Niels Frank har skrevet et indlæg på promenaden, det er her . Han har været til Lousiana Litterature og set patti smith. I går var min feed på facebook fyldt med billeder fra det samme arrangement. Det så lykkeligt ud. Sol, velklædte mennesker. Det så hyggeligt ud. Det tænkte jeg, og blev ekstremt misundelig. Folk så tankefulde ud. Jeg prøver ikke at ironisere over det, jeg siger helt ærligt, at jeg blev misundelig og efterfølgende vred, jeg kan ikke sidde stille på en stol så længe. Jeg kan ikke arte mig. Jeg ville være blevet for fuld. Jeg ville aldrig kunne se så velsoigneret ud. Hvor skal man gå hen hvis man ikke er hyggelig. Hvis man ikke er afbalanceret i sine følelser. Hvis man er for fucking vred. For fucking ked af det. Hvis man vil slås. Hvis man ikke er dum af den grund. Hvis man bare vil slås.

Derfor tænkte jeg: åh tiltrængt, nogen siger: holdkæft det var hyggeligt, men det var jo for hyggeligt, hygge er helvede på jord, bare fødder, total forsoning. Det nordsjællandske hav vil os det godt, det nordsjællanske hav agrees, vejret er med os som det hedder. Måske, hvis jeg skal være ærlig tænkte jeg: ingen fortjener at ha det så godt som de billeder gav indtryk af, når jeg har det så dårligt, når mange har det så dårligt. Jeg kan ikke tillade mig at tro at alle virkelig havde det så godt som billederne gav indtryk af, men gengivelsen var et glansbillede.

Det er fandeme ikke pænt sagt, at ingen må ha det så godt. Det er det usle ved mig måske. Måske er det ikke fair, måske er det. Jeg tror ikke jeg har noget ønske om at give nogen en dårlig smag i munden, bare at sige, vi er nogen der ikke har været i bad forever, hvad fanden skal man stille op med at have så fedtet hår når andres hår ligefrem skinner i solen. Jeg var en gang indlagt med en kvinde der hele tiden sked på gulvet. Hvad fanden skal hun stille op med at alle skider på toilettet.

Uanset hvad blev jeg så skuffet over Niels Franks indlæg. Givetvis fordi jeg havde håbet noget andet. En opfordring til at nedtone hyggen, det nemme og ukomplicerede. Men det sted det førte ham hen, den afstandstagen, virkede mindst ligeså nem, det indleder han vist også mærkeligt med at sige at det bliver. Hvad er det vi skylder folket, skriver han, hvad er det, der peger på at vi skulle have tiltro til dem, de stemmer som får lader til at være hans argument.

Jadødovergud det er en ærgerlig skelnen, her er jeg, her er folket, lyt til mine visdomsord, grib øksen eller hvad fanden, jeg skal nok synge til, det er næsten perverst. At vågne og græde fordi man i en drøm har opnået den indsigt at folket har magten. Jeg var der ikke, jeg ved ikke hvad Patti Smith sagde, jeg henholder mig til den sang Niels Frank vist refererer til.

Men det Niels frank sætter i stedet, så foretrækker han bankmændene, sykonerne. Han får det nærmest til at fremstå som om det er det vidunderlige kaos, som jo må være modsætningen til det banale. Kaos for hvem, hvilket kaos. The poor will be screwed all the time. Det er ikke kaotisk. Det er en enkel og banal orden: nogen skal betale med at være fattig. Det er den simpleste idioti. Det er i nogens interesse at at nogen er fattige. Bare alle de piller det er mig pålagt at tage, fordi ellers ville det hedde sig at jeg ikke er behandlingsvillig og jeg ville miste adskillige rettigheder, det er jo højestemålet af banalitet: der er nogen der tjener penge på det. Vi holder hjulene i gang right.

Det kan blive så plat. Det kan blive så umådelig plat. De der småteknokratiske ønsker. Her er vi så smagfulde, her tænker vi før vi taler. Som Niels Frank beskriver det, vi lader os ikke forføre at suget i maven. At være de uforførte.

Det er ikke forsvarligt at stemme på dansk folkeparti, det er ikke et gran af forsvarligt i den handling. Det er hadefuldt. Det er også i sig selv, som handling, idiotisk. På alle planer. Det gør alting værre. Men hvad skulle det sige om folket as such? 

Jeg er antiteknokrat to the bone. Ingen er dumme. Der er ikke nogen der i udgangspunktet har adgang til det komplekse mere end andre. Men der er nogen der bliver nødt til at bruge virkelig meget tid på at tænke på om de kan blive siddende i deres hus, om de kan give deres børn mad i morgen, om det hele ramler hvis de bliver fyret, osv. osv. der er nogen, for hvem hverdagen, det nogen kunne le af som småborgerligt, bliver nødt til at bekymre dem. Der findes noget der hedder ro. Og der er nogen der ikke har det. Fordi nogen andre stjæler fra dem. Det banale er ikke at sige det, det banale er at det er sådan.