikke have børn så fat det

flere ting at martre

jeg har dræbt en killing en gang,
kastet den imod en væg fordi den ikke ville tage imod mit barnebryst

jeg har lyst til at skyde nogen, mig selv eller hele Gentofte

råbe: ved i hvor mange i selv har slået ihjel

det aktiepis

det rige pis

det rige liv

være så nærig

pas på jeg kommer og plyndrer jer

med mine barnebryster som er blevet gigantiske i mellemtiden

jeg har taget sytten kilo på af de nye piller

her har i mig  

Hvem der har vundet bøgerne

Her, nu er det blevet sent, og vi har holdt os vågne med Irish Coffee, længe siden jeg har drukket whiskey, er det vi er kommet til. Altså de fire der vinder bøgerne, og en begrundelse på mere eller mindre noteform for hvorfor. Tak for alle bidragene, vi har haft en god tid med at læse dem.

Rasmus Varnich Blumensaat

• Noget med at det kommende allerede er her, det ulyksagelige, at hesten kan forstene og at forsteningsporcessen allerede begynder i livet, men også den modsatte bevægelse: at flyet akkurat undviger en eksplotion der fremskrives med determinisk fortegn i og med indlegret i flyet
• Den der altfavnende totalbevægelige form, slår på den ene side ud i nogle sætninger der bliver fremmede og golde, for eksemplariske, stjernerne danser efter forfatterens pibe, andre gange slår den ud i en ret forunderlig nærhed med nogle historiske figurer, som jesus, der bliver mærkelig og kluntet også i sin referentialitet, og sært nærværende, ligesom også de selvopfundne karakterer er sære og tæt på ved deres sære ageren, såsom den mongolske kvinde.

Rasmus West:

• Valgte digtet fordi i første omgang to ting: dels på grund af vandværket som er en uhyggelig og mærkelig motor, kan blive konkret i form af waterboarding, et brug af vand til at udøve magt, men også et instrument der ligger under for ordren samtidig med at instrumentet er ordren i sig selv, det er en vanvittig angstfremkaldende maskine der fremanes. Vand og drukning er sammen med vandværket.
• 'De små lig på pengene' er et voldsomt billede, A. siger at foragten i det er befriende O. tænker på forbindelsen mellem penge og død, dyr der dør fordi deres ansigter ikke er appellerende, mennesker fordi deres nød ikke er det osv. den ulykke der ikke kan sælges. Så er vi enige om begge ting. Begge får følelsen af et udgangspunkt i sætningen.

Barhèlemeus de la Vellée des sept sources

• det opregnende spor: konkrete tal overalt, 20, to, 12, 88000, 50000, hvor meget vil det koste, hvor mange dage, hvor mange timer, osv, kvinder jeget har været sammen med opregnes, den tilsyneladende ugidelighed over for mennesker, har måske at gøre med et problem med det der falder uden for kategori, man får et billede af en meget pertentlig person der sidder i en (meget) lille lejlighed i en jeg-har-aldrig-hørt-om-den-Tysk by-der-er-sikkert-en-stor-flod-i-nærheden og tæller
• Trækker lige lovlig på nogle fælles forestillinger om nationaliteter, studiegrupper osv., vi diskuterer i premieudvalget hvad man skal stille op med portrætter der på den måde er indskrænkende og forfladiger jegets omgivelser til stort set udelukkende kategorier og overfladiske pegen, man kan forstå det som en del af portrættet af et jeg der oplever en stor ordenstrang, men primært kom vi frem til at de passager der ikke indeholdt forfladigende person eller gruppe-portrætter var de langt stærkeste, de to passager der handler om at bygge står frem som noget helt særligt i teksten, og er den primære årsag til at vi kan lide den, der kommer en meget rolig vemodighed og et håb, som er rigtig godt.
• Mildt god underholdning men også lidt en blindgyde at interessere sig for præsentationen af teksten, hvori der påståes at dokumentet har været afsendt til familiemedlemmer, måske, måske ikke, ok.
• Point ned for at skrive lille fortatterinde

Jakob Slebsager Nielsen

• Først var det mest bemærkelsesværdige den strategi med at fremhæve noget åbenlyst, det vilkår som mange deler, at man trækker vejret til eksaminer, det bliver en særlig, en vild erfaring som det står her, fremhævet og alene, at det bemærkes, for for helvede, hvor er eksaminer noget ensomt, ensomt lort. I det hele taget en sær stemning digtet igennem der øger opmærksomheden.
• Uenighed om visse linjer, jeg bryder mig ikke om de to Man-linjer, der for mig bliver patetiske i og med hvorfor generelle? Hvorfor ikke tage dem på sig som kropsnær erfaring, ikke dermed unik men egen, bedre end den almene appel der, syns jeg, ligger i dette specifikke man. A. tænker at det ikke har med en appel til det almene at gøre, men er en karakteristik af et jeg med et robotagtigt præg, der er er blevet nærmest plantet i livet og imødegår sansninger med en slags nyfigenhed.
• Der er til trods for det at der er tale om et jeg der umiddelbart er på afstand af sine egne registreringer, nøgtern, konstaterende, en mulighed for nærhed med jeget som man ikke lige kan placere, måske det der gør en nysgerrig.    
  
  
  Hvem der får hvilke bøger afgøres af, hvem der skriver hvilken bog de helst vil have hurtigst osv. 
  
