vågnet fra et mareridt hvor jeg sad med tre meget grove mænd på en kro og skiftevis røg smøger bekendte med at een af dem var en bombe. vi prøvede for hver vores part at slå hinanden ihjel. den egentlige alvor udspillede sig i et værelse oven på jeg havde forladt. min mor dør, det sker i alle mine mareridt.
så vågnede jeg og var for bange for at sove til at prøve igen. har set at billedet af skytsenglen er faldet ned. det er et lille billede, det ligger på andreas hovedpude nu, tør ikke røre ved det. må have været vågen een til gang i nat for jeg har haft denne her samtale før.
jeg har ellers lige haft en periode på et par måneder hvor jeg ikke har haft mareridt. inden da, den hidtil længste periode, var det hver nat i månedsvis. nu har det været hver dag denne uge.
det er en plage men jeg er blevet rolig mens jeg har skrevet det her, så nu vil jeg prøve at sove igen.
27. februar 2013
nu har jeg i lang tid forsøgt at redigere en meget lang optagelse af min fifahånd. den er ellers NASTY men jeg kan fame ik finde ud af at klippe.
den underlige nyhed er at jeg altid vinder i fifa, hvis jeg spiller mod nogen jeg elsker, ellers aldrig.
et billede fra forleden hvor jeg fik set den største musling jeg nogensinde har set, men jeg kunne ikke få den skarp
og så var der dengang jeg stod i min stue i den grelleste guldkjole. alt det guld man har. sløv porno. sløv. sløv.
suk
SUK
jeg er blevet tohundrede år gammel siden jeg sidst vidste hvad jeg havde gang i.
jeg er total blank.
har afleveret et manuskript nu, eller sendt et per mail. det er meget frustrerende ik at ha min lille ven at splitte ad idag nu jeg har siddet med det hele tiden.
hvem vil SLÅS????
åh jo
dette billede af eminem
jamen se de to, hvor de kigger.
flirts.
og hvis en flue så så på en landsby, så ville den se den sådan her
den underlige nyhed er at jeg altid vinder i fifa, hvis jeg spiller mod nogen jeg elsker, ellers aldrig.
et billede fra forleden hvor jeg fik set den største musling jeg nogensinde har set, men jeg kunne ikke få den skarp
og så var der dengang jeg stod i min stue i den grelleste guldkjole. alt det guld man har. sløv porno. sløv. sløv.
suk
SUK
jeg er blevet tohundrede år gammel siden jeg sidst vidste hvad jeg havde gang i.
jeg er total blank.
har afleveret et manuskript nu, eller sendt et per mail. det er meget frustrerende ik at ha min lille ven at splitte ad idag nu jeg har siddet med det hele tiden.
hvem vil SLÅS????
åh jo
dette billede af eminem
jamen se de to, hvor de kigger.
flirts.
og hvis en flue så så på en landsby, så ville den se den sådan her
25. februar 2013
21. februar 2013
det har været en sød og øm dag. jeg har ingen arbejdsmoral. solskin.
for mange år siden fik jeg en ekstra diagnose. jeg kan ikke engang huske hvad det hedder, men det kan måles med en simpel eegscanning.
sagen er at jeg drømmer mens jeg er vågen. det forekommer ved træthed, også mild træthed. man sover målbart ikke, man har kropskontrol og kan bevæge sig, også det vågent refleksive nivo, men man drømmer.
i går aftes fx satte det ind med sådan en underlig fuldendt sløjfe.
en aflang ballon dannede et bålleå dannede mette frederiksens ansigt.
det blev ved og ved. jeg ser altid tv om aftenen, så uangagerende som muligt for at jeg kan falde i søvn, jeg koncentrerer mig helt vildt om stemmerne. sådan helt lydligt, hvaffor nogle former ordene gir, hvordan det bevæger sig.
