Solsorten med det gule næb trappen til den skjulte bunker den rungende opgang de gule mursten garagerne i gavlen kælderen, og det dybe fyrrum hvorfra varmen steg op i stuen. køkkenet og svaleskabet, udsigten over kolonihaverne radioen, og det lille køkkenbord de fire stole køleskabet, og det altid rene hjem.. entréen og den gamle drejeskive telefon. badeværelset med tarrazzogulv drengeværelset med symaskine stuen og soveværelset.
scenen sat.
(dage senere)
Kære Asta,
jeg ser dig, for mig, som ung pige ved din mormors computer, i en glidende overgang til, du, voksne kvinde ved tasterne skrive dine digte og senest; roman.. Du rejser med mig, gennem aftenen, i mørket der omslutter regionaltoget mellem Kalundborg og København. Der er noget ved det hele, som, så forunderligt forbinder mig til dig; om det er den lille peberkværn der sirligt fyldes, med et lille peberkorn af gangen, eller, det billede du skaber i dit svar på din seneste opdatering, til Madsen, er i og for sig ligegyldigt. Jeg ved end ikke om det betyder noget i sig selv. Blot er det, mig en trøst du er derude og skriver og gør dit virke med dine ord i dit netværk.. Det var som udgangspunkt, noget andet jeg ville fortælle dig, som din mormor vækker en tanke om min mormor, et andet sted, på Sjælland, min barndom, og “de” der skrevet med “i”, som kommer mig til tanke, ved en stund, hvor kupéen reflekteres i togvinduet.
Jeg bilder mig ind, stop; jeg rambler og rammer ikke nerven..
Ligger og kigger op i loftet; vinduet på klem, enkelte biler triller forbi i den kølige, forholdsvis stille nat.
En tåre triller ned over venstre kind ved tanken om alverdens smerte enkelte bærer.
Tasterne har kaldt så inderligt på mig, rastløsheden har modarbejdet kaldet. Kameraet og billederne den fortrukne og lette flugt fra det svimlende ord hav, der skummer af følelser i en turbulent vind af breve fra fortiden, endnu før jeg var en nyfødt, ren og velduftende baby.
Min søgen gennem årene, på det udefinerbare genetiske, har endelig fundet frem til mig, nu, C/o Boet efter, er pakket ned i kasser og tømt, står i mit ellers så minimalistiske nye hjem, med ting, min mormor havde i sine gemmer, som min moder tog med sig videre og som på magisk vis, har fundet frem til mig, der ved byrdens tyngde, læser breve, der er et sandhedsbevis på, fortielsen af, de svar, mine spørgsmål stillede ind til.
Dette, det mentale bjerg, klatres i et højdedrag hvor ilten er minimal og trægrænsen ligger under min færden, himlen er blå og du kigger ind til mig, som, kalder du på mine ord og afventer et livstegn. Kommer han eller kommer han ikke, til festen, i det gule univers hvor landet er fladt og bølgen ruller mod kysten i lavt vand og frugten på træet, moden og rød ved skolen og engen hvor telt kan rejses og vejskiltet inviterer til fysisk udfoldelse og der tales om litteratur.
(Som værelset mit legeme befinder sig i, spredte genstande, tilfældigt placeret, falder ordene gennem tasterne i en rodet orden og mit kritiske syn på teksten kommunikere; benyt delete knappen, start forfra, glem det for nu, læg dig ned på din daybed og træk tæppet over dig og luk dine øjne, postspone din kommunikation, dagdriver, gør det du bedst til, gå rundt i byen, i gader du kun kender på facader, hvor du gør dig tanker om andres liv, deres gøren og laden, hvor matte vinduer kigger ned med et tomt blik, på dig, alene fortabt og med ligegyldigheden, som følgesvend. Forlad det hele nye hjem, alle disse genstande der er en fodlænke, til det ellers frie levede liv, flygt ud i den monokultur vi så indbildsk kalder natur og lev, som skyggen udenfor samfundet og bevæg dig usynligt mellem de indbildte forestillede liv.)
Konvolutterne i plastposen dufter af fortid, de er adresseret til min mormor, fra min mor, som stor teenager skriver hun hjem, blot sytten år, indleder hun. Citat begynd; Kære mor, ja så jeg vel ankommet til Schweiz; du kan slet ikke forstille dig, hvor smukt her er, her er høje bakkeskråninger med skov, og skoven er jo i alle farver i øjeblikket, så du kan jo nok forstå, at her er smukt. Citat slut.
Jeg taster adressen ind i google maps og svæver over et ejendoms kvarter i Lucerne. Det lever ikke op til min forestilling, fremkaldt af teksten i brevene, tanken strejfer, at det jo også er fireoghalvtreds år siden og meget kan have ændret sig i den tid, men måske hun var pige i huset, hos en familie, der havde hjemme i et lejlighedskompleks med elevator.
På ryggen af arkivkassen står skrevet, Mormor, jeg falder i staver over det, stirre på den hvide kasse med mønstret af kvadrater inddelt af en tynd rød linje, med hul til en finger, der gør det let, at tage den ud af mængden i et reolsystem. Jeg hælder indholdet ud i en bunke; plastikchartek, postkort, et par rationeringsmærker fra 1950 til 250g smør og margarine. Et chartek indeholdende en dåbs og begravelsesattest, samt et gult linjeret a4, hendes sidste vilje, overskriften; Marts 1996. Et brunt stykke papir hvorpå der står, dåbsattest, med dobbelt a, fanger min umiddelbare interesse og tager indholdet ud, attesten er dateret 1928, familienavn; Madsen.
En boomerang kastet i fortiden har ramt sit bytte smerteligt.
Natmaden; ristet rugbrød med Tahini, rå løg, mozzarella i skiver, cherrytomater, krydret med salt og peber nydes stående til savnet af de der i mit liv er gået bort og de der er her endnu, men synes at være fjernt fra den sti mit liv er gået ud af. Der ingen indretningsarkitekt gået tabt i mig, ej heller en rengøringskone eller ordensmenneske, men kaospilot derimod trives tilsyneladende uden nogen bekymring i sin vært; der ofte kigger sig omkring og gør sig tanker om at skabe et hjem, som flest vil kende til indenfor fire vægge, men dertil at få det gjort, er milevidt. Du kunne være en hjælp, tænker jeg, til at gennemgå nogen af alle de sager, men mister pusten allerede ved de indledende tanker. Du får ordene i stedet, en fortsættelse fra der hvor vi sidst slap; Frk. Madsen, som giftede sig Hansen og fik tre børn, hvoraf den ældste, et drengebarn hun oplevede gå bort ved egen hånd, som jeg ikke har forstået smerten af før nu, ved fundet af et håndskrevet brev, ved hendes døds- og begravelsesattest, dateret 19. december 1996 for bortgang og 23. december for jordpåkastelse.
Hun skriver.
“Tanker fra en mor!! Hvordan er det at have et voksent barn der er psykisk syg? (manio depressiv) Det er et mareridt for man er aldrig rolig, de fleste af ens tanker vender hele tiden tilbage til dig når man ikke lige har dig i nærheden, hvor er du? hvad laver du nu? og hvordan kan jeg hjælpe? Den maniske periode er nok den man som mor er mest nervøs for fordi den kan være meget voldsom og når den så er i forbindelse med alkohol forstærkes den yderligere måske med kriminelle eller andre voldsomme ting for at blive hørt. Den syge prøver også hash og en enkelt gang lidt stærkere sager men vender tilbage til spiritussen og bliver til sidst alkoholiker, og så er det umuligt for ens læge at yde hjælp når der er spiritus i blodet, kan man ikke behandle med medicin og den syge er helt uden hjælp…”
Sådan indleder hun og billederne ruller rundt i hovedet, som åbningen af billardkugler i et spil pool. Et af dem, er det lykkedes at holde fast på, som dukker op igen og igen, over sommeren, efteråret og ved utallige øjeblikke, som i køkkenet, med natmaden i skæret af lyset, alene med stilheden.
Jeg rejser mig fra mit leje, søvnen har valgt ikke at overmande mig og lyset bringes frem af solen til sang af kvarterets fugle. Tøjet på stolen tages med på toilettet og iføres stille. Den kolde hane drejes og vandet fra den drikkes af hånden. Ansigtet vaskes og tænderne børstes. Morgenurin tømmes i kummen og støjen fra cisternen runger mens gummiskoene tages på og snøres til roen af de andres søvn. Hoveddøren åbnes og lukkes, trappen leder mig ned og ud i den morgenfriske luft hvor solens varme stråler møder mit ansigt og bare ben. Cyklen låses op og pedalen, min stigbøjle, sender mig afsted i bevægelse på tomme gader, som ligger åbne for et sommerferie eventyr. Uden retning drives cykelkæden rundt af mine tråd, hjulene spinner og styret drejes venstre og højre ned af navnløse gader, forbi en enkelt hundelufter, ned af kastanjealléen langs kirkegårdsmuren og ind i Akademiskoven, der omfavner mig med kølig luft og skygge mens den visker til mig fra bøgens lysegrønne kroner og dækkene hvæser under mig i gruset. Duften af løv og fugtig jord fylder min næse og fryd spredes i mit sind. Insekter sværmer i en solstråle i skovbunden. Et rådyr kigger op fra græsset i en lysning. Engen åbner sig og stien føres mellem indhegning over en lille bro med rislende vand under sig. Kvæg går med yveret fyldt og mulen i græsset. Bremsen trædes til cyklen stopper. En ræv har efterladt en fjerpragt på stien. Støjen fra drabet er for længst forstummet. Drøvtyggeren tager et langsomt skridt frem gennem græsset og endnu en mundfuld, med fascinerende ro, tygger den og løfter blikket op på mig. Hegnet tikker rytmisk og en summen af liv omgiver os. En skovsnegl trækker sit spor efter sig på vej over stien. Et vingesus trækker ind over os, ikke tilfældigt tænker jeg og kigger op, på storken, som i sin nysgerrighed på os, fløj lavt henover for at se os an og fortsatte på langs af skovkanten. I begejstring, trådte jeg i pedalerne og satte efter storken, af stien, som igen førte ind i skoven hvor den svingede venstre og styret fulgte og tempoet nu var drevet af storkens tilstedeværelse i nærheden på jagt efter frøer. Stien blev skåret over af asfalt, styret blev drejet venstre og Fægangen med sine træer lå bølget foran mig, som en tunnel af en allé, førte mine tråd dybt ind i. Ved et rødt gelænder hvor åen løb under vejen, var den så, storken, nu ikke ene og alene, men sammen med en ven eller veninde, midt i åen med vand langt op af deres tynde ben gik de og kiggede roligt ned på bunden. Motorstøj kom fjernt nærmere, en traktor med anhænger trillede larmende forbi og havde nær skubbet mig i åen. Da jeg igen kiggede ned i åen, var storkene allerede på vingerne langt ude over engen. I luften spredte sig en svag duft af morgenstund, der blev stærkere jo længere, afstanden i Fægangen blev tilbagelagt. Langs kolonihaverne mødte kaffen mig, der hang, som et Aladdins tæppe der bar mig hjem til mormor, som kunne høres pusle i køkkenet og duften af friske boller sneg sig ud af det åbentstående vindue. Trappen førte mig op og ind hvor morgenbordet var dækket, tog plads og sagde, jeg har set storken. Storken, spurgte hun, hvor? Nede ved åen! Det var nok bare hejren, du så, sagde hun. Nej det var storken. Havde den et orange næb og ben? spurgte hun. Der blev stille i køkkenet. Spis du nu en bolle, sagde hun og skubbede tallerkenen hen foran mig.
