26. december 2012

fandt det her billede af min farmor! det er hende, i den mønstrede bikini. Det er min far der står omme bag ved og græder! Det er næsten for sweet det her billede, det er næsten for lavendel.

2 kommentarer:

  1. Kære Asta,

    Ordørken
    strækker sig;
    i nord,
    i syd, og
    øst og vest.

    Den [af]ventende sjæl.

    Kaktusregn.

    Melankolistorm.

    Du dukker op i søvnens dybe stille ro
    som en lille hvid klokkeblomst svajer du, sagte
    nærmere og tydligere, indtil bevidsthed slår øjnene op;
    ‘er der noget jeg kan gøre for dig’, spørger du.

    Famlen i mørket.

    Lommelygte ej at se.

    Blæren fyldt af rastløs forløsning
    natten stille med brudte bølgeskvulp
    den tynde teltdug afslører intet
    pandelampen tændes og illuminerer teltet.

    Strandbredden strækker sig længere mod ebbe
    nordlyset spiller bold med hoveder
    blæren tømmes, trippende, et desperat øjeblik
    ‘du gør rigeligt allerede, svarer jeg, til aurora borealis’ dansen.

    Tre og halvtreds år, en nat på en strand ved Dammarksstrædet med pizzahår
    det nemme; at cykle ud ad landevejen, mod ukendt terræn i formålsløs flugt, fra
    det ensomme; den sociale arv af genetisk vidergivelse efter stammefolkets ophør, kristendommens indtog ved Poppo’s omvendelse af Harald Blåtand.

    Jeg er ene mellem en bosættelses mos beklædte ruiner
    jeg forestiller mig et venskab med strandens gamle vikinger
    og i hemmelig forståelse med deres overlevelses teknikker.
    Alene ligger jeg og digter
    Edith Södergran gå forbi
    store himmel ser ned på mig fra sin blå baldakin
    bitre blåbær fra hånd til grød gør gavn
    Jeg tager dét ene navn, for alt, i min mund, og siger; ‘kærligheden’.

    [D]en lille pose med lavendel
    hvid; med lilla gavebånd, lukket i toppen
    og farvetryk, af planten i blomst
    BASKA VODA, står der med versaler.

    Knuger [d]en lille pose med lavendel
    sætter den mod næsen og snuser;
    længden af lungers kapacitet, til billedet af
    skuffen med lommetørklæder, i boet efter moder.

    SvarSlet
  2. Kære Asta,

    Du store strateg
    jeg sidder fast i denne boble
    det tid til et nyt kapitel.

    Juletræet med sin pynt
    står lyst og klichéfuldt
    adskilt fra den danske muld
    på din stenbro, i en juletræsfod.

    Fædrene i deres livs efterår; rækker ud.
    Den ene, moders anden mand, inviterer
    til fejring af basus jernet, i den søde juletid.

    Den første, af blodets bånd, ønsker
    at samle familie og venner, i sin hacienda
    på sin, firsindstyve års fødselsdag, i Mexico.

    Samværet gået spildt
    gennem livet, står, som
    tom historik, bøjet i neon
    på et billboard, ved en nær afkørsel
    til en holdeplads, i himmeriget.

    Jeg ser du iført shorts
    på en maskinfabrik, og
    skuer ud over Middelhavet
    med skjulte referencer
    for alle andre, end; os to.

    Du er ingen kvinde,
    du er et neutrum.
    Du har altid lyst til,
    at der skal være
    en til [forfatter].

    Du har frie hænder,
    prik hul på boblen —
    du store strateg.

    SvarSlet