fandt det her billede af min farmor! det er hende, i den mønstrede bikini. Det er min far der står omme bag ved og græder! Det er næsten for sweet det her billede, det er næsten for lavendel.
Ordørken strækker sig; i nord, i syd, og øst og vest.
Den [af]ventende sjæl.
Kaktusregn.
Melankolistorm.
Du dukker op i søvnens dybe stille ro som en lille hvid klokkeblomst svajer du, sagte nærmere og tydligere, indtil bevidsthed slår øjnene op; ‘er der noget jeg kan gøre for dig’, spørger du.
Famlen i mørket.
Lommelygte ej at se.
Blæren fyldt af rastløs forløsning natten stille med brudte bølgeskvulp den tynde teltdug afslører intet pandelampen tændes og illuminerer teltet.
Strandbredden strækker sig længere mod ebbe nordlyset spiller bold med hoveder blæren tømmes, trippende, et desperat øjeblik ‘du gør rigeligt allerede, svarer jeg, til aurora borealis’ dansen.
Tre og halvtreds år, en nat på en strand ved Dammarksstrædet med pizzahår det nemme; at cykle ud ad landevejen, mod ukendt terræn i formålsløs flugt, fra det ensomme; den sociale arv af genetisk vidergivelse efter stammefolkets ophør, kristendommens indtog ved Poppo’s omvendelse af Harald Blåtand.
Jeg er ene mellem en bosættelses mos beklædte ruiner jeg forestiller mig et venskab med strandens gamle vikinger og i hemmelig forståelse med deres overlevelses teknikker. Alene ligger jeg og digter Edith Södergran gå forbi store himmel ser ned på mig fra sin blå baldakin bitre blåbær fra hånd til grød gør gavn Jeg tager dét ene navn, for alt, i min mund, og siger; ‘kærligheden’.
[D]en lille pose med lavendel hvid; med lilla gavebånd, lukket i toppen og farvetryk, af planten i blomst BASKA VODA, står der med versaler.
Knuger [d]en lille pose med lavendel sætter den mod næsen og snuser; længden af lungers kapacitet, til billedet af skuffen med lommetørklæder, i boet efter moder.
Kære Asta,
SvarSletOrdørken
strækker sig;
i nord,
i syd, og
øst og vest.
Den [af]ventende sjæl.
Kaktusregn.
Melankolistorm.
Du dukker op i søvnens dybe stille ro
som en lille hvid klokkeblomst svajer du, sagte
nærmere og tydligere, indtil bevidsthed slår øjnene op;
‘er der noget jeg kan gøre for dig’, spørger du.
Famlen i mørket.
Lommelygte ej at se.
Blæren fyldt af rastløs forløsning
natten stille med brudte bølgeskvulp
den tynde teltdug afslører intet
pandelampen tændes og illuminerer teltet.
Strandbredden strækker sig længere mod ebbe
nordlyset spiller bold med hoveder
blæren tømmes, trippende, et desperat øjeblik
‘du gør rigeligt allerede, svarer jeg, til aurora borealis’ dansen.
Tre og halvtreds år, en nat på en strand ved Dammarksstrædet med pizzahår
det nemme; at cykle ud ad landevejen, mod ukendt terræn i formålsløs flugt, fra
det ensomme; den sociale arv af genetisk vidergivelse efter stammefolkets ophør, kristendommens indtog ved Poppo’s omvendelse af Harald Blåtand.
Jeg er ene mellem en bosættelses mos beklædte ruiner
jeg forestiller mig et venskab med strandens gamle vikinger
og i hemmelig forståelse med deres overlevelses teknikker.
Alene ligger jeg og digter
Edith Södergran gå forbi
store himmel ser ned på mig fra sin blå baldakin
bitre blåbær fra hånd til grød gør gavn
Jeg tager dét ene navn, for alt, i min mund, og siger; ‘kærligheden’.
[D]en lille pose med lavendel
hvid; med lilla gavebånd, lukket i toppen
og farvetryk, af planten i blomst
BASKA VODA, står der med versaler.
Knuger [d]en lille pose med lavendel
sætter den mod næsen og snuser;
længden af lungers kapacitet, til billedet af
skuffen med lommetørklæder, i boet efter moder.
Kære Asta,
SvarSletDu store strateg
jeg sidder fast i denne boble
det tid til et nyt kapitel.
Juletræet med sin pynt
står lyst og klichéfuldt
adskilt fra den danske muld
på din stenbro, i en juletræsfod.
Fædrene i deres livs efterår; rækker ud.
Den ene, moders anden mand, inviterer
til fejring af basus jernet, i den søde juletid.
Den første, af blodets bånd, ønsker
at samle familie og venner, i sin hacienda
på sin, firsindstyve års fødselsdag, i Mexico.
Samværet gået spildt
gennem livet, står, som
tom historik, bøjet i neon
på et billboard, ved en nær afkørsel
til en holdeplads, i himmeriget.
Jeg ser du iført shorts
på en maskinfabrik, og
skuer ud over Middelhavet
med skjulte referencer
for alle andre, end; os to.
Du er ingen kvinde,
du er et neutrum.
Du har altid lyst til,
at der skal være
en til [forfatter].
Du har frie hænder,
prik hul på boblen —
du store strateg.