Nu mit leje i skovens bund er skiftet ud med en madras på et plankegulv, på først sal. Da kommer musen ikke længere tilfældig forbi i søgen efter varme og lidt mad. Gæssene med deres hvislende vinger lægger stadig til landing på det blanke vand i mosen, uden min iagttagelse og begejstring, når de i flok taler deres sprog mens de cirkler nedad, for at skøjte til landing og svømme talende rund mens de snadrer føde. Nattehimlen ligger ej heller blottet for mit øje og bålet kaster ikke sit lys til de flakkende skygger der danser mellem træernes stammer og sætter fantasien fri. Kulden trænger sig heller ej på, som en evig igangsætter, for at holde varmen. I stedet pusler livet omkring bag vægge, i rum, på trappen, på gaden, over gården og metroen buldre forbi, fyldt med mennesker, til og fra. Om man er det ene eller andet sted, vil savnet på et tidspunkt trænge sig på, med mindet om noget andet bedre.
Ud af det dukker billedet om dengang, vi i flok, en skoleklasse, hele Sorø Borger real Skole måske endda, gik gennem Akademi skoven, forbi flommen hvor skøjtende børn og voksende legede på isen, som min mor yndede at gøre, som en skøjte prinsesse wannabe og vi hånd i hånd, side om side i to rækker gik mod Sorø Kirke for at lytte til præstens forkyndelse og synge Grundtvigs salmer i juletræets skær, inden vi kunne gå hjem til vores forældre, vores familier, brødre og søstre, for sammen, at holde jul og ferie.
Det år ville det nok have været Fru. Hansen hvor duften af and eller flæskesteg, sneg sig ud af det på klem stående vindue, med rødkål, brunsovs og brunede kartofler. Den puslen, i lejligheden, med juletræ og duggede ruder, med kravlenisser og hendes arbejde i køkkenet satte scenen for illusionen de tidlige år, inden facaden, stille men roligt år for år begyndte at krakelere.
Hun fortsætter…
“Det endte med en grov kriminel handling som førte til fængsling og mentalundersøgelse og tilbage til et større fængsel hvor der var hårde kræfter inden for murene der styrede de svage, ikke helt uden hjælp fra nogen af ansatte af personalet og det førte desværre til forsøg på selvmord. Efter nogle dage på hospitalet endte han igen på en psykiatrisk lukket afd. hvor han blev fikseret og dermed følger af Serenace kuren som er meget hårdt og med mange bivirkninger når man skal ud af den igen. Jeg besøgte ham ikke i den periode da min store datter sagde jeg skulle lade være, da det sikkert ville virke nedværdigende at jeg skulle se ham i den situation.”
Nu stiger duften igen af flæskesteg og and fra ovne ud gennem vinduer der står på klem i andres hjem med andre familier med sorger og glæder, som ligger under træet pakket ind i illusionen om Jesu fødsel, som vil omfavne de, som er juleløse og søger hen vor der er fællesskaber og duften af jul, krammer de, som vælger, at bevæge sig ud.
Jeg steg ind i bussen og viste chaufføren mit rejsekort som fulgte med værnepligten og satte mig umiddelbart på det tomme sæde fremme med frit syn i køreretningen. Byen gled forbi i slowmotion. Den lave hastighed og de mange stop og start ud af byen fungerede som en vugge for en stor knægt der havde svært ved at holde sig vågen og døsede hen i drømmen om det virkelige paradis. Villabyerne, de lå der igen og ventede ved havelågen til det store gule hus, på drengen med den lille røde schweizerkniv der ville åbne bundterne og folde aviser med reklamer til omdeling på Danmarks dyreste adresser. Han kiggede på sin lille kniv, med et blad og neglefil, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave og havde modtaget med posten fra sin onkel. Hvad mon han gik og lavede, tænkte han; hvorfor han ikke hørte noget fra ham og oplevede et savn i den opløsning han ikke forstod familien var ved at gennemgå. Han sad i nutiden og drømte tilbage på noget ikke så klart længere, men følelsen af at skulle tage det op og kigge på det syntes virkelig og så alligevel ikke; noget ambivalent noget modstridende. Det som en usynlig byrde på ryggen i en imaginær rygsæk, med et tomt indhold uden definition; alt det ikke artikulerede gennem opvæksten, som en barnets kopi af de voksne, en iagttagelse af dem, som levede deres liv uden at fortælle sandheden, eller om de problemer som foregik i kulissen og gjorde barnets virkelighed, til en anden end deres. Det virker som, at være efterladt i skyggen, med den intention at det ville være bedst for barnet. Hvor er det han er på vej hen i livet, hvad gør det overhovedet godt at skrive noget overhovedet, når det er at intet i ham trives og aldrig har gjort det. Er det bare hans lod at holde sig i live og iagttage alt og alle omkring sig gå i opløsning, mens tiden, siddende i sengen, voksen uden drømme længere og forsøge at finde ind til nerven af det, han egentligt ønsker at artikulere videre til verden, mens nytårsfyrværkeriet buldre mellem bygninger og intet længere er som det kunne have været, andet end en gentagelse af i går og i går en gentagelse af i forgårs. Det var et absurd kalejdoskop der drejede rundt for hans indre. Jeg vågnede og tørrede savlen af hagen og kiggede mig omkring og rettede forvirringen ind i en orientering af omgivelserne og måtte sande jeg havde været væk et stykke tid og havde mistet muligheden for at kigge ind på den mytiske Herlufsholm Kostskole. Vi var på vej ned i dalen hvor åen løb under broen, på tværs af vejen og markerne stod med bondens afgrøder og kiggede op på solen. Kanoudlejningen lå på breden, med deres kanoer og ventede på, nogen skulle søsættes, som han havde gjort med min fætter et par gange i de tidlige år. Og vi sammen gjorde, som store teenagere med fisketænger, bål og den magiske nattehimmel med stjerner og de flygtige satellitter. Chaufføren styrede den halv fulde bus ind omkring stationsbygningen hvor enkelte stod af og flere stod på inden den igen satte i gang med udsigt over søen, der lå og spejlede Akademiet i sig. Før busholdepladsen ved skolen, trykkede jeg stop, kiggede ud gennem vinduet på skolen og de brune barakker der hver rummede to klasser trin hvor mine første skoleår startede. Jeg blev siddende lidt og lod andre passagerer gå ud først og tænkte på den tid før busholdepladsen var til og fritidshjemmet endnu lå på hovedgaden og den nye kommune ikke skulle koste det gamle hus livet. Nu var der et helt nyt fritidshjem uden mine minder. Som det hele dog var forandret, tænkte jeg, rejste mig og gik ud i solen og blev mødt af trækronernes hvisken op langs det nye kompleks af vuggestue, børnehave og fritidshjem i et.
- Hej Casper, afbrød en stemme mig i min grublen, jeg vendte mig rundt, det var Dorthe. Hun var også vokset, pigen var blevet høj med former og bryster i smart tøj og sminke i ansigtet. - Hej Dorthe, jeg genkendte dig ikke, det længe siden. - Ja, sagde hun, du blevet soldat. - Ej, værnepligtig, soldat bliver jeg aldrig. - Det noget værre noget med Peter hva’? fortsatte hun. - Med Peter? - Ja, det han gjorde nede i byen! Bankrøveriet, sagde hun, ved du ikke det? - Jo, men jeg kender ikke detaljerne. - Folk de snakker ved du nok, sagde hun, jeg synes det er synd for ham. - Tak Dorthe, pas du på dig selv, vi ses. - I lige måde Casper, sagde hun, hils din mormor. Pludselig blev alle vinduer til øjne og alle øjne til stirrende bebrejdelser. Nu var forandringen af byen ikke kun på byggetomter i landskabet, nu var den flyttet ind i folks forestilling og bevidsthed om os også. Jeg åbnede døren til opgangen der duftede og lød som den plejede og holdt på minder fra tidligere år. Jeg stemte dørklokken og kiggede på navneskiltet på brevsprækken, mens jeg ventede på døren blev åbnet. Der lød en langsom puslen, sagte skridt, inden døren blev åbnet langsomt. - Hej Casper er det dig, sagde hun, kom indenfor. - Ja, det mig, hej mormor og tak..
Hun fortsætter..
“Der var også her et par plejere som ikke var særlig rare, og en overlæge som jeg fik indtryk af, ikke var klar over at det var et råb om hjælp. Han blev udskrevet og hentet af sin far som var på en eller anden måde blevet udset som værge for ham, da jo var kommet ind under kriminalforsorgen og tvunget til antabusbehandling, og altså nu kunne komme i medicinsk behandling. Han blev sat af i sin lejlighed og hans far blev Ca. 15 min. hvorefter han kørte tilbage til København, der var ingen hjælp til indkøb af nogen slags og efter lang tids fravær var der intet mod hverken sult eller tørst. Efter Ca. en halv time kom han hjem til mig og blev et par dage, så fik vi købt lidt ind så han havde morgenmad og frokost, og kom så her og fik sin varme mad til aften og klarede det i en periode fint. Han rejste to gange om ugen til hospitalet og fik sin medicin + antabus. Han snød tre gange med antabussen, de to gange skete der ikke noget særligt, men tredje gang gik det galt.”
