vel det beste digt hvis man rød i hovedet, ud af vuggen, har tømmermænd, virkelig store tømmermænd!

ud af vuggen uendeligt gyngende 

vi kommer ind lige der hvor jeget just er blevet født, ud af vuggen uendeligt gyngende og har vandret alene på bare fødder ned fra den bygede solring ud af krat af roser og brombær og begynder at suge til sig

skin! skin! skin!
hæld din varme ned, store sol!
mens vi basker, vi to sammen.

to sammen!
vinden i syd eller vinden fra nord,
dagen så hvid eller dagen så sort,
hjemme, eller floder og bjerge derhjemmefra,
mens vi to holder sammen.

indtil pludselig,
måske dræbt uden magen vidste det
en formiddag hunnen ikke krøb sammen på reden
ej heller kom tilbage om eftermiddagen, eller næste dag
eller nogensinde.

og fra da af hele sommeren i havets brus,
og om natten under fuldmånen i roligt vejr,
henover havets hæse bølgen,
eller smuttende fra rosenbusk til rosenbusk,
så jeg, hørte jeg med mellemrum til den tilbageblevne, hannen,
den ensomme gæst fra Alabama.

blæs! blæs! blæs!
blæs vinde fra havet op langs Paumanoks kyst;
jeg venter, jeg venter til I blæser min mage til mig.

Ja, når stjernerne glitrede,
hele natten lang på toppen af en mos-tunget pæl,
næsten nede mellem de skridende bølger,
sad den ensomme sanger og kaldte vidunderlige tårer frem.
han kaldte på sin mage,
han udgød betydninger som jeg ene blandt alle forstod.

Ja min broder jeg forstår,
de andre måske ikke, men jeg har besvaret hver tone,
for mer end een gang gled jeg tyst ned til bredden,
undgik månens stråler, gik i et med skyggerne,
husker nu de dunkle former, ekko, lyde og syner, hver enkel i sin art,
de hvide arme ude i brændingen som kasted sig utrætteligt frem,
jeg, med bare fødder, et barn, med blæsten i håret,
lytted længe, længe.

Lytted for at bevare, for at synge, for nu at oversætte de toner
og følge dig min broder.

dulm! dulm! dulm!
tæt over sin bølge dulmer bølgen bagved,
og atter den næste omfavner og slikker, alle så tæt,
men min kærlighed dulmer ej mig, ej mig.

Lavt hænger månen, stod sent op,
den synker - å jeg tror den er tung af kærlighed,
kærlighed.
å vildt støder havet ind imod land,
af kærlighed, kærlighed.

Å nat! ser jeg ikke min elskede flagre derude
i brændingen?
hvad er den lille sorte ting jeg ser der i det hvide?

højt! højt! højt!
højt kalder jeg mod dig, min elskede!

høj og klart skyder jeg stemmen ud over bølgerne,
du må da forstå hvem der er her, er her,
du må vide hvem jeg er, min elskede.

lavt-hængende måne!
hvad er den tågede plet på din brungule flade?
å det er min mages form, hendes form!
å måne hold hende ikke væk fra mig længere.

land! land! å land!
hvad vej jeg end vender mig, å jeg tror du kunne gi mig
min mage igen hvis du ville,
for jeg er næsten sikker på jeg ser hende tåget hvor end
  jeg ser hen.

å stigende stjerner!
måske den jeg begærer så højt vil stige, vil stige med
  nogen af jer!

å strube! å dirrende strube!
lyd klarere gennem atmosfæren!
gennemtræng skovene, jorden,
lyttende et sted for at opfange dig må hun være som
  jeg begærer!

ryst sange ud!
ensomme her, nattens sange!
sange om ensom kærlighed! dødens sange!
sange under den synkende, gule, aftagende måne!
å under den måne hvor hun falder næsten ned i havet!
å ubesindigt fortvivlede sange!

men stille! synk lavt!
stille! lad mig blot mumle,
og vent du et øjeblik sløret-støjende hav,
for jeg synes jeg hører min mage svare et sted,
så svagt, jeg må være stille, stille og lytte,
men ikke helt stille for så kommer hun måske ikke
   til mig straks.

herhen min elskede!
her er jeg! her!
med denne næsten uhørlige tone melder jeg mig,
den blide kalden er til dig min elskede, til dig.

lad dig ikke narre andetstedshen,
det dér er vindens hvinen og ikke min stemme,
det dér er bølgesprøjtets blafren, blafren,
det dér er bladets skygger.

