Hvem der har vundet bøgerne

Her, nu er det blevet sent, og vi har holdt os vågne med Irish Coffee, længe siden jeg har drukket whiskey, er det vi er kommet til. Altså de fire der vinder bøgerne, og en begrundelse på mere eller mindre noteform for hvorfor. Tak for alle bidragene, vi har haft en god tid med at læse dem.

Rasmus Varnich Blumensaat

• Noget med at det kommende allerede er her, det ulyksagelige, at hesten kan forstene og at forsteningsporcessen allerede begynder i livet, men også den modsatte bevægelse: at flyet akkurat undviger en eksplotion der fremskrives med determinisk fortegn i og med indlegret i flyet
• Den der altfavnende totalbevægelige form, slår på den ene side ud i nogle sætninger der bliver fremmede og golde, for eksemplariske, stjernerne danser efter forfatterens pibe, andre gange slår den ud i en ret forunderlig nærhed med nogle historiske figurer, som jesus, der bliver mærkelig og kluntet også i sin referentialitet, og sært nærværende, ligesom også de selvopfundne karakterer er sære og tæt på ved deres sære ageren, såsom den mongolske kvinde.

Rasmus West:

• Valgte digtet fordi i første omgang to ting: dels på grund af vandværket som er en uhyggelig og mærkelig motor, kan blive konkret i form af waterboarding, et brug af vand til at udøve magt, men også et instrument der ligger under for ordren samtidig med at instrumentet er ordren i sig selv, det er en vanvittig angstfremkaldende maskine der fremanes. Vand og drukning er sammen med vandværket.
• 'De små lig på pengene' er et voldsomt billede, A. siger at foragten i det er befriende O. tænker på forbindelsen mellem penge og død, dyr der dør fordi deres ansigter ikke er appellerende, mennesker fordi deres nød ikke er det osv. den ulykke der ikke kan sælges. Så er vi enige om begge ting. Begge får følelsen af et udgangspunkt i sætningen.

Barhèlemeus de la Vellée des sept sources

• det opregnende spor: konkrete tal overalt, 20, to, 12, 88000, 50000, hvor meget vil det koste, hvor mange dage, hvor mange timer, osv, kvinder jeget har været sammen med opregnes, den tilsyneladende ugidelighed over for mennesker, har måske at gøre med et problem med det der falder uden for kategori, man får et billede af en meget pertentlig person der sidder i en (meget) lille lejlighed i en jeg-har-aldrig-hørt-om-den-Tysk by-der-er-sikkert-en-stor-flod-i-nærheden og tæller
• Trækker lige lovlig på nogle fælles forestillinger om nationaliteter, studiegrupper osv., vi diskuterer i premieudvalget hvad man skal stille op med portrætter der på den måde er indskrænkende og forfladiger jegets omgivelser til stort set udelukkende kategorier og overfladiske pegen, man kan forstå det som en del af portrættet af et jeg der oplever en stor ordenstrang, men primært kom vi frem til at de passager der ikke indeholdt forfladigende person eller gruppe-portrætter var de langt stærkeste, de to passager der handler om at bygge står frem som noget helt særligt i teksten, og er den primære årsag til at vi kan lide den, der kommer en meget rolig vemodighed og et håb, som er rigtig godt.
• Mildt god underholdning men også lidt en blindgyde at interessere sig for præsentationen af teksten, hvori der påståes at dokumentet har været afsendt til familiemedlemmer, måske, måske ikke, ok.
• Point ned for at skrive lille fortatterinde

Jakob Slebsager Nielsen

• Først var det mest bemærkelsesværdige den strategi med at fremhæve noget åbenlyst, det vilkår som mange deler, at man trækker vejret til eksaminer, det bliver en særlig, en vild erfaring som det står her, fremhævet og alene, at det bemærkes, for for helvede, hvor er eksaminer noget ensomt, ensomt lort. I det hele taget en sær stemning digtet igennem der øger opmærksomheden.
• Uenighed om visse linjer, jeg bryder mig ikke om de to Man-linjer, der for mig bliver patetiske i og med hvorfor generelle? Hvorfor ikke tage dem på sig som kropsnær erfaring, ikke dermed unik men egen, bedre end den almene appel der, syns jeg, ligger i dette specifikke man. A. tænker at det ikke har med en appel til det almene at gøre, men er en karakteristik af et jeg med et robotagtigt præg, der er er blevet nærmest plantet i livet og imødegår sansninger med en slags nyfigenhed.
• Der er til trods for det at der er tale om et jeg der umiddelbart er på afstand af sine egne registreringer, nøgtern, konstaterende, en mulighed for nærhed med jeget som man ikke lige kan placere, måske det der gør en nysgerrig.    
  
  
  Hvem der får hvilke bøger afgøres af, hvem der skriver hvilken bog de helst vil have hurtigst osv.