Kære Daniel
Jeg løj i mit sidste brev. Dvs. jeg har altid haft betænkeligheder ved at ty til begrebet løgn. Kan man lyve. Og hvis man ikke kan lyve, kan man tale ærligt. Forudsætter ærligheden sin negation. Du spurgte mig engang, om der i mit arbejde som luder opstod øjeblikke af ærlighed. Jeg afviste dengang at svare på dit spørgsmål. Men nu, da du har været væk i hundreder af år – en bekendelse: jeg samler på de spørgsmål, du har stillet mig. Jeg er så bange for en dag at besvare dem på en måde, jeg synes er tilstrækkelig, så jeg ikke længere kan bilde mig ind at samtale med dig – skal jeg give dig en historie, jeg mener har lidt med sagen at gøre. Jeg havde engang en kunde, der var jomfru. Da han havde lagt sig oven på mig, spurgte han: er den inde? Det morede mig at svare ja, selv om det ikke forholdt sig sådan. Nu huggede kunden en tid ud i det tomme rum for til sidst at sperme ud over mit lår. Kan man da snakke om et løgnagtigt samleje? Sådan opfatter jeg det ikke, Daniel. Han kneppede med den store fortælling om at kneppe. Han fik, hvad han kom efter. Mig har de alle dage kaldt lystløgner, utilregnelig, men det er ikke min opfattelse, at jeg har løjet. Har jeg så været ærlig. Det ved jeg ikke, Daniel. Jeg spekulerer på om ærlighed, det at kunne blotte sig forudsætter, at man besidder noget. Jeg viger fra alle herredømmer. Det ved du da om mig. Hvor bor du henne for tiden? Jeg skriver DANIEL på min breve og forventer, at posten ved besked. At alle andre end jeg ved besked. Sådan en paranoia. Der går et rygte blandt de gamle i byen, at du er sygnet hen, blevet grim. Jeg har altid længtes efter, at du ville blive grimme. Hvis du spørger hvorfor, skal jeg forsøge at finde et svar. Lad mig høre fra dig
Please,
din emily
Kære Daniel
Hver dag skriver jeg et nyt navn ned, som jeg vil kalde dig, når vi ses. Er det ikke et fint karakteristikum hos den forelskede, at hun eller han vil søge at finde unikke navne, som kun kendes af de elskende selv, og ligesom et indvielsesritual hver gang markerer en genfødsel. Eller det synes du måske ikke? Jeg kommer til at tænke på livmoderen, med livmoderen gives et midlertidigt svøb, en slags anvisning. Når jeg kalder det en anvisning og ikke en dom, er det fordi livmoderen tillader, omfavner, giver transformationen rum. Lidt sådan tænker jeg de elskendes navngivningsforsøg, med hvert navn gives et virkefelt. Kære Daniel. Sådan vil jeg kalde dig. Sådan vil jeg indskrænke dig og straffe dig, indtil du kalder mig tilbage. Kære Daniel. Den vold kun at give dig eet navn.
Til trods for alt, stadig din, Emily
28. juli 2011
17. juli 2011
stadig sygepasser sammen med min lillebror
Min elskede lillebror kommer på besøg. Min mand vil tage et billede af ham og Anna foran sortfyren. Vær nu forsigtig, siger jeg. Jeg bryder mig ikke om alle de billeder der skal tages. Jeg frygter at det bliver mig der på et tidspunkt skal bringe orden i det museum, skille alle de billeder fra, hvor nogle lukker øjnene.
Senere, på stranden, bemærker jeg at noget harpiks har sat sig fast i min lillebrors lange lyse hår. Jeg tænker på om det altid er sådan harpiks bæres fra træ til hav, af unge mænd med lysende gode ansigter.
Hvorfor danner træer harpiks?
Det beskytter træet mod skadedyr og beskytter mod iltning af vævene bag et sår, siger min mand.
Min lillebror bærer Anna hjem i samme fletkurv min mor engang bar mig i.
Senere, på stranden, bemærker jeg at noget harpiks har sat sig fast i min lillebrors lange lyse hår. Jeg tænker på om det altid er sådan harpiks bæres fra træ til hav, af unge mænd med lysende gode ansigter.
Hvorfor danner træer harpiks?
