29. maj 2014

noter i lillehammer 

 jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem. 




idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde. 



jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer. 

tænker på pasolini og på forsynet. 
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig. 



pasolini skriver forfærdet og forelsket om de nymodens cowboybukser :
disse amerikanske bukser der knuser vores køn

 se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.




det enkleste er at påvise er at det ikke er klart hvor ens krop begynder og ender, i toget igår for eksempel. der var en baby der lo over at togdørene lukkedes og den latter (babyen selv kunne jeg ikke se) bragte mig til at græde og mine tårer over babyen latter bragte den unge mand over for mig til at le. alt sammen lissom muskler, som muskler bare går igang. 




terje, den ene af dem jeg skulle snakke med igår til scenesamtalen, var så sød at vise mig den bedste rute langs elven igår. han sagde at nogle betragter en elv som et stort organ. en arm. og at vandet i elve, modsat havvand har hukkomelse. 
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det. 




 jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den. 

 tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan. 
glane på det.

Indsendt af

43 kommentarer:

  1. cass12. februar 2023 kl. 01.37

    Kære Asta,

    Stilstanden begynder nærmest
    at ligne en blindgyde. Dog,
    burde jeg vide bedre, at
    dette blot er en flaskehals
    hvor materien har sat sig fast, og
    forstoppelsen bliver værre ved
    ikke aktivt, at gå den i rette.

    Hjemmesider med helse og
    alternative behandlingsmetoder
    søges for at afhjælpe ubehaget
    der gradvist vokser sig større.
    Jeg går i helseforretning, og
    handler ind efter mine nøje
    overvejede konklusioner.

    Fasten bliver refereret til biblen, og
    skulle være en ørkenvandring
    på fyrretyve dage med brød og vin.
    Jeg har ikke lige en ørken, og
    har for længst klippet mit hår
    kartoffel- og porresuppe koges
    som indledningsvis forløsning.

    Slavisk følges kurens punkter
    æbler- og most indtages om formiddagen
    fasten begynder over middag
    kun vand, drikkes resten af dagen
    en spiseske Glaubersalt opløses
    i et glas kogende vand,
    jeg drikker bitterheden selv.

    Fire citroner presses
    tilsvarende mængde olivenolie
    tilsættes og rystes sammen
    blandingen indtages stående
    jeg lægger mig i fosterstilling
    på højre side, i sengen
    og lytter til mavesæk og tarm.

    Dagen derpå indledes med
    “bitterheden selv” drikkes
    med to timers mellemrum
    jeg bliver nu reduceret til
    pendler mellem seng og toilet
    lettelsen er af en sådan karakter
    at en kan gå på vandet.

    SvarSlet
  2. cass5. juni 2025 kl. 02.47

    Epistler fra Nord.. #01.

    Kære Asta,

    Jeg fyldes af en genkendelig længsel, et uimodståeligt savn og drages mod naturen, ud under åben himmel, ud hvor eventyret gør svimmel, hvor insekter kravler i bunden af teltet,
    hvor landbruget genkendeligt sniger sig ind i tuden. Der ude, hvor skoven stadig rejser sig fordi den endnu får lov, og fårenes bjældehalsbånd gør klang. Der ude, hvor vinden og vandet taler med fuglene omkring, der, hvor trampestier er mudder og sump, hvor myggen trives og suger mit blod..

    Har besluttet at gå i dine fodspor. Og har ladet inspirere, til en lille cykeltur. Trille ombord på båden mellem København og Oslo. Ligge i kahyt, som et lille insekt, uden vinduer. Gå rundt på dæk, på alle etager, sightseen de begrænsede kvadratmeter. Spise et måltid og nyde en pils. Tale med fremmede rejsefæller, om alt og intet. Og ind imellem alle dem, støde på dit yngre selv, med kamera over skulderen, på vej, til Litteratur Festival. Trille af bildækket og ud i Norge og ind gennem Oslo. Træde i pedalerne med næsen mod nord. Gennem skov og by, over sti, ad landevej og trampespor. Slå lejr, lave bål, hilse på en lokal fluefisker; tale om, området, fisken og den eventuelle fangst, og tage imod gode råd. Tilberede mad; spidse ører i retning af stemmer, fra tre unge gutter fjernt komme nærmere, hilse kort, da de tager deres oppustelige fartøjer til søs med fiskestænger. Rulle soveposen ud under åben himmel. Lade søvnen indhylle mig med drøm ved skovsø. Slå øjnene op til lys og sol, vågne langsomt, brygge kaffe og pakke sammen. Klar til afgang; over endnu ikke færdiggjort bro, over fos. Da det uheldige, som ikke må ske, skete for byboen, der pr. refleks, aftenen forinden, låste cyklen ude blandt træer, elve, myg og ulve måske, men ingen cykeltyve i miles omkreds, knækkede ventilen med et pift, da nøglen blev sat i låsen. Uden ekstra slange, er der langt til nærmeste cykelhandler..
    Trække, slæbe og bære cyklen med bagage, over og under bæverens drilsk fældede birketræer. Stensætninger og bomme. Ned af fjeldet, til byen unden cykelhandler. Indse det søndag og alle kilometer tilbagelagt, føles som spildt mælk.

    SvarSlet
  3. cass6. juni 2025 kl. 01.41

    Epistler fra Nord.. #02

    Kære Asta,

    Jeg erfarer til min skræk, det fredag og præcis en uge siden, om nogle timer, turen her er påbegyndt, med, at cykle ombord på skibet, former known as, Oslo-båden.
    Hvad sker der i grunden lige for DFDS, der har solgt ud af Oslo-båden, og den nu skal være malet grøn, og vi skal vende os til at kalde den Go Nordic Cruiseline og få spørgeskemaer efterfølgende, i mailen, om vores oplevelse på turen og opfordres til, at dele vores tanker derom; det er mig i grunden bemærkelsesværdigt, at ens nøglekort skal scannes ved en hver handel for indsamling af data for mere salg og profit. Og, at de efterfølgenen, i det nye internationale selskab, kan sidde og snage i, at Casper har købt: en rejse-øl, af et bestemt bryggeri, i en bestemt bar, ved start af rejsen. Spist i den Italienske Buffet, Little Italy, kalder de det vist, og nydt en ellers okay Lasanga, dertil, endnu en IPA med en lidt højere alkohol procent, fra Hørslev Bryghus og tilmed bestilt en kaffe og tiramisu til dessert. Og senere; en Toblerone fra den tax-free, som blev nydt, med en kop kaffe, fra kaffe to go hjørnet, som sjovt nok ikke bad om det lille nøglekort, med navn på. Hvad sker der for det; er det indlysende, at alle i dag, som Holberg, er, “for” kaffe og tilpas afhængig af kaffe, til at, det er indlysende, at stort set alle nyder det, og derfor let, at købe kaffe ind, årligt, på antallet af rejsende. (Apropos kaffe, det smitter, nærmest trangen til en kop blot at skrive om det. Det tid til, at brygge endnu en kop morgenkaffe, på spritbrænderen, i Shelteret, med udsigt over Gudbrandsdalslågen.)

    Knække døde kviste og grene af fyrretræerne, finde vatrondel frem fra tasken, dyppet i stearin hjemmefra, starte et lille hygge bål. Nyde processen, lyden og duften af det, se den spæde flamme tage til, vokse sig stor og orangegul, hvæse i vinden og kaste røg af sig og knitre sig større. Livet af det, samspillet mellem mand og ild, evolutionshitroen og vores fremmarch til nu. Ilden i de utallige eksplosionsmotorer på E6, der brummer helt herop og blander sig med lydinfernoet. Vinden i birketræerne og fyrretræerne, fuglekvidder og oppe fra, brøler turbinemotorene på vinger ned og vil have sin indflydelse på idyllen af kaffebrygning, nydelse af morgenmad, speltbrød, med skøn mørkebrun gedeost. Refleksioner over hvilken retning, disse epistler skal tage, og, om tiden i dem, om det er er muligt at indhente dette, nu, eller om cyklen vil holde sit forspring, om jagten på rytmen, hårdheden og mindset kan indhentes..

    Ned fra fjeldet, efter den første overnatning til lands, den anden på rejen, med et flat baghjul på en stille villavej i forlængelse af skovens grusvej, overhaler en bilist langsomt, mundaflæser hans konstaterende udsagn til sin kvindelige passager; han er punkteret, og kører roligt videre blinkende til venstre.
    Cyklen stilles flad på sit støtteben, i ly, under en tankstations halvtag. Stålkoppen afmonteres den forreste cykeltaske og går direkte op til kaffe automaten og trækker en almindelig sort kop kaffe. Skubber glaslåget til fryseren til side og hiver en sandwich-is op og forhører mig, om en eventuel cykelsmed eller cykelhandler i byen. Den unge mand kender ingen smed og den nærmeste cykelhandler ligger 14 km syd i Hønefoss og der går en bus, han peger, fra det der busstoppested derovre; det er bus 113, siger han.
    Google Maps granskes, til nydelsen af kaffe og is, og et spot ved nordens største ballonbadeland fanger interesse, for at slå mit telt op..

    SvarSlet
  4. cass7. juni 2025 kl. 03.36

    Epistler fra Nord.. #03

    Kære Asta,

    Jeg sidder midt i eventyret, under regnslaget, spændt ud, som bivuak, primitivt af en gammel tørresnor, engang fundet et sted i et andet landskab, for længe siden.
    Omgivet af krogede og mos beklædte birketræer, Bag mig, løber fossen brummende, klukkende og talende ned fra Imsdalsvola. Sneen har i nattens løb igen lagt sig på toppen af Storfjellet overfor. Ind og imellem kalder gøgen og de små sangfugle pipper i et væk. Vinden tager til og fra og er kold, nærmest bidende og jeg undres over min egen kropstemperatur modstår. Solen har svagt skimtet frem et par gange. Det våde er så småt blevet tørt og morgenstunden er gået hen og blevet gammel. Det var ment som midlertidigt stop, for at tilberede et varmt måltid, men blev permanet for natten, da regn så småt begyndte at falde og søvnen overrumplede mig.
    Den første og anden kop kaffe, kogt på vand fra fossen, er skyllet ned. Spadser rundt i området, samler en slags hår, fra træerne, en tilpas mængde, stopper det i lommen, trækker bukserne ned, sætter mig på hug og sender pizzaen, kagen, speltbrød med ost og mere til, ud i et mindre bjerg bland bjerge på fjeldet, som så ofte vil ske, naturligt, med dogmet om ikke at benytte papir rullet på pap, på min vej nord..

    Natten forløb som en krig, om ikke, at blive gennemblødt. Hætten på regnslagt fyldtes med vand, og forsøget på, at tømme det ud, resulterede i stedet, det løb ned i ærmerne og ud på soveposen, hvori, kroppen var indhyllet i tæppe, uden på, flere lag af varmt og tørt tøj og til min overraskelse, stadig varm. Vinden kastede kontant regndråber ind. Liggende, udbedredes omstændighederne, lidt anstrengt, hæftedes cykeltasken med proviant til regnslaget og modstod derved, de regelmæssige vindstød og regndråber, der tilsølede liggeunderlaget.

    Nattens drømme, ind imellem kampen mod vandet, var lysende klare og surrealistiske, noget med en hvid ulvs færden i området, en ung kvinde og en skaldet mand, på en anden kvindes cykel, i et abstrakt city realm.

