skal skrive mange tekster men ville hellere ud 

ord som kvinder der deltager i programmet trinny og susannah indtager danmark (t. og s. stopper kvinder på gaden for at fortælle dem hvor håbløse de synes, de ser ud og tilbyder dem en make-over) bruger for at beskrive hvordan de ser sig selv

en orm

en skinke

en pølse

et drivhus

en kalkun

mens vi venter på albert skal komme så vi kan komme ud og få kaffe

vil jeg skrive en suite 

som skal hedde 

mens vi venter på albert!  

oh røv 

som en måne 

og hvis jeg er blid nok 

og hvis jeg ikke er: stadig en måne 

tusinde tusinde tak for at være så mærkelig at se på

en mand reder sit hår, på italiensk: pettinarsi 

temmelig kedeligt og indlysende 

men opsigtsvækkende med druen som er rød og glansfuld

og minder om at manden senere vil køre fra horsens til en anden by på sin scooter

men om han ankom: næ! han kørte i grøften

dejligt dejligt med det våde græs 

der ligger min elsked 

og vi mindes: 

hvordan det første hulihoved kom sig af han løb direkte ind i en hyacintbusk

og det næste af han kørte på havetraktor ned i et vandløb 

og det tredje altså nu hvor han er væltet på scooter

og nu har din far også knækket to fingre fordi han sku løfte en sten! 

venter på at få lov at grine af det indtil din egen latter gir mig lov 

suk. kom nu albert 

hvor længe skal vi vente 

tænk på os som en frugt så vil du måske skynde dig mere

et bær og et til bær

en pær' og en til pær' 

skynd dig det hele rådner af varmen 

vores muskler blir til idioter 

røv røv kom nu 

har lige fundet ud af at denne her blog er den 12,530,535 bedste i verden hvilket gør den værd 69 USDOLLAR

???

amen så sælger jeg hundrede p og køber holger danske hæ hæ hæ

nåmen dette for at sige 

nej ikke dette for at sige men selve indlægget for at sige 

der er donna wood oplæsning på onsdag kl 19 på cafe brooklyn toldbodgade 3 og i er velkommende! 

mere om arrangementet her tror man kan læse beskrivelsen også selv om man ikke er på face?

har været ude og stå på rolleskøjter. på en måde meget sorgfuld men lykkelig for min lillebrors fjæs og hvor fucking elegant han kører ned af en bakke. syns det er svir

så en af de der cruisere, på stævnen er der en kysmund. 

ved ikke hvad det handler om. hvis man sad i en jolle og blev forfulgt af en monster kysmund eller sådan noget, snakkede vi om. 

jeg sagde så: ok hvis jeg nogensinde skal krydse atlatlen så skal det være fordi norwegian introducerer et discountcruise nu. første cruise er med rabat. der er gratis mad når først man er inde. så siger min lillebror: ej så fanme hellere fly. så siger jeg: ej så hellere i tog hvis der kommer tunnel. så siger han: ej! hvis det brænder. 

hvis det brænder. hvis du synker. hvis du styrter ned. 

nu ved passolini

det er så mærkeligt det der flade teatralske i hans film porcile. eller det mærkelige, eller måske det indlysende, er at det ik dræner metaforerne. selv sådan en næsehorns-pik-hat som folkene i ørkenen bærer, det er latterligt men også fængslende.

