1) jeg ville ikke længere indtage psykofarmica
2) jeg ville ikke længere acceptere at føle mig misforstået, underlegen og grundliggende uvæsentlig i kontakten med behandlingssystemet. Jeg ville have ret til at have oplevelser, følelser og ideer som er i konflikt med konsensus om hvad der er fornuftigt og sundt og godt og normalt. Jeg ville ikke være med til at skulle kureres for ting, jeg ikke selv opfattede som syge eller forkerte. Til gengæld ville jeg gerne have hjælp til at blive bedre til at håndtere de ting, der efter min egen opfattelse forhindrede mig i det, jeg helst ville, nemlig frigive kræfter til beskæftige mig med alt det andet end min egen fordummende angst, frigive kræfter til at give.
Jeg sorterede mine 'symptomer' (jeg er diagnosticeret med skizotypi) efter de to overordnede kategorier 'vil/vil ikke at min behandling skal fokusere på dem' og lavede et skema til min daværende kontaktperson i psykiatrien.
Hun var meget åben og lyttende, hun var den første til at tage seriøst at jeg sagde at jeg ikke ønskede mere medicin. Det var dels hendes indstilling der gav mig modet til at lave skemaerne. Dels skyldtes mit mod at jeg på det tidspunkt havde gået på forfatterskolen og udgivet en bog og opdaget at der var mange voksne mennesker der tog mig seriøst og ville diskutere mine ideer med mig uden at patologisere dem, og så havde jeg også fået nogle venner og en omgangskreds hvor jeg ikke altid følte mig forkert. Jeg havde altså en vis mængde selvtillid, og var også mindre end før dybt afhængig af systemets omsorg og accept, jeg havde ikke som tidligere grund til at frygte repressalier fordi min økonomi ikke som før var afhængig af lægens vurdering af min sygdomsgrad og ikke mindst behandlingvillighed.
Jeg nævner de ting, fordi det ikke er alle psykiatriske patienter der er så heldige, sideløbende med deres behandling, at opleve at blive taget alvorligt som tænkende og følende mennesker og ikke kun som en slags beholder for en mængde forkerte ideer og følelser som skal justeres væk. Og heller ikke som er så heldige at få en økonomi som ikke er hængt op deres kontakt med lægen. Man har meget at frygte, når man i alvorlig grad lider og i alvorlig grad er afhængig af den hjælp der tilbydes og doseres.
Alligevel deler jeg nu de skemaer jeg lavede i sin tid (nu har jeg sat dem fint op med blå firkanter så de næsten ligner noget fra et hospital) i det håb at de måske kan tjene som inspiration og opmuntring for andre, der også føler sig misforstået og i konflikt med det system, der egentlig skulle være til for at hjælpe dem. Ingen burde behøve at føle sig set ned på og fremmedgjort for at få lov at få hjælp.