    Her til morgen, endnu i soveposen, anstrengt for at komme ud og op, kørte forestillingen om, min iagttagelse af det unge coverband på Oslo-båden og alle børnene der dansede og slog flikflak, sprang og løb, alt mens deres forældre så til. Iblandt, manifesterede, du og din datter sig, på vej, til en bog repræsentation i Oslo, husker ikke hendes navn, som, hun ellers så fint insisterede på, du, presenterede for dine gæster, til din seneste bogfest.. Der til den bogfest, Djævlebogen, udklædningsfesten, dér bland alle djævlene, stod den mindste djævle, af dem alle, pludselig, med djævlens gaffel i sin hånd, på et plateau, eleveret op i øjenhøjde og inspicerede nysgerrigt, min djævlemaske, af papmache, under en af forestillingerne.

    Cyklen kalder, eventyret på hjul må fortsætte, og tidligere strabadser med punktering må vente, med en cliffhanger, nu solen igen titter ud og regnen står på spring og tiden konstant løber..

    SvarSlet
  5. cass8. juni 2025 kl. 02.09

    Epistler fra Nord.. #04

    Kære Asta,

    Jeg springer ud af soveposen og teltet den morgen. Springer, er måske så meget sagt, men klokken tillader ikke af blive liggende. Cykelhandleren i Hønefoss åbner klokken ni, bus 113 afgår fra stoppestedet, udpeget af den unge tankpasser, halv ni og ankommer fem i ni, perfekt; og ser mit snit til, at trække en doven sort kaffe på benzintanken og lade lidt energi op, på min telefon og se mig selv i spejlet, skylle ansigt, ja, resten af det hygiejniske skal jeg nok spare dig for. Alfa og omega er, busturen går som planlagt, tilmed, med rabat, da bussens betalingssytem ikke har nogen internetforbindelse.
    Kører med helt til busholdepladen centralt, går retur af vejen vi kom fra, over broen, over fossen, dæmmet op, som engang må have været en vild brølende, skummende hvid fos, inden Nordmanden tæmmede den og gjorde vandet til deres redskab. Det må være den fos, der har lagt navn til byen, men, nu blot er et sølle springvand, der risler ned i den ellers så imponerende klippekløft.
    Glade Hjul Sykkel ligger i en baggård med parkeringsplads, i en lagerbygning uden vinduer, lidt som et insekt i en kabys, uden ellers at drage nogen konklusion, er det langt fra lige så romantiks i den lagerbygning, blandt cykeldele, hardware og accessory. To midaldrende mænd, bag disken, den ene dybt inde i computeren, den anden optaget af nogle papirer, tager imod mit “godmorgen”, som, vand preller af en gås.
    Hele seancen; forklaringen af problemt og ønsket om to nye slanger, i de og de mål, med en sådan slags racer ventil og betaling, tager cirka den tid det tager, at gå en lille cirkel rundt, fra min rygsæk, henkastet på gulvet, kigge på cykler og cykeltøj, til igen at stå ved rygsækken, som samledes op, nu indeholdende to nye “inner tubes”, og svinge over skulderen.
    Gåsen er stadig i lagerbygningen, da mit farvel og go’dag, når deres ører.

    Tilbage i centrum, med, tre kvarter til bussen igen tager i retning af Toso, teltet og cyklen, inspiceres, den stille vågnende bymidte blandt enkelte andre fodgængere og et par, to meter høje vagter i uniform, fra et ellers andet vagtselskab.
    Udenfor, Kafé, Kirkens Bymisjon, sidder en håndfuld mennesker og taler, drikker kaffe og ryger smøger. En varevogn ruller ind på torvet, med anhænger, klisteret til med klistermærker, i blå nuancer og ansigtet af en kvinde. Sylvi’s kampagnevogn, Fremskrittspartiet, står påskrevet med store bogstager. Kaféen lokker med kaffe og en morgenbolle med ost, som, handles i en kort udveksling af ord, med en køn mørk mand med store bløde brune øjne, der spørger; hvor er du fra?
    Lader ham vide at være, fra Danmark, peger på den halve bolle i montren, med den lækre brune ost fra Guldbrandsdalen. Betaler i stilhed, Danmark, siger ekspedienten og smiler mens han skænker kaffen i min egen kop af stål. Vi siger, ha’ det, til hinanden og går udenfor med kaffe og den halve bolle på en tallerken, blandt de andre levende.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass8. juni 2025 kl. 02.10


      En ældre herre iført mørke solbriller af guldfarvet stel, defilere tæt forbi og kigger ned på mig, først en ene vej, så den anden vej og fortsætter over på torvet og stiller sig ret op og ned af en anden herre iført solbriller ved Sylvi’s kampagnevogn, der stadig er i gang med, at komme på plads.
      Drikker ud og spiser op, går ind, sætter tallerken, ekspedienten sidder på hug, med ryggen til og fylder drikkevarer ind i køleskabet. Enkelte aldrende rynkede og rygende blikke følger mig på vej ud, vinker et enkelt vink, får et par igen, fortsætter ned af vejen mod busholdepladsen, forbi Sylvi’s portræt, der nu holder stiller. Den ældre herre med guldsolbrillerne, siger noget i min retning.
      - Hvabehar?
      - Går du? gentager han, og kommer mig imøde.
      Nu tæt på hinanden, kigger dybt i ind i hans mørke solbriller, ser engenperson reflekteret i hvert brilleglas, mig og mit alter ego..
      - Ja, vi går, siger vi.
      - Skal du ikke se Sylvi? spørger han, og kaster et blik i retning af den anden ældre mand med solbriller.
      - Nej, vi er danskere. Og fortsætter, ned mod busholdepladsen.
      - Han sagde, han er dansker, siger den ene med solbriller til den anden med solbriller.
      Ved busstoppestedet, er der ti min. til afgang. Venter nogle meter derfra, på hjørnet, overfor et hotel. En tredje mand er dukket op, stiller sig på modsatte hjørne, med sin mobiltelefon til øret i samtale og kigger over på mig og rundt, går frem og tilbage, stopper foran hotellet med front mod mig, der kigger henholdsvis på, Sylvi, brillemændene og manden med telefon til øret.
      Mon de hører sammen de tre der?
      En fjerde person, dækket til med hue og maske, med to dåser af et eller andet, læskende, i venstre hånd, kommer frem fra hotelets parkering, går raskt over gaden og kigger sig over skulderen, gentagende gange, i retning af manden med telefonen til øret. En kvindelig rejsende med kuffert på hjul og håndtag har i stilhed, taget venteposition, bag mig. Bussen samler os op, og er endnu uden internetforbindelse..

      Spændt tilbage ved cyklen og teltet, der endnu står, som det blev efterladt, påbegyndes operation slange skifte og bagdæk med slange, bliver sat på forhjulet, da dets slidbane ikke længer er eksisterende. Fordækket sættes på baghjulet med den nye slange. Indgrebet vel overstået, hjulene pumpes, tiden er endnu formiddag, afklædes, hopper i Norges længste sø, sæbes ind, pakker sammen, stiger på cyklen og afsted; i retning af min rute, for igen at forsætte hvor jeg slap, mod Lillehammer, lidt længere nord på..

      Slet
  6. cass9. juni 2025 kl. 12.32

    Epistler fra Nord.. #05

    Kære Asta,

    Jeg vågner med et sæt, nattens søvn afbrudt af en gentagende metallisk lyd, tung og rytmisk gentagelse med søen og skibets vuggen fra side til side. Vi må have været ude i Skagerrak da det stod på eller var værst. Nu i mørket, sidder på sengen og har ingen tidsfornemmelse. Famler efter flasken med vand, finder lyset, tager en tår og beslutter at gå op på dækket for at se den eventuelle solopgang. Den er forlængst stået op, den hænger i hverfaldt et stykke over horisonten, afsløre lyset, der falder ind af et af de første vinduer der møder mig på vej op på soldækket. Uret ved receptionen viser knap seks og kun enkelte andre passagere går tilsyneladende forvirrede rundt. Tager den hele vej ned ingen og ind i kahytten og ligger mig på langs, sætter alarmen en time frem, inden bruseren, rammer ned over mig med dens forfriskende og kølige vandstråler.
    Opsat på at få det bedste ud af sejlturen, med den nu hedengangne Oslo-Båd, bringer nysgerrigheden mig op på dækket, blandt ligesinde, der er interesseret i frisk luft og den stille indsejling til Oslo op gennem Oslofjorden. Vejret er godt. Min søvngængeragtige gang er doven og promenere træt rundt. Ænser nærmest ikke selskabet der vinker godmorgen, familien fra nabobordet i Little Italy, aften forinden. Nej, end ikke Oslofjorden lægges mærke til, tankerne kredser igen om en kop kaffe for at kunne komme til hægterne, kikstart dagen og være klar til at trille fra borde.
    Kaffe to go hjørnet og deres pap-kopper tiltaler mig ikke. Desuden er der kø, skubben, masen og en masse snak og støj, blandet med sød baggrunds musik.
    Det skal være morgenbuffet, men igen skal der stemples ind med nøglekort. Og kaffen alene er ikke mulig og bliver henvist til kaffe to go hjørnet.
    - Hvornår skal man forlade kahytten iøvrigt? stilles spørgsmålet, som svar på henvisningen. Og i næste nu, inden ekspedienten får svaret.
    - Hvornår lukker buffeten?
    - Begge svar er klokken ti, ved ankomst, siger hun, kækt kvikt og friskt og fortsætter; ellers andet?
    - Ja, en morgenbuffet tak! Mumles og trækker på smilbåndet.
    - Så skal jeg bare have dit nøglekort, siger hun, uden at trække en mine.
    Kaffebordet står lige for, som det første passagerne falder over når vi går til festen af overflod. Kander an mas, med både kogt vand til te og kanderne med kaffe, står på et rundbord, med kaffekopper stablet som tårne.
    Skænker mig først en kop og trækker over i et hjørne. Sipper lidt af koppen og læner mig op af en stolpe. Iagttager, danner et overblik, føler ingen sult, tjenere kommer ud fra køkkenet med store fade, flere kander kaffe og kogt vand, mens andre tjenere afrydder efter gæsterne, stiller tallerkener, glas, kopper og bestik på et lille metalbord ved midtergangen og tørre borde af, ruller afsted med de små borde, ind gennem en dør, til opvask.
    Nogle gæster er flittige gengangere. Flere tallerkener bæres afsted på bakker, ned til familie og venner.
    Kigger ned i koppen, halv fuld, lidt lunken, vil have en frisk, stiller koppen fra mig på et af de små metalbord med hjul. Tager en tallerken, dyb, og skovler lidt ymer op og tilføjer alle tre forskellige müsli og sirup, skænker en kop kaffe, finder et bord og sætter mig midt i ræset.
    En tjener fra Little Italy, står pludselig og ryder bordet ved siden af. Der kunne de have snydt mig. Troede den der Little Italy, var en selvstændig restaurant, med deres egne ansatte, men nej, blot en en del af det hele store økonomiske spil, som vi alle samme leger med på.
    - Godmorgen, tak for i går, den der tiramisu var fantastisk..
    Tjeneren kigger spørgende, men fanger hurtigt besked.
    - Selv tak, siger han, har du sovet godt?
    - Nej, forfærdeligt, der var en forbandet støj ude i Skagerrak. Noget metal slog aldeles hårdt og tungt.
    - Ja, det er vandtanken, siger han, engang vågnede jeg med frygt for vi stod under vand.
    Han stryger videre til næste bord, for at tørre af.



    SvarSlet
    Svar
    1. cass9. juni 2025 kl. 12.33


      Min ymer ligger stadig i den dybe tallerken og koppen med kaffe, halv fuld. Uret på telefonen fortæller, der skal et lidt andet tempo på drengen, hvis buffeten, skal være sin pris værd og ikke bare blive til historien, om den dyreste kop morgenkaffe.