Det beskytter træet mod skadedyr og beskytter mod iltning af vævene bag et sår, siger min mand.
Min lillebror bærer Anna hjem i samme fletkurv min mor engang bar mig i.
16. juli 2011
sygepasser, nær kalundborg
jeg sygepasser min mor og skriver de her små stykker imens
Til min mor
Jeg kan se det på de grå fugle, den måde de samler sig på min veranda. Alt samler sig og ånder.
I går mødte jeg en mand med sådan et drag om munden, som om hans liv havde været sørgeligt og slidsomt. Jeg inviterede ham til mit træhus. Jeg tænkte på, om jeg kunne massere furerne af hans ansigt, glatte det totalt. Hvis jeg bød ham at bruge halvtreds år på igen at indarbejde en sorg som var hans.
Om natten trækker jeg viscose-skjorten over min hovedpude for at hvile min kind mod noget glat og køligt. Imens tager min familie luft og tid ind, de er skrøbelige og virkelige.
Nede ved bækken vokser nogle åkander der ligner lunger. Jeg har talt: 24. Det er lige så mange som jeg har ribben.
Hvor meget vand indeholder ilt?
Hvor meget vand ville man få hvis man drænede mine øjne for det blanke?
Hvordan ville bækken reagere hvis den ikke længere kunne spejle sig på mit glatte øje?
Min mand stryger vores barn over armene til hun vågner. Han elsker hende med hænderne, det er mere end jeg er i stand til, alligevel kysser han mig på panden når jeg kommer hjem fra bækken.
fik du samlet blade
ja
Jeg dræner lungebladene for saft og hælder saften i et glas. Om aftenen masserer min mand vores barn ind i saften.
Luften er kold mod mine stille øjne mens vi cykler til købmanden efter det vi har glemt. Det faldt os ikke ind, da min mands cykel viste sig at være punkteret, at jeg kunne tage turen til købmanden alene, han løb ved siden af mig.
Det eneste jeg kan bebrejde ham er at han er begyndt at kurre af mig som en due. Han kan aldrig kan blive en fugl, selv om fugle også vasker sig og sørger. Måske er det ment som en spøg, men der er ting man ikke spøger med.
Til min mor
Jeg kan se det på de grå fugle, den måde de samler sig på min veranda. Alt samler sig og ånder.
I går mødte jeg en mand med sådan et drag om munden, som om hans liv havde været sørgeligt og slidsomt. Jeg inviterede ham til mit træhus. Jeg tænkte på, om jeg kunne massere furerne af hans ansigt, glatte det totalt. Hvis jeg bød ham at bruge halvtreds år på igen at indarbejde en sorg som var hans.
Om natten trækker jeg viscose-skjorten over min hovedpude for at hvile min kind mod noget glat og køligt. Imens tager min familie luft og tid ind, de er skrøbelige og virkelige.
Nede ved bækken vokser nogle åkander der ligner lunger. Jeg har talt: 24. Det er lige så mange som jeg har ribben.
Hvor meget vand indeholder ilt?
Hvor meget vand ville man få hvis man drænede mine øjne for det blanke?
Hvordan ville bækken reagere hvis den ikke længere kunne spejle sig på mit glatte øje?
Min mand stryger vores barn over armene til hun vågner. Han elsker hende med hænderne, det er mere end jeg er i stand til, alligevel kysser han mig på panden når jeg kommer hjem fra bækken.
fik du samlet blade
ja
Jeg dræner lungebladene for saft og hælder saften i et glas. Om aftenen masserer min mand vores barn ind i saften.
Luften er kold mod mine stille øjne mens vi cykler til købmanden efter det vi har glemt. Det faldt os ikke ind, da min mands cykel viste sig at være punkteret, at jeg kunne tage turen til købmanden alene, han løb ved siden af mig.
Det eneste jeg kan bebrejde ham er at han er begyndt at kurre af mig som en due. Han kan aldrig kan blive en fugl, selv om fugle også vasker sig og sørger. Måske er det ment som en spøg, men der er ting man ikke spøger med.
11. juli 2011
FARS DAGBOG PT. 2
Batteri til elektra 35
30/10 Assekrem 2917 m.
I går → høj feber.