for tiden ser jeg fx en elendig krimi der hedder castle. de to hovedpersonen har villet ha sex siden første afsnit, de har vågnet i en dobbeltseng forbundet af håndjern, de har ligget i et bagagerum uden mulighed for at komme ud og lagt op men de har ikke haft sex før nu, første afsnit af femte sæson. nu er de så i et forhold, det blir noget bøvl.
jeg ser også masterchef på tv3. 42 kendte, ti uger, en vinder. det er en meget lang øvelse i italesættelse, hvad tænkte du da det viste sig at din is ikke var fuldt nedkølet, hvad tænkte du da du fandt ud af at naser khader havde puttet hvidløg i dejen. hvad tænkte du så da det viste sig at hvidløget i dejen når det kom på panden karameliserede på en rigtig lækker måde.
nu har jeg kommet i buisness med at være tv-anmelder på information. det er ikke så godt for programmernes evne til at lulle mig ind i sådan en bizar lyd og formstrøm som gør godt om natten. ligger og hører efter ordene i stedet. men ellers er det sjov.
der er blevet bygget et hus i gaden, efter at et andet hus brændte ned, det har taget mig evigheder at regne ud at det er på grund af det, fordi der er små huller i det bronzelignende materiale der er husets ydre, at det er begyndt at pibe og skære blidt om natten. i en periode havde jeg forsonet mig den forklaring, selv om jeg aldrig troede på det rigtigt, at en af vores naboer var begyndt at spille på glas. i en anden periode havde jeg forsonet mig med den forklaring at jeg var blevet sindssyg. I en anden periode havde jeg forsonet mig med den forklaring at det var et varsel om langt værre tider. alt ville pibe og kravle.
overhører, når jeg sidder på toilettet, underboen instruere en håndværker i, hvordan han ønsker sig sit toilet skal se ud. det skal bare være polished, helt hvidt.
for mange år siden fik jeg en ekstra diagnose. jeg kan ikke engang huske hvad det hedder, men det kan måles med en simpel eegscanning.
sagen er at jeg drømmer mens jeg er vågen. det forekommer ved træthed, også mild træthed. man sover målbart ikke, man har kropskontrol og kan bevæge sig, også det vågent refleksive nivo, men man drømmer.
i går aftes fx satte det ind med sådan en underlig fuldendt sløjfe.
en aflang ballon dannede et bålleå dannede mette frederiksens ansigt.
det blev ved og ved. jeg ser altid tv om aftenen, så uangagerende som muligt for at jeg kan falde i søvn, jeg koncentrerer mig helt vildt om stemmerne. sådan helt lydligt, hvaffor nogle former ordene gir, hvordan det bevæger sig.
for tiden ser jeg fx en elendig krimi der hedder castle. de to hovedpersonen har villet ha sex siden første afsnit, de har vågnet i en dobbeltseng forbundet af håndjern, de har ligget i et bagagerum uden mulighed for at komme ud og lagt op men de har ikke haft sex før nu, første afsnit af femte sæson. nu er de så i et forhold, det blir noget bøvl.
jeg ser også masterchef på tv3. 42 kendte, ti uger, en vinder. det er en meget lang øvelse i italesættelse, hvad tænkte du da det viste sig at din is ikke var fuldt nedkølet, hvad tænkte du da du fandt ud af at naser khader havde puttet hvidløg i dejen. hvad tænkte du så da det viste sig at hvidløget i dejen når det kom på panden karameliserede på en rigtig lækker måde.
nu har jeg kommet i buisness med at være tv-anmelder på information. det er ikke så godt for programmernes evne til at lulle mig ind i sådan en bizar lyd og formstrøm som gør godt om natten. ligger og hører efter ordene i stedet. men ellers er det sjov.
der er blevet bygget et hus i gaden, efter at et andet hus brændte ned, det har taget mig evigheder at regne ud at det er på grund af det, fordi der er små huller i det bronzelignende materiale der er husets ydre, at det er begyndt at pibe og skære blidt om natten. i en periode havde jeg forsonet mig den forklaring, selv om jeg aldrig troede på det rigtigt, at en af vores naboer var begyndt at spille på glas. i en anden periode havde jeg forsonet mig med den forklaring at jeg var blevet sindssyg. I en anden periode havde jeg forsonet mig med den forklaring at det var et varsel om langt værre tider. alt ville pibe og kravle.
overhører, når jeg sidder på toilettet, underboen instruere en håndværker i, hvordan han ønsker sig sit toilet skal se ud. det skal bare være polished, helt hvidt.