  
  
  
  

Undskyld forsinkelsen

Undskyld forsinkelsen med at skrive hvem der vinder konkurencen. Det har været nogle hårde uger. Her er fire billeder, et der dokumenterer at jeg igår sad nede i Amaliehaven og læste jeres tekster, og poster vindere og noter imorgen, så er der to billeder af henholdvis et springvand og nogle blomster, og endelig et billede af nogle hjorte i mørke, jeg har aldrig været så tæt på hjorte før, de spiste af en skraldespand, de havde et kid med, så med det håber jeg vi er ok.

Jeg fik den tanke i forgårs, at man ikke burde stille en skriveopgave, uden også selv at besvare den. 

nedenfor er altså mit bud på en tekst der handler om kamp og kærlighed, kampaspektet mestendels tilsidst fordi det munder ud i, hvad jeg opfatter som et egentligt kampskrift. 

Med det her digt vil jeg også lukke konkurrencen fordi der allerede er mange fine bidrag, og juryen for kam til sit hår. Om en uges tid vender jeg tilbage her med vindere og begrundelse. 

Min farmor blev ved med at ryge efter hun havde fået en hjerneblødning

hun var blevet lam i den ene side af ansigtet

hun kunne akkurat samle læberne tilstrækkeligt i den ene side af munden

det må have gået ud over smøgernes kraft at lukke så meget luft med ind

det kan jeg vide nu

det kunne jeg ikke vide dengang

jeg var 10 da hun døde.

Når jeg koncentrerer mig om at tænke på hende er det ikke hendes ansigt der står frem

det minde har fotografier ødelagt

når jeg forsøger at komme i tanke om hvordan hun så ud

husker jeg i stedet fotografiets kvalitet

det ene billede er kornet

det andet billede er i et format, der ikke er standart længere.

Jeg husker imidlertid nogle objekter der knyttede sig til hendes eksistens

Et tallerkenunderlag i rødt skinnende voks

En blomsterkasse i beton der betød, at nu skulle man dreje af, nu var det farmors gade

Hvis jeg opholder mig tilstrækkelig længe ved objekterne, begynder rum at forme sig

En smal gang

En dør der leder ind til stuen

Soveværelset

En seng.

Jeg tror, at jeg kan placere mig selv i den seng igen

men den fortælling der knytter sig til sengen ødelægger mindet om sengen:

Hver onsdag kom jeg der,

vi lå der,

i den seng sammen,

vi så altid den store badedag.

En evig, en generel sekvens,

Hver onsdag. Vi så altid den store badedag.

Hvis det var onsdag,

vi altid den store badedag.

Det er i det løsrevne at nærheden bliver størst:

hvis jeg går ud af stuen igen.

Den smalle gang

toilettet

der vaskede jeg engang mit ansigt.

Koldt vand

hænder

ansigt

spejl

mintgrøn

en lille pose med nellikker

bare det, at vandet er koldt

at det gør godt.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg bliver klar over det.

min far må have fortalt mig det

at farfar gav dem alle sammen tæsk

som han huskede det:

hver dag en venten på volden og så blev det stille

farmor kunne ligge i køkkenet

der lå i direkte forlængelse af gangen og var lige så smalt

eller hun kunne ligge i gangen.

Når først gangen er nærverende, kan jeg være min far

ikke hvis jeg begynder at tænke på hans barneknæ

brune shorts

sådan som det ser ud på billedet:

farmor i hvidt, far i brune shorts

så er alt mistet

og man kan ikke finde fars syn

siddende på sengen

derfra kan han se spisebordet.

Jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra

Junkede og levede på gaden.

Jeg er for nyligt blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve

henvendt til andre kvinder.

Et minde der er kommet til siden jeg så de breve:

Han har ladet sådan et brev ligge fremme

han har aldrig haft til hensigt at sende dem til nogen

min mor skulle finde dem

hun skulle ødelægges

hun var seksten på det tidspunkt

han var meget ældre,

det betyder noget

de boede i samme lejlighed, som jeg bor i nu

jeg ville ønske jeg kunne gemme brevene væk

jeg tror de elsker hinanden.

Angsten for at blive vildledt

forveksle vand med vind

der er så mange sorger

mine negle er groet ud og klippet ned mange gange siden min mor døde

utallige gange siden min far døde

man vasker tingene af og fortryder det

du har den samme krop som din farmor

det sagde min mor altid

du har den samme mimik som din far

det siger alle

ingen kunne høre forskel når jeg tog telefonen ude hos min mor

min morfar troede han havde fået fat i sin datter

min mors sidste mand slog hende

alligevel tænker jeg tit på ham komme gående uden for vinduet

han har hentet noget i bilen

forknyt

noget ved den måde han viste mishag over for frokostanretningen på kroen

som om hans tøj var blevet for stort

at se ham i den nye lejlighed efter min mors død

han havde købt to lænestole

en forventning om at det ville blive relevant at have to

et forestillet liv foran sig.

Alt er mistet herfra hvor jeg skriver

at holde min mor på panden

sikre sig, at hun ikke har feber

at håndfladerne ikke er fugtige

at hun sidder på sin cykel

på vej til havet

vi plukker hyldebær,

ingen undgår at få røde hænder

alt den kærlighed jeg har

kan være i et hyldebær

nogle skulle tage hendes ydmyghed fra hende

min mor

hun var altid så taknemmelig

jeg ville have sagt:

Det er ingens ret at ødelægge dig

alle de fuckhoveder omkring dig

du er omhyggelig med makeuppen inden vi skal til fest på skolen

glem det

bare glem det

der ingen grund til at være venlig over for de uvenlige

bare glem det

der er ingens ret at kræve af dig, at du er venlig over for de uvenlige