jeg har siddet og set det her med rasmus i går, det er virkelig ret vildt at se. den gyldne pik inde i undervandslottet. hvordan opdager man det? kaninens lille hvide hårpik i slow motion. det er aggressivt. vi kunne ik la vær med at grine ret meget.

jeg er en del inde på forskellige fora der kritiserer ting udfra andre kriterier end jeg kender godt, fx. kan jeg finde inspiration i den form for kritik som er en form for bogstavelig til eventyrlig. en hund kunne aldrig blive så gammel derfor er filmen sci-fi. hendes skål med cereals forsvand fra klip til klip derfor foregår filmen inde i hendes hoved.

det er virkelig nogen meget ubehagelig dage de sidste. jeg kan ikke huske noget og hvis jeg kan, så virker det som sindssygt lang tid siden. jeg kommer til at sige, dengang vi vi gik tur på holmen, om en tur vi lige er kommet hjem fra. jeg tror det er længe siden. jeg får det meget ækelt med mig selv, at jeg fjerner mig fra det fælles, en underlig indtørret tudse.

jeg har modtaget en del mails ang. læsegruppen og nu bliver jeg simpelthen lige nødt til at blive lidt skrap og svare på nogen af dem fælles for det er for meget at sidde med dem enkeltvis. hvor meget jeg end synes i skriver rigtig gode mails, forklarer godt og hvorfor i føler jer afhængige af at skrive el. lign, så var det ikke kriteriet. det jeg nu vil skrive drejer sig altså ikke om, om jeg synes i skriver godt og relevant og om folk kunne ha gavn af at læse det, det handler om om i lever op til det kriterie der blev opstillet for at kunne ansøge netop denher skrivegruppe.

Jeg må indrømme at jeg har haft meget vanskeligt ved at finde en grimmase der kan passe til de mails der indleder noget i retning af, er alle ikke lidt på røven, er alle ikke lidt desperate, jeg ved ikke om jeg er desperat, det er jeg vel. Hvis man skriver om at være desperat at det er man vel nok, det tillader jeg mig simpelthen at konkludere, så er man nok ikke desperat. Jeg bliver også, for at sige det lige ud, ret provokeret af det. Jeg orker ingengang gå i bad, jeg ville så gerne gå i bad og ophøre med at stinke og ækle mig selv og klø og ækles ved at tænke på hvad jeg udsætter andre for, men jeg kan ikke en så lille ting. om få måneder ophører jeg med at ha en indtægt fra sygedagpenge der gør at vi kan bo i vores lejlighed. det er mine yderste kræfter jeg bruger af. nogen dage, hvis jeg har skullet noget dagen forinden og er udkørt, når jeg så er på toilettet er det den dags kræfter jeg har brugt på at holde mig siddende. seriøst. det er fint nok, sådan fungerer det. men så gider man egentlig ikke modtage mails om om vi alle er lidt desperate, lidt på røven. sikkert, men altså. hvis man ikke fremover når man ansøger kan give den klare melding at man lever op til kriteriet, man behøver ikke skrive mere end det, så vil jeg ikke reagere på det.

jeg vil lige gentage at jeg syntes det var gode mails udfra andre kriterier.


ellers ikke så meget. jeg har modtaget maskinfabrikken her til morgen, men foreløbig mest kigget billeder. lars skinnebach har gæsteredigeret. hans eget bidrag er et skuespil kunne jeg se. dana og timo taler. en af dem ser at rapsmarkerne er hvide. måske er det meget tidlig dis. jeg har kun læst første side af det. jeg vil læse mere senere. når jeg bliver lidt mindre øm i kroppen.

jeg bliver glad når jeg ser det her om kartoflerne:

Kærlig hilsen,
Olivia