16. februar 2013
vel det beste digt hvis man rød i hovedet, ud af vuggen, har tømmermænd, virkelig store tømmermænd!
ud af vuggen uendeligt gyngende
vi kommer ind lige der hvor jeget just er blevet født, ud af vuggen uendeligt gyngende og har vandret alene på bare fødder ned fra den bygede solring ud af krat af roser og brombær og begynder at suge til sig
skin! skin! skin!
hæld din varme ned, store sol!
mens vi basker, vi to sammen.
to sammen!
vinden i syd eller vinden fra nord,
dagen så hvid eller dagen så sort,
hjemme, eller floder og bjerge derhjemmefra,
mens vi to holder sammen.
indtil pludselig,
måske dræbt uden magen vidste det
en formiddag hunnen ikke krøb sammen på reden
ej heller kom tilbage om eftermiddagen, eller næste dag
eller nogensinde.
og fra da af hele sommeren i havets brus,
og om natten under fuldmånen i roligt vejr,
henover havets hæse bølgen,
eller smuttende fra rosenbusk til rosenbusk,
så jeg, hørte jeg med mellemrum til den tilbageblevne, hannen,
den ensomme gæst fra Alabama.
blæs! blæs! blæs!
blæs vinde fra havet op langs Paumanoks kyst;
jeg venter, jeg venter til I blæser min mage til mig.
Ja, når stjernerne glitrede,
hele natten lang på toppen af en mos-tunget pæl,
næsten nede mellem de skridende bølger,
sad den ensomme sanger og kaldte vidunderlige tårer frem.
han kaldte på sin mage,
han udgød betydninger som jeg ene blandt alle forstod.
Ja min broder jeg forstår,
de andre måske ikke, men jeg har besvaret hver tone,
for mer end een gang gled jeg tyst ned til bredden,
undgik månens stråler, gik i et med skyggerne,
husker nu de dunkle former, ekko, lyde og syner, hver enkel i sin art,
de hvide arme ude i brændingen som kasted sig utrætteligt frem,
jeg, med bare fødder, et barn, med blæsten i håret,
lytted længe, længe.
Lytted for at bevare, for at synge, for nu at oversætte de toner
og følge dig min broder.
dulm! dulm! dulm!
tæt over sin bølge dulmer bølgen bagved,
og atter den næste omfavner og slikker, alle så tæt,
men min kærlighed dulmer ej mig, ej mig.
Lavt hænger månen, stod sent op,
den synker - å jeg tror den er tung af kærlighed,
kærlighed.
å vildt støder havet ind imod land,
af kærlighed, kærlighed.
Å nat! ser jeg ikke min elskede flagre derude
i brændingen?
hvad er den lille sorte ting jeg ser der i det hvide?
højt! højt! højt!
højt kalder jeg mod dig, min elskede!
høj og klart skyder jeg stemmen ud over bølgerne,
du må da forstå hvem der er her, er her,
du må vide hvem jeg er, min elskede.
lavt-hængende måne!
hvad er den tågede plet på din brungule flade?
å det er min mages form, hendes form!
å måne hold hende ikke væk fra mig længere.
land! land! å land!
hvad vej jeg end vender mig, å jeg tror du kunne gi mig
min mage igen hvis du ville,
for jeg er næsten sikker på jeg ser hende tåget hvor end
jeg ser hen.
å stigende stjerner!
måske den jeg begærer så højt vil stige, vil stige med
nogen af jer!