Jeg trådte ind i entréen, lukkede døren til opgangen, fulgte efter hende forbi badeværelset, hvor vi drenge engang lå og lurede gennem sprækken under døren da moster badede, og værelset, hun kaldte drengeværelset, hvor vi drenge plejede at sove, når vi var på besøg i de tidlige og stadig naive år. Hun gik ind i køkkenet hvor hun placerede sig med albuerne på køkkenbordet og trak vejet med besvær iført sin jogging dragt og rakte ud efter en pose mentolbolsjer og rystede nogle stykker ud på bordet. - Et bolsje, tilbød hun, og kiggede op på mig med et sort indsunket blik. - Tak, sagde jeg, tog et par stykker og satte mig ned til stilheden af tidens gang fra det lille bornholmerur, der slog fra væggen i stuen. Ensomheden var tilstede og dominerede vores samvær.. Urets rytmiske slag blev højere og højere og forsvandt ind i mig, til skridt, på vej ud i fremtiden. Et lavtryk med dets grå nuancer rullede ind over mig, lyset blev taget ud af den tidlige eftermiddag, vinden tog til og begyndte at brøle gennem gaderne. Enkelte cykler væltede ind over andre cykler og butiksskilte drættede omkuld. Poser, papir og blade blev kastet op fra fortorv og rendesten. Træer og buske stod og rystede deres kroner så løvet raslede af dem. En enkelt dråbe varslede at vand var på vej. Himlen var dækket i et blygråt tæppe, der ikke kunne blive hængende uden at give efter. Luften var ladet med statisk elektricitet så håret rejste sig på hovedet af mig. Forberedelsen til trods, gav det et spjæt i mig da lynet slog ned og kortvarigt oplyste eftermiddagen, med et tordenskrald, der kunne mærkes i brystet. Nu blandede duften af svovl sig også i det dystopiske billede, som bragte nedbøren med sig. Min destination lå ude i horisonten, under det mørkeste himmel hav og vejen dertil førte gennem et umiddelbart helvede der på ingen tid, regnslaget tiltrods, havde gennemblødt mig. Der var kun en vej, det var frem, skridt for skridt mens jeg trøstede mig med et mentolbolsje og tordenen rullede truende hen over himmelen afbrudt af lyn der dirrede mellem himmeltæppet og landskabet.. En skikkelse kom til syne fra en sti og gestikulerede et goddag. Vi fulgtes et stykke op af en bakke inden han præsenterede sig.. - Goddag jeg er Holberg, sagde han, men de kan kalde mig Ludvig. - Goddag Ludvig, jeg er Casper, svarede jeg og gav ham hånden. - Casper, bare Casper, spurgte han, intet efternavn? - Nej, intet efternavn, bare Casper. - Nå, udbrød han, Casper uden efternavn! Hvor er de så på vej hen? - På vej ind i fremtiden, sagde jeg. - Fremtiden, interessant og så i det uvejr, svarede han og fortsatte. Jeg kommer fra fortiden, der må være gevaldige spændinger i nutiden. - Ja mon ikke, lo jeg, det kan du have ret i. Et lyn slog ned i kirken bag os, så kirkeklokken rungede i harmoni med tordenskraldet. - Det var tæt på, sagde Ludvig og vendte sig rundt mod mig, velkommen til Tersløsegaard her bor jeg så.. - Tak, sagde jeg, belejligt med lidt husly. Og fulgte efter ham ind mellem to majestætiske piletræer gennem den dobbelte hoveddør han åbnede op. Der stod vi et stykke tid og kiggede ud på vinden, der rev i regnen og skyerne der drev lavt hen over kirken for foden af bakken, som blev oplyst af lynglimt og vi lyttede til glasset i vinduerne der klirrede til tordenskraldene. - Heroppe er vi hævet over kirken, sagde Ludvig, og tættere på Gud. - Tro du på Gud Casper? spurgte han. - På Gud nej! svarede jeg, men Gud tror på os. - På os, grinede Ludvig, den var god. Med ét brød skyerne op og solen skinnede ned på Tersløsegaard og regnbuen stod i bro over kirken. - Der fik Gud sørme en åbenbaring, grinede Ludvig endnu højere mens han gik gennem stuen og op af trappen til første sal. Hans latter og fodtrin forstummede og stilheden bredte sig til haven hvor fuglene var begyndt at kvidre og kom frem fra deres skjul. Jeg gik ud og ned af bakken forbi kirken ind til Dianalund.
I bycenteret var en kvinde betaget af min mundering i bomuldsskjorte, shorts og støvler, med rygsæk og guitar og notesblok i brystlommen. - Hvor er en omrejsende som dig på vej hen? spurgte hun. - Jeg driver bare rundt, sagde jeg, det sommerferie! - Nå, sagde hun, så kan du jo drive med mig hjem og overnatte på sofaen, som en rigtig coach-surfer. - Nej tak, svarede jeg, det har jeg ikke lyst til. Jeg bemærkede en mand, med mørkt hår og skæg, almindelig af statur, stå og iagttage os. - Nå så det har du ikke lyst til! sagde hun, du ligner til forveksling Jesus, ved du godt det. - Det har jeg fået skud i skoene før, sagde jeg, men jeg kan altså ikke frelse dig.. - Frelse mig, jeg skal ikke frelses, sagde hun, det dit lange hår og skægget der gør det.. - Kender du den mand der, spurgte jeg, som står og stirre på os ovre ved Bog og Ide? - Har aldrig set ham før, sagde hun, han synes sikkert også du ligner Jesus.. - Bare det kun er det, sagde jeg, så der ingen grund til bekymring, tak for nu! Jeg drejede rundt og gik ud af centeret over mod skoven for at brygge en kop kaffe og spise en bid mad. På en bænk, på en rasteplads i skovbrynet, pakkede jeg min frokost ud. En schæferhund stod pludselig nogle meter fra mig med tungen hængende ud af munden og kiggede på mig. - Hej med dig, sagde jeg, det min frokost. Den begyndte at logre med halen og kom henimod mig. Den snusede undersøgende på afstand og satte sig og kiggede mod stien den var kommet af. En kvinde kom os i møde. - Undskyld, sagde hun, han gør ikke noget. - Det helt i orden, sagde jeg, jeg gør heller ikke noget. Jeg spiser bare lidt frokost og koger vand til kaffen. Vi sludre lidt om løst og fast og hun stillede ind imellem de obligatoriske spørgsmål; hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede på disse kanter og hvor jeg var på vej hen. Jeg svarede på spørgsmålene og undlod at afsløre min faktiske gøren i Dianalund. En bil med to mænd gjorde standsede på vejen da de fik øje på os, bakkede lidt, og kørte helt op til bænken. - Jeg pakker lige min foldekniv væk, sagde jeg mens jeg iagttog de to mænd bag forruden i dialog. - Hvad skal de mon herind for? spurgte hun. - Det ikke godt at vide, sagde jeg, det forekommer mig at jeg er et besynderligt trækplaster. Bilen blev sat i gear, de bakkede og kørte deres vej. - Det var underligt, sagde hun, det var som om de kom på andre tanker da de så hunden. Kvinden kiggede på mig og lagde hånden på hundens hoved, og manden fra Bog & Ide, cyklede henover rastepladsen. - Der er noget metafysisk over det her, sagde jeg, manden på cyklen stod nede i centeret for et øjeblik siden og stirrede på mig mens jeg handlede. - Det nok bare tilfældigt, sagde hun og studerede mig så øjnene rullede rundt i hovedet på hende. - Det ikke for noget, sagde hun, men du ligner altså Jesus. - Jesus, svarede jeg, hvis du siger det, så må der jo være noget om det. - Hvad mener du, spurgte hun. - Det har jeg fået af vide før, sagde jeg, senest af en kvinde i centeret da manden på cyklen stirrede på mig. - Det kan være han også synes du ligner Jesus, sagde hun og lo, har du lyst til nogle småkager til kaffen. Hun tog en pakke op af tasken og rakte den frem mod mig. - Nu du allerede har stukket dem i hånden på mig, sagde jeg, vil jeg ikke sige nej; Tak! Hun kiggede mig dybt i øjnene og trak et par skridt bagud og klappede hunden. - Det var hyggeligt at tale med dig, sagde hun, tak for nu, pas på dig selv herude. Jeg vinkede et farvel og kikkede på pakken med småkager mens hun gik med hunden. Olivias Butter Cookies, stod der på pakken.
- Casper, Casper, sagde hun og lagde sin rynkede hånd på min skulder, hvis du trænger til at sove kan du lægge dig ind på sofaen og tage tæppet over dig. Jeg vågnede ved den fjerne kalden og orienterede mig rundt i rummet. Køleskabet, det gule spisebord med voksduen, radioen der spillede lavt, “Du ringer vi spiller”, og det kvadratiske vindue med skoven og kolonihaverne som udsigt. Solen skinnede og himlen var blå, det lille batteridreven ur på væggen over radioen sagde fem. Mentolbolsjet, resterne af det, lå som en dårlig smag i munden og mit fokus blev rette mod vandhanen.. Jeg tog fat i hendes hånd og kiggede ind i hendes ulykkelige øjne, døden havde for alvor sat sig i karakter hos hende. - Jeg skal lige have et glas vand, sagde jeg, men det kunne godt være vi burde tage en lur en times tid. Jeg rejste mig og hun satte sig. Jeg lod vandet fra hanen løbe og tog et glas ud af skabet over køkkenbordet. - Der er is i fryseren, sagde hun, kunne det ikke være dejligt i et glas vand. - Jo, svarede jeg, det kunne det da bestemt. Jeg åbnede først køleskabet, hylderne var tomme. - Er du sulten, spurgte hun, jeg har kun lidt rugbrød med leverpostej og rødbede. Jeg tog isen ud af fryseren og slog nogle terninger ud i glasset, holdt det hen under det rindende vand, slukkede grådigt tørsten, først en gang, anden gang lidt langsommere, tredje gang lod jeg isen afkøle vandet og satte mig overfor hende. - Ja, jeg er faktisk lidt sulten, sagde jeg, er du sulten for ellers kan det vente. - Jeg spiser ikke ret meget for tiden, sagde hun, men vi kan da godt vente til efter vores lur. Jeg tog en slurk af det kolde vand og nød forfriskningen af det. - Ahh det var dejligt med is i vandet, sagde jeg, så skønt som køligt vand slukker tørsten. - Ja, der kan du bare se, sagde hun, læg du dig nu ind på sofaen så lægger jeg mig ind i sengen en times tid.
Hun fortsætter..
“(det skete ved at den der skulle give ham Antabussen var uopmærksom og han kunne nemt hælde det i vasken den enegang var det overlægen selv der var tilstede) Men den tredje gang da det gik galt drak han en flaske Rødvin, og gik ned til Anna's mor og ville ind, hun havde gæster og så straks at han var beruset, og nægtede at lukke ham ind, han gik vred sin vej men kom tilbage og smed en sten gennem et vindue, hvorefter en af gæsterne gennembankede ham, og der blev ringet efter Politiet, de ringede også til mig, men hvad skulle jeg gøre. Jeg vidste ikke hvor de havde kørt min dreng hen, og regnede med at han fik lov til at sove rusen ud på P. Stationen, da jeg til middag ikke havde set ham ringede jeg til Politiet og spurgte hvor han var, og fik det svar at de havde afleveret ham på den lukkede afd.”
