Min elskede lillebror kommer på besøg. Min mand vil tage et billede af ham og Anna foran sortfyren. Vær nu forsigtig, siger jeg. Jeg bryder mig ikke om alle de billeder der skal tages. Jeg frygter at det bliver mig der på et tidspunkt skal bringe orden i det museum, skille alle de billeder fra, hvor nogle lukker øjnene.
Senere, på stranden, bemærker jeg at noget harpiks har sat sig fast i min lillebrors lange lyse hår. Jeg tænker på om det altid er sådan harpiks bæres fra træ til hav, af unge mænd med lysende gode ansigter.
Hvorfor danner træer harpiks?
Det beskytter træet mod skadedyr og beskytter mod iltning af vævene bag et sår, siger min mand.
Min lillebror bærer Anna hjem i samme fletkurv min mor engang bar mig i.
Fortsættelse…
SvarSletSkiltene fører ham frem gennem gangene fra det gamle grå til det nye lavere byggeri der ligger som to cirkler ved soklen af det nu erigerede etagebyggeri. Subtilt, tænker han.
Sygeplejersker betjener kunder fra deres glasmontre gennem mikrofoner i knæhøjde. Folk står foroverbøjet i deres kommunikation, som til en rektum undersøgelse, smiler han ved tanken.
Venteværelset buzzer af cyborgs på deres devices, han står som usynlig i midten af det hele. Da automatdøren bliver aktiveret til Akutmodtagelsen driver han mod strømmen.
Under neonlysets skær sidder læger og sygeplejersker bag skærme i kommandorum og fører slaget mod sygdom. Han går søgende forbi tomme stuer og senge.
Et øjeblik mister han orienteringen og drejer rundt om sig selv, alt hvidt, han vender og går med venstre hånd mod undersøgelsesstuerne til han ser indgangen til glasmontren.
Et par skridt længere fremme åbner automatdøren, nu aktiveret af ham, til venteværelset. Han stiller sig tålmodigt til han vinkes frem af sygeplejersken.
Hej, siger hun, hvad kan jeg hjælpe dig med. Han bukker sig forover, ned mod samtaleanlægget i glasset. - Jeg kigger efter en JH, siger han, som skulle ligge hernede.
Sygeplejersken anslår keyboardet - Der er ingen ved det navn, siger hun, et øjeblik. Hun løfter røret på telefonen og samtaler med én mens hun kigger på ham.
Måske det kvinden fra omstillingen, tænker han, som var inde i hans øre tidligere - Hvis du går ud til den grønne elevator, siger hun, og kører op på x sal, så skulle du finde hende der.
Han takker sygeplejersken med et sagte vink og finder elevatoren der er ved at lukke - Undskyld, siger han, må jeg kører med her - Ja da, siger en kvinde iført tørklæde.
Elevatoren lys og ny med et altoverskyggende elektronisk øje i loftet, forbundet til den store computer gud, kigger med, hvor “hold afstand” stickers er klistret på gulvet med en meters afstand.
Oppe i cirklen på afdelingen kommer en sygeplejerske ham i møde - Kan jeg hjælpe dig, siger hun med fremmed accent - Ja måske, siger han, på hvilken stue ligger JH.
JH, siger hun, ved du det? retter hun mod en kollega - Ja det ved jeg, siger hun, en vase til blomsterne? Hun åbner et skab og tager et stykke karton ud - Vasen! siger hun, JH ligger på stue x.
Med et stykke karton i den ene hånd og den tilpassede blomsterbuket i den anden går han hen af gangen og tæller numrene på dørene, malet i pastel.
Stuerne står åbne og tomme desto længere han går rundt i cirklens krumning. På en seng alene i et værelse med ryggen til gangen, sidder hun, matriarken; og kigger ud af vinduet.
Han banker på og træder ind i hendes synsfelt - Hej Casper, siger hun, tillykke med fødselsdagen - Tak, siger han og iagttager hende, mens han folder vasen af karton.
senere…
SvarSletDagene ruller forbi som tråd i pedalerne da han cykler gennem gaderne, på cyklen han havde overtaget fra JH, der i hendes selvbedrag absolut skulle investere i en ny med lav indstigning, da hun ikke længere kunne løfte benet over stellet på den gamle..
- Hvad skal du med en ny cykel, havde han sagt, du kommer ikke til at cykle på den alligevel.
- Sludder og vrøvl, svarede hun, nu har jeg købt den. Her er nøglen til den gamle.
Det var den absolutte udfasning han var vidne til og bevidst om, en tilstand de ikke kunne tale om, men en smertefuld vidnesbyrd ved livets vilkår han gik alene med, som prægede hans liv nu og havde gjort det i årevis.
Han svinger ned af nye veje med ukendte vejnavne med retningsbestemt vished om destinationens udfald, med tanken om, at hver af disse var en skillevej.
