23. december 2012

julebrev



jeg så de her billeder for nu en del tid siden. jeg har tænkt på dem siden. og på hvorfor det, at de er (mestendels, hvis man kan gå ind på at badende børn ved en sø er mere en scene end det er netop to badende børn ved en sø) affolkede gjorde indtryk på mig. Selvfølgelig er der den elendige swetizerlandsby, som man kunne tage sig selv i at tænke var bedårende hvis man var på en ferie, hvis havde parkeret en bil for at tanke og ville strække benene. Det kunne jeg have gjort. Stået og røget en pause-smøg der, og være blevet forført af en eller anden forestilling om noget simpelt, at det for fanden kan lade sig gøre at hænge sine overalls så lige på en snor mens man bor i en lille landsby mens man plejer sine solsikker omhyggeligt og møjsomt med plantesaks, med gødning. Jeg kunne sagtens have glemt at det der indlullede perspektiv som kan være tursistens, at det slagter så mange hensyn, i det hele taget: så meget, undviger så mange tanker man burde have tænkt.
det der vanvittige begær efter at fokusere tingene så meget at det bliver kønt, der sikkert har med at slå ihjel at gøre, eller en tilstræbt tilstand allerede på den anden side af altings død. vil så gerne se mig selv gengivet ulivagtigt ved siden at en smuk blomst. bag de der halvtransperante gardiner. på den der stol.

det er voldsomt at tænke på hvor mange steder fx i København, der for nogen, for en eller anden er traumatiserede steder. her blev nogen slået ned, som lige så godt kunne have været mig.  

 jeg blev voldtaget engang og det er så mærkeligt hvad stedet betyder. på mange måder ellers, overgik angsten til at blive diffus ret hurtigt. det er ikke sådan så jeg har tænkt, hvert øjeblik at det ville være en mulighed at blive voldtaget igen. men det der sted, der gik længe før jeg overhovedet kunne opholde mig i nærheden igen. det er mærkeligt.

andreas minder mig om en side jeg sad og gloede på en hel dag, som jeg nu ikke kan linke til fordi bookmarket gik ned med den anden computer, men det var en side, der blandt andet dokumenterede forladte bygningers udvikling år for år i detroit. måske kan man finde den selv hvis man googler. det var lidt det samme, sagde andreas lige, og tænkte vel på at alle billederne var affolkede. men det var også meget anderledes, fordi bygningerne som de var affotograferet der serielt havde til formål at bevidne nogle særskilte begivenheder. så var nogen kommet og taget gelenderet og dørkarmene med sig, havde vel haft en stor ladvogn med sig. nogle havde tydeligvis holdt en fest. nogle havde boet der, og gjorde det nok ikke længere. det kunne der stå i de korte ledsagende tekster, og det kunne man så finde dokumentation for på billedet. til forskel fra sidste år: ikke noget gelender længere, til forskel fra sidste år: mange sprutflasker rundt omkring på gulvet.

hvis i vil vide noget fuldstændig latterligt, ellers skal man stoppe med at læse nu, så sidder jeg med en sut i munden. det er et rygestops-initiativ. jeg er faktisk overrasket over at det for mig at se ikke har spillet ind på de ting jeg har skrevet her. bare det at ha den i munden, jeg havde tænkt det man skrev ku blive lallet af det, måske fuldstændig hadsk og idiotisk.

har set en masse film for nyligt. de var næsten alle sammen ret uinteressante undtagen en. det er sjældent jeg har set en film som bestræber sig på at fortælle om en relativt glad periode i nogens liv, uden det bliver patetisk. uden det bliver noget lallet hø hvor der tit skal optræde en kvinde, som er meget naiv og ofte smiler uforståeligt for sig selv og generelt handler umotiveret og meget som hvis en køn blomst havde skiftet krop med et menneske, og som på den måde spreder glæde ved ikke at stille nogle krav om at blive forstået af nogle, men det gjorde den film, altså beskrev nogle mennesker i nogle rimelig glade omstændigheder og det var ret fint. stille og roligt. praktisk.