Det lille bornholmerur, over den masive egetræsskænk, tikkede hypnotiserende. Det var trukket op. Hvem mon havde gjort det, tænkte jeg, havde hun selv formået det? Gardinerne hang som de plejede og vindueskarmen var grøn af planter. Døren til altanen stod på klem. Fjernsynet stod i hjørnet som det altid havde gjort, og sofaen jeg lå på, en trepersoners stod med kakkelbord, en topersoners sofa og den mest slidte af de tre, som matchede hinanden, lænestolen, som en øde ø, hvor hun havde siddet og ladet tiden gå til underholdning af Otto Leisner. Loftet var dækket af parketstave, møblerne stod på væg til vægtæppe og landskabsmalerierne hang i guldramme over sofaerne. Alt var næsten som det plejede, havde det ikke været for tiden, som var gået, og vi børn, som løb uskyldigt og legede og blev serveret, hjemmelavede isvafler med regnbue is, flødeboller, flødeskum og syltetøj i sommerferien, var blevet voksne og kom ikke længere forbi. Livet var gået ind i en anden fase for os alle. Stuen, som engang rummede leben og samlede os omkring det store egetræsbord til højtider, dækket op med and, varm leverpostej, sprøde flæskesvær, rødbeder, rødkål, snaps, øl og vand, var nu blot minder, til tikken, af det lille bornholmerur på væggen. - Sover du Casper, kaldte hun svagt fra sit soveværelse. - Ja, svarede jeg. - Hvad tænker du på, fortsatte hun efter en lille pause. - Dit liv og morfar, sagde jeg. Der blev stille, kun urets gang brød stilheden. - Morfar, sagde hun - hvorfor tænker du på ham? - Hvem er han, spurgte jeg og fortsatte, hvorfor har vi aldrig mødt ham? -Hvorfor vil mor ikke se eller tale om ham, brød jeg igen roen. Stilheden larmede, så selv uret i stuen, for en stund blev stille. - Hvor mødte i hinanden, fortsatte jeg, hvornår blev i, i grunden gift? Ja, i blev vel gift, ikke? Stilheden forblev stille, kun gardinet ved altandøren rørte på sig og blottede den stak spillekort, slidte i kanten, som altid lå der. - Lægger du egentlig stadig kabale, spurgte jeg, og holdt vejret. - Ja, det gør jeg når jeg har overskud, svarede hun. - Har du overskud i dag, sagde jeg, så kan vi da lige få sådan en til at gå op, inden vi tager en bid mad. - Ja, det kan vi godt, svarede hun, hvis du har lyst. Sengen knirkede, da hun satte sig op med et suk. Stilheden afslørede hendes kol og besværet hun havde, med at komme på benene. Hun bevægede sig langsomt og sagte bag den kvælende vejrtrækning.
- Hallo, Hallo, sagde en mand - mens han skubbede til mig. Tunnellens dyb forsvandt, mørk, agterud under metroens buldren. Ruden reflekterede kontrolløren, der skubbede. - Har du en billet, spurgte han. Jeg rakte mit rejsekort ud mod ham, han scannede det, jeg rejste mig til bippet, steg af en station for tidligt og gik det sidste stykke hjem. Postnord-buddet trådte ud af opgangen, steg op på sin blå trehjulede el-ladcykel, kørte forbi mig, mod næste opgang. Et langt skridt over dørtærskelen, forhindrede døren i at smække. Jeg satte nøglen i postkassen, så til min skræk, et brev fra et advokatkontor i Egtved, frankeret, Quickbrev. Det var et tykt og tungt brev i en rudekuvert. Jeg rev et hjørne af, stak en finger ind og åbnede det. Det var dateret den anden marts 2023. En linje fremhævet med ekstra tyk skrift, stak i øjnene, vedrørende et bo, efter Maren og Hans. Hvem i alverden er Maren og Hans, tænkte jeg og bladrede gennem papirerne, fra Retten i Kolding og Rigsarkivet. Det var nærmest volapyk af adresser, datoer, fødselsår, dødsår, navne og vielser. Børn, børenebørn og oldebørn, som strakte sig tilbage, til mine oldeforældre i det 19. århundrede. Jeg var selv nævnt, som barn af niecen til Hans, som da måtte være min moders farbror, altså min morfars bror, som var min grandonkel og min mormors svoger. Min grandonkel Hans blev født 1928 i Hald, Randers, som lillebro til Jens-Frederik, født 1926 i Hald, Kærby. Han blev borgerligt viet, til min mormor, Tove Minna, i København i 1949. Ægtefolk var de i tyve år og fik tre børn, inden de blev separeret i 1969 og skilt ved overpræsidiet i 1974.
Hun fortsætter..
Jeg ringede så afdelingen op og fik at vide de havde ham, og at han ikke ville komme hjem de første par dage, jeg fik også lov at tale med ham selv, og han fortalte hvordan han var blevet mishandlet af en stor mand. Han havde to store blå øjne, en næse der ikke havde det særligt godt og hans ribben varede det ca. et halvt år før de var normale igen, han var ellers meget rolig men græd over det der var sket, og sagde jeg ikke skulle ringe nogen steder hen. Men næste morgen ringede jeg alligevel og fik en meget kort samtale med overlægen, for at høre hvordan min dreng havde det. Han spurgte om jeg havde set ham og det kunne jeg benægte. Overlægen fortalte så hvordan han så ud, han havde sandelig fået mange smæk. Og jeg fornemmede at det frydede Hr. Overlæge.
Telefonen ringede, trafikken gled i begge retninger, markiserne skyggede for blomsterne på rullereolerne jeg stod og vandede, i juli varmen, med vandpistolen monteret på vandslangen. Forbipasserende stoppede og kiggede på buketter og potteplanter. En kvinde i sandaler og en blomstret bikini rettede sig mod mig, med en potteplante i hver sin hånd. - De her er altså knas tørre, sagde hun smilende, og trænger virkelig til noget vand. Jeg rettede, unden tøven, vandstålen i hendes retning og gav bikinien det vand den bad om.. - Hvad fanden har du gang i, skreg hun og hoppede baglens. Telefonen ringede fortsat. Kunder gik ind og ud af butikken. Ekspedienten, Rose, havde ikke i sinde at svare den. Jeg løftede blot vandpistolen lidt højere, så bikinien fik det vand, den havde bedt om. - Stop for fanden, råbte hun og stak i løb med potteplanterne, sprang ind i en sort golf cabriolet til veninderne og kørte af sted i bedste Bonnie and Clyde stil, med deres udbyttet. Jeg rettede vandpistolen mod kørebanen og trykkede hanen i bund. - IDIOT, råbte de i kor, da de kørte forbi, grinende med Beach Boys i CD-afspilleren, mens et par stykker flashede patter og røv af mig. - Casper, råbte Rose, gider du ikke nok svare telefonen! Jeg smed vandpistolen på fortorvet og løb ud i baglokalet. - Det er Blomster pavillonen, svarede jeg, hvad kan jeg hjælpe dem med.. - Bip bip bip, lød det fra røret. Jeg gik ind i butikken, der var fuld af kunder og alt for høj luftfugtighed og Rose, der ellers tog det med ro, så ud til at være lige ved at koge over. - Rose, sagde jeg, kan jeg gøre noget for dig? - Ja, vil du ik’ nok løbe hen i Skjold Burne og hente en Jack Daniels og en pose is, sagde hun, og få det skrevet på regningen. - Jo da, svarede jeg. - Og Casper, sagde hun. - Ja, svarede jeg spørgende. - Du skal ikke sprøjte vand på kunderne igen vel, forsatte hun. - Bikinien bad selv om det, sagde jeg på vej ud af døren, så hvis ingen igen beder mig om vand, så gøre jeg det selvfølgelig ikke igen. - Vandslangen, råbte hun, skal ikke ligge på fortorvet.. Jeg samlede vandpistolen op, rullede vandslangen på stativet og slukkede vandhanen på siden af bygning. På modsatte side, af Strandvejen, dukkede mormor op med familiehunden Soffie, af en sidevej. Hun hev gentagende gange voldsomt i hundesnoren, de standsede og hun tog fat i halsbåndet med venstre hånd og med hundesnoren, i højre hånd, slog hun gentagende gange Soffie’s rygstykker og bagdel. Jeg satte mig ned, på stolen, ved det massive egetræsbord, iagttog hende tage kortene frem fra vindueskarmen, sætte sig overfor mig og begynde at blande dem. - Hvad tænker du på, spurgte hun. - Hvem der i grunden trækker dit lille bornholmerur op, sagde jeg. Hun slog bunken af kort, på højkant, mod dugen og samlede dem i venstre hånd og fordelte dem, garvet, som en gammel poker dealer med sin kronisk syge hånd, med “dupuytrens kontraktur”. - Så kender jeg dig igen, sagde jeg, du mangler bare en grøn Cécil i mundvigen og glasaskebægeret ved din side. Hun løftede blikket fra kortene, kiggede på mig og grinte.
- Du kan lige hente posen med mentolbolcher i køkkenet, sagde hun og fortsatte med at lægge kortene til sin syv kabale. I køkkenet spillede radioen stadig sagte, “De ringer vi spiller”, Jørn Hjorting havde en lytter i røret. - Vi har jo også en Frk. Klokken, at tænke på, sagde han. Jeg stoppede et par mentolbolcher i munden, tændte for vandhanen og lod vandet løbe, fyldte et par glas og gik ind i stuen igen. - Du, Frk. Klokken, sagde jeg, hvem trækker i grunden dit lille bornholmerur op? - Det gør Jørn Hjorting, svarede hun med et grin og fortsatte, den her kable går ikke op. - Så må du lægge en til, sagde jeg. - Det tror jeg ikke jeg har energi til, svarede hun og tog et mentolbolche og skyllede lidt vand rundt i munden med det, og fortsatte, det gør jeg selv når jeg har energi, ellers får jeg mine gæster eller nabo til at gøre det. - Så skal jeg måske trække det op, sagde jeg, hvor er nøglen? - Den ligger i bunden af uret, sagde hun og delte kortene endnu engang. - Det gør den ikke, sagde jeg og følte efter i krogene. - Nå, gør den ikke, sagde hun og stak hånden i lommen på morgenkåben. - Så ved jeg ikke hvor den er, sagde hun, mens hun rykkede rundt og vendte kort og suttede på sit mentolbolche.
Hun fortsætter..
Jeg spurgte om det ikke var ulovligt selv at afstraffe, men fik ikke noget svar, sikkert fordi antabustilsynet havde svigtet. Han kom hjem efter ca. 10 dage, med solbriller på og ondt i sine ribben. Et polititilhold om ikke at komme i nærheden af Anna’s mor, men Anna måtte han godt se, og så fik han en forlængelse under kriminalforsorgen. Der var sket en mærkbar forandring med ham, han var blevet mere deprimeret og meget angst, der kom også korte perioder med mani dog uden det skadede andre end ham selv, det var ligesom om det var gået op for ham at han aldrig ville blive rask igen.
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
vildt
SvarSletuden pis
SvarSletja ik
SvarSletKære Asta,
SvarSletSolsorten med det gule næb
trappen til den skjulte bunker
den rungende opgang
de gule mursten
garagerne i gavlen
kælderen, og
det dybe fyrrum
hvorfra varmen
steg op i stuen.
køkkenet og svaleskabet,
udsigten over kolonihaverne
radioen, og
det lille køkkenbord
de fire stole
køleskabet, og
det altid rene hjem..
entréen og den gamle drejeskive telefon.
badeværelset med tarrazzogulv
drengeværelset med symaskine
stuen og soveværelset.
scenen sat.
