fuck jeg er træt nu.

 

værste ved det er modtageligheden over for sådan nogle meddelelser som: det er som at ryge 30 cigaretter at tænde et stearinlys. er det en knude der? nok grøntsager?

 

sådan noget afledning.

 

bliver skamfuld. hvilket ikke er at forveksle med samvittighedstynget. skam er helt mondænt og selvoptaget.

 

dette er altså en opsang til mig selv. ophør straks hvad du har gang i.

 

noget jeg ville sige. indimellem kan man måske få det indtryk at jeg er vred på min far. det er jeg ikke. jeg er vrede på det skilt nede ved legepladsen hernede hvor der står man ikke må ryge på legepladsen.

 

hver gang jeg snakker med nogen om min opvækst siger jeg at det eneste jeg vil karakterisere som reelt nedbrydende har været at være klient / patient / officielle relationer. resten er mennesker, begivenheder, det meget smukke tov som enlanden sømand engang har lavet som bartenderen viste os. teknik / hænder. søvn. det er i orden.

 

iben indvendte, i starten af december, hvis det guerilla psykiatri skulle etableres, at man kunne komme til at tilbyde sig selv i situationer, hvor folks liv var spil, at ens faglige inkompetence kunne sætte folks liv på spil.

 

har tænkt vildt meget over det. for det er rigtigt. og er det rimeligt at løbe den risiko.

 

og min mistillid til alle professionaliserede relationer går måske alt for vidt.

 

alligevel tænker jeg også: hvad med alle dem der begår selvmord efter at blive udskrevet vildt hurtigt på grund af overbelagte afdelinger. hvad med de flere årlige pludselige dødsfald på psykiatriske afdelinger som ikke bliver undersøgt, men som flere tilskriver overmedicinering.

 

har vi ikke allerede alle sammen ansvar for det

 

??

 

alle der har skrevet beskeder om at de gerne ville være med skriver også at de på den ene eller den anden måde selv bakser med psykisk sygdom og flere at de kender til indlæggelser. tænker at det må sige noget om at der er brug for noget andet end det der findes.

 

nu skal jeg pakke. skal holde jul med anders og hans familie i ganløse år. sidste år holdt jeg jul hos christel i svendborg. ved ik om det er noget jeg har drømt, eller om per stig møller virkelig engang har foreslået at man skulle skifte familie hver fjerde år. som en måde at udligne klasseforskelle.

 

per stig møller, har du foreslået det?

 

per stig møller, glæder du dig til jul?

per stig møller, har du nogensinde hørt et æsel gumle på noget hø?

 

er det ik en åbenbaring?    

jeg synes tit jeg bliver spurgt om jeg betragter mig selv som feminist, og jeg bliver hver gang overrasket. jeg betragter mig selv som feminist, og jeg formoder at det er åbenlyst for enhver at jeg betragter mig selv som feminist. når det så ikke er det kan det måske blandt andet skyldes en bekvem fejlslutning fra min side, om at det er unødvendigt som sådan at tilslutte sig ismen offentligt. nu har jeg så igen fået anledning til at besvare spørgsmålet til et interview, og denne gang hvor der var god tid brugte jeg anledningen til at skrive alle de tanker ned der umiddelbart dukker op når jeg sidder og kigger på spørgsmålet

:  

ja, jeg identificerer mig selv som feminist

fordi jeg ikke kan sige mig fri for en øget tilbøjelighed til at ringeagte mennesker hvis de har en kvindekrop. jeg identificerer mig lettere med mænd, og jeg sympatiserer lettere med mænd. jeg er mere optaget af at opnå mænds respekt og kærlighed end kvinders. det er en daglig opgave for mig at være opmærksom på de tilbøjeligheder for at kunne yde dem den modstand de SKAL ydes.

jeg ved ikke om der findes en svensk eller norsk pendant (interviwet er til vagant, ik noget overordnet kultursammenligning på spil her) til det danske ord øretæveindbydende, som er et af de mest voldelige udtryk jeg kender, dels fordi det søger at legitimere voldslysten ved at henlægge dens årsag hos den anden, dels fordi det tilstræber at barnliggøre den, der vækker voldslysten, øretæver er et begreb man bruger om voldshandlinger der har til formål at korrigere uartige børn. det er et begreb, jeg har overtaget fra min mor. for nyligt gik det op for mig, at det begreb, som jeg afskyr og forsøger at bortjage fra mit ordforråd, kun dukker op når jeg er præsenteret for en kvinde hvis væremåde eller udsagn vækker mit mishag.

jeg begyndte at tænke over om min mor også kun havde brugt begrebet om kvinder, og jeg tror det forholder sig sådan. det klinger helt forkert at forestille mig hende sige det om en mand hvis adfærd hun ikke brød sig om.