      Appen, Komoot, viser vej gennem Oslo. Sporvognesporerne er listige og ligger klar til at gribe fat i et hjul og sende en i den gale retning, eller blive fanget midt i trafikken, som en siddende and i en sø.. Navigerer fejl et par gange. Enten kørt for langt, glemt at dreje, eller bare optaget af, at kigge mig omkring, suge til mig og nyde gensynet og atmosfæren, en lørdag morgen, i Norges hovedstad, stadig udvidende om de strabadser der venter mig forude i forlængelse af, brugen af appen, fra Komoot.
      I begyndelsen går det stille og roligt, ingen sved eller synderlig anstrengelse, end den irritation; der følger i kølvandet af, at føle sig tabt bag en vogn, eller, endnu ikke ved mine fulde fem, efter natten, på Nordic Pearl, når det viser sig, at være kørt forkert..

      Slet
  7. cass11. juni 2025 kl. 01.56

    Epistler fra Nord #06

    Kære Asta,

    Jeg ligger i teltet, maven fuld af en reindeer burger, pommes frites og en Dahls pilsner. En stor brownie med flødeskum og kaffe til dessert. Regnen trommer løs på den grønne teltdug.
    Er lige vågnet, varm og tør fra en lur, tiltrængt og fortjent, nu delmålet er nået. Det tiltrods, kredser tankerne delvist stadig om mad, efter strabadserne i dag, ned fra Pilgrimsruten, Gamleallmannvegen, 850 højdemeter og nul til fem grader varmt. Mudder, brændeneller og traktorspor, dybe, med vand.

    Dagen igennem har tankerne kredset på mennesker i mit liv, gennem tiden, på godt og ondt, enten kortvarige eller længervarende bekendskaber, med personer, hvis navne ikke vil genkaldes, men, husker på den sære måde, med ansigt, statur og personlighed, fra en fjern tid.
    Familie relationer, som aldrig blev til andet end navne og ansigter. Potientielle venskaber, der aldrig fik lov at udvikle sig, på grund af omstændigheder, som livet bød os, i den givne situation.

    Du er gennemgående trådt ind og ud mellem alle de andre, i tankestrømmen, i dagens løb, gennem landskabet, på saddelen, i regnen, på vej, pedalerende; som den joker, undskyld udtrykket, der, som den eneste, kender omfanget, af den skrivende sidde af mig.
    Følelsen og fortvivlelsen af at have ødelagt noget, red igen med på bagagebæren, som den først gjorde, på min vej ud af Lillehammer, op af bakke, på en grusvej, i skoven med sol ind i de sene timer, søgende efter et sted at slå teltet op.
    - Du bør være i, griner højlydt land, siger alter ego, i stedet for at sidde her og få ondt i numsen.
    - Nej, det det helt rigtige det her, mumles mellem åndedrag, det den heltrigtige promotion-tour ind i Skandinavien.. Og klukker..
    Det sære i det, følelsen ved, at have rakt ud til dig, gennem skriften i så lang tid, er, der ikke er ord for på nuværende. Kan ske, de ord, en dag kan finde sammen og sammesættes, til en meningsfuld sætning.

    Søvnen afbrød. Lyset bliver ikke længer afbrudt af mørket på disse højdegrader. Øjenene åbnes op, og tankestrømmen, fortsætter i det univers den slap.
    Vinden tager til. Det fortæller, susen i trætoppene mig. Lige her er vindstille og køligt.
    Kragerne kalder i det fjerne, måske et sted på søbredden, mellem træerne. Et insekt, aflangt, sort med følehorn og vinger, kravler rundt på indersiden af den gule teltdug. To silhuetter, af små skovsnegl, kryber for benenden, på ydersiden af den gule inder-teltdug.
    Regnen holder pause, lydene er mangeartede og fremmede fra dyr og området her i Røros.
    Klokken er endnu ikke seks. Biler er så småt taget på vejene. Et fly letter fra lufthavnen.



    SvarSlet
    Svar
    1. cass11. juni 2025 kl. 01.58



      Der er den her dreng, han bor med sin mor og bro, i opgangen mormor boede i, på første sal til venstre. Han hedder Kim, hans storebro hedder Jan. Henholdsvis lys og mørk håret. Jan er en rigtig idiot, der truer med at brække min arm. Kim er en stille forsagt fyr, venstrehåndet, spiller bordtennis i Sorø Hallen, en dygtig boldspiller. Vi leger aldrig sammen, men hænger ud et par gange, blandt andre børn i en eller to somres forløb, når min sommerferie blev tilbragt hos mormor og vi hvergang var vokset lidt større.
      Opgangen, når nu tankerne kredser om Kim, var en sådan underlig størrelse af enlige kvinder, som man oftest kun så skyggen af. Husker primært kun Kim, og kan ikke sætte ansigt eller navn på hans mor, der kun ses, som hende, der stak hovet ud af vinduet.
      Mange år senere, langhåret med skæg, driver rundt i Sorø, for at finde svar på P’s historie, eller min egen for den sags skyld. Da dukker Kim op i en voksen udgave, af sit barnlige selv, ikke kun en gang, men hele tre gange, inden for få dage. Rækkefølgen huskes ikke og er for så vidt ligegyldig. Det først nu det indses, han må vide noget, fra den opgang, mormors opgang, som har interesse for mig.
      Vi går hinanden i møde, som tilfældigheden vil det, på Skælskørvejen ved Sorø sø. Kim på vej ud mod Frederiksberg. Selv i retning af Sorø torv. Overfor hinanden, på hver vores flise løb, kun adskilt af linjen, af små mørkegrå chaussesten, slår det mig, det sku’ da Kim det der, vi hilser, og fortsætter væk fra hinanden i hver vores retning.
      Senere, af omstændigheder, der stadig er mig uklar, hvorfor at skulle finde på at gå ind over Frederiksberg boldklubs baner, af nysgerrighed fra et barndomsminde, om det mytiske og fremmede, kun omtalt og aldrig før været der. Eller er det blot trangen til en kop kaffe og et stykke chokolade fra klubhuset, der styrer retningen.
      Dér i entreen, ved indgangen, til det lille kontor og kiosk, sidder den selv samme Kim, ved et bord, og drikker kaffe med en anden mand. Han gør store øjne da han ser mig.
      - Nå, sidder i der og drikker kaffe?
      - Ja, der gør vi, siger den anden mand.
      - Vil du have en kop, tilbyder Kim..
      - Ja tak..
      De fortsatte deres samltale.
      - Nu der ikke er andre, er det måske muligt, at tage et bad?
      De to kigger på hinanden et øjeblik og nikker indforstået.
      - Ja det er det, siger den anden mand, men ikke forlang tid. Du kan bruge omklædningsrummet der. Og peger på døren lige overfor.
      Sidst men ikke mindst, da en aften, går med, at spadsere fra mosen; Lille Finland, Sandagermosen, ned ad den gamle jernbane sti, over engen, hvor køerne græsser, hvis landmand ingen synes, at vide hvor hører til, eller om overhovedet eksisterer. Forbi og langs med cisterciensermunkenes udtørrede og tilgrode vandløb mellem Sorø sø og Tuelsø. Ind i kolonihaverne, fra hjørnet ved kirkegården, ved den hemmelige låge, blandt de små hyggelige huse, selvbyg, på hver side af stierne, fyldt med perlegrus, som knaser når man går og kolonihaveejerne, kan høre, at en er på vej. Ud i den fredede Fægang, alleen med alle de store og gamle ege. Ind over cykelcross banen, videre over boldbanerne og ind i Sorø hallen, til duften af hal liv og lyden af boldspil fra hallerne.
      Der, i den forholdsvis store, restaurant og kiosk, sidder igen den selv samme Kim og spiser et måltid mad alene. Nu det os der nikker indforstået.

      Slet
    2. cass11. juni 2025 kl. 01.58



      Naturen kalder; vrikker ud af posen, vender rundt, stikker fødderne i de våde og kolde sandaler, lader mit vand og går lidt frem og tilbage og rundt. Stikker de kolde hænder dybt i lommerne på dunjakken. Et større dyr eller to har i nattens løb været forbi og efterladt, deres efterladenskab, i to store plamager, af det der ligner forstørret tic-tac, dog brune, tæt op af cyklen. Brygger en kop kaffe, beundre trætoppene og vinden i dem, og undres over den tilsyneladende vindstiller gryde teltet står i. Afmonter cykeltaskerne, går ned af skråningen til søen med en gryde og fylder den med vand.
      Drikker kaffen, skærer nogle tykke skiver af den lækre brune gedeost, lægger det på et naanbrød, med et par skiver elgkødpølse. Nyder morgenstunden. Inspicerer cyklen; bremseklodserne forrest skal skiftes. Kæden er så småt rusten. Skiller pumpen ad, giver den lidt olie. Kører en klud over kæden. Konstaterer, at materiellet har behov for en kærlig omgang, for at kunne modstå, det intense terræn, på sigt..
      Hælder vandet i gryden, ud over bagsiden på cykeltaskerne, rengøre dem, selv om det har en stakket frist.
      Går igen ned af skråningen, til søen, fylder gryden med vand, finder et passende sted, trækker bukserne ned, indtager hug stilling, sørger for mine benklæder ikke er i vejen, gør mit behov, som vi, mange af os gør et par gange daglig, sætter gryden med søvand til halebenet, hælder og vasker mig.

      Hvis der ikke er en direkte vej, så, er der en omvej. Men, der sjældent, en genvej..

      Slet
  8. cass13. juni 2025 kl. 04.14

    Epistler fra Nord.. #07

    Kære Asta,

    Jeg ligger i teltet med fire små myg, de er så småt ved at vågne, det undre mig, da det kun er fire grader varmt. Gøgen kalder sine traditionelle kald, og blander et par kald ind, som mine ører aldrig før har hørt.
    Har slået teltet op lidt nord for Røros, ved Storsandtjønna, i går aftes, for at komme i ly. Venter hele dagen på, vinden skal lægge sig og skydækket vil drive over og udelukke regn. Men regnen vil det anderledes og fanger mig hen på aftenen og reducere mig til en lille rystende Chihuahua. Sidder på det tidspunkt ellers godt i sadlen og beundre fælgene skinne og gearene der glider smoot, mellem hinanden. Aktiverer gearskifterarmen, med vilje, bare for at nyde den bære kæden fra tandhjul til tandhjul, let uden modtand og kæden taknemmelig glide ned over og rundt om tænderne, uden et tørt, skingert, knirkende og knasende snær, efter at være blevet pamberet for. Den har været en tur i beautysaloon og nu spinder den, helt, som en lille mis. Håndbremserne mangler stadig lidt justering, men, de er hele tiden i brug i det stejle terræn og konstant foranderlige. De er rarest, når de har kort aktiverings afstand, specielt på langsomme, snørklede og stejle passager, med forhindringer, som sten og huller, grus og fuger, skåret ud af rindende vand.

    Overvejer at cykle om natten, det gør for så vidt ingen forskel, andet end det er koldt, at solen ikke skinner, men ofte vindstille, og natten er lys, som dagen og ingen trafik. Regnen har ligesom sin egen vilje, iskold og ikke til at lave aftaler med.
    Morgenmaden er indtaget; fire smilende æg, to skiver speltbrød med den lækre brune gedeost, nu et andet brand, end den populære og velkendte fra Guldbrandsdalen.. Og kaffen selvfølgelig, to kopper af den.
    Til min skræk her til morgen, står da, i lyset og sætter flasken med drikkevand, i holderen på cyklen, tappet fra vandhanen på Biblioteket i Røros, opdager små sorte flager/grums/organismer flyde rundt, som i de forseglede glaskupler, med et landskab, man ryster, så det sner. Tog et kig i den anden større flaske, ligeså, fyldt med den samme sorte partikel ting, den tredje flaske, slukkede min tørst, i går aftes..