 

i sådan en af de skuffer som jeg frygter, hvor det dyrebåre er stuvet sammen

det kan være nogle pastiller en veninde og jeg købte på en weekendtur til skagen. dvs kun etuiet.
og stadig ærgrelsen over at jeg i sin tid ikke ku dy mig og spiste pastillerne selv om jeg købte denne her æske på turens sidste dag for at den skulle være et vidne om hvor lykkelig jeg havde været.

en af nætterne, da vi skulle sove, formanede hun mig om at tage min halskæde af, selv om jeg sagde jeg elskede den og aldrig tog den af. det er risikabelt at sove med lange kæder. man kan blive kvalt. hun havde ikke behøvet stille det som et krav, men det gjorde hun og jeg blev meget glad og vred.

der ligger også, ved jeg, men jeg ville ikke kunne bære at se den, en seddel min mor har skrevet, som hang på køleskabet: brug din kål. som hun skrev engang jeg ikke var hjemme for at minde mig om at bruge et kålhoved før det blev meget dårligt.

der ligger også mit gamle kort fra scoop, det her:

det er nydelsesfuldt for mig at se mit eget ansigt gengivet, som ingen nogensinde har kendt det.


meget megalomant og asocialt
sådan noget med at ønske at se sig selv død og endelig smuk


men der kan også være den sociale higen i sådan nogle ting med at ville være alle og ingen, tænkte jeg
noget som ikke er glamourdød og renskuret, nok megalomant og ensomt men ikke kun selvforført

blev meget lettet over at passolini skriver:

(....) i mit arbejde som forfatter, altså mit abejde med at være en fælles krop (.....)

eller som lady gaga (der ligger billetter i skuffen fra sommerens koncert min lillebror inviterede mig til, og når jeg ser dem nu bløder min kærlighed til ham, jeg var træt og fik ikke danset, ville gerne ha danset med ham) sagde til koncerten:

i kan alle være lady gaga. i kan bruge lady gaga som i vil

senere sagde hun:

i'm not your fucking gourverment 

blev virkelig glad da hun sagde det. simpelthen fordi var rigtigt og en total lettelse at alle ikke er blevet politikere.

jeg tænker når folk på den bekymrede måde siger: det er også pga. af politikerlede den nye proletarhobby, at jeg ikke forstår hvorfor de udlægger tingene sådan.

jeg er usikker på hvad der er ved partipolitik ikke at føle lede ved

den totale elendighed at nationalekstreme partier får flere mandater alle mulige steder forstår jeg ikke som argument for ikke at føle politikerlede?



 

for et par dage siden, torsdag, sad der en pingvin, tror vi, her ved denne å i århus

min lillebror blev så glad han måtte hjem og have meget blødt tøj på

han sagde igen og igen: jeg er intrigued tror du virkelig det var en pingvin

igår drak han vodkajuice til halv syv det er som om han stadig rider på bølgen.

en meget, meget god nyhed for en mand der elsker når der er pingviner i århus og for andre der har det på samme måde.

for mit eget vedkommende synes jeg det var dejligt da det sneede i dag

så stod man i shorts og sin fjerdragt som sådan en nar

det er det herligt uoprettelige.

det er som om min far låner mit ansigt for tiden. ligner ham virkelig meget. tror han er kommet den galning for at holde fest.

fedter i hvert fald rundt og elsker ting helt komisk. som den mælkeskummer min mormor har købt. gud jeg elsker den.

skænderi i forbindelse med at ansøge de generelle midler

- jeg synes bare det gir dårlig mening at jeg er projektansvarlig og du er kontakperson
- jeg synes det gir god mening
- jeg synes altså det gir dårlig mening
- måske gir det dårlig mening
- loool
- loooool
- lol
- loooool

nu er det 7 måneder og fjorten dage siden jeg skrev første forsøg på følgende tekst, og samme dag lagde den op her. forleden genneskrev jeg den for 10000ende gang, og idag læste jeg igen og tænkte for første gang: det er fair nok. sært nok, er min egen forestilling, at det er den samme tekst. altså, at første udkast (som jeg ikke læste da jeg tjekkede datoen, for at skåne mig selv for at føle selvlede) hele tiden har ønsket sig at blive det følgende. og så har jeg, som en relativ dum hund, måttet arbejde på de ønskers vegne, begivenhedernes meddelelser, udlægge dem så retfærdigt som mine dumme fingre og min æblehjerne kan følge med. mine forestillinger om sådan noget, jeg ved ikke hvad der er for en sindssyg slikbutik jeg er gået ind i, men så tænker jeg: tjah fornøj dig bare mærkelige person. så længe det forårsager den alvor og pligtfølelse eller hvad man skal sige. der er også tekster, som jeg meget hurtigere lever med, nogle fra første færd, og tekster, som jeg bare holder op med at skrive på hvis de blir ved og ved med at kokse, men det var som om denne her grimme unge kom og havde krav på at jeg sku ha det så besværligt med den, sikkert om to uger synes jeg den gal igen, men så ville det her stadig være første gang jeg havde gennemlæst den og tænkt: fair.

