I laden. Spredt metal, blik, bagerst nogle halmballer i stabler. Halmballerne var købt til Turner, som pludseligt døde. Pludseligt, synes Kurt, selv om Turner var gammel og hendes pels var gråstænket, selv om han aldrig red hende mere, men nøjedes med at give hende seletøjet på og trække langs markerne og ind i skoven. Til Maggie sagde han, at han fortsat red, han kunne ikke bære at indrømme nogen Turners svaghed. Han hemmeligholdt hendes alderdom, ikke mindst for sig selv, eller snarere; han delte sig i to: den Kurt, der forstod at trække og kærtegne sin gamle hest og sige farvel, og den Kurt, der ikke forstod eller havde glemt, hvad det betød.

Særligt om vinteren, hvor kulden i laden er større og mere klangfuld end den udenfor, men selv nu, i den lunkne og stillestående luft, mærker han en højtidelighed herinde. Det er min metaldrejebænk derovre. Det er her, busserne kører ind om aftenen. Så må Maggies misbilligelse være hvad den er, for Kurt har gjort noget, han ikke troede at han kunne. Han blev ved. Før han kom her, var der ikke andet end flakken. Han var knap nok en mand, han havde ikke andet end sine hænder, og de duede ikke til noget. Han kunne forelske sig i de fleste, Maggie blev det så, den sidste i en lang serie. Han levede sit liv om natten, mødte nye venner som alle drømte om hurtige penge og kærlighed, noget at give sig til, men ikke det, de blev budt. Sengene skiftede, den sene nats ideer virkede anderledes besværlige om morgenen, hvor skulle man starte, han gik hjem med en tynd, allerede bleg eufori, og hjemme kom mistanken; Ingen elsker mig, jeg er paria? Så måtte han ud igen. Hans kone, Ulla, hun levede med det, hun ventede sig ikke mere af en anden mand, og frygtede for at bytte Kurt ud med en, der var mere hjemme, for hun elskede timerne alene om aftenen og sengen, der var stor og fredfyldt uden en mand. Hun havde regnet på det, og selv om han drak for en stor del af sin svingende indkomst, var hun stadig bedre stillet i ægteskabet end ved skilsmisse. Desuden satte hun pris på at der altid var øl i køleskabet og da Maggie kom ind i billedet, var det først og fremmest udsigten til færre, næsten ingen penge, dernæst et spørgsmål om ære og om at føle sig ydmyget af Maggies yngre krop, der fik hende til at kaste et rugbrød i hovedet på Kurt, som stod som et bløddyr og måbede indtil han pludselig blev vred, og sagde at hun selv havde skabt ham sådan og smækkede døren i hovedet på hende.

Kurt sætter sig på en kasse. Han fylder lungerne med varm luft, holder på det, slipper. Det er det vigtige tidspunkt på dagen. Runden i laden. Det er her, han forstår at han har levet, har haft noget i hænderne. Så ringe har jeg ikke været. Ikke så ringe. Han når denne mening hver dag. Han må ligesom rive den til sig fra en brand, og bære den, som man bærer et uskyldigt barn, væk, på tilstrækkelig afstand af branden, så han kan få sine to minutters fred.

Så tænker han på overskuddet og bliver sit hektiske, ængstelige selv igen. Firmaet har haft tre gode år i træk, han har efterhånden ret meget stående og det gør næsten ondt i ham for at få pengene ud. Men det skal ikke være hvad som helst. Han vil ikke investere i fortiden, han drømmer om noget helt nyt.