    (En mand giver sig til kende, med et lille host, udenfor teltet.)

    Det viser sig, at være et par fra Tyskland, der er på bilferie, gennem Sverige og Norge. De fisker, bader og hygger sig og på vej tilbage, sydover, til Rostock.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass13. juni 2025 kl. 04.16



      Pakker telt og sager sammen. Cykler er par hundrede meter ned af vejen, drejer ind på en grusvej. Et hus, med tilsyneladende ingen hjemme, en træstamme ligger på tværs af indkørslen.
      Perfekt, løber konstaterende gennem hovedet. Parker cyklen på sit støtte ben, lidt besværligt i den sandede jord. Knapper stålkoppen af forreste venstre cykeltaske, scooper lidt vand fra søen og går et stykke ind ad en sti, til ventre, forløser mit morgen ritual, vender lettet tilbage til cyklen, klæder mig af, finder toilettasken, tager shampooen frem, gør den klar, hopper i store kolde balje og stiller mig op på græsset i solen og sæber mig ind.. Dypper koppen gentage gange i søen, skyller sæben af og hopper i vandet igen.
      Nyder hver en fiber der resonere i kroppen, mærker friskhed strømme foroven og ned gennem mig. Går på alle fire, peger numse af solen, tager tre sæt armstrækninger, med lille pause imellem, af sæt af tyve.
      Børster tænder og triller ud på Johan Falkbergets vej, med retning af Ålen.
      Cyklen er pumpet og taknemmelig efter beauty-saloon session dagen før, og takker med at trille, som en drøm. Vi smelter sammen til en enhed og rider med alt hvad ramme og tøjler kan bære. Kilometer efter kilometer bliver tilbagelagt på ingen tid. Vejrforholdet perfekt og minimal trafik. Finder et gear der passer, mellemste klinge forrest, et af de ni tandhjul bagerst. Bliver i det gear, holder kadence, stiller mig op i pedalerne på bakkerne. På nedkørslerne, trykker gear skifteren med tommelfingeren, tvinger kæden op i den største klinge, træder til og suser nedad, holder øje med trafik og specielt, huller og bump i vejen, gennem solbrillerne. Dér, pludselig, på nedstigningen rammer sommeren ind i mig , duften af græs, mælkebøtter og kløver rammer lige i tuden og luften bliver gradvis varmere på vej ned i dalen. Sommeren er endelig kommet til Norge og solen skinner. Juhuuu!!, råbes i begejstring, hey fårene, sommeren er her!!
      Hjulets centrifugalkraft, den kunstige gravitation, er barmhjertig. Mand og cykel ét. Fire cykeltasker, telt, footprint (to styk materiale, vandtæt, afdækningsfilt m. plast membran og undertag til at ligge under teltet.) fastspændt på den forreste bagagebærer under den lille handelbartaske, med pas og kamera og div. Sovepose og tæppe stoppet i en dry bag og fastspændt på bagagebæren. Det hele en enhed, af kinetisk brutalitet, hvor selv Vingegaard og Pogaca får baghjul.

      I Ålen, skiftes vandet ud i Coop, handler lidt snack Noget norskt brød med smør og kanel, man drikker til kaffen, som en så venligt forklarer, da hun bliver spurgt. Finder nogle norske lakrids både. De er dog for søde til min tand. Derpå går turen et stykket retur op af bakke, tilbage på rette kurs, lagt med Komoot. I retning af Ås, over fjeldet af Raistvegen, stiger til et tusind højdemeter, cykler blandt store flokke af rensdyr og plamager af vinterens tilbageværende sne, der ligger og smelter, så det kan høres, i vandet der løber i retning af fossen.
      Klukker på opstigningen, til fårenes bjælder om deres hals, som i et rigtigt cykelløb, minder om tilskuerne, der står med kobjælder og hepper på udbryderen, der ligger alene forfulgt af det hele felt.
      Kan lige høre det for mig, Rolf Sørensen og Ritter, hvis far hed Ole, kommentere på det.
      - Det godt nok utroligt det udbrud, siger Rolf, og så med alt den oppakning. Han øger forsat!!
      Og Ritter, der kommer med kulturhistoriske og koloniale input.
      - Ja, siger Ritter, det et område med en tradition for fåreavl. Og alle de små lam, de er traditionen tro, stor eksportvare som lammekøller..

      Ligger lidt ude for Ås, i et shelter, med bål plads. Har været en tur i Småfossen, pakket og klar til, at, role on..

      Cyklen lægger afstand til pennen, i dette tilfælde tastaturet, som frygtet. Det må der rettes op.

      Slet
  9. cass15. juni 2025 kl. 09.28

    Epistler fra Nord.. #8

    Kære Asta,

    Jeg står og kigger ud over Randsfjorden. Børster tænder. Overvejer min næste disposition. Vælger at Cykle op langs søen, ad Fjordlinna 240 og flette tilbage ind på den planlangt Komoot rute. Det føles godt igen at have luft i hjulene og have overstået den lille start vankelighed, fået hentet to nye slanger i Hønefoss og skiftet den ene nye med den punkterede, der viser sig at have en lapning, som ikke mindes, selv af have udført tidligere. Måske det er pga den lapning, der er slør i styret, når cyklen får frigear og lov at løbe løbsk, ned ad bakke.
    Efter lidt proviantering i Coop i Jevnaker, forsætter turen op mod Lillehammer, første delmål for turen, og delvis inspiration til den hele tur fra begyndelsen. Dine, Noter fra Lillehammer, starter med at dukke op, i glimt, på en ugentlig svømmetur i den lokale svømmehal. Noget om vand og hukommelse, fæstner sig, som en erindring i det klorholdige bassinvand. Svømmetag efter svømmetag. Fristelsen til at kravle ud af bassinet før tid, melder sig, som en et lille biprodukt at få opklaret indholdet af teksten i digtet og om det der huskes, overhovedet stammer fra dit digt.
    En ung kvinde i en blond busteholder og trøjen bundet om livet, overhaler på en racercykel, med et smil og solbriller på, liggende henover gedebukkestyret, så tyngden af hendes bryster peger mod asfalten.
    Først øges tempoet, men, ikke tilstrækkeligt og bryder ud i en lille lunken latter.
    - Du har ikke en jorddisk chance alligevel, siger alter ego, og falder hurtig tilbage i, at cykle i eget tempo.
    Kommer hen af aftenen gennem en lille landsby, med ikke ret meget aktivitet, en traktor kører op og ned af den eneste gade, halvtomme forretningsvinduer, en thailandsk restaurant der lokker ved, en anden cykel med en enkelt cykeltaske spændt på højre side af bagagebæren holder op af muren. Parkere og går ind, opsat på, at spise thai og drikke en øl, inden det igen går videre nord på.. Krydser en herre på vej ind. Han stiller sig og kigger på cyklen, med alt dens oppakning. Går ud, falder i en kort samtale, han er nordmand og på vej til et silent retreat. Han har cyklet hele ugen, sovet på bed and breakfast og spist på de restauranter han havde lyst til. Nu godt mæt og med en pilsner i maven klar til at cykle det sidste stykke, til retræte centeret, et sted ude i skoven, i nærheden.
    Snart skiftes underlaget med asfalt ud med grus. Landskabt ændre sig, mere kuperet, kravler utallige højdemeter, gennem landbrug og parceller, der synes, at være nyligt udstukket af landbrugsjord.
    Instinktet er altid lidt forud for trætheden og begynder at spejde efter en mulig plads, at slå teltet op i tide, til en god nats søvn. Det bliver nede af en åbenlys flittig brugt sti og undre mig lidt over dens slidte beskaffenhed. Ved en lille bål plet, kun brugt en enkelt gang, ligger en brugt tampon. Dér spændes tørresnoren og bivuak op og falder i søvn til solen, der skinner på fyrretræerne på modsatte bred og spejler sig i skovsøens blanke blikstille overflade.
    Sover den hele og lyse nat, indtil lyden af stemmer, og nogen hopper i vandet fra en flydebro på den anden bred. Det viser sig senere, da svømmebroen, selv tages i brug, det kan være derfor, stien er så slidt og brugt. Der ligger en form for sommercenter, med tipi, shelter og div. andre bygninger, ved en stor parkeringsplads.
    Videre nord på, hen af eftermiddagen, ned af bakke inden det sidste stykke til venstre langs Mjøsa ind til Lillehammer, krydser en ung norsk kvinde mit spor. Hun fortæller; da hun har fire dage fri og ikke ved, hvad at skal stille op med dem, er taget på cykeltur rundt om Mjøsa, som hun bor på den anden side af, for at, erfare om tour cykling er noget for hende.
    Hun fortæller yderligere, at hun fisker, sover hvor hun har lyst. Navigerer med Google Map og hun ikke er helt tilfreds med de udfordringer det giver hende..
    Hen af aftenen den 3. juni krydses Mjøsa over Vingnesbrua. I en gal og kold vind for syd, skummer søen tænder, i en vild flugt nord på.
    Meteorlogerne lover regn.

    Fortsættelse følger..

    SvarSlet
    Svar
    1. cass15. juni 2025 kl. 09.30

      Ligger gemt væk ved den aftagende trafikstøj på Selbuvegen, lidt udenfor Elvarli.
      Pakker så småt og overvejer, om dette er, epistel otte, for nu.
      Har vredet tøjet op i fossen og tørret det i solen.
      Skyllet cyklen og cykeltasker ren for mudder og grasguirlander.
      Afventer trafikken stilner af, for så at cykle ind i den lyse aften og nat, mod Hell.

      Slet
  10. cass17. juni 2025 kl. 07.36

    Epistler fra Nord.. #09

    Kære Asta,

    Jeg slår teltet op i et shelter, et halvtag af en slags, med en kvadratisk flade, tre gange tre meter, ni kvadratmeter. To vægge skærmer for vind og vejr fra henholdvis syd- og vestlig retning. Det er et laug af en slags, hvor en af to skrivelser, slået op på den største af de fem bygninger, forklare at oktagonen, en mørk bygning, åben rejsning af taget med ildsted i midten og seks borde og tolv bænke, først og fremmest er for medlemer og de har første prioritet for brug af stedet. Men, hele pladsen kan lejes mod en beløb, ved kontakt af sådan og sådan. Den anden skrivelse, magen til, er slået op på det meget fine og bekvemme muldtoilet. Fyld af menneskelige fækalier. Fossen der stille snor sig omkring det lille område og under en gangbro af træ, er fuld af alger, kviste og grene. En enkelt frø ligger død, med sin hvide bug i vejret, på bunden af den lille fos, der løber lidt sløjt. Området stinker med mellemrum af ammoniak, så det river i næsen, når gylle er værst..

    Du undre dig måske over den gennemgående ekskrementale tråd. Det kommer der en udførlig beskrivelse af, i en senere epistel, hvorfor..