å strube! å dirrende strube!
lyd klarere gennem atmosfæren!
gennemtræng skovene, jorden,
lyttende et sted for at opfange dig må hun være som
jeg begærer!
ryst sange ud!
ensomme her, nattens sange!
sange om ensom kærlighed! dødens sange!
sange under den synkende, gule, aftagende måne!
å under den måne hvor hun falder næsten ned i havet!
å ubesindigt fortvivlede sange!
men stille! synk lavt!
stille! lad mig blot mumle,
og vent du et øjeblik sløret-støjende hav,
for jeg synes jeg hører min mage svare et sted,
så svagt, jeg må være stille, stille og lytte,
men ikke helt stille for så kommer hun måske ikke
til mig straks.
herhen min elskede!
her er jeg! her!
med denne næsten uhørlige tone melder jeg mig,
den blide kalden er til dig min elskede, til dig.
lad dig ikke narre andetstedshen,
det dér er vindens hvinen og ikke min stemme,
det dér er bølgesprøjtets blafren, blafren,
det dér er bladets skygger.
å mørke! å forgæves!
å jeg er meget syg og sorgfuld.
å brune glorie på himlen nær ved månen, som falder
ned i havet!
å ængstelige genspejling i havet!
å strube! å hamrende hjerte!
og jeg synger nyttesløst, nyttesløst hele natten.
å fortid! å lykkelige liv! å glædesange!
i luften, i skoven, over markerne,
elsket! elsket! elsket! elsket! elsket!
men min mage ej mere hos mig, hos mig!
vi to sammen ej mere.
arien synkende
alt andet fortsatte, stjernerne skinnede,
vinden blæste, fuglesangens ekko blev ved,
vredt og ustandeligt jamrede den strenge gamle moder,
i sandet på Paumanoks kyst det grå og raslende,
den gule halvmåne blev større, sank, fald, rørte næsten havets
ansigt,
drengen ekstatisk, bølgerne legede med hans bare fødder,
vinden med hans hår,
kærligheden længe spærret ind i hjertet, nu løsnet, nu omsider
tumlende ud,
ariens mening, ørene, sjælen, hastigt bundfældet,
de underlige tårer løb ned af kinderne,
samtalen dér, denne trio, hvert ord,
undertonen, den hedenske gamle moders, som ustandseligt
græd,
i dump takt til drengens sjæls spørgsmål, en druknet
hemmelighed hvæsende,
til den begyndende digter,
Dæmon eller fugl! (sagde drengens sjæl,)
er det sandt at du synger mod din mage? eller er det egentlig
til mig?
for jeg som var et barn og min tunges brug sov, nu har jeg
hørt dig,
nu på et øjeblik forstår jeg hvad jeg er til for, jeg vågner,
og allerede tusind sangere, tusind sange, klarere, højere, mere
sorgfulde end din,
tusind trillers ekko er vågnet til liv i mig og skal aldrig dø.
å du ensomme sanger, syngende for dig selv, projicerende mig,
å ensomme jeg som lytter, aldrig mer skal jeg holde op med at
fortsætte dig,
aldrig mer skal jeg undslippe, aldrig mer skal genlyd,
aldrig mer skal råb af utilfredstillet kærlighed være borte fra
mig,
aldrig igen forlade mig og være det fredfyldte barn jeg var før
det der dér i natten,
ved havet under den gule og synkende måne,
hvad budbringeren dér vakte, ilden, det søde helvede herinde,
den ukendte drift, skæbnen i mig.