Martins lille hånd på min pande var for kvindagtig, besnærende, løgnerisk. Jeg tror han blev såret da jeg bad ham om at holde op med at røre ved mig. Jeg så ham trække skuldrene frem så fordybningen mellem hals og krageben blev større. Hvis han i stedet for at ligge hånden på min pande havde vendt den om og strakt den frem foran sig så den udgjorde en skål, skulle jeg gerne, have skænket min sidste øl for ham. Martin er dog, trods hans rigmandssønsnøkker (han tætte hår, spidserne bleget i solen), min bedste ven på denne tur.
Vi fik et fedt tip om hvor man kunne finde hulemalerier i hoggarbjergene. Pascal tilbød mig at blive ved lejren pga af min feber, men jeg ville med.
malerierne forestille fugle og boliger, smukke, der var noget nænsomt ved det hele, vi havde alle fire lagt os ned på stenene, noget ømt, at opfatte fuglen som rig.
Jeg tænkte på Jessica. Hvis hun havde elsket mig havde jeg ikke haft disse onde smerter.
Niamey 21/11 – 76
Oasen midt i ørkenen, dadler, stilhed, hommes bleus. Moskeen i Agadez, uden minerater, ligner et fort. Nu Niamey. Vi bor privat, hos nogle flinke mennesker, midt i byen. Abdul blev syg her forleden, mavesmerter! Hans venner hentede byens heksedoktor, en myndig, ældre herre. Det foregik her på husets veranda. Heksedoktoren var udstyret med to kohærer og en kniv og en træskål. Først placerede han de to kohærer på ryggen af Abdul, sugede luften ud af dem så de sad fast, samtidigt messede han nogle magiske formler, så tog han kniven og skar to, det forekom mig, helt lige lange snit imellem de to kohærer, blodet lod han dryppe ned i trækaret. Med det var renselsen forbi.
En liste over hvor min elskede opholder sig:
Tommy: Rom
Hanne: Tunis
Henning: Tunis (med Hanne)
Jessica: Paris? Amsterdam?
Mor: Amager
Kat: måske stocholm?
Rose: London
Tine: Marsala
Fanny: Fanny er sikkert i London med Tom
Fanny elsker jeg mindst for der er længst til London + hun var meget ubetænksom og grovhændet en dag hun forsøgte at forføre mig hvor jeg havde feber.
Efter jul
vennerne svigter mig, de kærer sig ikke om mine symptomer, lige så lidt mit hjerte.
30/10 Assekrem 2917 m.
I går → høj feber.
Martins lille hånd på min pande var for kvindagtig, besnærende, løgnerisk. Jeg tror han blev såret da jeg bad ham om at holde op med at røre ved mig. Jeg så ham trække skuldrene frem så fordybningen mellem hals og krageben blev større. Hvis han i stedet for at ligge hånden på min pande havde vendt den om og strakt den frem foran sig så den udgjorde en skål, skulle jeg gerne, have skænket min sidste øl for ham. Martin er dog, trods hans rigmandssønsnøkker (han tætte hår, spidserne bleget i solen), min bedste ven på denne tur.
Vi fik et fedt tip om hvor man kunne finde hulemalerier i hoggarbjergene. Pascal tilbød mig at blive ved lejren pga af min feber, men jeg ville med.
malerierne forestille fugle og boliger, smukke, der var noget nænsomt ved det hele, vi havde alle fire lagt os ned på stenene, noget ømt, at opfatte fuglen som rig.
Jeg tænkte på Jessica. Hvis hun havde elsket mig havde jeg ikke haft disse onde smerter.
Niamey 21/11 – 76
Oasen midt i ørkenen, dadler, stilhed, hommes bleus. Moskeen i Agadez, uden minerater, ligner et fort. Nu Niamey. Vi bor privat, hos nogle flinke mennesker, midt i byen. Abdul blev syg her forleden, mavesmerter! Hans venner hentede byens heksedoktor, en myndig, ældre herre. Det foregik her på husets veranda. Heksedoktoren var udstyret med to kohærer og en kniv og en træskål. Først placerede han de to kohærer på ryggen af Abdul, sugede luften ud af dem så de sad fast, samtidigt messede han nogle magiske formler, så tog han kniven og skar to, det forekom mig, helt lige lange snit imellem de to kohærer, blodet lod han dryppe ned i trækaret. Med det var renselsen forbi.
