Sidder i et tog nu, har rejst siden igår klokken elleve morgen. det var ikke meningen at det skulle tage så længe. toge udgik, andre ting skete. en mand, der brugte et langt skohorn som scepter forsøgte at jage mig væk fra en perron, troede at jeg skulle dø, at familiens forbandelse ville ta en til mønt. stod dum og bange. bagefter købte jeg i en form for raseri en kjole på vestbahnhof som var på udsalg. kiggede på mig selv i spejlet i prøverummet og syntes jeg lignede et ødelagt menneske.

Vi er lige kørt forbi Vordingborg station. Syntes, som jeg lige nåede at se den inden vi igen kørte, at betontilbygningen på stationen var smuk, den stod på pæle, seks edderkoppeben.

I toget sidder en masse mennesker som skal hjem fra efterskole weekenden over. 

to piger snakker om noget der skete. den ene gjorde det med en anden, men kan ikke selv huske episoden, to timer mindst er forsvundet, hun har kun fået det genfortalt. det bliver akavet nu, siger hende hun snakker med. 

der bliver sagt til en der hedder Steven, at han skal gå væk med at ta billeder, ellers bliver han telefon smidt ud af vinduet. Steven siger han er ligeglad, at han allerede har mistet hånden. 

han kan alle s-togslinjer. hvor de kører hen og hvor de stopper på vejen. han fortæller om det. 

en dreng, der tager sig plads i samtalen mellem steven og en anden om s-togslinjerne siger, at der hvor han bor behøvede togene ikke køre hver halve time, de kunne nøjes med en gang i timen uden tab. 

der dukker en brumbasse op. den er så langt væk at den er helt sort. det er en stor overvintrer, den flyver lige under loftet. 

nogle skifter sæde på grund af den. jeg er lige ved at blive bange også, men er for træt, for glemsom. 

nu er det lundby station. her er ingenting beregnet på beboelse. dyrket land over det hele og så den her lille tange cement at stå af på. en enkelt bygning i miniature-gods-halvfemser-stil. 

tre vindmøller på en bakke. 

jeg svulmer op når jeg bliver overanstrengt, bukserne, der ikke skar igår, skær i dag. flere kilo. min læge siger det er normalt. det er hvad man kan forvente. tror tit jeg vil begynde at græde, men gør det ikke. jeg har stort set ikke grædt siden min mor døde, for nu lidt mere end et år siden. Inden da græd jeg virkelig ofte, flere gange om ugen, flere timer. Mine øjne blev bylder. man kunne mærke folks udmattelse allerede når jeg begyndte, fordi de vidste der ville gå så længe med det.

vi kører igennem en birkeskov.

hurtigt efter  et åbent landskab.

har brugt nogle af timerne i toge på at inddele billeder fra Wien i kategorier

trekanter: 

Margarethe von Trautenegg:

Sendt til Freud pga. homoseksualitet.

på billederne ses blandt andet

Margarethe von Trautenegg painting a farm, 1976

Margarethe von Trautenegg with a woman, a girl, and a boy in a winter landscape mid-1930s

Chico, Margarethe von Trauteneggs monkey, two days before his death, February 1965

Bygninger: 

fugleliv: 

 

 

to små hunde: 

Wiens ældste konditori: 

Træer der voksede nedenfor Nazi Tårnene: 

Nat: 

Liten gul stol: 

selfies: 

søvn: 

 

steder: 

 

Seelsorgezentrum: 

regn: 

 

 

 

blå:

 shiny bright wolfgang: 

barliv:

Donau: 

 

cirkler:

Blomster:

nose cut: 

juledekoration: 

karl marx hof:

 

 sten: 

 bærdreng: 

mig selv sløret: 

overvintringsmuligheder for fugle og insekter:

 forløjet samfund: 

en lille by lige udenfor wien

servitricer bar folkedragter.

vi vidste ikke det ville være så aggressivt virkelighedsfjernt. så tarveligt og kedeligt

var bare vadet igennem forskellige kvarterer, til sidst ud af wien 

pølser blev udskåret så de var formet som blomster, man kunne tage en brochure om byen

her er nogle billeder af en fantavle der hang udenfor en resturent, som også var et sted der producerede vin, man kunne købe en bush-og-putin vin årgang 2010 etikettebilledet det samme som nedenfor. som man kan se er også jorg haider, den østriske skønhedsdronning og dalai lama også fx at finde på fantavlen:

her er et billede af byen: 

et latterligt sted.