(dage senere)
Kære Asta,
jeg ser dig, for mig, som ung pige ved din mormors computer, i en glidende overgang til, du, voksne kvinde ved tasterne skrive dine digte og senest; roman..
Du rejser med mig, gennem aftenen, i mørket der omslutter regionaltoget mellem Kalundborg og København.
Der er noget ved det hele, som, så forunderligt forbinder mig til dig; om det er den lille peberkværn der sirligt fyldes, med et lille peberkorn af gangen, eller, det billede du skaber i dit svar på din seneste opdatering, til Madsen, er i og for sig ligegyldigt.
Jeg ved end ikke om det betyder noget i sig selv. Blot er det, mig en trøst du er derude og skriver og gør dit virke med dine ord i dit netværk..
Det var som udgangspunkt, noget andet jeg ville fortælle dig, som din mormor vækker en tanke om min mormor, et andet sted, på Sjælland, min barndom, og “de” der skrevet med “i”, som kommer mig til tanke, ved en stund, hvor kupéen reflekteres i togvinduet.
Jeg bilder mig ind, stop; jeg rambler og rammer ikke nerven..
Ligger og kigger op i loftet; vinduet på klem, enkelte biler triller forbi i den kølige, forholdsvis stille nat.
En tåre triller ned over venstre kind ved tanken om alverdens smerte enkelte bærer.
(med forbehold til at rette og viske ud)
Kære Asta,
SvarSletTasterne har kaldt så inderligt på mig, rastløsheden har modarbejdet kaldet.
Kameraet og billederne den fortrukne og lette flugt fra det svimlende ord hav, der skummer af følelser i en turbulent vind af breve fra fortiden, endnu før jeg var en nyfødt, ren og velduftende baby.
Min søgen gennem årene, på det udefinerbare genetiske, har endelig fundet frem til mig, nu,
C/o Boet efter, er pakket ned i kasser og tømt,
står i mit ellers så minimalistiske nye hjem, med ting, min mormor havde i sine gemmer, som min moder tog med sig videre og som på magisk vis, har fundet frem til mig, der ved byrdens tyngde, læser breve, der er et sandhedsbevis på, fortielsen af, de svar, mine spørgsmål stillede ind til.
Dette, det mentale bjerg, klatres i et højdedrag hvor ilten er minimal og trægrænsen ligger under min færden, himlen er blå og du kigger ind til mig, som, kalder du på mine ord og afventer et livstegn. Kommer han eller kommer han ikke, til festen, i det gule univers hvor landet er fladt og bølgen ruller mod kysten i lavt vand og frugten på træet, moden og rød ved skolen og engen hvor telt kan rejses og vejskiltet inviterer til fysisk udfoldelse og der tales om litteratur.
(Som værelset mit legeme befinder sig i, spredte genstande, tilfældigt placeret, falder ordene gennem tasterne i en rodet orden og mit kritiske syn på teksten kommunikere; benyt delete knappen, start forfra, glem det for nu, læg dig ned på din daybed og træk tæppet over dig og luk dine øjne, postspone din kommunikation, dagdriver, gør det du bedst til, gå rundt i byen, i gader du kun kender på facader, hvor du gør dig tanker om andres liv, deres gøren og laden, hvor matte vinduer kigger ned med et tomt blik, på dig, alene fortabt og med ligegyldigheden, som følgesvend. Forlad det hele nye hjem, alle disse genstande der er en fodlænke, til det ellers frie levede liv, flygt ud i den monokultur vi så indbildsk kalder natur og lev, som skyggen udenfor samfundet og bevæg dig usynligt mellem de indbildte forestillede liv.)
Konvolutterne i plastposen dufter af fortid, de er adresseret til min mormor, fra min mor, som stor teenager skriver hun hjem, blot sytten år, indleder hun. Citat begynd; Kære mor, ja så jeg vel ankommet til Schweiz; du kan slet ikke forstille dig, hvor smukt her er, her er høje bakkeskråninger med skov, og skoven er jo i alle farver i øjeblikket, så du kan jo nok forstå, at her er smukt. Citat slut.
Jeg taster adressen ind i google maps og svæver over et ejendoms kvarter i Lucerne. Det lever ikke op til min forestilling, fremkaldt af teksten i brevene, tanken strejfer, at det jo også er fireoghalvtreds år siden og meget kan have ændret sig i den tid, men måske hun var pige i huset, hos en familie, der havde hjemme i et lejlighedskompleks med elevator.
På ryggen af arkivkassen står skrevet, Mormor, jeg falder i staver over det, stirre på den hvide kasse med mønstret af kvadrater inddelt af en tynd rød linje, med hul til en finger, der gør det let, at tage den ud af mængden i et reolsystem. Jeg hælder indholdet ud i en bunke; plastikchartek, postkort, et par rationeringsmærker fra 1950 til 250g smør og margarine. Et chartek indeholdende en dåbs og begravelsesattest, samt et gult linjeret a4, hendes sidste vilje, overskriften; Marts 1996. Et brunt stykke papir hvorpå der står, dåbsattest, med dobbelt a, fanger min umiddelbare interesse og tager indholdet ud, attesten er dateret 1928, familienavn; Madsen.
Kære Asta,
SvarSletEn boomerang kastet i fortiden har ramt sit bytte smerteligt.
Natmaden; ristet rugbrød med Tahini, rå løg, mozzarella i skiver, cherrytomater, krydret med salt og peber nydes stående til savnet af de der i mit liv er gået bort og de der er her endnu, men synes at være fjernt fra den sti mit liv er gået ud af.
Der ingen indretningsarkitekt gået tabt i mig, ej heller en rengøringskone eller ordensmenneske, men kaospilot derimod trives tilsyneladende uden nogen bekymring i sin vært; der ofte kigger sig omkring og gør sig tanker om at skabe et hjem, som flest vil kende til indenfor fire vægge, men dertil at få det gjort, er milevidt.
Du kunne være en hjælp, tænker jeg, til at gennemgå nogen af alle de sager, men mister pusten allerede ved de indledende tanker.
Du får ordene i stedet, en fortsættelse fra der hvor vi sidst slap; Frk. Madsen, som giftede sig Hansen og fik tre børn, hvoraf den ældste, et drengebarn hun oplevede gå bort ved egen hånd, som jeg ikke har forstået smerten af før nu, ved fundet af et håndskrevet brev, ved hendes døds- og begravelsesattest, dateret 19. december 1996 for bortgang og 23. december for jordpåkastelse.
Hun skriver.
“Tanker fra en mor!! Hvordan er det at have et voksent barn der er psykisk syg? (manio depressiv) Det er et mareridt for man er aldrig rolig, de fleste af ens tanker vender hele tiden tilbage til dig når man ikke lige har dig i nærheden, hvor er du? hvad laver du nu? og hvordan kan jeg hjælpe? Den maniske periode er nok den man som mor er mest nervøs for fordi den kan være meget voldsom og når den så er i forbindelse med alkohol forstærkes den yderligere måske med kriminelle eller andre voldsomme ting for at blive hørt.
Den syge prøver også hash og en enkelt gang lidt stærkere sager men vender tilbage til spiritussen og bliver til sidst alkoholiker, og så er det umuligt for ens læge at yde hjælp når der er spiritus i blodet, kan man ikke behandle med medicin og den syge er helt uden hjælp…”
Sådan indleder hun og billederne ruller rundt i hovedet, som åbningen af billardkugler i et spil pool. Et af dem, er det lykkedes at holde fast på, som dukker op igen og igen, over sommeren, efteråret og ved utallige øjeblikke, som i køkkenet, med natmaden i skæret af lyset, alene med stilheden.
Jeg rejser mig fra mit leje, søvnen har valgt ikke at overmande mig og lyset bringes frem af solen til sang af kvarterets fugle. Tøjet på stolen tages med på toilettet og iføres stille. Den kolde hane drejes og vandet fra den drikkes af hånden. Ansigtet vaskes og tænderne børstes. Morgenurin tømmes i kummen og støjen fra cisternen runger mens gummiskoene tages på og snøres til roen af de andres søvn. Hoveddøren åbnes og lukkes, trappen leder mig ned og ud i den morgenfriske luft hvor solens varme stråler møder mit ansigt og bare ben. Cyklen låses op og pedalen, min stigbøjle, sender mig afsted i bevægelse på tomme gader, som ligger åbne for et sommerferie eventyr.
SletUden retning drives cykelkæden rundt af mine tråd, hjulene spinner og styret drejes venstre og højre ned af navnløse gader, forbi en enkelt hundelufter, ned af kastanjealléen langs kirkegårdsmuren og ind i Akademiskoven, der omfavner mig med kølig luft og skygge mens den visker til mig fra bøgens lysegrønne kroner og dækkene hvæser under mig i gruset. Duften af løv og fugtig jord fylder min næse og fryd spredes i mit sind. Insekter sværmer i en solstråle i skovbunden. Et rådyr kigger op fra græsset i en lysning. Engen åbner sig og stien føres mellem indhegning over en lille bro med rislende vand under sig. Kvæg går med yveret fyldt og mulen i græsset. Bremsen trædes til cyklen stopper. En ræv har efterladt en fjerpragt på stien. Støjen fra drabet er for længst forstummet. Drøvtyggeren tager et langsomt skridt frem gennem græsset og endnu en mundfuld, med fascinerende ro, tygger den og løfter blikket op på mig. Hegnet tikker rytmisk og en summen af liv omgiver os. En skovsnegl trækker sit spor efter sig på vej over stien. Et vingesus trækker ind over os, ikke tilfældigt tænker jeg og kigger op, på storken, som i sin nysgerrighed på os, fløj lavt henover for at se os an og fortsatte på langs af skovkanten. I begejstring, trådte jeg i pedalerne og satte efter storken, af stien, som igen førte ind i skoven hvor den svingede venstre og styret fulgte og tempoet nu var drevet af storkens tilstedeværelse i nærheden på jagt efter frøer. Stien blev skåret over af asfalt, styret blev drejet venstre og Fægangen med sine træer lå bølget foran mig, som en tunnel af en allé, førte mine tråd dybt ind i. Ved et rødt gelænder hvor åen løb under vejen, var den så, storken, nu ikke ene og alene, men sammen med en ven eller veninde, midt i åen med vand langt op af deres tynde ben gik de og kiggede roligt ned på bunden. Motorstøj kom fjernt nærmere, en traktor med anhænger trillede larmende forbi og havde nær skubbet mig i åen. Da jeg igen kiggede ned i åen, var storkene allerede på vingerne langt ude over engen. I luften spredte sig en svag duft af morgenstund, der blev stærkere jo længere, afstanden i Fægangen blev tilbagelagt. Langs kolonihaverne mødte kaffen mig, der hang, som et Aladdins tæppe der bar mig hjem til mormor, som kunne høres pusle i køkkenet og duften af friske boller sneg sig ud af det åbentstående vindue. Trappen førte mig op og ind hvor morgenbordet var dækket, tog plads og sagde, jeg har set storken. Storken, spurgte hun, hvor? Nede ved åen! Det var nok bare hejren, du så, sagde hun. Nej det var storken. Havde den et orange næb og ben? spurgte hun. Der blev stille i køkkenet. Spis du nu en bolle, sagde hun og skubbede tallerkenen hen foran mig.