    Cykler altså over Vingnesbrua og ind i Lillehammer tidlig aften. Halvvejs, midt på, står en en række bænke med blomsterbede, en tankeplass med udsigt til nord og syd.. Broen er henlagt til rekreation, hygge, cykling, gang og løb, byngyjump måske, løbehjul tildels, hundeluftning tiltrods. Den nyere bro ligger lidt nord for og tager sig af trafikken ind og ud af byen i øst- vestlig retning.
    Cykler sådan lidt på må og få, under jernbanen, op af en bakke over en gangbro, og vupti, da står de der, taxachaufførerne med hænderne i lommerne og skyder hoftepartiet frem ved siden af deres hvide taxier. Vinker og råber “hej hej”. Ingen af dem orker tilsyneladende at tage deres ene dominerende hånd op af lommen og vinke hej hej og velkommen til Lillehammer.. Og dér, klods op af stationen, ligger hotellet, grå beton, med dets facade af smalle høje vinduer og italiensk balkon, på ræd og række, med udsigt over taxaholdepladsen og genbrugsbutik i stue etagen. Det må være dét hotel, du var indlogeret i. Stiger af cyklen og trækker op af Jernbanegata, ind på fortorvet, da det springer i øjnene, ovenikøbet bøjet i neon, HOTELL, så det er det altså, og må være hotellet du var indlogeret på, hvorfra du stod og iagttog stationen og taxachaufførerne. Klukker, hehe, så langt så godt!! Tager kameraet op af handelbartasken, knipser et billede, får at vide, “du står altså i vejen”.
    To ældre kvinder vrider sig nådigst forbi op af væggen.
    - Er du på cykeltur? spørger den ene.
    Kigger ned på cyklen og klukker lidt ironisk. Og bliver overhalet inden om.
    - Det ser jo sådan ud, siger den anden.
    Så griner vi lidt i fællesskab og de fortæller overraskende af de er til litteratur festival og på vej ud at få en kop kaffe.
    - Tænk, det vidste vi ikke, siger alter ego, litteratur festival.
    - Vi, siger den anden kvikt, hvem er vi.
    - Det er Casper her og alter ego, siger alter ego, og giver hånd til de to kvinder.
    Igen bryder vi ud i fællesskabets latter.
    - Det er sjovt, siger ene, skriver du selv?
    - Nej, vi cykler kun, siger alter ego, ej, spøg til side. Og fortsætter.
    - Vidste i, siger alter ego, Asta Olivia Nordenhof var paneldebattør til Litteratur Festivalen i 2014 og indlogeret på hotellet der.
    De kigger lidt undrende på hinanden og så på hotellet, og spørger i stedet ind til cykelturen og får frittet frem til, hvor turen går hen. Den anden, kommer strakt med forslag til hvilken rute at tage og helt undgå Røros, for det er en omvej og zigzag.
    Nu giver det genlyd af noget lignende tidligere. De var den fjerde gang, i rækken, som kom med direkte invendinger, om hvordan og hvorledes turen bør køres. Manden på Oslo-båden ved kaffe to go hjørnet. Kvinden til hest på vej ud af Oslo. Lystfiskeren ved søen på den første overnatning til lands. Og nu de to koner her.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass17. juni 2025 kl. 07.38


      Vi følges et stykke op ad gaden, i godt humør, inden vi skilles med god fornøjelse og et grin. Den anden tager igen ordet..
      - Hvor er din cykelhjelm, siger den anden, sådan en skal du have på.
      - Du har altså mødt to mødre, siger den ene.
      - Og bedstemødre, siger den anden.
      - Gå nu ud og drik jeres kaffe..
      De drejer rundt mod hinanden og slår hovederene sammen. Vi bryder ud i en fælleslatter en sidste gang og skilles i hver vores retning ned af gågaden..

      Ligger i teltet og tager en morfar. En fjern kalden, en kvindestemme når igennem, og slår øjnene op. Lettere forvirret, ruller en slidse ned i teltdugen med lynlåsen.
      - Ja!!
      - Forstår du norsk, siger kvinden.
      - Forstår dansk, ej, er dansk, forstår godt norsk.
      - Bliver du her længe, siger kvinden, for der kommer nogen og skal bruge stedet.
      - Hvornår?
      - I morgen, siger kvinden, det heller ikke tilladt at campere her.
      - Vi aftaler da bare, at teltet og cyklen er væk inden i morgen.
      Det går hun med på, inspicerer området og kører igen afsted i sin bil. Regnen tager igen fat.

      Slet
  11. cass20. juni 2025 kl. 04.01

    Epistler fra Nord.. #10

    Kære Asta,

    Jeg står i Skogn og forplejer under det lidt underlige shelter halvtag. Vandet drypper pletvis ned og danner små søer på bænken og den lille afsats spritblusset er sat op på. Teltet går heller ikke ram forbi. En mand kommer gående ind på pladsen, han har en stor gul pil på maven, pegende til højre fra mit perspektiv, til venstre fra bæren selv. Vinker og siger hej. Får ikke nogen respons. Iagttager, han tager rygsækken af ved en borde bænke plads midt på pladsen ved det store bålsted. Hæver stemmen og gentager et hej. Den gule pil vender sig om mod mig, siger hej og kommer ind under halvtaget og begynder nærmeste en monolog. Hans briller er fedtede og en sur em stiger fra ham.
    - Er du pilgrim?
    - En dansker, siger den gule pil.
    - Ja!
    - Hyggeligt, så vi to, siger den gule pil og fortsætter. Nej, kommer fra Markabygd, men har været pilgrimsvandre under Corona.
    - Der i tøjbyttecentralen, i containeren, i Markabygd, faldt søvnen over mig i nattens løb i går, på vej hertil.
    - Så var det måske dig der rumsterede rundt under mit vindue.
    - Dit vindue? Det var det nok så. Bor du der?
    Han forklarer han søger ro heroppe, men har en lejlighed i Danmark, i hovedstadsområdet, hvis altså han stadig har den. For der har været nogle komplikationer med hans førtidspension der er blevet tilbageholdt, fordi han ikke har været i danmark i så og så lang tid.
    - Kender du noget til en speciel regel, siger den gule pil, om at man ikke må opholde sig i udlandet længere en så og så langt tid af gangen?
    - Nej!
    Og han forklarer endvidere, han er på vej til Levanger, på biblioteket for og læse Klassekampen, og få et lift tilbage af en han kender, som arbejder der.. Og i øvrigt har travlt, for at kunne nå det hele inden biblioteket lukker og hans kørelejlighed har fri.
    - Det var hyggeligt, siger den gule pil, god tur videre.
    - Tak og i lige måde.
    Han tager igen rygsækken på og vandre over den lille træbro, over den halvdøde fos, op af stien trådt i skråningen og næsen i retning af Levanger Bibliotek og sin kørelejlighed retur.


    SvarSlet
    Svar
    1. cass20. juni 2025 kl. 04.03



      De to koner går videre ud for at drikke kaffe og selv på vej til Indisk Spicy Bite, en restaurant fundet på Google Maps stadig på landevejen mod Lillehammer. Stiller cyklen fra mig, bemærker et lettere bounce i styret, og tænker ikke videre over det. Retter henvendelse i det åbenstående vindue i facaden, til salg af is, hele facaden står åben og køkkenet er lukket. Den velintegreret mand taler flydende norsk og tilbyder to valgmuligheder. Shawarma i dürümrulle, eller en platte med shawarma, grøntager og pommes frittes og spicy sauce og peger det ud for mig, på billeder, i menukortet. Peger selv på platte menuen og bliver tilbudt indenfor.
      Inden i restauranten er en lille indisk lignende mand også ved at bestille noget at spise, efter samme pege finger princip og bestiller en platte mage til min.
      - Er du på cykeltur, siger den lille mand, og peger på cyklen.
      Samtalen tager aldrig videre omfang, end enkelte sætninger, kastet fra den ene ende af langbænken, op af væggen, som vi sidder på, til den anden ende.
      - Jeg hedder P, siger den lille mand, hvad hedder du?
      - Casper, siger alter ego, smager din platte lige så godt, som min platte gør?
      - De er magen til hinanden, siger P, så det håber jeg den gør.
      Vi slår over i fællesskabets latter og den velintegrerede indehaver zapper fra kanal til kanal på tv’et på væggen til han finder en orientalsk tv station han gider kigge på.
      Betaler for platten og beder indehaveren om, at fylde flasken, der oprindeligt indeholdt brusvand og retter henvendelse til P og siger..
      - P, det var hyggeligt at “dine” med dig.
      - I lige måde, siger P, og begynder en fællesskabs latter.
      Ved montering af flasken med vand fra hanen, kan det ikke ignoreres længere, cyklen igen er flad og trækker afsted med den til det nærmeste busstoppested, pumper den, for at cykle ud og finde et sted at slå teltet op..
      - Hej igen, siger P, så mødes vi igen..
      - Hej igen P. Bor du i denne retning?
      - Ja, siger P og peger længere ned af gaden, dernede og lidt op af vejen.
      Han fortæller alt mens pumpen trækkes og skubbes og halvdelen af det han siger ikke opfattes. Stopper.
      - Undskyld, kan ikke høre hvad du siger.
      Han forklarer at være flyttet fra Oslo til Lillehammer, lokket af en ven, for at spille trommer i et black metal band, men, at det ikke bliver til meget slåen på trommer og vennen ikke længere er en ven. Han fortæller også, han har en søster, der bor i København, men, at han ikke rigtig har kontakt med hende heller.
      Vi står der ved busstoppestedet, en tyve minutters tid, taler om løst og fast, hvor cykelturen går til og hvor eventuelt, at slå teltet op henne og joker.
      - Det kan vel sagtens slås op et sted i den olympiske ski løjpe.
      Vi bryder ud i en fællesskabs latter og skilles med et håndtryk.
      Cykler ind på den olympiske langrends stadiums løjpe, Birkebeineren Ski Stadium, under lamperne højt i sølvgrå træstolpper der står langs stien og forestiller mig vinteren i Lillehammer. Hvordan nordmændene løber rundt på langrendsski her om vinteren og hvordan det gik for sig, under de olympiskelege i 1994, hvor Bjørn Dæhlie løb sig til guld. Og forestiller mig, hvordan nordmændenes selvopfattelse må være i konflikt, nu sneen kommer senere og sneen smelter tidligere og vinteren ikke længere er lige så kold og lang, som de plejer at være.
      En lille hund for enden af en hundesnor, i hånden på en kvinde, giver sig til at gø.
      - Hej i to, det bare en mand på en cykel.
      - Det kan den ikke se, siger kvinden, du er dansk.
      - Ja, og kigger efter det olympiske ski stadium, at slå mit telt op i.
      - Så du på rette spor, siger hun, lidt længere ned af sporet er bedre mulighed end her.
      Ganske rigtig, en lille plet græs, midt på en bakke, tilstrækkeligt jævnt, kommer teltet op at stå og regnen tager til.

      Slet
    2. cass20. juni 2025 kl. 04.04



      Sidder og reflekterer over hvordan at være kommet så langt nord og hvor dagene er blevet af og de falder sammen, som ens perler på en snor og nærmest ikke genkendelige fra hinanden. Tænker på de utallige tråd i pedalerne. Og på epistlerne her og deres retning eller mangel på samme, tænker på, de utallige retninger historierne kan tage. Smiler, til tanken om de to elge, der krydsede mit spor i går.
      Tænker på hunden, på pladsen med det underlige, shelter halvtag med utæthed, der pludselig letter ben og strinter ud over mine sandalfødder, mens dens herre, står og foreslår, den bedste rute på sin telefon på Google Maps. Er herren og hunden, den femte eller sjette gang, en vil være behjælpelig, med at vise vej nordpå. Har mistet tælling med det. Han fortæller yderligere, at laksene, hvert år, kommer herop i den lille fos, for at gyde, hvor den lille døde frø nu ligger med bugen i vejret, på bunden, klemt fast mellem to sten.
      Sidder på en lille færgeterminal, i Lund, skriver og skal på et tidspunkt i dag, tage en lokal færge videre, over fjorden, til Hofles.

