jeg sygepasser min mor og skriver de her små stykker imens
Til min mor
Jeg kan se det på de grå fugle, den måde de samler sig på min veranda. Alt samler sig og ånder.
I går mødte jeg en mand med sådan et drag om munden, som om hans liv havde været sørgeligt og slidsomt. Jeg inviterede ham til mit træhus. Jeg tænkte på, om jeg kunne massere furerne af hans ansigt, glatte det totalt. Hvis jeg bød ham at bruge halvtreds år på igen at indarbejde en sorg som var hans.
Om natten trækker jeg viscose-skjorten over min hovedpude for at hvile min kind mod noget glat og køligt. Imens tager min familie luft og tid ind, de er skrøbelige og virkelige.
Nede ved bækken vokser nogle åkander der ligner lunger. Jeg har talt: 24. Det er lige så mange som jeg har ribben.
Hvor meget vand indeholder ilt?
Hvor meget vand ville man få hvis man drænede mine øjne for det blanke?
Hvordan ville bækken reagere hvis den ikke længere kunne spejle sig på mit glatte øje?
Min mand stryger vores barn over armene til hun vågner. Han elsker hende med hænderne, det er mere end jeg er i stand til, alligevel kysser han mig på panden når jeg kommer hjem fra bækken.
fik du samlet blade
ja
Jeg dræner lungebladene for saft og hælder saften i et glas. Om aftenen masserer min mand vores barn ind i saften.
Luften er kold mod mine stille øjne mens vi cykler til købmanden efter det vi har glemt. Det faldt os ikke ind, da min mands cykel viste sig at være punkteret, at jeg kunne tage turen til købmanden alene, han løb ved siden af mig.
Det eneste jeg kan bebrejde ham er at han er begyndt at kurre af mig som en due. Han kan aldrig kan blive en fugl, selv om fugle også vasker sig og sørger. Måske er det ment som en spøg, men der er ting man ikke spøger med.
Kære Asta,
SvarSletDet hele billede er for ham, som en mosaik der endnu ligger i en bunke af små fliser og venter på at blive lagt sirligt sammen for beskuerens øjne.
Et halvt hundrede år er rullet gennem hans bevidsthed og dagene vil fra da af være markant anderledes end de var før dette kalenderår.
Skydedøren snerre da den får øje på ham og trækker til side, for fri passage, på hans vej ind i ankomsthallen til Vanløse station med retning af billetautomaten.
Blomsterhoveder i buketter i spande på stativer tager imod ham og følger ham gå forbi som var han sunshine, da de råber, husk at tage et par af os med dig.
En kvinde med cykel står ved rejsekort automaten, da han, vil kaste mønter i den til billetter, spørger han, koster det noget at tage cyklen med i S-toget.
Det ved jeg ikke, siger hun, ved du hvordan man fylder et rejsekort op - Nej, siger han og drejer rundt på hælen og fanger en ung mand, med cykel på vej ud.
Hey, koster det noget at tage cyklen med i toget, spørger han, og ved du i øvrigt hvordan et rejsekort fyldes op - Ja, siger den unge mand, og det kun i metroen cyklen koster.
Han vender sig igen mod automatens touchscreen, mens kvinden får hjælp, taster han gentagende svarmuligheder inden automaten spytter en to zoners billet ud.
Ved blomsterne skråler farverne om kap da han vender tilbage for at tage et par med, valget falder på to kontraster han synes passer godt sammen, foruden det grønne.
Er det en gave, spørger blomsterdamen - Ja, siger han, en hospitalsbuket om du vil - Nå, siger hun, så skal der skæres noget af længden for at passe til vasen.
Med den amputerede buket i den ene hånd og cyklen i den anden, stiger han ind i mængden af mennesker, der bringes med toget i myldretiden. Blomster er blikfang, tænker han.
To tre stop længere nede af linjen står han af, springer op på cyklen og kører i retning af den grå bygning der rejser sig højt over boligblokke og villaer i forstadskommunen.
Ved cykelstativet kommer en hare spadserende forbi - hej haremis, siger han. Den løber sin vej. Ved indgangen ligger en tredelt skulptur af en gulerod. Ironi, tænker han.
I hospitalets foyer er information en øde ø der henviser med pil til en telefon han løfter røret på og trykke et, som forevist. Ringetonen lyder et par gange inden et hallo.
En kvinde træder ind i hans øre - Hvad kan jeg hjælpe dig med, spørger hun - Hvilken afdeling ligger JH på, siger han, hun er indlagt i dag.
Hvad er hendes telefonnummer, fortsætter hun - Det husker jeg ikke, siger han - Hvad med hendes fødselsdato, spørger hun - Åh, sukker han, vist nok den 16. april 19xx.
Hvad med hendes adresse, spørger hun - Det er Vingårds Alle, siger han, nummeret husker jeg ikke - Jeg kan ikke oplyse dig om JH på et så usikkert grundlag, siger hun,
hvad er din relation til JH - Det min mor, siger han. Røret bliver et øjeblik øredøvende stille - Det gjorde indtryk, tænker han - Prøv at spørge i Akutmodtagelsen, siger hun.