Kære Asta,
SvarSletNu mit leje i skovens bund er skiftet ud med en madras på et plankegulv, på først sal. Da kommer musen ikke længere tilfældig forbi i søgen efter varme og lidt mad. Gæssene med deres hvislende vinger lægger stadig til landing på det blanke vand i mosen, uden min iagttagelse og begejstring, når de i flok taler deres sprog mens de cirkler nedad, for at skøjte til landing og svømme talende rund mens de snadrer føde. Nattehimlen ligger ej heller blottet for mit øje og bålet kaster ikke sit lys til de flakkende skygger der danser mellem træernes stammer og sætter fantasien fri. Kulden trænger sig heller ej på, som en evig igangsætter, for at holde varmen. I stedet pusler livet omkring bag vægge, i rum, på trappen, på gaden, over gården og metroen buldre forbi, fyldt med mennesker, til og fra. Om man er det ene eller andet sted, vil savnet på et tidspunkt trænge sig på, med mindet om noget andet bedre.
Ud af det dukker billedet om dengang, vi i flok, en skoleklasse, hele Sorø Borger real Skole måske endda, gik gennem Akademi skoven, forbi flommen hvor skøjtende børn og voksende legede på isen, som min mor yndede at gøre, som en skøjte prinsesse wannabe og vi hånd i hånd, side om side i to rækker gik mod Sorø Kirke for at lytte til præstens forkyndelse og synge Grundtvigs salmer i juletræets skær, inden vi kunne gå hjem til vores forældre, vores familier, brødre og søstre, for sammen, at holde jul og ferie.
Det år ville det nok have været Fru. Hansen hvor duften af and eller flæskesteg, sneg sig ud af det på klem stående vindue, med rødkål, brunsovs og brunede kartofler. Den puslen, i lejligheden, med juletræ og duggede ruder, med kravlenisser og hendes arbejde i køkkenet satte scenen for illusionen de tidlige år, inden facaden, stille men roligt år for år begyndte at krakelere.
Hun fortsætter…
“Det endte med en grov kriminel handling som førte til fængsling og mentalundersøgelse og tilbage til et større fængsel hvor der var hårde kræfter inden for murene der styrede de svage, ikke helt uden hjælp fra nogen af ansatte af personalet og det førte desværre til forsøg på selvmord. Efter nogle dage på hospitalet endte han igen på en psykiatrisk lukket afd. hvor han blev fikseret og dermed følger af Serenace kuren som er meget hårdt og med mange bivirkninger når man skal ud af den igen. Jeg besøgte ham ikke i den periode da min store datter sagde jeg skulle lade være, da det sikkert ville virke nedværdigende at jeg skulle se ham i den situation.”
Nu stiger duften igen af flæskesteg og and fra ovne ud gennem vinduer der står på klem i andres hjem med andre familier med sorger og glæder, som ligger under træet pakket ind i illusionen om Jesu fødsel, som vil omfavne de, som er juleløse og søger hen vor der er fællesskaber og duften af jul, krammer de, som vælger, at bevæge sig ud.
Kære Asta,
SvarSletJeg steg ind i bussen og viste chaufføren mit rejsekort som fulgte med værnepligten og satte mig umiddelbart på det tomme sæde fremme med frit syn i køreretningen. Byen gled forbi i slowmotion. Den lave hastighed og de mange stop og start ud af byen fungerede som en vugge for en stor knægt der havde svært ved at holde sig vågen og døsede hen i drømmen om det virkelige paradis.
Villabyerne, de lå der igen og ventede ved havelågen til det store gule hus, på drengen med den lille røde schweizerkniv der ville åbne bundterne og folde aviser med reklamer til omdeling på Danmarks dyreste adresser. Han kiggede på sin lille kniv, med et blad og neglefil, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave og havde modtaget med posten fra sin onkel. Hvad mon han gik og lavede, tænkte han; hvorfor han ikke hørte noget fra ham og oplevede et savn i den opløsning han ikke forstod familien var ved at gennemgå. Han sad i nutiden og drømte tilbage på noget ikke så klart længere, men følelsen af at skulle tage det op og kigge på det syntes virkelig og så alligevel ikke; noget ambivalent noget modstridende. Det som en usynlig byrde på ryggen i en imaginær rygsæk, med et tomt indhold uden definition; alt det ikke artikulerede gennem opvæksten, som en barnets kopi af de voksne, en iagttagelse af dem, som levede deres liv uden at fortælle sandheden, eller om de problemer som foregik i kulissen og gjorde barnets virkelighed, til en anden end deres. Det virker som, at være efterladt i skyggen, med den intention at det ville være bedst for barnet. Hvor er det han er på vej hen i livet, hvad gør det overhovedet godt at skrive noget overhovedet, når det er at intet i ham trives og aldrig har gjort det. Er det bare hans lod at holde sig i live og iagttage alt og alle omkring sig gå i opløsning, mens tiden, siddende i sengen, voksen uden drømme længere og forsøge at finde ind til nerven af det, han egentligt ønsker at artikulere videre til verden, mens nytårsfyrværkeriet buldre mellem bygninger og intet længere er som det kunne have været, andet end en gentagelse af i går og i går en gentagelse af i forgårs. Det var et absurd kalejdoskop der drejede rundt for hans indre.
Jeg vågnede og tørrede savlen af hagen og kiggede mig omkring og rettede forvirringen ind i en orientering af omgivelserne og måtte sande jeg havde været væk et stykke tid og havde mistet muligheden for at kigge ind på den mytiske Herlufsholm Kostskole. Vi var på vej ned i dalen hvor åen løb under broen, på tværs af vejen og markerne stod med bondens afgrøder og kiggede op på solen. Kanoudlejningen lå på breden, med deres kanoer og ventede på, nogen skulle søsættes, som han havde gjort med min fætter et par gange i de tidlige år. Og vi sammen gjorde, som store teenagere med fisketænger, bål og den magiske nattehimmel med stjerner og de flygtige satellitter.
Chaufføren styrede den halv fulde bus ind omkring stationsbygningen hvor enkelte stod af og flere stod på inden den igen satte i gang med udsigt over søen, der lå og spejlede Akademiet i sig. Før busholdepladsen ved skolen, trykkede jeg stop, kiggede ud gennem vinduet på skolen og de brune barakker der hver rummede to klasser trin hvor mine første skoleår startede. Jeg blev siddende lidt og lod andre passagerer gå ud først og tænkte på den tid før busholdepladsen var til og fritidshjemmet endnu lå på hovedgaden og den nye kommune ikke skulle koste det gamle hus livet. Nu var der et helt nyt fritidshjem uden mine minder. Som det hele dog var forandret, tænkte jeg, rejste mig og gik ud i solen og blev mødt af trækronernes hvisken op langs det nye kompleks af vuggestue, børnehave og fritidshjem i et.
- Hej Casper, afbrød en stemme mig i min grublen, jeg vendte mig rundt, det var Dorthe. Hun var også vokset, pigen var blevet høj med former og bryster i smart tøj og sminke i ansigtet.
Slet- Hej Dorthe, jeg genkendte dig ikke, det længe siden.
- Ja, sagde hun, du blevet soldat.
- Ej, værnepligtig, soldat bliver jeg aldrig.
- Det noget værre noget med Peter hva’? fortsatte hun.
- Med Peter?
- Ja, det han gjorde nede i byen! Bankrøveriet, sagde hun, ved du ikke det?
- Jo, men jeg kender ikke detaljerne.
- Folk de snakker ved du nok, sagde hun, jeg synes det er synd for ham.
- Tak Dorthe, pas du på dig selv, vi ses.
- I lige måde Casper, sagde hun, hils din mormor.
Pludselig blev alle vinduer til øjne og alle øjne til stirrende bebrejdelser. Nu var forandringen af byen ikke kun på byggetomter i landskabet, nu var den flyttet ind i folks forestilling og bevidsthed om os også. Jeg åbnede døren til opgangen der duftede og lød som den plejede og holdt på minder fra tidligere år. Jeg stemte dørklokken og kiggede på navneskiltet på brevsprækken, mens jeg ventede på døren blev åbnet. Der lød en langsom puslen, sagte skridt, inden døren blev åbnet langsomt.
- Hej Casper er det dig, sagde hun, kom indenfor.
- Ja, det mig, hej mormor og tak..
Hun fortsætter..
“Der var også her et par plejere som ikke var særlig rare, og en overlæge som jeg fik indtryk af, ikke var klar over at det var et råb om hjælp.
Han blev udskrevet og hentet af sin far som var på en eller anden måde blevet udset som værge for ham, da jo var kommet ind under kriminalforsorgen og tvunget til antabusbehandling, og altså nu kunne komme i medicinsk behandling. Han blev sat af i sin lejlighed og hans far blev Ca. 15 min. hvorefter han kørte tilbage til København, der var ingen hjælp til indkøb af nogen slags og efter lang tids fravær var der intet mod hverken sult eller tørst. Efter Ca. en halv time kom han hjem til mig og blev et par dage, så fik vi købt lidt ind så han havde morgenmad og frokost, og kom så her og fik sin varme mad til aften og klarede det i en periode fint. Han rejste to gange om ugen til hospitalet og fik sin medicin + antabus. Han snød tre gange med antabussen, de to gange skete der ikke noget særligt, men tredje gang gik det galt.”
Kære Asta,
SvarSletJeg trådte ind i entréen, lukkede døren til opgangen, fulgte efter hende forbi badeværelset, hvor vi drenge engang lå og lurede gennem sprækken under døren da moster badede, og værelset, hun kaldte drengeværelset, hvor vi drenge plejede at sove, når vi var på besøg i de tidlige og stadig naive år.
Hun gik ind i køkkenet hvor hun placerede sig med albuerne på køkkenbordet og trak vejet med besvær iført sin jogging dragt og rakte ud efter en pose mentolbolsjer og rystede nogle stykker ud på bordet.
- Et bolsje, tilbød hun, og kiggede op på mig med et sort indsunket blik.
- Tak, sagde jeg, tog et par stykker og satte mig ned til stilheden af tidens gang fra det lille bornholmerur, der slog fra væggen i stuen. Ensomheden var tilstede og dominerede vores samvær.. Urets rytmiske slag blev højere og højere og forsvandt ind i mig, til skridt, på vej ud i fremtiden.