jeg ville skrive om mette frederiksen og distriktpsykiatrien her i det her indlæg, som alligevel kan have lidt karakter af sådan en brev man i nogle famlilier, min ekskærestes for eksempel, sender ud til jul, om hvad der er foregået i det forgangne år, folks meritter, men så kan jeg mærke at jeg orker ikke, kan ikke. Jeg havde troet det ville være en værre jul end det har været, så blev jeg klar over at den ikke har adskilt sig betragteligt fra resten af året, som mest har handlet om ikke at orke eller kunne.

ikke kunne tænke, ikke kunne læse, ikke kunne handle ind, ikke kunne lave mad, ikke kunne forudsige om jeg har kunnet sige ja til noget, været så hængt for med at nære mistillid til min egen hukommelse, taget trehundrede forholdsregler hele tiden af den grund, ikke kunne vide om jeg har kunnet bevæge mig imorgen, så meget desto mere febrilsk hele tiden fordi jeg ikke kan forvente noget af mig selv, at de her kræfter lige nu fortsætter. vi har været rimelig ensomme egentlig, vi har ikke snakket med særlig mange særlig tit, hverken mig eller min kæreste, det har handlet om at jeg har været syg, hvordan vi har kunnet skabe situationer hvor det næsten kan blive usynligt for os begge lidt af gangen.

tænker hele tiden på sådan nogle ting som at sætte sig op på en cykel fordi man har modtaget en sen invitation. bare lige gøre det som om det ikke var noget problem. dengang jeg var seksten. der ville jeg bare ha gjort det. For fuck sake, jeg tænker som en olding, jeg fetischerer min ungdoms ydeevne, kropskontrol som en fucking olding. en formodet olding i hvert fald, jeg har ikke kendt nogle.

inde ved siden af ligger min kæreste og min bror og spiller Fifa.

kom til at tænke på forleden, for hvor mange pengesedlers mummikopper vi har. da mig og andreas mødte hinanden spurgte han om alle piger i københavn får mummikopper i gave hele tiden. det er der nok en del der ikke gør, og en del der gør.

så at så var der lidt diskussion i dag her og så her 

så tænkte jeg at jeg burde kunne kommentere noget, fordi jeg sagde noget på et tidspunkt, der forbandt ærlighed med ikke at henfalde til det ulykkelige generelle.

men så vidste jeg ikke helt.

ærligt er easy. det er mest det jeg tænker. det er meget som at sidde på bagsædet i en bil og udpege alle de grønne biler der kører forbi. så de gule. det er som at trække vejret.

så når jeg engang skrev noget om at ærlighed kunne være et værn mod det ulykkelige generelle mente jeg ikke en form for ærlighed der bestræber sig på at sige det som det er.

ærlighed mere som en måde at kigge sig omkring. så skal man nok bruge et andet ord. men altså som en måde at undgå at skrive om de der liv som ingen nogensinde har levet anyway.

som bjørn, som i øvrigt jo i hvert fald blandt andet med Huden er det elastiske hylster…, har skrevet bogen jeg lige kan komme i tanke om, om ærlighed som en vare og ligesom semi løsrevet fra subjektet en prydsgenstand, sagde her for noget tid siden, om en dokumentarserie på dr1 som fulgte tre vist udviklingshæmmede vist kvinder (jeg har ikke set den selv), og som han var meget skuffet over at have set: hvad så, så skal den demonstrere at at de personer har de samme problemer som alle har, kæresteskænderier om mælk og mærkedage, men hvem har de problemer?

forleden blev jeg rasende på en måde jeg ikke har oplevet før, så jeg fik lyst til at opsøge nogen jeg ikke kendte og smadre dem. sådan har jeg aldrig haft det før, jeg har aldrig haft lyst til så konkret at smadre nogen, med mindre at jeg elskede dem meget højt. sådan nogle impulser, at knuge dem det hårdere, forbigående, knudeagtigt. det her det var anderledes fordi det var som hævn. 