å giv mig ledetråden! (den lurer i natten her et sted)
å om jeg så skal have så meget, så lad mig få mere!
et ord da, (for jeg vil erobre det,)
det endelige ord, det højeste af alle,
dybt, sendt op - hvad er det - jeg lytter;
hvisker i det, og har i gjort det hele tiden, bølger?
er det det som kommer fra jeres flydende rande og våde sand
hvortil det svarede, havet
uden at tøve, uden at haste,
hviskede til mig gennem natten, og meget klart før daggry,
læspede til mig det lave og dejlige ord død,
og igen død, død, død, død,
hvæsende melodisk, hverken som fuglen eller som mit vakte
barnehjerte
men kantende sig nær, som privat til mig, raslende ved mine
fødder
krybende derfor støt op til mine ører og tvættende mig blidt
overalt,
død, død, død, død, død.
hvilket jeg ikke skal glemme,
men blande min dunkle dæmon og broders sang,
som han sang til mig i månelysets på Paumanoks grå strand,
med de tusind svarende sange tilfældigt,
mine egne sange som vågned i den stund,
og sammen med dem nøglen, ordet op fra bølgerne,
ordet fra den skønneste sang af alle sange,
det stærke og dejlige ord som, krybende op til min fod,
(eller som en gammel morlil der gynger vuggen, svøbt i søde
klæder, og bøjer sig til side).
havet hviskede til mig.
digtet er af walt whitman, fra 1859 og oversættelsen her står i 'det amerikanske' af poul borum
ud af vuggen uendeligt gyngende
vi kommer ind lige der hvor jeget just er blevet født, ud af vuggen uendeligt gyngende og har vandret alene på bare fødder ned fra den bygede solring ud af krat af roser og brombær og begynder at suge til sig
skin! skin! skin!
hæld din varme ned, store sol!
mens vi basker, vi to sammen.
to sammen!
vinden i syd eller vinden fra nord,
dagen så hvid eller dagen så sort,
hjemme, eller floder og bjerge derhjemmefra,
mens vi to holder sammen.
indtil pludselig,
måske dræbt uden magen vidste det
en formiddag hunnen ikke krøb sammen på reden
ej heller kom tilbage om eftermiddagen, eller næste dag
eller nogensinde.
og fra da af hele sommeren i havets brus,
og om natten under fuldmånen i roligt vejr,
henover havets hæse bølgen,
eller smuttende fra rosenbusk til rosenbusk,
så jeg, hørte jeg med mellemrum til den tilbageblevne, hannen,
den ensomme gæst fra Alabama.
blæs! blæs! blæs!
blæs vinde fra havet op langs Paumanoks kyst;
jeg venter, jeg venter til I blæser min mage til mig.
Ja, når stjernerne glitrede,
hele natten lang på toppen af en mos-tunget pæl,
næsten nede mellem de skridende bølger,
sad den ensomme sanger og kaldte vidunderlige tårer frem.
han kaldte på sin mage,
han udgød betydninger som jeg ene blandt alle forstod.
Ja min broder jeg forstår,
de andre måske ikke, men jeg har besvaret hver tone,
for mer end een gang gled jeg tyst ned til bredden,
undgik månens stråler, gik i et med skyggerne,
husker nu de dunkle former, ekko, lyde og syner, hver enkel i sin art,
de hvide arme ude i brændingen som kasted sig utrætteligt frem,
jeg, med bare fødder, et barn, med blæsten i håret,
lytted længe, længe.
Lytted for at bevare, for at synge, for nu at oversætte de toner
og følge dig min broder.
dulm! dulm! dulm!
tæt over sin bølge dulmer bølgen bagved,
og atter den næste omfavner og slikker, alle så tæt,
men min kærlighed dulmer ej mig, ej mig.
Lavt hænger månen, stod sent op,
den synker - å jeg tror den er tung af kærlighed,
kærlighed.
å vildt støder havet ind imod land,
af kærlighed, kærlighed.
Å nat! ser jeg ikke min elskede flagre derude
i brændingen?
hvad er den lille sorte ting jeg ser der i det hvide?
højt! højt! højt!
højt kalder jeg mod dig, min elskede!
høj og klart skyder jeg stemmen ud over bølgerne,
du må da forstå hvem der er her, er her,
du må vide hvem jeg er, min elskede.
lavt-hængende måne!
hvad er den tågede plet på din brungule flade?
å det er min mages form, hendes form!
