Kære Daniel
Jeg løj i mit sidste brev. Dvs. jeg har altid haft betænkeligheder ved at ty til begrebet løgn. Kan man lyve. Og hvis man ikke kan lyve, kan man tale ærligt. Forudsætter ærligheden sin negation. Du spurgte mig engang, om der i mit arbejde som luder opstod øjeblikke af ærlighed. Jeg afviste dengang at svare på dit spørgsmål. Men nu, da du har været væk i hundreder af år – en bekendelse: jeg samler på de spørgsmål, du har stillet mig. Jeg er så bange for en dag at besvare dem på en måde, jeg synes er tilstrækkelig, så jeg ikke længere kan bilde mig ind at samtale med dig – skal jeg give dig en historie, jeg mener har lidt med sagen at gøre. Jeg havde engang en kunde, der var jomfru. Da han havde lagt sig oven på mig, spurgte han: er den inde? Det morede mig at svare ja, selv om det ikke forholdt sig sådan. Nu huggede kunden en tid ud i det tomme rum for til sidst at sperme ud over mit lår. Kan man da snakke om et løgnagtigt samleje? Sådan opfatter jeg det ikke, Daniel. Han kneppede med den store fortælling om at kneppe. Han fik, hvad han kom efter. Mig har de alle dage kaldt lystløgner, utilregnelig, men det er ikke min opfattelse, at jeg har løjet. Har jeg så været ærlig. Det ved jeg ikke, Daniel. Jeg spekulerer på om ærlighed, det at kunne blotte sig forudsætter, at man besidder noget. Jeg viger fra alle herredømmer. Det ved du da om mig. Hvor bor du henne for tiden? Jeg skriver DANIEL på min breve og forventer, at posten ved besked. At alle andre end jeg ved besked. Sådan en paranoia. Der går et rygte blandt de gamle i byen, at du er sygnet hen, blevet grim. Jeg har altid længtes efter, at du ville blive grimme. Hvis du spørger hvorfor, skal jeg forsøge at finde et svar. Lad mig høre fra dig
Please,
din emily
Kære Daniel
Hver dag skriver jeg et nyt navn ned, som jeg vil kalde dig, når vi ses. Er det ikke et fint karakteristikum hos den forelskede, at hun eller han vil søge at finde unikke navne, som kun kendes af de elskende selv, og ligesom et indvielsesritual hver gang markerer en genfødsel. Eller det synes du måske ikke? Jeg kommer til at tænke på livmoderen, med livmoderen gives et midlertidigt svøb, en slags anvisning. Når jeg kalder det en anvisning og ikke en dom, er det fordi livmoderen tillader, omfavner, giver transformationen rum. Lidt sådan tænker jeg de elskendes navngivningsforsøg, med hvert navn gives et virkefelt. Kære Daniel. Sådan vil jeg kalde dig. Sådan vil jeg indskrænke dig og straffe dig, indtil du kalder mig tilbage. Kære Daniel. Den vold kun at give dig eet navn.
Til trods for alt, stadig din, Emily
Ingen kommentarer:
Send en kommentar