      Slet
  12. cass22. juni 2025 kl. 02.29

    Epistler fra Nord.. #11

    Kære Asta,

    Jeg beslutter mig for at tage den næste færge klokken tretten tredive, halv to, tyve minutter senere. Står med et vådt telt, der endnu ikke er pakket ned efter overnatningen på færgeterminalens campingplads, med nyslået og kalket græs, som indehaveren er så venlig at lade være for free, gratis, med træk og slip.
    Der er tre andre cyklister der triller om bord. Vi hilser på hinanden, heller ikke mere. De en enhed, en maskine, et race med tiden ser det ud til. Cykle længden af Norge, så hurtigt som muligt. Iført det for tiden, seneste udstyr. Minimalt pakket. Gravel bikes. Taler tysk, tysk effektivitet, tysk ungdom, et tysk drivetrain. Under dæk, i et hjørne ved toiletterne, længst væk fra kiosken, omgivet af farverige billeder af Norge, sidder de i ly af vind og vejr, lige i vandoverfladen, med udsigt til kysten, der bugter sig og himmelen der hænger grå, tung og flygtig. Der har de samlet en komite af andre tysktalende omkring sig, de tre fra cykelteam Tyskland, der er i fuld gang med at indtage forplejning.
    Færgen lægger til kaj. Bilerne kører fra dæk og sadler selv op. Triller ned af rampen, med en regulerende finger på bremsen, fra det smalle øverste dæk. Får en reprimande af en orange mand. “Get of the bike, you might fall.”
    Ignorere ham først, men stiger senere af og trækker det sidste stykke i land på den smalle indhegnede passage for fodgængere.
    I land. Det tyske drivetrain trækker til side, samles, justere, spænder fast og pakker deres tilbageværende forråd på cyklerne. Afventer selv strømmen af biler køre afsted. Sætter mig i sadlen. Et vejskilt reklamerer med en billedekollage; telt hytter, vand, strand, bænk. En kilometer længere fremme, drejer ind på en campingplads, løsner teltet fra den forreste bagagebærer, tager dét tildels ud og fisker cykelhandsker, hue og halsedisse frem. En autocamper kører ind på gruset og parkerer. Bestyren kommer ræsende i sin lille firehjulstrækker, bremser mellem receptionen og bordbænkesættet, min aktivitet foregår ved. Stiger ud og hilser. Endnu ude af syne. Det tyske sprog rækker råbende ind over campingpladsen. Det tyske drive train brøler forbi. På række, som en pil, skærer de gennem vinden. Handler selv en maskinevask med receptionisten. Smider det våde og beskidte tøj i vaskemaskinen og fodre en norsk tikrone til mønt boksen på væggen der tillader vasken. Pakker forplejningen frem og spiser imens. Finder et rent sæt tøj frem. Undertøj, shorts, t-shirt og en langærmet uld undertrøje. The basic. Smider nattens varme klæder. Fleecebukser, bomuldsbukser og termotrøje. Trækker i det friske sæt. Venter på vasken bliver færdig og smider tøjet i tørretumbleren. Tørt og rent med duft af vaskepulver foldes det sammen og lægges i den højre bagerste cykeltaske.
    Provianterer i Kolvereid; Blomkål, bananer, æbler, chokolade, tomater, rugbrød, en pakke grøn salat og to klargjort burger bøffer af hakket oksekød. Fortsætter op af bakke, ud af byen, med øje for et sted at slå teltet op, forpleje, inden regnen, som meterologerne igen har lovet, sætter ind. En sø, en lille grusvej, en holdeplads og en stor granitsten, lagt, midt mellem to hjulspor, et godt tegn.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass22. juni 2025 kl. 02.31

      Drejer ned og finder det hyggeligeste af shelters. Parkerer cyklen i delvis ly under udhænget af taget. Starter et vådt bål. Endevender cykletasken med proviant. Samler det lille spritblus. Steger den ene af de to burger bøffer i en klat smør, under låg, i den største kasserolle af de to kasseroller af rustfritstål. Tilsætter et par genneskårede cherrytomater, eller tre, og et par skiveskåret fed hvidløg, og tilsidst salt. Tager den nu gennemstegte bøf og placerer den på et stykke rugbrød, norsk rugbrød med solsikker og mest rugmel uden kerner. Lægger det sidste af den mørke søde ost fra Guldbrandsdalen oven på bøffen mens den anden skive rugbrød, brunes og suger fedt i bunden af kasserollen. Den anden skive brød fiskes op af det fedtede dyb, lægges på toppen af bøffen og vupti, en kasserolle burger deluxe. Den nydes, med et bundt grøn salat i den ene hånd, og burgeren i den anden. Regnen vælter ned over det i forvejen våde bål og søen ligger ligesom og spjætter. Ind og imellem plasker en fisk ud af søen og ind i den styrtende regn. Arrangerer et interimistisk leje af bænk og skamler. Puster liggeunderlaget op og lægger det henover med tæppe og soverpose. Kryber i posen og rækker ud efter tastaturet og skriver.

      Slet
    2. cass22. juni 2025 kl. 02.32



      Ligger så der i teltet den tidlige morgen på den Olympiske Ski Løjpe. Regnen holder pause og kroppen befaler kaffe. Kravler ud, cyklen ligger på siden i græsset. Klokken er stadig ung og ingen synes at være ude at gå eller motionere endnu. Ganske rigtigt, et klem på forhjulet, cyklen har en punktering. Trods det, brygges kaffen først og vågner stille under det tunge skydække, dér, midt på løjpen, hvor Bjørn Dæhlie løb sig til guld, på en lille plet græs, med meget begrænset plads.
      De første motionister kommer dryppende forbi, et hold kvinder, tres plus, med skistave og trækkende, op af bakke, et dæk hver fra en sele spændt om hoften puster forbi. Hepper på dem. Kom så, i kan godt, go go!
      En mand, på vej ned af bakken stopper og stiller spørgsmål.
      - Har du sovet godt der, siger manden.
      - Ja, glimrende, træt nok kan man sove godt alle steder.
      - Det sandt, siger manden, hvor er du på vej hen, nord eller syd.
      Vi taler lidt frem og tilbage. Han forklare min destination er lettest at nå, gennem Espedalen, ad en meget fin asfalterede cykelsti..
      - Og hvis du er interesseret i mere information, siger han, kan du kigge forbi min outdoor butik nede i byen.
      Han fortsætter sin tur og lapningen påbegyndes.
      Der viser sig ikke umiddelbart noget hul, men bemærker, der er noget slitage der gentager sig i et mønster rund på slange. Tænker først, det må være en produktionsfejl. Stopper slangen, et lille stykke af gangen, ned i kasserollen med vand og lokaliserer hullet netop i en af de slitager. Tørre slangen, stryger sandpapir over hullet og området omkring. Påfører lim på både lap og slange, venter, og klæber lappen over hullet. Igang med at skulle samle fælg, slange og dæk, iagttages, det selv samme mønster, fra dækkets inderside. Det dæk, der før sad på baghjulet er beskediget efter den lange tur ned fra fjeldet, flad, og årsag til slitagen og hullet i slangen.

      Slet
    3. cass22. juni 2025 kl. 02.33


      Triller, med et par fingre på bremserne ned af løjpen, fortsætter rundt blandt cyklister, løbere og hundeluftere. Og der, til højre i mit synsfelt, første glims af skihopbakken, Den Olympiske By, som du refererer til, kan ikke blive mere ikonisk end det. Dertil må turen gå op, det må opleves, dér, skal der glanes. Lidt længere fremme ligger en stor hvid arena, den ikoniske kunstskøjte og ishockey arena. Håkons Hall.
      En ældre herre kommer gående med sin hund.
      - Du vist på vej til Nordkap, siger herren med hunden.
      - Det du den første der har sagt, og peger på ham, hvordan kunne du gætte det?
      - På din oppakning, siger han, der har jeg selv været et par gange med min autocamper.
      Han fortæller meget indlevende om de to gange. Og gør opmærksom på hunden, der er lidt urolig, og får et par godbidder imens, at det er en låne-hund, da hans egen fornyligt er død og han sådan savner dens selskab. Og fortsætter med historierne om Nord kap, og de stakler han tilbød ly, for vind og vejr, på vej derop. Et par cyklister, en far og søn, hvor sønnen takkede, ja tak, til lidt ly indenfor i autocamperen, alt mens faderen sad udenfor og frøs i regn og vind. Og om den pilgrimsvandrende franskmand der blev vred og fornærmet, han overhovedet turde spørge, nu han havde vandret i tre måneder og blot manglede et par timers gang..
      - Så du er altså på vej til Nord Kap, siger han, men hvorfor?
      - Blev inspireret af et par digtere, danske, Asta Olivia Nordenhof og Inger Christensen.
      - Ja så, siger han, hvordan det.
      - Asta har skrevet lidt om den Olympiske by og Lillehammer, så det her er mit første delmål. Er på vej op til den olympiske flamme og skihop bakkerne. Og Inger Christensen har skrevet noget, som så, er inspiration for slut målet.
      - Dem kender jeg ikke, siger han, bør jeg det?
      - Ja, det bør du, så du hjem og slå dem op.
      Finder telefonen frem. Søger lidt rundt i fotoalbummet og begynder at læse op af Ingers digt, som er affotograferet hjemmefra.
      - Her stå jeg så ved Barentshavet / der ligger altså Barentshavet / det ser ud som Barentshavet / altid er alene med Barentshavet / men omme bag ved Barentshavet / slår vandet ind mod Spitzbergen o.s.v…
      - Det et sjovt tankeeksperiment, sigen han, også en måde at lade sig inspirerer på.
      - Men du, har altså et lille problem med en punktering og skal have et nyt dæk.
      - Der ligger en cykelhandler nede i byen, siger han, i gågaden, sidst, op mod parken. Den hedder Sykkologen, ikke Psykologen, men Sykkologen. Der kan du få et nyt dæk.
      - Sjovt, tak!
      Vi takker af, siger farvel og han falder i snak med en gammel veninde. Og cykler selv videre op for at glane, på definition af De Olympiske Lege og ol-byen. Den oplympiske fakkel og skihopperne, på bakkerne, træne uden sne.

      Slet
  13. cass28. juni 2025 kl. 12.42

    Epistler fra Nord.. #12

    Kære Asta,

    Jeg sidder i sadlen på vej ind gemmen Nappstraumtunnelen der forbinder Flakstadsøya med Offersøya. Et vejskilt informere, den er halvanden kilometer lang. Den snor sig, som et ormehul under fjorden. En slags portal, hvor virkeligheden ændre sig, fra indgang til udgang. Dog mere ekstrem og tydelig, når en af disse menneskeskabte genveje går tværs gennem et fjeld. Indgangen ligger mørk og dyster. Støjen fra enorme ventilatorer, der sender bilos op fra dybet og ud i det fri, velkommer den, der er til fods eller på cykel. Lugten og lyden varsler en ikke særlig fornøjelig tur ind i den. En skiltning henviser fodgængere og cyklister over vejbanen og ind på en seperat sti, der fører over i et smalt fortorv af beton. Forsætter mod færdelseretningen. Modkørende biler kommer op fra dybet med en forstærket brølen. Deres lys blænder og enkelte lamper i tunnelen er itu og lægger fortorvet i total mørke. Luftkvaliteten er en blanding af os og støv. Støjen fra ventilationen og bilerne bliver stadig mere intens jo længere ned i dybet en når. Stopper, finder halsedisset frem fra handelbartasken, trækker det over hovedet, folder det dobbelt og skærmer mund og næse.. Midt i dybet begynder opstigningen, ventilationsstøjen aftager for hvert tråd i pedalerne. Biler, lastbiler og autocampere suser forbi i hver deres retning. Ubehaget er mere end halvvejs overstået. En piben begynder så småt at hyle, en hylen, der er udefinerbar, som forstærkes med hver meter der tilbagelægges fra dybet, fra tunnellens midtpunkt og bliver mere og mere skinger og øre vridende. Tunnelen er beklædt på visse sektioner. Der er store eller små defekter i og virker, som mørke glubske huller, hvor lyden af rindende vand når ud til mine ører. Enkelt sidespejle ligger i rabatten. Kantstenen holder på flere dele, fra automobiler, der tyder på uheld eller nær uheld. Dagslyset begynder så småt at kunne skimtes, som en reflektion på tunnellens fugtige og beskidte vægge. Den konstante hylen bliver stadig mere skinger og nærmest udholdelig ved nødopkaldsanlægget, få hundrede meter fra dagslyset og tunnellens exit. Stopper, hiver halsedisset af, tager en dyb indånding og rækker ned efter flasken med vand i dens holder på cykelstellet. Bilister står ved deres foretrukne transportmiddel og nyder udsigten fra en rasteplads og foreviger hver deres øjeblik med mobiltelefonen. Vandflasken sættes til munden og tørsten slukkes.
    På saddelen, på vej, strømmer tankerne i takt med hjulene der snurre. Pennen der er cyklet agterud og ruller rundt i Lillehammer, på rulleski og brøler.
    - Hvad nu med mig, siger pennen, har du glemt mig?