å måne hold hende ikke væk fra mig længere.
land! land! å land!
hvad vej jeg end vender mig, å jeg tror du kunne gi mig
min mage igen hvis du ville,
for jeg er næsten sikker på jeg ser hende tåget hvor end
jeg ser hen.
å stigende stjerner!
måske den jeg begærer så højt vil stige, vil stige med
nogen af jer!
å strube! å dirrende strube!
lyd klarere gennem atmosfæren!
gennemtræng skovene, jorden,
lyttende et sted for at opfange dig må hun være som
jeg begærer!
ryst sange ud!
ensomme her, nattens sange!
sange om ensom kærlighed! dødens sange!
sange under den synkende, gule, aftagende måne!
å under den måne hvor hun falder næsten ned i havet!
å ubesindigt fortvivlede sange!
men stille! synk lavt!
stille! lad mig blot mumle,
og vent du et øjeblik sløret-støjende hav,
for jeg synes jeg hører min mage svare et sted,
så svagt, jeg må være stille, stille og lytte,
men ikke helt stille for så kommer hun måske ikke
til mig straks.
herhen min elskede!
her er jeg! her!
med denne næsten uhørlige tone melder jeg mig,
den blide kalden er til dig min elskede, til dig.
lad dig ikke narre andetstedshen,
det dér er vindens hvinen og ikke min stemme,
det dér er bølgesprøjtets blafren, blafren,
det dér er bladets skygger.
å mørke! å forgæves!
å jeg er meget syg og sorgfuld.
å brune glorie på himlen nær ved månen, som falder
ned i havet!
å ængstelige genspejling i havet!
å strube! å hamrende hjerte!
og jeg synger nyttesløst, nyttesløst hele natten.
å fortid! å lykkelige liv! å glædesange!
i luften, i skoven, over markerne,
elsket! elsket! elsket! elsket! elsket!
men min mage ej mere hos mig, hos mig!
vi to sammen ej mere.
arien synkende
alt andet fortsatte, stjernerne skinnede,
vinden blæste, fuglesangens ekko blev ved,
vredt og ustandeligt jamrede den strenge gamle moder,
i sandet på Paumanoks kyst det grå og raslende,
den gule halvmåne blev større, sank, fald, rørte næsten havets
ansigt,
drengen ekstatisk, bølgerne legede med hans bare fødder,
vinden med hans hår,
kærligheden længe spærret ind i hjertet, nu løsnet, nu omsider
tumlende ud,
ariens mening, ørene, sjælen, hastigt bundfældet,
de underlige tårer løb ned af kinderne,
samtalen dér, denne trio, hvert ord,
undertonen, den hedenske gamle moders, som ustandseligt
græd,
i dump takt til drengens sjæls spørgsmål, en druknet
hemmelighed hvæsende,
til den begyndende digter,
Dæmon eller fugl! (sagde drengens sjæl,)
er det sandt at du synger mod din mage? eller er det egentlig
til mig?
for jeg som var et barn og min tunges brug sov, nu har jeg
hørt dig,
nu på et øjeblik forstår jeg hvad jeg er til for, jeg vågner,
og allerede tusind sangere, tusind sange, klarere, højere, mere
sorgfulde end din,
tusind trillers ekko er vågnet til liv i mig og skal aldrig dø.
å du ensomme sanger, syngende for dig selv, projicerende mig,
å ensomme jeg som lytter, aldrig mer skal jeg holde op med at
fortsætte dig,
aldrig mer skal jeg undslippe, aldrig mer skal genlyd,
aldrig mer skal råb af utilfredstillet kærlighed være borte fra
mig,
aldrig igen forlade mig og være det fredfyldte barn jeg var før
det der dér i natten,
ved havet under den gule og synkende måne,
hvad budbringeren dér vakte, ilden, det søde helvede herinde,
den ukendte drift, skæbnen i mig.