det er næsten uudholdeligt for mig at tænke på min mor og jeg, som begge er (for min mors vedkommende var) vildt prægede af at have levet med min fars kvindeangst og had, som sidder foran tv’et og bliver enige om at en kvinde er øretæveindbydende.  

jeg havde muligvis fået høvl af min far hvis jeg havde været en dreng, men helt givet ikke den samme slags, de samme.

mit køn spillede en afgørende rolle for hans momentane had og panik. det kan jeg sige med sikkerhed fordi hans overfald altid blev ledsaget af sætningen: du er en sindssyg kvinde. min alder uafhængigt. du er en sindssyg kvinde. du er en sindssyg kvinde.

jo mere ængstelig, krybende, underdanig jeg blev, des større raseriet. min far, som var vokset op med en voldelig far som også tæskede hans mor, har vel set sin mor i min krybende adfærd, og han har vel set min mor, som han tæskede, i min krybende adfærd.

jeg identificerer mig som feminist fordi hvis jeg ikke forestillede mig at den form for kulturel vold kunne ophøre så ville jeg rådne op.

 

jeg tænker tit på at de kvindelige guder forsvandt parallelt med at købmandskulturen opstod. fordi man begyndte at handle med kvinder måtte man også nedvurdere dem i forhold til købmanden. i den forstand, at handel på en anden måde en udveksling forudsætter hierarki, er feminisme for mig også antikapitalisme.

jeg kan godt føle mig fremmed for dele af den feminisme der præger den offentlige debat.

kvinder på direktionsgangene. fremtidens ledere. den slags. jeg kan ikke se nogen anledninger til at have respekt for særlig mange direktionsgange, om det er mænd eller kvinder der sidder der.

den længsel jeg måtte ha mod at blive pave, chef for nato, direktør i mærsk (eller en af de helt enormt få kvinder der får nobels litteraturpris) forsøger jeg at bekæmpe, for ud fra et socialt perspektiv kan jeg ikke se andet end at det er nogle latterlige erhverv. lad de rige hvide mænd beholde deres tragiske kedelige lort og lad os undergrave dem udenom. simpelthen organisere noget andet.

feminisme for mig er sådan set blandt andet at modarbejde at få magt (i hvert fald den type magt der centraliserer sig og bliver noget i sig selv, noget bestandigt). At hver gang man taler, er den tales fremmest opgave at indbyde til at andre begynder at tale.

feminisme er for mig at hævde det magtesløse og æreløse, det dødelige, det i den forstand biologiske og med alt ligeværdige menneske. det menneske som er svagt og derfor må yde omsorg for det fælles. det er at hævde samtalen over ordet. det forgængelige over far i det høje. yes

det er en decembernat. kære bloglæsere.

fordi jeg kiggede på månen kom jeg til at tænke på bentes røv 

det er min gamle engelsklærer og der findes for mig kun et billede af hendes røv, hun har beige bukser på i noget stretch stof og hun står ovre ved vinduet

jeg kan ikke komme i tanke om nogen særlige karaktariska ved hendes ansigt og jeg kan ikke høre hende udtale et ord. hun smed mig definitivt ud af fra undervisningen på et tidspunkt, kort inden jeg stak af hjemmefra, så antageligvis knytter der sig nogle negative følelser til  hende, men jeg kan ikke komme i kontakt med dem, der er bare det her billede af hendes røv i beige stretch stof og det at hun står ovre ved vinduet 

måske er det en form for nedvurdering. det er det nok. jeg kan sagtens huske jonnas ansigt. mikaels. andre samtidige lærere som jeg ikke havde mere kontakt med end bente. men billedet i sig selv føles neutralt. ligesom man er så meget desto mere en fremmed når man er træt. vaskestativet står også bare derovre. alle er lige for måneskinnet. også mindet i sig selv.      

hvem er aben derovre

åh det er mig

 lørdag.

tid til at Space ud over skemaer     

champangejesus syng for mig og rasmus halling nielsen

 

når vi en dag er væk

 

vil der stadig være sten og glaseret træ

 

og forhåbentlig mandler

 

og en der hedder emily

 

når hun er død

 

og hendes børn er døde

 

champpangejesus syng mig vågen

 

syng

 

min nyre, syng den

 

og de mormødre

 

med svage knæ

 

giv dem garn og gi dem ild

 

og lad de små dyr  

 

og lad os stråle

 

og dem, der har gået længe

 

lad dem hvile

 

syng

 

husets mørtel

  

det barn

 

syng det, syng min elskers røgelse

 

og dem, der har gået for længe og er trætte

 

lad dem hvile

 

og lad pandaen blive fri for at blive fotograferet et øjeblik

 

lad den hvile

 

og lad min mors skulderparti

 

gøre det varme arbejde

 

lad hende vågne til tunge sække

 

slæder

 

korn, linser

 

de store grydeskeer

 

dyp dem i vandbajlen

 

og lad dem suge

 

og mandlerne

 

og de, der har gået længe og er trætte

 

overdrag mine mandler til dem

 

og lad min arbejdende nyre

 

den evige radio

 

lad dem

okay.