Først efter mange år som psykiatrisk patient - tæt medicineret, på et tidspunkt tog jeg dagligt et antipsykotisk middel, et antidepressivt, flere gange dagligt akut beroligende medicin og dertil sovepiller, jeg var ofte ind og ud af psykiatriske afdelinger - besluttede jeg at jeg havde krav på hjælp selvom:
1) jeg ville ikke længere indtage psykofarmica
2) jeg ville ikke længere acceptere at føle mig misforstået, underlegen og grundliggende uvæsentlig i kontakten med behandlingssystemet. Jeg ville have ret til at have oplevelser, følelser og ideer som er i konflikt med konsensus om hvad der er fornuftigt og sundt og godt og normalt. Jeg ville ikke være med til at skulle kureres for ting, jeg ikke selv opfattede som syge eller forkerte. Til gengæld ville jeg gerne have hjælp til at blive bedre til at håndtere de ting, der efter min egen opfattelse forhindrede mig i det, jeg helst ville, nemlig frigive kræfter til beskæftige mig med alt det andet end min egen fordummende angst, frigive kræfter til at give.
Jeg sorterede mine 'symptomer' (jeg er diagnosticeret med skizotypi) efter de to overordnede kategorier 'vil/vil ikke at min behandling skal fokusere på dem' og lavede et skema til min daværende kontaktperson i psykiatrien.
Hun var meget åben og lyttende, hun var den første til at tage seriøst at jeg sagde at jeg ikke ønskede mere medicin. Det var dels hendes indstilling der gav mig modet til at lave skemaerne. Dels skyldtes mit mod at jeg på det tidspunkt havde gået på forfatterskolen og udgivet en bog og opdaget at der var mange voksne mennesker der tog mig seriøst og ville diskutere mine ideer med mig uden at patologisere dem, og så havde jeg også fået nogle venner og en omgangskreds hvor jeg ikke altid følte mig forkert. Jeg havde altså en vis mængde selvtillid, og var også mindre end før dybt afhængig af systemets omsorg og accept, jeg havde ikke som tidligere grund til at frygte repressalier fordi min økonomi ikke som før var afhængig af lægens vurdering af min sygdomsgrad og ikke mindst behandlingvillighed.
Jeg nævner de ting, fordi det ikke er alle psykiatriske patienter der er så heldige, sideløbende med deres behandling, at opleve at blive taget alvorligt som tænkende og følende mennesker og ikke kun som en slags beholder for en mængde forkerte ideer og følelser som skal justeres væk. Og heller ikke som er så heldige at få en økonomi som ikke er hængt op deres kontakt med lægen. Man har meget at frygte, når man i alvorlig grad lider og i alvorlig grad er afhængig af den hjælp der tilbydes og doseres.
Alligevel deler jeg nu de skemaer jeg lavede i sin tid (nu har jeg sat dem fint op med blå firkanter så de næsten ligner noget fra et hospital) i det håb at de måske kan tjene som inspiration og opmuntring for andre, der også føler sig misforstået og i konflikt med det system, der egentlig skulle være til for at hjælpe dem. Ingen burde behøve at føle sig set ned på og fremmedgjort for at få lov at få hjælp.

 'Det jeg siger til Fiske: Ja, han er god. Ja, han er en dygtig hund. Ja, han er en dejlig Fiske. Verdens hurtigste hund hedder Fiske. Ja, det tror jeg. Jaa. Jaa. Se den rovfugl der kredser over os. Det er Fagin. Det er den rovfugl, det er Fagin der flyver der. Fagin bor inde i krattet. Jaa. Fagin bor inde i krattet ved åen der. Se den ko. Koen kommer. Se, hvor sød. Pas på hegnet, skat. Pas på burren her. Se de to svaner, se alle svanerne derude på sundet, se svanekolonien. Se den døde gris. Shit, se lige alle de døde svin der ligger der, Fiske, en to tre fire fem seks syv... Vi slap for fuglen, Fiske. Vi slap for Fagin denne gang. Vi skal hjem til missen. Vi du ha vand. Du ka få ved sumpen. Jamen, du kan ikke få ved åen her, stejlen er skrænt, jeg mener, du kan få ved sumpen, du kan få vand ved sumpen. Vil du ha en snack. Pas på burren. Du er en dejlig hund. Du er den bedste hund jeg elsker...' 

fra rom 

nattog

nogens spisebord på dba 

forøvrigt, jeg åbnede vinduet idag og tænkte: så kom sommeren som fra en mund, og tænkte: hvorfor tænkte jeg det, hvad skal det betyde, og kom så i tanke om hvordan den, der er meget svag af sygdom, ved en elskets indtræden i rummet åbner munden uden at sige noget, og hende, der er trådt ind i rummet og elsker den syge, hun tænker: jeg elsker dig jeg elsker dig og der intet jeg kan gøre, og hun ser på den åbne mund og hun ser den også lukke sig langsomt igen, og det er altså sådan sommeren kommer