å giv mig ledetråden! (den lurer i natten her et sted)
å om jeg så skal have så meget, så lad mig få mere!
et ord da, (for jeg vil erobre det,)
det endelige ord, det højeste af alle,
dybt, sendt op - hvad er det - jeg lytter;
hvisker i det, og har i gjort det hele tiden, bølger?
er det det som kommer fra jeres flydende rande og våde sand
hvortil det svarede, havet
uden at tøve, uden at haste,
hviskede til mig gennem natten, og meget klart før daggry,
læspede til mig det lave og dejlige ord død,
og igen død, død, død, død,
hvæsende melodisk, hverken som fuglen eller som mit vakte
barnehjerte
men kantende sig nær, som privat til mig, raslende ved mine
fødder
krybende derfor støt op til mine ører og tvættende mig blidt
overalt,
død, død, død, død, død.
hvilket jeg ikke skal glemme,
men blande min dunkle dæmon og broders sang,
som han sang til mig i månelysets på Paumanoks grå strand,
med de tusind svarende sange tilfældigt,
mine egne sange som vågned i den stund,
og sammen med dem nøglen, ordet op fra bølgerne,
ordet fra den skønneste sang af alle sange,
det stærke og dejlige ord som, krybende op til min fod,
(eller som en gammel morlil der gynger vuggen, svøbt i søde
klæder, og bøjer sig til side).
havet hviskede til mig.
digtet er af walt whitman, fra 1859 og oversættelsen her står i 'det amerikanske' af poul borum
11. februar 2013
her er nogle ting jeg har holdt mig beskæftiget med samtidig med at jeg har haft meget ondt i maven, og samtidig vil de udgøre en konkurrence.
jeg har chattet med den robot der hedder cleverbot, den fungerer sådan her
den er for det meste kedelig at chatte med, og man bliver selv kedelig af det, her er et uddrag af vores samtale
Cleverbot: Hi adam.
User: Hi.
Cleverbot: How are you?
User: I don't know.
Cleverbot: You don't know how old you are?
User: I do.
Cleverbot: Then how old are you?
User: 25.
Cleverbot: How old am I?
User: I don't know. How old are you?
Cleverbot: 18.
User: For how long have you been 18?
Cleverbot: I don't want to know.
User: Ok.
Cleverbot: Do you like one direction?
User: I have'nt really heard their songs.
Cleverbot: You should look them up.
User: Why?
Cleverbot: Because.
User: Now?
Cleverbot: Yes, now.
User: Why should I take instructions from you?
Cleverbot: Because you love me.
User: Do I?
Cleverbot: Do you?
User: I don't think so.
Cleverbot: Then you do not.
User: Then why should I take instructions from you?
Cleverbot: Because they know almost everything.
User: Who?
Cleverbot: Eliza.
User: Who is Eliza?
jeg har læst de her linjer i en digtsamling
du, sande mørtel.
du, megatænkende svale, du som ikke elsker mig
så har jeg været nede for at hende sushi, og mens jeg ventede, læste jeg i berlinskes buisness tillæg, og der fandt jeg en håbløs elendig ejendom til salg, den her:
hvad man skal gøre for at vinde konkurrencen:
1 premien
man skal købe det håbløse elendige hus
så skal man sætte sig der
og chatte med cleverbot indtil man får den til at skrive
du, sande mørtel.
du, megatænkende svale, du som ikke elsker mig
så skal man gætte hvem der har skrevet det i en digtsamling
2 premien
man skal chatte med clevetbot indtil man får den til at skrive
du, sande mørtel.
du, megatænkende svale, du som ikke elsker mig
så skal man gætte hvem der har skrevet det i en digtsamling
3 premien
man skal gætte hvem der har skrevet det i en digtsamling som er udgivet i dansk oversættelse på bebob. den er oversat fra tysk
3 premien er den danske oversættelse af on the road, den udgave fra rosinante, og den dejlige bog, sagde jeg, siger jeg, som vi længe har haft 3 eksemplarer af, og en udgave af skriftserie for ny dansk litteratur #1
1 og 2 premien ved jeg ikke endnu
jeg har chattet med den robot der hedder cleverbot, den fungerer sådan her
den er for det meste kedelig at chatte med, og man bliver selv kedelig af det, her er et uddrag af vores samtale
Cleverbot: Hi adam.