Et lavtryk med dets grå nuancer rullede ind over mig, lyset blev taget ud af den tidlige eftermiddag, vinden tog til og begyndte at brøle gennem gaderne. Enkelte cykler væltede ind over andre cykler og butiksskilte drættede omkuld. Poser, papir og blade blev kastet op fra fortorv og rendesten. Træer og buske stod og rystede deres kroner så løvet raslede af dem.
En enkelt dråbe varslede at vand var på vej. Himlen var dækket i et blygråt tæppe, der ikke kunne blive hængende uden at give efter. Luften var ladet med statisk elektricitet så håret rejste sig på hovedet af mig. Forberedelsen til trods, gav det et spjæt i mig da lynet slog ned og kortvarigt oplyste eftermiddagen, med et tordenskrald, der kunne mærkes i brystet. Nu blandede duften af svovl sig også i det dystopiske billede, som bragte nedbøren med sig. Min destination lå ude i horisonten, under det mørkeste himmel hav og vejen dertil førte gennem et umiddelbart helvede der på ingen tid, regnslaget tiltrods, havde gennemblødt mig. Der var kun en vej, det var frem, skridt for skridt mens jeg trøstede mig med et mentolbolsje og tordenen rullede truende hen over himmelen afbrudt af lyn der dirrede mellem himmeltæppet og landskabet.. En skikkelse kom til syne fra en sti og gestikulerede et goddag. Vi fulgtes et stykke op af en bakke inden han præsenterede sig..
- Goddag jeg er Holberg, sagde han, men de kan kalde mig Ludvig.
- Goddag Ludvig, jeg er Casper, svarede jeg og gav ham hånden.
- Casper, bare Casper, spurgte han, intet efternavn?
- Nej, intet efternavn, bare Casper.
- Nå, udbrød han, Casper uden efternavn! Hvor er de så på vej hen?
- På vej ind i fremtiden, sagde jeg.
- Fremtiden, interessant og så i det uvejr, svarede han og fortsatte. Jeg kommer fra fortiden, der må være gevaldige spændinger i nutiden.
- Ja mon ikke, lo jeg, det kan du have ret i.
Et lyn slog ned i kirken bag os, så kirkeklokken rungede i harmoni med tordenskraldet.
- Det var tæt på, sagde Ludvig og vendte sig rundt mod mig, velkommen til Tersløsegaard her bor jeg så..
- Tak, sagde jeg, belejligt med lidt husly. Og fulgte efter ham ind mellem to majestætiske piletræer gennem den dobbelte hoveddør han åbnede op. Der stod vi et stykke tid og kiggede ud på vinden, der rev i regnen og skyerne der drev lavt hen over kirken for foden af bakken, som blev oplyst af lynglimt og vi lyttede til glasset i vinduerne der klirrede til tordenskraldene.
- Heroppe er vi hævet over kirken, sagde Ludvig, og tættere på Gud.
- Tro du på Gud Casper? spurgte han.
- På Gud nej! svarede jeg, men Gud tror på os.
- På os, grinede Ludvig, den var god.
Med ét brød skyerne op og solen skinnede ned på Tersløsegaard og regnbuen stod i bro over kirken.
- Der fik Gud sørme en åbenbaring, grinede Ludvig endnu højere mens han gik gennem stuen og op af trappen til første sal. Hans latter og fodtrin forstummede og stilheden bredte sig til haven hvor fuglene var begyndt at kvidre og kom frem fra deres skjul. Jeg gik ud og ned af bakken forbi kirken ind til Dianalund.
I bycenteret var en kvinde betaget af min mundering i bomuldsskjorte, shorts og støvler, med rygsæk og guitar og notesblok i brystlommen.
Slet- Hvor er en omrejsende som dig på vej hen? spurgte hun.
- Jeg driver bare rundt, sagde jeg, det sommerferie!
- Nå, sagde hun, så kan du jo drive med mig hjem og overnatte på sofaen, som en rigtig coach-surfer.
- Nej tak, svarede jeg, det har jeg ikke lyst til.
Jeg bemærkede en mand, med mørkt hår og skæg, almindelig af statur, stå og iagttage os.
- Nå så det har du ikke lyst til! sagde hun, du ligner til forveksling Jesus, ved du godt det.
- Det har jeg fået skud i skoene før, sagde jeg, men jeg kan altså ikke frelse dig..
- Frelse mig, jeg skal ikke frelses, sagde hun, det dit lange hår og skægget der gør det..
- Kender du den mand der, spurgte jeg, som står og stirre på os ovre ved Bog og Ide?
- Har aldrig set ham før, sagde hun, han synes sikkert også du ligner Jesus..
- Bare det kun er det, sagde jeg, så der ingen grund til bekymring, tak for nu!
Jeg drejede rundt og gik ud af centeret over mod skoven for at brygge en kop kaffe og spise en bid mad. På en bænk, på en rasteplads i skovbrynet, pakkede jeg min frokost ud.
En schæferhund stod pludselig nogle meter fra mig med tungen hængende ud af munden og kiggede på mig.
- Hej med dig, sagde jeg, det min frokost.
Den begyndte at logre med halen og kom henimod mig. Den snusede undersøgende på afstand og satte sig og kiggede mod stien den var kommet af. En kvinde kom os i møde.
- Undskyld, sagde hun, han gør ikke noget.
- Det helt i orden, sagde jeg, jeg gør heller ikke noget. Jeg spiser bare lidt frokost og koger vand til kaffen.
Vi sludre lidt om løst og fast og hun stillede ind imellem de obligatoriske spørgsmål; hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede på disse kanter og hvor jeg var på vej hen. Jeg svarede på spørgsmålene og undlod at afsløre min faktiske gøren i Dianalund.
En bil med to mænd gjorde standsede på vejen da de fik øje på os, bakkede lidt, og kørte helt op til bænken.
- Jeg pakker lige min foldekniv væk, sagde jeg mens jeg iagttog de to mænd bag forruden i dialog.
- Hvad skal de mon herind for? spurgte hun.
- Det ikke godt at vide, sagde jeg, det forekommer mig at jeg er et besynderligt trækplaster.
Bilen blev sat i gear, de bakkede og kørte deres vej.
- Det var underligt, sagde hun, det var som om de kom på andre tanker da de så hunden.
Kvinden kiggede på mig og lagde hånden på hundens hoved, og manden fra Bog & Ide, cyklede henover rastepladsen.
- Der er noget metafysisk over det her, sagde jeg, manden på cyklen stod nede i centeret for et øjeblik siden og stirrede på mig mens jeg handlede.
- Det nok bare tilfældigt, sagde hun og studerede mig så øjnene rullede rundt i hovedet på hende.
- Det ikke for noget, sagde hun, men du ligner altså Jesus.
- Jesus, svarede jeg, hvis du siger det, så må der jo være noget om det.
- Hvad mener du, spurgte hun.
- Det har jeg fået af vide før, sagde jeg, senest af en kvinde i centeret da manden på cyklen stirrede på mig.
- Det kan være han også synes du ligner Jesus, sagde hun og lo, har du lyst til nogle småkager til kaffen.
Hun tog en pakke op af tasken og rakte den frem mod mig.
- Nu du allerede har stukket dem i hånden på mig, sagde jeg, vil jeg ikke sige nej; Tak!
Hun kiggede mig dybt i øjnene og trak et par skridt bagud og klappede hunden.
- Det var hyggeligt at tale med dig, sagde hun, tak for nu, pas på dig selv herude.
Jeg vinkede et farvel og kikkede på pakken med småkager mens hun gik med hunden. Olivias Butter Cookies, stod der på pakken.
- Casper, Casper, sagde hun og lagde sin rynkede hånd på min skulder, hvis du trænger til at sove kan du lægge dig ind på sofaen og tage tæppet over dig.
SletJeg vågnede ved den fjerne kalden og orienterede mig rundt i rummet. Køleskabet, det gule spisebord med voksduen, radioen der spillede lavt, “Du ringer vi spiller”, og det kvadratiske vindue med skoven og kolonihaverne som udsigt. Solen skinnede og himlen var blå, det lille batteridreven ur på væggen over radioen sagde fem. Mentolbolsjet, resterne af det, lå som en dårlig smag i munden og mit fokus blev rette mod vandhanen..
Jeg tog fat i hendes hånd og kiggede ind i hendes ulykkelige øjne, døden havde for alvor sat sig i karakter hos hende.
- Jeg skal lige have et glas vand, sagde jeg, men det kunne godt være vi burde tage en lur en times tid.
Jeg rejste mig og hun satte sig. Jeg lod vandet fra hanen løbe og tog et glas ud af skabet over køkkenbordet.
- Der er is i fryseren, sagde hun, kunne det ikke være dejligt i et glas vand.
- Jo, svarede jeg, det kunne det da bestemt.
Jeg åbnede først køleskabet, hylderne var tomme.
- Er du sulten, spurgte hun, jeg har kun lidt rugbrød med leverpostej og rødbede.
Jeg tog isen ud af fryseren og slog nogle terninger ud i glasset, holdt det hen under det rindende vand, slukkede grådigt tørsten, først en gang, anden gang lidt langsommere, tredje gang lod jeg isen afkøle vandet og satte mig overfor hende.
- Ja, jeg er faktisk lidt sulten, sagde jeg, er du sulten for ellers kan det vente.
- Jeg spiser ikke ret meget for tiden, sagde hun, men vi kan da godt vente til efter vores lur.
Jeg tog en slurk af det kolde vand og nød forfriskningen af det.
- Ahh det var dejligt med is i vandet, sagde jeg, så skønt som køligt vand slukker tørsten.
- Ja, der kan du bare se, sagde hun, læg du dig nu ind på sofaen så lægger jeg mig ind i sengen en times tid.
Hun fortsætter..
“(det skete ved at den der skulle give ham Antabussen var uopmærksom og han kunne nemt hælde det i vasken den enegang var det overlægen selv der var tilstede)
Men den tredje gang da det gik galt drak han en flaske Rødvin, og gik ned til Anna's mor og ville ind, hun havde gæster og så straks at han var beruset, og nægtede at lukke ham ind, han gik vred sin vej men kom tilbage og smed en sten gennem et vindue, hvorefter en af gæsterne gennembankede ham, og der blev ringet efter Politiet, de ringede også til mig, men hvad skulle jeg gøre. Jeg vidste ikke hvor de havde kørt min dreng hen, og regnede med at han fik lov til at sove rusen ud på P. Stationen, da jeg til middag ikke havde set ham ringede jeg til Politiet og spurgte hvor han var, og fik det svar at de havde afleveret ham på den lukkede afd.”
Kære Asta,
SvarSletDet lille bornholmerur, over den masive egetræsskænk, tikkede hypnotiserende. Det var trukket op. Hvem mon havde gjort det, tænkte jeg, havde hun selv formået det? Gardinerne hang som de plejede og vindueskarmen var grøn af planter. Døren til altanen stod på klem. Fjernsynet stod i hjørnet som det altid havde gjort, og sofaen jeg lå på, en trepersoners stod med kakkelbord, en topersoners sofa og den mest slidte af de tre, som matchede hinanden, lænestolen, som en øde ø, hvor hun havde siddet og ladet tiden gå til underholdning af Otto Leisner.