En liste over hvor min elskede opholder sig:
Tommy: Rom
Hanne: Tunis
Henning: Tunis (med Hanne)
Jessica: Paris? Amsterdam?
Mor: Amager
Kat: måske stocholm?
Rose: London
Tine: Marsala
Fanny: Fanny er sikkert i London med Tom
Fanny elsker jeg mindst for der er længst til London + hun var meget ubetænksom og grovhændet en dag hun forsøgte at forføre mig hvor jeg havde feber.
Efter jul
vennerne svigter mig, de kærer sig ikke om mine symptomer, lige så lidt mit hjerte.
8. juli 2011
FARS DAGBOG
er gået igang med at skrive min fars gamle dagbog ind, her er de to første dage
6/10 – 76
dagen efter i går!
Humøret er steget. Søren irriterer mig stadig. Min irritation skyldes tildels han uvidenhed om turen 'Mali, hvor ligger det???' og så hans irriterende historier. Snak om damer etc. han bliver også rød af solen, der er noget pinligt, noget skændigt ved det, som hans hud lar sig forfjamske, lillepiget med de glorøde kinder, alt for afslørende, ørt. Han sagde om kærligheden at den var som en dirrende kompasnål der vender sig i alle retninger. Hvorfor skal alting dirre og rasle. Knogler, sener, sol.
Landskab: fra Gabes til Touggart → kørsel i dag fra nafta til lidt nord for Touggart.
Dessert: til dessert fik vi würste. Alt er blødt og skrøbeligt, stenene, tilslebne, modtagelige.
Algir d. 15/10 – 76
kæreste Hanne
jeg ville tilgive dig, hvis ikke det var fordi at lige siden har jeg brækket mig hver morgen.
'Haust du das uberlegen? Ach, mein hartz smertz!'
Sahara → det sorte stenlandskab har set mig. Er det for meget, når jeg knælede ved oasen og drak, skulle jeg hellere have knyttet hænderne.
Savner Jessica. Hun savner sikkert ikke mig. Savner min gode veninde Mette.
I øvrigt synes jeg at alt går godt, bortset fra at man ikke har tid til at skrive. Må se at få skrevet til Jessica, Tommy Mouritzen, Fanny. Det sidste Fanny sagde var, at jeg kunne betragte hende som en søster. Det ser jeg nu ingen grund til, nu hun sikkert er taget til Bornholm eller London med tom.
Brev til Jessica, Tommy Mouritzen, Fanny. Det går aldrig.
6/10 – 76
dagen efter i går!
Humøret er steget. Søren irriterer mig stadig. Min irritation skyldes tildels han uvidenhed om turen 'Mali, hvor ligger det???' og så hans irriterende historier. Snak om damer etc. han bliver også rød af solen, der er noget pinligt, noget skændigt ved det, som hans hud lar sig forfjamske, lillepiget med de glorøde kinder, alt for afslørende, ørt. Han sagde om kærligheden at den var som en dirrende kompasnål der vender sig i alle retninger. Hvorfor skal alting dirre og rasle. Knogler, sener, sol.
Landskab: fra Gabes til Touggart → kørsel i dag fra nafta til lidt nord for Touggart.
Dessert: til dessert fik vi würste. Alt er blødt og skrøbeligt, stenene, tilslebne, modtagelige.
Algir d. 15/10 – 76
kæreste Hanne
jeg ville tilgive dig, hvis ikke det var fordi at lige siden har jeg brækket mig hver morgen.
'Haust du das uberlegen? Ach, mein hartz smertz!'
Sahara → det sorte stenlandskab har set mig. Er det for meget, når jeg knælede ved oasen og drak, skulle jeg hellere have knyttet hænderne.
Savner Jessica. Hun savner sikkert ikke mig. Savner min gode veninde Mette.
I øvrigt synes jeg at alt går godt, bortset fra at man ikke har tid til at skrive. Må se at få skrevet til Jessica, Tommy Mouritzen, Fanny. Det sidste Fanny sagde var, at jeg kunne betragte hende som en søster. Det ser jeg nu ingen grund til, nu hun sikkert er taget til Bornholm eller London med tom.
Brev til Jessica, Tommy Mouritzen, Fanny. Det går aldrig.
Abonner på:
Opslag (Atom)