ord som kvinder der deltager i programmet trinny og susannah indtager danmark (t. og s. stopper kvinder på gaden for at fortælle dem hvor håbløse de synes, de ser ud og tilbyder dem en make-over) bruger for at beskrive hvordan de ser sig selv
en orm
en skinke
en pølse
et drivhus
en kalkun
Kære Asta,
SvarSletPå den syvende dag satte han sig til tasterne for at tømme tankerne der rumsterede i hans hele hoved, om tidligere tiders oplevelser og den nuværende situation, på en ny folkeregisteradresse, på en ny queen-size madras fra IKEA med top og gammelt mølædt sengetøj…
Dagene talt, fra den første dag hvor forfatterinden krydser hans spor, er billedet fæstnet af hende til hans nethinde blevet beskuet gentagende gange, som en tilbagevendende begivenhed med overvejelsen om at sætte ord på det glædelige øjeblik hvor han udbryder for sit indre - Jamen det jo Asta..
Dagen derpå myldre tankerne, som myrer i en tue, med billedet af Asta i højt tempo over brosten blandt duer, turister, cyklister og trafikken der ruller i en retning under solen til støjen af det hele bybillede, der folder sig ud for ham, der ikke længere ser klart uden optikerens hjælp..
Farverne lægger sig op af og flyder ind og ud af hinanden, en due starter med at tage på vingerne der sætte en hel flok i sving og flyver lavt over hovederne på fodgængerne der stopper og kigger på boderne hvor børn kravler på ankeret foreviget af forældrene med deres mobiltelefoner..
Der i byen et sted i tiden bevæger han og Asta sig i hver deres retning, som universet, ekspanderer mellemrummet mellem dem eller er det illusionen af det hele billede vi forestiller os, som virkeligheden vi befinder os i, mens tiden tikker og vi bevæger os iblandt hverandre..
Han vender sig rundt og kigger efter Asta, som kigger sig over højre skulder med blik på en hund i snor med en kvinde i den anden ende ved en pølsevogn omgivet af duer der ligger mætte på varme brosten ved fødderne af folk og fæ der rumsterer til og fra destinationer..
Fra Joans pølser, træder en kvinde med en hund i snor et skridt baglæns, han holder til højre, en barnestemme rejser sig fra en klapvogn med ryggen i kørselsretningen - Ja det rigtigt, siger Asta, sang jeg den om morgenen? barnets stemme flyder igen op og sammen med bybilledet..
De passerer hinanden, han fæstner sig i det øjeblik ved Asta’s ansigt, smilet og øjnene, hun ser glad ud, tænker han og forestiller sig barnet sige - se en hund, da Asta kortvarigt kigger sig over skulderen, iført sine hullede jeans konkluderer han - Asta er ved at skrive sig ind i historien.