    Den ældre herre med lånehunden, gør sig selv til point of no return, med sit udsagn om Nordkap. Har pennen valgt at lægge det ind for tidligt? Fortællingen tager sig ud forskelligt fra pennen og historien, der skriver sig selv, mens rytteren cykler gennem det norske Landskab, der er evigt foranderligt. Billede for billede, ændre det sig kalejdoskopisk.
    Kaster et sidste blik over skulderen. Den ældre herre giver lånehunden en beroligende godbid, endnu i samtale ved gensynet af veninden, der står med vandrestave og et bildæk, i et reb, bundet til et bælte om livet. En slags trænings pulk, der trækkes op og ned af den olympiske langrends løjpe. Cykler op mod skihopsbakkerne, der ligger, som historiske monumenter folk valfarter for at se og tage billeder af hinanden, som en flyvende skihopper, i en indrettet kulisse. Nogen tager trappen til toppen, andre nøjes med, at betale sig fra det med en tur i liften. Cykler ind på parkeringspladsen, hilser på tre kvidelige cyklister, der hepper, på det sidste stejle stykke op, et forvarsel. De er fra Frankrig og den ene veninde har kørt deres sidste bagage op gennem Tyskland og Danmark. En slag følge bil. Cykler videre ind, og op, over en rampe, ind på det Olympiske Skihop Stadion, hvor faklen stadig står, til minde, om den Olympiske Ild, fra et højdepunkt i Lillehammers historie.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass28. juni 2025 kl. 12.44



      Efter at have glanet på bakkerne i et stykke tid og set de frygtløse unge skihoppere time deres afsæt og svæv til perfektion, styres cyklen i retning af byen, der ligger og summer med litteratur interesseret, til Norsk Litteratur Festival, nede i dalen, med events, spredt over hele byen.
      Krydser en spektakulær gammel bro af træ, der er flyttet fra et sted i Norge, til Lillehammer, og nu ligger der i en park, som en del af den olympiske løjpe og strækker sig over en fos.
      Finder frem til den outdoor forretning, Vandreskoen, som indehaveren tidligere inviterede mig velkommen til at kigge forbi, hvis ønsket skulle være, at høre mere om cykelruten, Mjølkevegen, i Espedalen. Han er travl med at sælge vandrestøvler, men, får et øjeblik kontakt og fortæller ham, om en cykelhandler i gågaden, der hedder Sykkelogen og om han kender den.
      - Ja, den ligger sidst på gågaden, siger han, på venstrehånd lige før parken. Ejeren hedder Anders, en ganske fin fyr.
      Anders står i værkstedet og reparerer på en anden cykel. Han træder ind i forretningen.
      - Anders?
      - Ja, det mig, siger Anders, hvad kan jeg hjælpe dig med?
      - Et nyt dæk.. Og forklarer ham problemet, med det gamle og punkteringen.
      - Det kan jeg ikke hjælpe dig med lige nu, siger han, jeg er igang med en anden cykel og kan ikke smide alt jeg har i hænderne for at reparerer din.
      - Det skal du heller ikke. Du kan vel godt lige tage et kig på min og bare nøjes med at sælge mig en slange og dæk, der passer de mål.
      Det kan Anders så godt gøre og cykler igen ned af gågaden, nu med et heavy-duty dæk, punkterfri, fra Michelin på bagagebæreren, tilbage til Vandreskoen, for at høre nærmere om Mjølkevegen, i Espedalen. Det ikke meget information, indehaveren af outdoor forretningen har om Mjølkevejen og invitationen virker nu mere, som et billigt købmandstrik, for at lokke endnu en potentiel kunde ind blandt det nye og lækre udstyr.
      Nu med et nyt dæk, er der som så ikke mere at gøre i Lillehammer, end, fylde mine vandflasker med vand og cykle ud af byen videre nord på. Det bedste sted og det eneste, umiddelbart at tænke på, er biblioteket og parkerer cyklen op af facaden, med gule reklamer for Norsk Litteratur Festival. Indenfor er der linet op med stole og scene og frivillige i gule t-shirts, med sort påskrift, der besvarer og hjælper folk med eventuelle spørgsmål.
      Fylder vandflaskerne og tager plads bagerst i biblioteket, en halv etage op, blandt andre i alle aldre, seperat fra eventet og stikker powerbanken i kontakten, læner mig tilbage og venter på debatten, USA - DEMOKRATIETS OPLØSNING, skal starte. Håkon Haugsbø indleder med en introduktion og præsentation af de tre paneldebatøre. Nina Jankowicz, Kåre, R. Aas og Sarah McLaughlin.

      Den ene af de to koner, fra aftenen forinden, resonerer i mit hoved.
      - Du skal bare cykle ud af gågaden, siger den ene kone, den går nord på.

      Slet
  14. cass30. juni 2025 kl. 02.19

    Epistler fra Nord.. #13

    Kære Asta,

    Jeg spænder tørresnoren ud mellem to krogede og knudrede birketræer, som tager sig ud, lidt som en rododendron med flere stammer der rejser sig fra samme rod og ikke meget højere i statur en mine egne ethundrede og enogfirs centimeter. En kvadratisk presenning, to gange to meter, fire kvadratmeter i vævet plast, tiltænkt, som et solsejl, er spændt ud, som ly, for regn og sol. Solen, der er nærig med sine stråler, tillades ikke at trænge gennem materialet. Hvorimod, regnen, der er ovenud gavmild med sine dråber, siver gennem den vævede plast og drypper stille ned på personen, igang med, at tilberede et måltid. Vejret teer sig åndsvagt. Utilregnelig vind og nedbør, fra himmelen, der uhyggeligt hænger mellem fjeldene, i dybe grå nuancer.
    Har slået teltet op på Rødsanden, lidt øst for Bøstad, fem kilometer fra Lofotr Viking Museum. Et replika af et vikingeskib, siges, ligger her i brakvands søen, Innerpollen.
    En summen stiger ned fra over solsejlet, det ikke til at definere årsagen med det blotte øre. Kravler ud, kigger op, og til min overraskelse, står en søjle, en sværm af myg, to tre meter, lodret op i luften. De kræ har allerede taget rigeligt af mit blod og gjort mine shorts ben til spætter.
    Regnen står ned i stænger, vinden kaster sig med stød ind mod teltet, som taklinger i Rugby. Vandet har sneget sig ind i det ene hjørne, som en langsom synkende skude, mere end en kop fuld og tørres op med håndklædet. Klæder mig af og kravler nøgen ud i den lyse og regnfulde nat blandt knudrede birketræer og gyser et øjeblik under de kolde og intense regndråber. Udbedre en enkelt pløk, der har revet sig løs, måske endda sat lidt dovent i til at begynde med. Er det det konstante lys der på en eller anden måde piller ved psyken og efterlader en i en form for difus tilstand, eller er det en kombination af lyset, de mange kilometer og timer i sadlen og trafikken, der brøler ind mod en bagfra, som et rovdyr, der er ved at slå ned på sit byttet, men undviger i sidste øjeblik.
    Et lille hus står i et hjørne af stranden, på en slags pynt eller odde, omgivet af fyrretræer. Stranden er inddelt i tre. Den største og to mindre. Går en tur ned til og omkring huset, en heksagon, malet dyb brun, med vinduer og skorsten, ligger der alene, en norsk tradition, med ildsted i midten og bænke omkring. Ganske mørk indeni og tydelige tegn på tit at være besøgt, af folk, der har tilberedt et måltid, en kop varm kakao, te eller kaffe.
    Lidt længere nede, på den tredje strand, skimtes et større hus, et rigtigt hus med vinduer og hoveddør i et vindfang, i en varm lys farve, indhegnet, med en skiltning, en advarsel om, at denne zone, er kameraovervåget.
    En besked bipper ind på whattsapp, Guillaume og Lola, et kæreste par, ønsker at besøge mig på stranden ved teltet. Der går ikke lang tid før end de dukker op og vi sidder der, og sludre en stund, om vores tur og deler en pakke kiks, de har medbragt og synger fødselsdags sang for Lola, i munden på hinanden, på henholdsvis dansk og fransk og bryder ud i en fællesskabslatter.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass30. juni 2025 kl. 02.20


      Et par skubber forbi med en fyldt klapvogn, det opklarer min første undren om hjulspor i sandet, som er for parallelle, til at være to cykler trukket over stranden til eller fra et eventuelt overnatnings spot. Senere da de kommer retur hilser vi på hindanden.
      - Hej, siger de to, lidt forskudt af hinanden, vinker og stopper.
      - Hej, så det jer der skubber barnvogn gennen sandet..
      - Jammen dog, udbryder han med begejstring, en dansker, er du dansk?
      - Ja, det er rigtig hørt og på cykeltur.
      Går op til dem, et ældre par, ægtepar måske endda.
      - Det er mig der ejer landet her, siger han.
      - Jammen, så er det vel ok, at have rejst teltet på dit land.
      - Ja ja, bare rolig, siger han, her i Norge kan man campere i en radius af ethundrede og halvtreds meter fra den nærmeste bolig..
      - Pyha! Get godt at vide. Føler mig helt fanget blandt turister.
      - Ja, hvordan tror du så vi har det, siger de i munden på hinanden.
      - Det specielt de bobiler, siger han, det ikke som det var engang. Det har ligesom ødelagt alt.
      Vi taler et stykke tid frem og tilbage. De foreslår en alternativ rute end EuroVelo og E 10 for at undgå trafik og tunneller.
      Alene tilbage ved teltet og på stranden. Forplejer, tager en lur langt ind i eftermiddagen. Står igen op til lyset. Pakker teltet ned og cykler langsomt, af stien, ud og finder asfalten og E 10.
      Cykler den hele aften op til Svolvær. Triller stille gennem byen, hyggelig, en masse leben, et krydstogtskib der dytter farvel, lægger fra kaj, vender rundt i havnen og stikker til søs. Lokkes af en terrasse, i solsiden, en beværtning, Restaurant The Kitchen, på en holm, ved en lystbådehavn. Parkerer jernhesten, går gennem saloondøren og direkte op til baren, bestiller en fadøl. Tager et cafétæppe og sætter mig ud blandt de andre levende, ifører mig solbriller, ser cool ud og nyder min øl.
      På vej ud af byen, svinger ind på en Cirkel K, for at handle Rødsprit til spritbrænderen, udsolgt til den favorable pris af niogfirs kroner. Kører derefter, på henholdsvis vis Esso og Shell, forarges af den næsten dobbelte pris, af ethundrede og syvogtredive kroner.
      Cykler det sidste stykke, af tyve kilometer, uden Rødsprit, mod midnatssolen i retning af Laukvik. Nyder sceneriet en stund, ved fyret, blandt andre turister, bobilere flest. Slår igen teltet op, denne gang, ved en gammel kending, Petra, en tysker, mor og cyklist med samme destination, NordKap.