her er noget jeg bliver nødt til at nævne.

igår var der montanaoplæsning. alt var dejligt, jeg var snalret og 100 procent konfus, det rene ingenting og lykkelig for at se mine venner, se min lillebror stå oprejst blandt det ellers siddende publikum. der er noget med den måde han står på, der får ham til at se så evig ud.  *  

jeg læste nogle tekster op som har ligget på denne blog, for denne her blog er nomineret sammen med bogen.  det var også dejligt. så pludselig støver min nakke og mine skuldre, hele mit øvre rygparti, fuldstændig til og jeg blir så træt i knæene.

når nu min blog er nomineret, og hundretusindmilliarderkroners udvalget først voterer i januar, så er alt jeg skriver herinde indtil da principielt potentielt hundretusindkroner værd.

prøv lige at overvej det.

haha = + 100000

haha = - 100000

så er det torsdag = + 100000

så er det torsdag = - 100000

ned med reoler = + 100000

ned med reoler = - 100000

jeg gik så en tur her til formiddag for at tænke over hvordan skulle gribe det an. hvordan jeg skulle turde at skrive bare et enkelt ord her igen indtil januar. jeg har besluttet mig for følgende form for djævleuddrivelse: skriv hej til hver af juriens medlemmer og så må den potte osse være ude, så må jeg igang med de vigtige ting igen.

here goes

karl ove knausgaard:
hej karl ove. fuck fædre, nu skal vi vidre. det tillader jeg mig KUN at sige fordi
1 jeg er munter og fuld af forandringsvilje fordi jeg har tømmermænd
2 mindst halvtreds procent af alt jeg har skrevet handler om at jeg er forelsket i min far som nu tilmed er død så nu er det åbenlyst så meget desto mere håbløst at opnå hans kærlighed, som så, det har jeg tænkt over, måske ville være at han ophørte med at være forelsket i mig. gir det mening, som en tragisk morsom skæbne, man forsøger at forføre sin far for at få ham til at ophøre med at være forelsket i sig, og elske en i stedet??
åh ha ha. fædre. få ting der er sjovere end at ha tømmermænd og tænke på sit forhold til sin far

lilian munk rösing:

hmm. hej lilian. tak for nogle gode anmeldelser gennem tiden. og jeg ELSKER dine profilbilleder på facebook. nogle af FB's bedste. de er så mærkelige og rå. jeg forstår slet ikke stemningen på det nuværende, det med hatten, og der er samtidig noget meget indlysende ved det. 

line knutzon:

hej line. jeg har næsten ingenting at sige her fordi, hvad der ik er cool, jeg har ik fået læst noget af det du har skrevet. tænker på, når jeg kigger på dit navn, at jeg glæder mig til den der bog dig og mette og naja skriver på. det lyder optur. 

tue andersen Nexø:

hej tue. jeg blev super gal, eller snarere såret, over det stod i informationsanmeldelsen, hvad var det nu (se, vigtigere var det så heller ikke), noget med at den sætning 'selv skal jeg snart starte på bordellet igen for vi har ingen penge' at den var for henkastet og tippede balancen. gal fordi at det bare er et andet erfaringsrum, at der findes et erfaringsrum hvor man kan sig den slags konstaterende, fordi prostitution under nogle livsomstændigheder er det indlysende valg. men så ringede jeg til morten som var så sød og sagde: jeg stikker lige ned og henter avisen, og så ringede han op, da han havde læst anmeldelsen og sagde: herregud det skal du da ikke hidse dig op over, ro på, vær nu bare glad i stedet olli. og så var jeg i øvrigt super glad for den tale du holdt i odense. dybt friskt glad.

thomas thurah:

hej thomas. jeg kender dig ik, og heller ik din praksis, så her har jeg heller ik så meget at sige. har lige været inde og kigge din hjemmeside og det hele ser fornuftigt ud :)


SÅ. DET VAR DET. TILBAGE TIL LIVET

her er den næste patient som skal til djævleuddrivelse

 

 

* farvel min ulykkelige bror, skriver ewald, om den bror han netop har kysset farvel og som han aldrig får at se igen, hej du, evigebror, bestandige sten og sukker, er jeg så heldig at kunne skrive.