en ting der hele tiden ændrer sig er navne. det fylder vildt meget for mig når jeg skriver: noget enlanden gjorde som jeg s t a d i g tænker over, som blir enlanden nerve, livsvigtigt. jo, nej, jo, jeg vil godt kalde det: en gåde, i hvert fald noget meget smukt og besættende. men jeg vil ikke kalde de folk hvad de hed, dem jeg ikke kender længere, fordi, ganske enkelt, jeg synes ikke jeg kan tillade mig at påstå noget sammenfald med det rent faktisk hændte, så længe den somewhat tiltalte ikke ville ha mulighed for at svare på rimeligt grundlag fordi henvendelsen også er generel. hvor meget jeg end kan tænke det jeg skriver som et forsinket svar eller en sen taksigelse. så har jeg balladen for jeg HADER at finde på navne. jeg sidder og kigger på sådan nogle navnelister og tænker: hvad fuuuck.

anyway (denne her bloggermaskine opfatter et linjeskift virkelig ekstremt, i mit dokument er der ikke så langt fra det ene til det næste men jeg kan ikke finde ud af at gøre noget ved det herinde, nogen der ved hva man skal gøre for at ændre linjeafstand?):

et parcelhus i vanløse

gjorde mig til festens midtpunkt ved at påstå jeg ku sluge alt

selvfølgelig kan man. martin oplister dagen efter, thousind island, nogen blendede oksekød i mælk osv.

vi spiser mælkesnitter i køkkenet, slikker flødeost af halsen på hinanden

intet er mistet eller også har tabet været let.


man må påtage sig det besværlige arbejde. bære tunge ølkasser.

tilbede efter bedste evne aftensolen


adlyde ørt. adlyde vildt og trofast. den store lunge. det æreløse mirakel.



let nu, at bede mine skulderplader huske hvor gulvkoldt der var i jeres hus




et andet menneskes bevægelser i et andet rum end det jeg sidder i.
glemt, og så igen, når skriften møder et ophør, hørbart



andreas



din varme krop om nattentillidsfuld, at jeg vil være god mod dig

det er din skyld at jeg elsker spidskålen højt.
jeg så den gi sig for varmen som en dejlig og hardcore dronning forleden



engang i fortiden:

min mor graver kartofler op. brede hænder om skovlen.

eller hun spiller saxofon.

et frygtelig minde om engang jeg havde lettere ved at elske inden jeg blev helt ødelagt

nu rådner min krop meget hurtigt

man må bare hænge i. gå med det sølle og stumpe. det selvbevidste krænkede barn. vægtløs venten.

engang i fortiden:

det er menneskebørnene jeg ser og de stråler som ganstere ved bustoppestedet

underlige planter

andreas. et andet liv.

jeg vover at kalde dig min elskede, det æreløse mirakel

den store lunge. stille dumme nerver

blåmalet savsmuldstapet, den tørrede rose

jeg var den eneste der ikke fik en rose på udflugten under konfirmationsforberedelsen. præsten følte sig nødsaget til at købe en til mig fordi ingen af drengene ville.

ha ha det er morsomt at guds stedfortræder trøstebejlede

jeg vil ikke skrive mere i dag. jeg kommer ind til dig nu.