User: Hi.
Cleverbot: How are you?
User: I don't know.
Cleverbot: You don't know how old you are?
User: I do.
Cleverbot: Then how old are you?
User: 25.
Cleverbot: How old am I?
User: I don't know. How old are you?
Cleverbot: 18.
User: For how long have you been 18?
Cleverbot: I don't want to know.
User: Ok.
Cleverbot: Do you like one direction?
User: I have'nt really heard their songs.
Cleverbot: You should look them up.
User: Why?
Cleverbot: Because.
User: Now?
Cleverbot: Yes, now.
User: Why should I take instructions from you?
Cleverbot: Because you love me.
User: Do I?
Cleverbot: Do you?
User: I don't think so.
Cleverbot: Then you do not.
User: Then why should I take instructions from you?
Cleverbot: Because they know almost everything.
User: Who?
Cleverbot: Eliza.
User: Who is Eliza?
jeg har læst de her linjer i en digtsamling
du, sande mørtel.
du, megatænkende svale, du som ikke elsker mig
så har jeg været nede for at hende sushi, og mens jeg ventede, læste jeg i berlinskes buisness tillæg, og der fandt jeg en håbløs elendig ejendom til salg, den her:
hvad man skal gøre for at vinde konkurrencen:
1 premien
man skal købe det håbløse elendige hus
så skal man sætte sig der
og chatte med cleverbot indtil man får den til at skrive
du, sande mørtel.
du, megatænkende svale, du som ikke elsker mig
så skal man gætte hvem der har skrevet det i en digtsamling
2 premien
man skal chatte med clevetbot indtil man får den til at skrive
du, sande mørtel.
du, megatænkende svale, du som ikke elsker mig
så skal man gætte hvem der har skrevet det i en digtsamling
3 premien
man skal gætte hvem der har skrevet det i en digtsamling som er udgivet i dansk oversættelse på bebob. den er oversat fra tysk
3 premien er den danske oversættelse af on the road, den udgave fra rosinante, og den dejlige bog, sagde jeg, siger jeg, som vi længe har haft 3 eksemplarer af, og en udgave af skriftserie for ny dansk litteratur #1
1 og 2 premien ved jeg ikke endnu
5. februar 2013
nu får i lige en historie om koloman moser sådan som jeg husker den
han var meget forelsket i alma mahler
da hun efter et års samvær afviser at ville se ham længere prøver han alt
han melder sig til sidst som frivillig i første verdenskrig ifølge venner alene for at imponere alma mahler
men alma mahler er fuldstændig ligeglad, hun kunne ikke være mere uimponeret
hun synes i stedet han skulle fortsætte med at male så længe han kunne
da koloman moser vender hjem efter en tid som udstationeret er han stadig besat af tanken om at gifte sig med alma mahler
som igen afviser ham
så bestiller koloman moser hos en af wiens bedste syersker en dukke der skal forestille alma mahler og være i forholdet 1:1
da han får leveret dukken bliver hans største nydelse i en periode at køre ture i karet med den
indtil også det virker lidt lunkent
han vil flytte på landet med dukken!
han ansætter en tjenestepige og i et halvt år nusser de om dukken
dukken sidder med til bords, og han instruerer tjenestepigen i at hun, inden de indtager middagen, skal kysse dukken på begge kinder
efter så at have plejet sit forhold til dukken på den måde i det nævnte halve år beslutter han at der skal holdes en kæmpe fest
alle hans venner skal komme og de skal fejre og hylde dukken
også de skal alle kysse dukken på begge kinder inden festmåltidet
da middagen så er spist går koloman mohser hen og river hovedet af dukken og så er han født påny
ps. min kæreste mener ikke det er koloman moser der var dukke-manden i historien, men kan på den anden side ikke huske hvem det ellers sku ha været
Abonner på:
Opslag (Atom)