 

 

 

for 59 minutter siden skrev jeg på facebook:

kan vi i øvrigt ik snart uafhængiggøre os af de politikere, simpelthen bare organisere noget andet?

nu starter jeg selv. det gik jo os udover psykiatrien igen denne gang. så at det er lige præcis det her jeg foreslår er bare et udslag af at tilværelsen som psykiatrisk patient er en jeg kender. man kunne åbenlyst forestille sig en lang række andre sammenhænge, hvor det også ville give mening og være hårdt tiltrængt at åbne vores hjem.

jeg har aldrig fået det bedre af en hospitalsindlæggelse. jeg har været indlagt mange gange. tit bare som resultat af udsigten til at det skulle blive nat og jeg har tænkt: jeg vil ikke dø men hvis jeg skal være i alt det her psyke mens byen bliver stille så bliver jeg nødt til at dø. så har jeg taget på psykiatrisk skadestue. men det er sådan et satans manageri, alt ved sådan en indlæggelse, udmavrende, ingen har tid eller ro. det forhindrer effektivt at man vågner morgenen efter og tænker: så var det heller ikke værre, der findes gode mennesker.

derfor, ku man forestille sig at arrangere noget guerilla psykiatri?

et nætværk af folk der for eksempel på ugebasis, turnusordning, stiller en ekstraseng, en luftmadras, sofa, til rådighed, og som i den uge holder en telefon åben for folk som er i lige præcis den situation, at de bare ønsker at overnatte en enkelt nat i et hjem, hvor der findes rolige mennesker for hvem det er vigtigt at de lever natten igennem. der kunne vel bare være en telefon der gik på skift, så det var nemt at vide hvilket nummer man skulle ringe til.

jeg har selv en ekstra seng i min stue. jeg vil obviusly gerne melde mig på holdet. lige før skrev jeg at man bare kunne ringe til mig anytime, men så kom jeg i tanke om at det nytter jo ikke noget når jeg ikke er hjemme, at hvis man var flere kunne det måske virkelig fungere

jeg er en mega klovn til at arrangere ting, sådan noget med at få noget op at stå, mails til højre og venstre, så her er foreløbig ideen, og at jeg melder mig, er det noget, man ku gøre, ku man organisere det for eksempel?

jeg skriver til jer fra oslobåden. højhusene gløder som biller. den gigantiske maskine sætter igang.
møjsomt, kattegat. hedder det det
jeg skriver til jer fra en form for yderlighed. det næsten forsvindende. det søvnige sitrende bær som er mit liv.
snart kommer evigheden og tar mig tilbage, det er den fornemmelse jeg har flimret hos siden min mors død.
alle lysene. jeg tænker dagligt, også nu hvor jeg ser lysene, og med gru på at der blev indsat en teknokratisk regering i italien.
ud på aftenen begynder drømmebillederne.
jeg er af den fulde overbevisning at der inden længe vil opstå egentlige diktaturer i europa. at passagen herfra og dertil vil være næsten gnidningsløs.
man må bevæge sig for at huske.
straks jeg blev alene førte mine ben mig ned til det hotel vi boede på sidst.
jeg græd da jeg så at der i lobbyen, som sidst, stod en skål med dej til at lave vafler af. jeg græd da jeg gik af de små gader, så den store, så nogle mindre igen, jeg græd da jeg så sneen.
fortættet vand, det store slægtskab. william blake der så så meget rent vand for sig i 1700tallet.
regnestykket:
at huske = at elske = at huske = at bedrive selvkritik = at elske = at huske = at handle = husk at bevæge dig
jeg skriver til jer fra oslobåden. malene jørgensen som bor i kabine 10305 skal komme til receptionen nu, anden gang der kaldes på hende. hvorfor efterlyser folk hinanden her?
vi er spærret inde, den store motors stive venner, de næste 17 timer. malene jørgensen, med mindre hun har kastet sig i havet, dukker nok op når hun har arbejdet sig træt.
hesoid, som var bonde og revolutionær og digter, skrev 7hundrede.fk. at hvis der råder retfærdighed i et samfund behøver ingen stå til søs, for så bærer den frodige jord rigelig frugt.
her er ingen steder at sidde, med undtagelse af egen kahyt, hvis ikke man køber sig adgang igennem drikkevarer el. lign. ikke en bænk til den der ikke vil æde.
her er nogle billeder fra de forudgående dage.

 

sangen

 himlen. mågerne

mågerne

                                           hejhej

   

hvis du også har feber så se lige vandringsmanden

fordi gud er en brønd og en sort hund

og fordi paradis er et sted tre mænd ik kan ødelægge på 1 dag

og fordi uanset hvor meget et pindsvin jamrer og kalder på sin døde bror får det kun pindsvineting.
penge, hæder.

sådan en blank og streng søndag