nu er det 7 måneder og fjorten dage siden jeg skrev første forsøg på følgende tekst, og samme dag lagde den op her. forleden genneskrev jeg den for 10000ende gang, og idag læste jeg igen og tænkte for første gang: det er fair nok. sært nok, er min egen forestilling, at det er den samme tekst. altså, at første udkast (som jeg ikke læste da jeg tjekkede datoen, for at skåne mig selv for at føle selvlede) hele tiden har ønsket sig at blive det følgende. og så har jeg, som en relativ dum hund, måttet arbejde på de ønskers vegne, begivenhedernes meddelelser, udlægge dem så retfærdigt som mine dumme fingre og min æblehjerne kan følge med. mine forestillinger om sådan noget, jeg ved ikke hvad der er for en sindssyg slikbutik jeg er gået ind i, men så tænker jeg: tjah fornøj dig bare mærkelige person. så længe det forårsager den alvor og pligtfølelse eller hvad man skal sige. der er også tekster, som jeg meget hurtigere lever med, nogle fra første færd, og tekster, som jeg bare holder op med at skrive på hvis de blir ved og ved med at kokse, men det var som om denne her grimme unge kom og havde krav på at jeg sku ha det så besværligt med den, sikkert om to uger synes jeg den gal igen, men så ville det her stadig være første gang jeg havde gennemlæst den og tænkt: fair.

en ting der hele tiden ændrer sig er navne. det fylder vildt meget for mig når jeg skriver: noget enlanden gjorde som jeg s t a d i g tænker over, som blir enlanden nerve, livsvigtigt. jo, nej, jo, jeg vil godt kalde det: en gåde, i hvert fald noget meget smukt og besættende. men jeg vil ikke kalde de folk hvad de hed, dem jeg ikke kender længere, fordi, ganske enkelt, jeg synes ikke jeg kan tillade mig at påstå noget sammenfald med det rent faktisk hændte, så længe den somewhat tiltalte ikke ville ha mulighed for at svare på rimeligt grundlag fordi henvendelsen også er generel. hvor meget jeg end kan tænke det jeg skriver som et forsinket svar eller en sen taksigelse. så har jeg balladen for jeg HADER at finde på navne. jeg sidder og kigger på sådan nogle navnelister og tænker: hvad fuuuck.

anyway (denne her bloggermaskine opfatter et linjeskift virkelig ekstremt, i mit dokument er der ikke så langt fra det ene til det næste men jeg kan ikke finde ud af at gøre noget ved det herinde, nogen der ved hva man skal gøre for at ændre linjeafstand?):

et parcelhus i vanløse

gjorde mig til festens midtpunkt ved at påstå jeg ku sluge alt

selvfølgelig kan man. martin oplister dagen efter, thousind island, nogen blendede oksekød i mælk osv.

vi spiser mælkesnitter i køkkenet, slikker flødeost af halsen på hinanden

intet er mistet eller også har tabet været let.


man må påtage sig det besværlige arbejde. bære tunge ølkasser.

tilbede efter bedste evne aftensolen


adlyde ørt. adlyde vildt og trofast. den store lunge. det æreløse mirakel.



let nu, at bede mine skulderplader huske hvor gulvkoldt der var i jeres hus




et andet menneskes bevægelser i et andet rum end det jeg sidder i.
glemt, og så igen, når skriften møder et ophør, hørbart



andreas



din varme krop om nattentillidsfuld, at jeg vil være god mod dig

det er din skyld at jeg elsker spidskålen højt.
jeg så den gi sig for varmen som en dejlig og hardcore dronning forleden



engang i fortiden:

min mor graver kartofler op. brede hænder om skovlen.

eller hun spiller saxofon.

et frygtelig minde om engang jeg havde lettere ved at elske inden jeg blev helt ødelagt

nu rådner min krop meget hurtigt

man må bare hænge i. gå med det sølle og stumpe. det selvbevidste krænkede barn. vægtløs venten.

engang i fortiden:

det er menneskebørnene jeg ser og de stråler som ganstere ved bustoppestedet

underlige planter

andreas. et andet liv.

jeg vover at kalde dig min elskede, det æreløse mirakel

den store lunge. stille dumme nerver

blåmalet savsmuldstapet, den tørrede rose

jeg var den eneste der ikke fik en rose på udflugten under konfirmationsforberedelsen. præsten følte sig nødsaget til at købe en til mig fordi ingen af drengene ville.

ha ha det er morsomt at guds stedfortræder trøstebejlede

jeg vil ikke skrive mere i dag. jeg kommer ind til dig nu.