Loftet var dækket af parketstave, møblerne stod på væg til vægtæppe og landskabsmalerierne hang i guldramme over sofaerne. Alt var næsten som det plejede, havde det ikke været for tiden, som var gået, og vi børn, som løb uskyldigt og legede og blev serveret, hjemmelavede isvafler med regnbue is, flødeboller, flødeskum og syltetøj i sommerferien, var blevet voksne og kom ikke længere forbi. Livet var gået ind i en anden fase for os alle. Stuen, som engang rummede leben og samlede os omkring det store egetræsbord til højtider, dækket op med and, varm leverpostej, sprøde flæskesvær, rødbeder, rødkål, snaps, øl og vand, var nu blot minder, til tikken, af det lille bornholmerur på væggen.
- Sover du Casper, kaldte hun svagt fra sit soveværelse.
- Ja, svarede jeg.
- Hvad tænker du på, fortsatte hun efter en lille pause.
- Dit liv og morfar, sagde jeg.
Der blev stille, kun urets gang brød stilheden.
- Morfar, sagde hun - hvorfor tænker du på ham?
- Hvem er han, spurgte jeg og fortsatte, hvorfor har vi aldrig mødt ham?
-Hvorfor vil mor ikke se eller tale om ham, brød jeg igen roen.
Stilheden larmede, så selv uret i stuen, for en stund blev stille.
- Hvor mødte i hinanden, fortsatte jeg, hvornår blev i, i grunden gift? Ja, i blev vel gift, ikke?
Stilheden forblev stille, kun gardinet ved altandøren rørte på sig og blottede den stak spillekort, slidte i kanten, som altid lå der.
- Lægger du egentlig stadig kabale, spurgte jeg, og holdt vejret.
- Ja, det gør jeg når jeg har overskud, svarede hun.
- Har du overskud i dag, sagde jeg, så kan vi da lige få sådan en til at gå op, inden vi tager en bid mad.
- Ja, det kan vi godt, svarede hun, hvis du har lyst.
Sengen knirkede, da hun satte sig op med et suk.
Stilheden afslørede hendes kol og besværet hun havde, med at komme på benene. Hun bevægede sig langsomt og sagte bag den kvælende vejrtrækning.
- Hallo, Hallo, sagde en mand - mens han skubbede til mig.
SletTunnellens dyb forsvandt, mørk, agterud under metroens buldren. Ruden reflekterede kontrolløren, der skubbede.
- Har du en billet, spurgte han.
Jeg rakte mit rejsekort ud mod ham, han scannede det, jeg rejste mig til bippet, steg af en station for tidligt og gik det sidste stykke hjem.
Postnord-buddet trådte ud af opgangen, steg op på sin blå trehjulede el-ladcykel, kørte forbi mig, mod næste opgang.
Et langt skridt over dørtærskelen, forhindrede døren i at smække. Jeg satte nøglen i postkassen, så til min skræk, et brev fra et advokatkontor i Egtved, frankeret, Quickbrev. Det var et tykt og tungt brev i en rudekuvert. Jeg rev et hjørne af, stak en finger ind og åbnede det. Det var dateret den anden marts 2023. En linje fremhævet med ekstra tyk skrift, stak i øjnene, vedrørende et bo, efter Maren og Hans.
Hvem i alverden er Maren og Hans, tænkte jeg og bladrede gennem papirerne, fra Retten i Kolding og Rigsarkivet.
Det var nærmest volapyk af adresser, datoer, fødselsår, dødsår, navne og vielser. Børn, børenebørn og oldebørn, som strakte sig tilbage, til mine oldeforældre i det 19. århundrede.
Jeg var selv nævnt, som barn af niecen til Hans, som da måtte være min moders farbror, altså min morfars bror, som var min grandonkel og min mormors svoger.
Min grandonkel Hans blev født 1928 i Hald, Randers, som lillebro til Jens-Frederik, født 1926 i Hald, Kærby. Han blev borgerligt viet, til min mormor, Tove Minna, i København i 1949. Ægtefolk var de i tyve år og fik tre børn, inden de blev separeret i 1969 og skilt ved overpræsidiet i 1974.
Hun fortsætter..
Jeg ringede så afdelingen op og fik at vide de havde ham, og at han ikke ville komme hjem de første par dage, jeg fik også lov at
tale med ham selv, og han fortalte hvordan han var blevet mishandlet af en stor mand. Han havde to store blå øjne, en næse der ikke
havde det særligt godt og hans ribben varede det ca. et halvt år før de var normale
igen, han var ellers meget rolig men græd over det der var sket, og sagde jeg ikke skulle ringe nogen steder hen. Men næste morgen ringede
jeg alligevel og fik en meget kort samtale med overlægen, for at høre hvordan min dreng havde det. Han spurgte om jeg havde set ham og det kunne jeg benægte. Overlægen fortalte så hvordan han så ud, han havde sandelig fået mange smæk. Og jeg fornemmede at det frydede Hr. Overlæge.
Kære Asta,
SvarSletTelefonen ringede, trafikken gled i begge retninger, markiserne skyggede for blomsterne på rullereolerne jeg stod og vandede, i juli varmen, med vandpistolen monteret på vandslangen. Forbipasserende stoppede og kiggede på buketter og potteplanter. En kvinde i sandaler og en blomstret bikini rettede sig mod mig, med en potteplante i hver sin hånd.
- De her er altså knas tørre, sagde hun smilende, og trænger virkelig til noget vand.
Jeg rettede, unden tøven, vandstålen i hendes retning og gav bikinien det vand den bad om..
- Hvad fanden har du gang i, skreg hun og hoppede baglens.
Telefonen ringede fortsat. Kunder gik ind og ud af butikken. Ekspedienten, Rose, havde ikke i sinde at svare den. Jeg løftede blot vandpistolen lidt højere, så bikinien fik det vand, den havde bedt om.
- Stop for fanden, råbte hun og stak i løb med potteplanterne, sprang ind i en sort golf cabriolet til veninderne og kørte af sted i bedste Bonnie and Clyde stil, med deres udbyttet.
Jeg rettede vandpistolen mod kørebanen og trykkede hanen i bund.
- IDIOT, råbte de i kor, da de kørte forbi, grinende med Beach Boys i CD-afspilleren, mens et par stykker flashede patter og røv af mig.
- Casper, råbte Rose, gider du ikke nok svare telefonen!
Jeg smed vandpistolen på fortorvet og løb ud i baglokalet.
- Det er Blomster pavillonen, svarede jeg, hvad kan jeg hjælpe dem med..
- Bip bip bip, lød det fra røret.
Jeg gik ind i butikken, der var fuld af kunder og alt for høj luftfugtighed og Rose, der ellers tog det med ro, så ud til at være lige ved at koge over.
- Rose, sagde jeg, kan jeg gøre noget for dig?
- Ja, vil du ik’ nok løbe hen i Skjold Burne og hente en Jack Daniels og en pose is, sagde hun, og få det skrevet på regningen.
- Jo da, svarede jeg.
- Og Casper, sagde hun.
- Ja, svarede jeg spørgende.
- Du skal ikke sprøjte vand på kunderne igen vel, forsatte hun.
- Bikinien bad selv om det, sagde jeg på vej ud af døren, så hvis ingen igen beder mig om vand, så gøre jeg det selvfølgelig ikke igen.
- Vandslangen, råbte hun, skal ikke ligge på fortorvet..
Jeg samlede vandpistolen op, rullede vandslangen på stativet og slukkede vandhanen på siden af bygning.
På modsatte side, af Strandvejen, dukkede mormor op med familiehunden Soffie, af en sidevej. Hun hev gentagende gange voldsomt i hundesnoren, de standsede og hun tog fat i halsbåndet med venstre hånd og med hundesnoren, i højre hånd, slog hun gentagende gange Soffie’s rygstykker og bagdel.
Jeg satte mig ned, på stolen, ved det massive egetræsbord, iagttog hende tage kortene frem fra vindueskarmen, sætte sig overfor mig og begynde at blande dem.
- Hvad tænker du på, spurgte hun.
- Hvem der i grunden trækker dit lille bornholmerur op, sagde jeg.
Hun slog bunken af kort, på højkant, mod dugen og samlede dem i venstre hånd og fordelte dem, garvet, som en gammel poker dealer med sin kronisk syge hånd, med “dupuytrens kontraktur”.
- Så kender jeg dig igen, sagde jeg, du mangler bare en grøn Cécil i mundvigen og glasaskebægeret ved din side.
Hun løftede blikket fra kortene, kiggede på mig og grinte.
- Du kan lige hente posen med mentolbolcher i køkkenet, sagde hun og fortsatte med at lægge kortene til sin syv kabale.
SletI køkkenet spillede radioen stadig sagte, “De ringer vi spiller”, Jørn Hjorting havde en lytter i røret.
- Vi har jo også en Frk. Klokken, at tænke på, sagde han.
Jeg stoppede et par mentolbolcher i munden, tændte for vandhanen og lod vandet løbe, fyldte et par glas og gik ind i stuen igen.
- Du, Frk. Klokken, sagde jeg, hvem trækker i grunden dit lille bornholmerur op?
- Det gør Jørn Hjorting, svarede hun med et grin og fortsatte, den her kable går ikke op.
- Så må du lægge en til, sagde jeg.
- Det tror jeg ikke jeg har energi til, svarede hun og tog et mentolbolche og skyllede lidt vand rundt i munden med det, og fortsatte, det gør jeg selv når jeg har energi, ellers får jeg mine gæster eller nabo til at gøre det.
- Så skal jeg måske trække det op, sagde jeg, hvor er nøglen?
- Den ligger i bunden af uret, sagde hun og delte kortene endnu engang.
- Det gør den ikke, sagde jeg og følte efter i krogene.
- Nå, gør den ikke, sagde hun og stak hånden i lommen på morgenkåben.
- Så ved jeg ikke hvor den er, sagde hun, mens hun rykkede rundt og vendte kort og suttede på sit mentolbolche.
Hun fortsætter..
Jeg spurgte om det ikke var ulovligt
selv at afstraffe, men fik ikke noget
svar, sikkert fordi antabustilsynet
havde svigtet.
Han kom hjem efter ca. 10 dage, med solbriller på og ondt i sine ribben.
Et polititilhold om ikke at komme i nærheden af Anna’s mor, men Anna måtte han godt se, og så fik han en
forlængelse under kriminalforsorgen.
Der var sket en mærkbar forandring med
ham, han var blevet mere deprimeret og
meget angst, der kom også korte
perioder med mani dog uden det skadede
andre end ham selv, det var ligesom om
det var gået op for ham at han aldrig
ville blive rask igen.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet