DANIELS ERINDRINGER

Af mig og min bror var jeg den mest stædige i de tidlige barndomsår. Han havde ingen rygrad hvorimod jeg fantaserede om døden og nægtede at spise og selv redte mit hår. Min bror var en døgenigt der åd alt. Min bror farede op over det mindste, blev ilter og kastede med knive efter mig. Engang ramte han mig næsten. Jeg var et sofistikeret barn der tidligt fik smag for at pine mig selv, jeg drak kogt vand uden sukker og uden mælk eller the-blade i. Min bror klatrede i træer og faldt indimellem ned. Jeg var bange for døden fordi jeg vidste hvad den indebar, jeg troede ikke på himlen som han, så jeg klatrede ikke i træer. Min far var landmand og bad mig indimellem om at hjælpe til på gården. Jeg hadede naturen og dyrene og når min bror indimellem lavede sildeben ud af et blad gøs jeg, og når hækken var lysegrøn om foråret brød jeg mig ikke om det, og mit hjerte vendte sig mod menneskerne. Jeg var meget puritansk og onanerede ikke og jeg fantaserede ikke om noget bortset fra at blive en berømt forfatter og have en sekretær. Jeg holdt mere af voksne mennesker end af børn, jeg misundte dem at de havde lov til at sætte sig ned og snakke, hvorimod jeg skulle piskes til at hente den bold min far skød af sted. Jeg ville ikke være min fars hund, det vidste jeg fra en tidlig alder.