EMILY OG MOR

Mor:
Hvordan har du båret dig ad med at få så beskidte fingre?

Emily:

Først dyppede jeg dem i honning, siden gravede jeg et hul i jorden stort nok til at jeg kunne ligge udstrakt i det

Mor:

Fortæl mig sandheden

Emily:

Jeg har nulret dem tilstrækkelig længe mod mit ansigt

Mor:

Det er morgen nu, jeg har propper for ørerne, kun fordi du ligger din mund helt tæt ind til mit øre kan jeg høre hvad du siger, vil du ikke fortælle mig hvilke lyde der er omkring os

Emily:

cikaderne sidder i marehalmen, himlen er meget blå, i går regnede det, så giver træet sig lidt, jeg lavede et sildeben ud af et blad i går og forærede det til dig, jeg var som et barn, forurettet over at du ikke blev mere glad for det, Rosa lavede lammesteg, kan du huske det, vi har købt et helt lam af Janne og Morten, og en gris, der er for mange lig iblandt os, sagde jeg til Rosa, jeg bryder mig ikke om det, at vi køber så meget kød af gangen, et helt liv

Mor:

Det er svært at vågne når man ikke kan høre noget

Emily:

skal jeg rulle dig udenfor, vi kunne begge række tungerne ud, mærke sommeren mod tungen, stikkende og støvet

Mor:

ja tak

EMILYS HAD TIL ANNA, DIALOGSTUMP

Emily:

Intet ved livet forekommer mig at være gådefuldt længere. Det er så besværligt at tale, jeg vil fatte mig i korthed: Siden min mor blev syg, har jeg hadet alt der truer med at overleve hende, sådan er det blevet, alt der lever ser jeg som en trussel, den mindste vækst, en anemone, jeg vil ikke vide af den, jeg vil at vinteren skal vare evigt, at du og du, især dig Anna, skal gå hen over kolde flisegulve til dine fødder stivner af kulde og du må stå der som en latterlig statue, så vil jeg trone dig, gøre dig til konge et sted du aldrig kan vende hjem fra

Rosas sorg

Rosa:

Jeg er taget hertil for at sove alene under en tynd dyne.

Jeg er taget hertil for at være så fremmed for tingene at det mindste kan få mig til at gyse: bolledejen der slugte skeen.

Jeg modtog et brev og læste det som var det en henvendelse fra en offentlig instans, jeg gik til havet, jeg græd ikke og jeg spiste ikke den appelsin jeg havde medbragt.

Jeg kan huske jeg hang et lagen op foran vinduet i soveværelset for at skærme Emily mod sollyset, for at afskærme hende fra visheden om at tiden gik, at hun blev ældre, jeg tænkte på, at solen trak farve ud af lagenet, mens fraværet af sol trak farve ud af Emily, det beroligede mig, der er forskel på tekstil og hud, på det levende og det døde.

Værten:

Befinder du dig godt her

Rosa:

Ja

ANNA OG EMILYS FISKE-DIALOG

Emily:

Tag mine øjne og brug dem som fiskefoder, jeg ønsker ikke at se mere!

Anna:

Heller ikke rosa

Emily:

Næh, det eneste jeg ønsker at se er den indvendige side af en fiskebug

Anna:

Du har ikke ret til at tale sådan

Emily:

Jeg ved du knalder Rosa

Anna:

Jeg er hendes sjælesørger

Emily:

Hvad skal hun med en sjælesørger. Det eneste hun har mistet er hendes ungdom, lidt uskyld måske, hun kan stege rødspætter med den sved hun har svedt, men ikke til mere end fire, så lidt har hun knoklet i livet

Anna:

Du tænker for meget på fisk

Emily:

Du tænker for meget på min kones kusse

ANNA, EMILY OG ROSA I DIALOG VED EMILYS SYGESENG

Anna:

Jeg havde en ven, der fortalte, at han ved en enkelt lejlighed var tilstede da hans far gjorde toilette, ved denne lejlighed lagde han ikke mærke til den plumpe lyd det gav når lorten ramte vandet, heller ikke de sjældent blottede ben, han lagde for første gang rigtig mærke til sin fars overarme, de fine overgange i hudens rosa og gule farvenuancer, han fortalte, at det billede i årevis havde taget hans hjerne og hjerte i besiddelse, jeg fortæller dig det for at trøste dig, eller, jeg fortæller dig det for at forflytte dit fokus til et andet menneskes gåde, denne min ven, har siden tænkt mange gange på, hvorfor det almindelige, de arme han havde set så mange gange, hvorfor det var dem der fremstod lige dele pirrende og skandaløse

Emily:

Jeg er ikke interesseret i at løse gåder, jeg har én ting at sige og den er som følger: siden min mor blev syg har jeg hadet alt det truer med at overleve hende, sådan er det blevet: alt der lader til at leve ser jeg som en trussel

Rosa:

Sæt dig op Emily, jeg vil skænke et glas vin for dig

Emily:

den usle vin

DANIELS ERINDRINGER

Af mig og min bror var jeg den mest stædige i de tidlige barndomsår. Han havde ingen rygrad hvorimod jeg fantaserede om døden og nægtede at spise og selv redte mit hår. Min bror var en døgenigt der åd alt. Min bror farede op over det mindste, blev ilter og kastede med knive efter mig. Engang ramte han mig næsten. Jeg var et sofistikeret barn der tidligt fik smag for at pine mig selv, jeg drak kogt vand uden sukker og uden mælk eller the-blade i. Min bror klatrede i træer og faldt indimellem ned. Jeg var bange for døden fordi jeg vidste hvad den indebar, jeg troede ikke på himlen som han, så jeg klatrede ikke i træer. Min far var landmand og bad mig indimellem om at hjælpe til på gården. Jeg hadede naturen og dyrene og når min bror indimellem lavede sildeben ud af et blad gøs jeg, og når hækken var lysegrøn om foråret brød jeg mig ikke om det, og mit hjerte vendte sig mod menneskerne. Jeg var meget puritansk og onanerede ikke og jeg fantaserede ikke om noget bortset fra at blive en berømt forfatter og have en sekretær. Jeg holdt mere af voksne mennesker end af børn, jeg misundte dem at de havde lov til at sætte sig ned og snakke, hvorimod jeg skulle piskes til at hente den bold min far skød af sted. Jeg ville ikke være min fars hund, det vidste jeg fra en tidlig alder.

hvordan det går og hvad jeg laver

nu drikker jeg stadig vin og andreas koger ris. jeg er så rasende over at min far døde og at min mor er alvorligt syg.

hvordan det går og hvad jeg laver

jeg sidder og drikker vin mens andreas laver koteletter i fad, jeg skal respondere på en masse breve jeg ikke forstår imorgen, det får mig til at græde. jeg har vundet en tandblegning. jeg kan ikke holde op med at tro på enlanden højere uretfærdighed, det er noget af det dummeste ved mig.

reception for Et ansigt til Emily

d. tredje november udkommer min bog og så er der reception på Cafe Mønten i Holbersgsgade, fra kl fem, og I skal være meget velkommende.