En skillevej han ikke gjorde sig megen tanke om, men blot lod stå, som en stilstand der ville tage momentum, når tidspunktet, hvor der ikke er nogen vej tilbage, var nået.
I det fjerne, mellem huse og træer, rækker hospitalet ind i den himmel blå, som et fatamorgana, der med mellemrum står frem, som et pejlemærke for hans tråd i pedalerne, ned af Klokkedybet, under viadukten og op ad stien til støjen af E47.
Svingdøren drejer om sin akse, som en sluse for strømmen af mennesker, til og fra, der skal gennem et usynligt gardin af nikotin, der hænger fra indgangspartiets halvtag, trukket for af rygere der flokkes med krykker, kørestole og rollatorer.
Nu han kendte til JH’s beliggenhed strøg han målbevidst i retning af elevatorskaktens massive beton struktur. Da en læge kom ud af trappeskaktens dør, lod han sig invitere til at gå af trapperne og der blive mindet om hans tid, som construction worker, da han byggede og støbte beton i nord Amerika. Strukturen i betonen og trapperne, han nu gik på, gav ham flashback til den gang han i regn og slud byggede trapper på en enorm udvidelse af Simon Fraser University.
På etagen åbnede han døren og trådte ind i sygdom og gik ned af gangen der krummede sig, med åbne stuer, med sengeliggende der lå ved deres livs exit. JH’s dør stod på klem, han placerede sig så han kunne iagttage hende gennem sprækken. Hun havde besøg og han ville ikke forstyrre deres samtale - En skam vi aldrig lærte hinanden at kende, tænkte han, nu det slut og snart kun kølvandet tilbage. En sygeplejerske med en kop kaffe i hånden kom ud fra et køkken alrum.
- Kan jeg hjælpe dig med noget, spurgte han med høj ryst.
- Nej, rystede han på hovedet og gik ned af gangen til en stille zone, kiggede ind i den lavt hængende sol og ned på Permahaven, som var en integreret del af behandlingen af patienternes helbredelse på det ny Herlev, hvor man kan gå på jagt efter ribs, vilde hindbær, jordbær og brombær. Ja right! naturen taget til fange, tænkte han, vi alle tilfangetagne.
SletHan gik tilbage mod JH’s stue og da døren nu stod åben kunne han se L var på besøg, et bekendskab han aldrig var kommet helt glat ud af det med og besluttede at forsætte forbi.
- Hej Casper, sagde JH, er du dér
- Ja, sagde han, det er jeg.
Han gik ind på stuen og hilste på L og stod for enden af sengen, mens han iagttog og lyttede til de to gamle veninder.
- Har du taget Casper’s gave med fra køkkenbordet?
- Nej det har jeg da ikke, sagde L, skulle jeg det?
- Ja, det var hans 50 års fødselsdag forleden og der ligger en konvolut med 2000 Kr. til ham bag radioen.
- Det har jeg ikke set, sagde L, det jo ikke sådan jeg har snuset rundt i alt.
- Det så fordi du ikke har gjort ordentlig rent, sagde hun, med en genkendelig og ironisk mine.
- Hvad skal han også med så stor en gave?
- Han skal have råd til et par vinterbukser kan du nok se, grinede hun.
- Det ikke rigtig koldt udenfor, sagde han og kiggede ned af sine bare ben, slet ikke når man cykler.
- Nå, men tillykke med forleden!
- Tak!
- Jeg kommer ikke forbi i morgen, Sagde L, der skal jeg ud at spise frokost med en veninde. Men onsdag måske.
- Onsdag, du kommer bare når du har tid og lyst skat.
- Frokost med en veninde, det lyder da meget hyggeligt, sagde han, har i bestemt en restaurant.
- Ja, vi skal ind og støtte en ny restaurant der var oversvømmet og lige åbnet sidst vi ville spise der.
- Oversvømmet? sagde han, hvornår?
- Ja, indehaveren var knus og tuede helt vild, sagde L og vred sit ansigt som vrælede hun, den ligger i Toldbodgade, det var i August.
- Toldbodgade, sagde han, det jo sådan en gammel fin gade, tidligere arbejderkvarter.
- Ja, den er vær at støtte, et besøg vær.
- Den vil jeg prøve, sagde han, klassisk dansk smørrebrød?
- Ja, den er opkaldt efter en gammel komponist, det kan du godt huske, Carl Nielsen.
- Ja, ham kender jeg godt.
- Nå, JH, jeg vil smutte, vi ses.
- Ja, det gør vi, hej skat.
- Tak for du kiggede forbi L, sagde han, og god fornøjelse i morgen.
-Tak, Det var så lidt, sagde hun og lod de to alene.
Han satte sig i stolen, JH lukkede øjnene og stuen blev stille.