å mørke! å forgæves!
å jeg er meget syg og sorgfuld.
å brune glorie på himlen nær ved månen, som falder
   ned i havet!
å ængstelige genspejling i havet!
å strube! å hamrende hjerte!
og jeg synger nyttesløst, nyttesløst hele natten.

å fortid! å lykkelige liv! å glædesange!
i luften, i skoven, over markerne,
elsket! elsket! elsket! elsket! elsket!

men min mage ej mere hos mig, hos mig!
vi to sammen ej mere.

arien synkende
alt andet fortsatte, stjernerne skinnede,
vinden blæste, fuglesangens ekko blev ved,
vredt og ustandeligt jamrede den strenge gamle moder,
i sandet på Paumanoks kyst det grå og raslende,
den gule halvmåne blev større, sank, fald, rørte næsten havets
   ansigt,
drengen ekstatisk, bølgerne legede med hans bare fødder,
   vinden med hans hår,
kærligheden længe spærret ind i hjertet, nu løsnet, nu omsider
   tumlende ud,
ariens mening, ørene, sjælen, hastigt bundfældet,
de underlige tårer løb ned af kinderne,
samtalen dér, denne trio, hvert ord,
undertonen, den hedenske gamle moders, som ustandseligt
   græd,
i dump takt til drengens sjæls spørgsmål, en druknet
   hemmelighed hvæsende,
til den begyndende digter,

Dæmon eller fugl! (sagde drengens sjæl,)  
er det sandt at du synger mod din mage? eller er det egentlig
   til mig?
for jeg som var et barn og min tunges brug sov, nu har jeg
   hørt dig,
nu på et øjeblik forstår jeg hvad jeg er til for, jeg vågner,
og allerede tusind sangere, tusind sange, klarere, højere, mere
   sorgfulde end din,
tusind trillers ekko er vågnet til liv i mig og skal aldrig dø.
å du ensomme sanger, syngende for dig selv, projicerende mig,
å ensomme jeg som lytter, aldrig mer skal jeg holde op med at
   fortsætte dig,
aldrig mer skal jeg undslippe, aldrig mer skal genlyd,
aldrig mer skal råb af utilfredstillet kærlighed være borte fra
   mig,
aldrig igen forlade mig og være det fredfyldte barn jeg var før
   det der dér i natten,
ved havet under den gule og synkende måne,
hvad budbringeren dér vakte, ilden, det søde helvede herinde,
den ukendte drift, skæbnen i mig.
å giv mig ledetråden! (den lurer i natten her et sted)
å om jeg så skal have så meget, så lad mig få mere!

et ord da, (for jeg vil erobre det,)
det endelige ord, det højeste af alle,
dybt, sendt op - hvad er det - jeg lytter;
hvisker i det, og har i gjort det hele tiden, bølger?
er det det som kommer fra jeres flydende rande og våde sand

hvortil det svarede, havet
uden at tøve, uden at haste,
hviskede til mig gennem natten, og meget klart før daggry,
læspede til mig det lave og dejlige ord død,
og igen død, død, død, død,

hvæsende melodisk, hverken som fuglen eller som mit vakte
barnehjerte
men kantende sig nær, som privat til mig, raslende ved mine
fødder
krybende derfor støt op til mine ører og tvættende mig blidt
overalt,
død, død, død, død, død.

hvilket jeg ikke skal glemme,
men blande min dunkle dæmon og broders sang,
som han sang til mig i månelysets på Paumanoks grå strand,
med de tusind svarende sange tilfældigt,
mine egne sange som vågned i den stund,
og sammen med dem nøglen, ordet op fra bølgerne,
ordet fra den skønneste sang af alle sange,
det stærke og dejlige ord som, krybende op til min fod,
(eller som en gammel morlil der gynger vuggen, svøbt i søde
klæder, og bøjer sig til side).
havet hviskede til mig. 
  

digtet er af walt whitman, fra 1859 og oversættelsen her står  i 'det amerikanske' af poul borum