det drejede sig om nogle lærere i en specialklasse der havde nægtet en ung kvinde et apparat som kunne verbalisere hendes tanker. hun kunne ikke kontrollere sin mund og derfor heller ikke tale, den eneste kropsdel hun havde kontrol over var hendes øjne. de havde ment, der ikke var nogen grund til det, simpelthen at det kunne være ligemeget. Hun sagde (det var et radioprogram): jeg bliver ked af det når jeg tænker på skolen, jeg vil ikke tænke på det. Hun beskrev at den tid, hendes skolegang, der havde hun oplevet sig selv som en levende død, der var andre der beskrev noget tilsvarende: at være kommet i kisten mens de stadig var levende. Jeg kan slet ikke fatte det, at man kan synes at være i stand til at afvise at noget menneske måtte kunne sige noget, som var værd for nogen at lytte til.

mit raseri var virkelig plat, stumpt, PLAT, jeg sagde til andreas: burde man ikke kunne blive straffet for sådan noget. i det mindste: sidde hundrede år i fængsel. Jeg havde virkelig lyst til, på en besat og ensporet, på en fuldstændig håbløs måde, at de skulle bøde for hvad de havde gjort. 
  
nu lavede hun noget, den unge kvinde, jeg mener hun bl.a. gik til koncerter. men hun skal leve med det, hvor vildt er det, at nogens vurdering var at hun ikke var værdig til at have et sprog.

det er mit julebrev i år.

2 kommentarer:

  1. Kære Asta,

    Det synes at
    telepatien findes
    tankens kraft findes
    det mig en sikkerhed, som
    resonere i min krop, og
    i mit sind
    med endnu mere klarhed
    efter igår
    da du igen trænger gennem
    denne gang; larmen i palads biografens
    sal et, fyldt med motorstøj, og
    surround sound
    ved uhørt level af decibel.

    Der, gad vide hvad du tænker
    af tanker, som sendes i min retning
    et sted mellem
    halv ni og ti
    din opdatering, det færdige omslag
    taget i betragtning
    mine ord fra en togrejse
    en stund tidligere
    din indflydelse på mig
    min indflydelse på dig
    er dette grund substans
    af en form, vi kalder
    psykisk sårbar.

    Så, her på din blog
    i søgning på et ord
    der relaterer
    til øjeblikket
    “biograf”
    gav intet match
    second bedst, derfor
    “film”, som
    frembringer tekst af relevans
    til forespørgslen, og
    tidens guirlander
    efter at have set
    Le Mans 66

    SvarSlet
  2. Kære Asta,

    I en forceret kalender
    om julen springer over
    hvor gæret er lavest
    synes nu efter sommerens
    samtaler at være gået op
    for præsten der igen skriver
    sin elektroniske beskeder
    ansigt til ansigt;

    “Hej Casper, længe
    siden! Har du tid og
    lyst til en spadseretur
    en gang i den
    kommende uge?”

    Det sjovt, tænkte han,
    det kommer ikke, som
    en overraskelse, da dagene
    optil, var fyldt med præsten
    i Caspers bevidsthed.

    “Hej Niels, det er der nok tid
    at finde til… Hvad dag på
    ugen passer?”

    Casper gik rundt med tanken
    om, at præsten havde indset
    indholdet af samtaleren, de
    havde haft over to spadseretur,
    nu var blevet virkelighed og
    julen der stod ved døren ikke
    ville blive lukket ind, som
    traditionen tro..

    “Mandag kl 13?”

    Kl tretten, sjovt som
    tretten lige er valgt
    i dette tilfælde, tænkte han,
    mon det er bevidst, fortsatte han,
    eller, er det bare en tilfældighed,
    en tilfældighed der vakte uro, som
    et utal af tidligere tilfælde, hvor tretten
    blev enten en dato eller klokkeslæt, for en
    aftale, med et andet menneske, gennem
    skæret af cyberspace..

    “Det fint; aftale ved din port
    sædvanen tro.”

    SvarSlet