      Slet
  15. cass3. juli 2025 kl. 04.46

    Epistler fra Nord.. #14

    Kære Asta,

    Jeg slår øjnene op til lyden af et telt der ved at blive taget ned.
    Bliver liggende en stund og lytter til omgivelserne og venter på søvnen forlader selvet. Bilister sætter en nøgle i tændingen, starter eksplosionsmotoren, holder en stund i tomgang inden de igen sætter i gear og kører ud på landevejen, E 10, videre på deres sommerlige eventyr. Fjert smækker en dør. Enkelte personer taler et ikke genkendeligt sprog. Havet, Atlanten ruller rytmisk ind på strand og mellem sten, bag den gigantiske betonmole. Vinden er endnu ikke stået op. Lyset derimod, har ikke været i seng, det lider midlertidigt af insomni. Kigger ud af det lille ventilations hul i yderteltet, en praktisk foranstaltning ved lynlåsen, Petra vinker godmorgen.
    Lyner teltdøren åben og kravler ud. Går lidt rundt om egen person, scanner området, en hvid container med døre fanger min umiddelbare opmærsomhed og går langsomt i retning af den.
    En lille rød skiltning på hver af dørene, afslører, hvilket at have håbet. Mand, kvinde illustreret, som, en snarlig og mulig forløsning.
    Tilbage ved teltet står Petra ved sin pakkede cykel og sin morgenmad i hånden. En lille orange tupperware med spaghetti og staniol foldet som låg.
    - Godmorgen, siger Petra, hvornår er du ankommet?
    - Godmorgen, et godt stykke over midnat i håb om at se den magiske midnatssol. Men skyer var allerede på vej ind fra vest.
    - Jeg ankom tidligt, siger Petra, så slap du da i det mindste for at betale de tohundrede kroner det koster at overnatte her.
    - Ja, det en af fordelene ved at cykle i den kolde og lyse nat.
    - Så skal du jo bare bruge løs af faciliteterne, joker hun, der er et lækkert bad i stuen og et køkken på første sal og vaskemaskinen er lige til at gå til og vaske dit tøj i, ingen mulighed for at betale og ejeren kommer først forbi engang i aften.
    - Så det der morgenkaffen skal brygges, inden et dejligt varmt og tiltrængt bad..
    - Ahh, siger Petra, my english is so bad! Jeg taler aldrig engelsk hjemme til daglig eller på job.
    - Det fint, vi forstår hinanden. Aber dan kannst wir nur deutsch sprechen.
    - Jah jah, nur genau, siger Petra, nur du kannst so viel spaß haben.
    Vi bryder ud i en fælleslatter. Petra trækker afsted med sin cykel, et grin og tubberware, i retning af den røde service bygning.
    Finder selv kop, kaffe, tragt og filter frem fra højre forreste cykeltaske. Passerer forbi en rygende korpulent herre, ved trappen, der løber op langs den øst vendte gavl til første sal.
    Han iagttager mig intenst og reagerer med et godmorgen, der returneres med et tysk, morgen.
    En bobil’er, strejfer tanken mig, på vej ind for at koge vand og brygge kaffe.
    Tunge kraftige skridt på trappen, det Petra, der kommer ind i køkkenet med sin spaghetti fra aftenen før i sin orange tubberware og fortsætter samtalen fra før.
    - Ej mand, du som er så minimalistisk, brygger filterkaffe, siger hun, selv drikker jeg instant.
    - Livet er for kort til instant kaffe.
    - Vil du have min spaghetti til morgenmad, siger hun, og rækker den orange tubberware frem mod mig med staniollåget i den venstre hånd.
    - Nej tak, det vækker ikke just min appetit.
    Vi slår en fælleslatter op og hun går igen ud og ned, for fem minutter senere, at trampe op igen og sige på gensyn, inden hun sætter sig i sadlen, på cyklen, som er indkøbt til turen.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass3. juli 2025 kl. 04.50


      Finder håndklæde og toilettake frem, går tilbage til service bygningen og ind i vaske- og baderum. Tager i hver af de to døre til badet, optaget, tager plads i en sofa og venter. Tidens synes lang, da der endelig går en dør op og ud træder en nyvasket kvinde, som høfligt holder døren med et tysk værsågod..
      Træder fra bruseren ud i regnen og pakker teltet ned.
      Provianterer en smule hos en lille lokal købmand. Æbler, bananer, salt og øko smør fra Rørås og en pose med små kanel snegle, husker ikke deres navn, men vældig populære. Taler lidt med ekspedienten, om Blåvand og hans ferie i Danmark engang, for efterhånden mange år siden. Ind imellem hjælper vi hinanden med at forstå hver vores sprog, ved at omformulere et par gange. Han ønsker mig godt tur videre og takker farvel.
      Posen med de populære kanel snegle åbens og lægges i handelbartasken og spises på vej ud af Laukvik.
      Følger den videre omvej, som Eurovelo skiltet peger i retning af med en pil, mod Fiskebøl.
      Cykler langsomt i regnen, der ikke rigtig kan beslutte sig. Slår et smut ned forbi Syklisthuset på Grunnfør, af ren og skær nysgerrighed. En del bobil’er er parkeret på parkeringspladsen. Folk af forskellige nationalitet går fra bil til bil og taler med hinanden i en åbenstående dør. Et tysk par sidder og spiser deres frokost i Syklisthuset. De cykler også mod Nord Kap. Peger på en lille træhytte, der står, længere nede af parkeringpladen.
      - Har i været inde i den hytte der?
      - Nej, siger kvinden, lidt fåmælt, mens manden begynder at pakke deres mad sammen.
      Går rundt om den lille træ hytte, kigger gennem vinduet. Den ser ud af noget, der engang havde en tid med leben og fest.
      Finder frem til døren i gavlen mod havet. Går ind og finder en bar, Rolf’s Bar, som stadig står, som den sidst blev forladt. En brændeovn, med en halvbrændt kævle. En guitar med D-strengen, der mangler. En hjørne bar og hylde med tomme ølflasker, fra bryggerier, fra andre verdensdele. Tegninger og tags træder frem fra væggene og gæstebøgerne er fulde af hilsner fra begejstrede cyklister.

      Slet
    2. cass3. juli 2025 kl. 04.52


      Sætter mig igen i sadlen, for at nå den næste færge mod Melbu.
      - Det var i sidste øjeblik, siger landgangsmatrosen, og giver en tommelfinger op. Og lukker landgangsporten.
      I Melbu provianteres lidt ekstra til aftensmaden. Et par klargjorte burgerfars. Et blomkål og et par poser af den norske lakrids, Salte Fisk, og en pakke havrekiks.
      Cykler videre og følger endnu en omvej, som EuroVelo skiltet peger i retning af. Kommer forbi et skilt, der reklamerer med et keramikværksted på stranden. Bliver nysgerrig og drejer indover en parkeringsplads, med en parkeret bil, og triller ned af stien, mod strand og værksted. Finder aldrig værkstedet, men i stedet et stort side shelter med to borde og en lang bænk der spænder langs endevæggern. Hjerterommet, står på et træskilt, på en bjælke oppe under taget. Et par med cykler, er i færd med, at sætter deres telt op inde i Hjerterommet. Vi hilser og hun fører ordet med fransk accent. Flere cyklister triller ind, to stikker af igen, ta andre stiller cyklerne fra sig og falder hurtigt i snak med deres landsmænd, der nu har sat deres telt op. De to, senest ankomne kvinder, er cyklet ned fra Tromsø, efter at have løbet midnats maraton.
      Endevender min cykeltaske med proviant og begynder at tilberede aftensmad. Inden længe er vi alle igang med at skære, snitte, stegte og koge på hver vores foretrukne setup. Vi går rundt til hinanden og lurer på de forskellige retter vi tilbereder. Udveksler navne og taler om fordele og ulemper ved hver vores oppakning og udstyr, eller mangel på samme. Og da det bliver lidt for meget en fransk koloni i Hjerterommet, findes telefonen frem og sætter La Marseillaise på. Og vi bryder ud i en fælleslatter. Spiser sammen, lidt forskudt, pakker og siger farvel. De foreslår at blive, da det er hyggeligt og det desuden bliver dårligt vejr. Insisterer, og cykler videre ud i den lyse aften på Hadseløya mod Stockmarknes. En original med sixpence på, kører op på siden af mig, på en blå Tempo Lett to gear, en norsk veteran knallert med pedaler.
      - Har du lyst til at drikke en snaps, råber han, gennem støjen.
      - En snaps. Brændevin?
      - Ja, jeg bor lige deroppe i huset der, siger han, og peger.
      - Snaps er nok lige stærkt nok for mig i aften, men jo, nu du byder.
      - Har hund, siger han, du ikke allergisk vel.
      - Nej, ikke for hunde, men brændevin jo..
      Vi triller op af indkørslen og bliver modtaget af en logrende hund i vinduet.
      - Det en engelsk hund. Hvad er det nu for en race.
      - Det en beagle, siger han, syv måneder gammel.
      Den logre og hopper. Slikker og hopper lidt mere. Tager en sko og springer rundt i huset, så min nye ven, må bede den om at sætte sig og aflevere.
      Han går lige til sagen og finder isterninger frem fra kælderen og tilbereder to Gin og Ginger Ale.
      Vi sætter os ud på terrassen, i en blød hjørnesofa, skåler og pressenter os for hinanden og giver hånd, alt mens, den lille hund springer op og slikker mig i øret.
      - Salt, siger han, jeg kan lukke den indenfor hvis han genere dig.
      - Det skal du endelige ikke gøre. Alt godt som det er.. Skål for det og løfter glasset.
      - Skål, siger han, så du er på cykeltur i Norge.
      - Ja, en måned, fra Oslo, og nu her.
      Fortæller ham om min inspiration af to digtere, den første, der har skrevet lidt om Lillehammer og den anden, der har skrevet lidt om Barentshavet og vores runde jordklode. Finder telefonen frem, finder digtet i galleriet og læser op for Alexander. Han lytter og kigger efterfølgende på mig.
      - Det sjovt, siger han, jeg er lige kommet hjem fra en tre uger periode, med den norske kystvagt, på Barentshavet.

      Slet
  16. cass6. juli 2025 kl. 16.38

    Epistler fra Nord.. #15

    Kære Asta,

    Jeg sidder i teltet på en klippeafsats seks kilometer nord for Olderdalen. Trafikken på E6 brøler med mellemrum forbi. Fuglekvidder høres fjernt, i stilheden, mellem forbrændingsmotorer der sultent bæller brændstof i sig. Alta ligger forude, i fremtiden og venter min ankomst. Trætheden har sat sig i kroppen. Myggene har reduceret den kropslige mængde af blod til tre og en halv liter.
    Fjeldene ligger med pletvis hvide dyner på deres tinder. Smeltevand fosser fra dem i store mængder og sender en kuldebro ind over asfalten, som cyklisten må forcere med gåsehud til følge. En bro høj på piller rejser sig over den ene fjord, endnu en over den anden o.s.v. En hænge bro strækker sig over en fos. En træ-bro over en anden. Højbroerne er de værste. Højdeskrækken suger i maven og angsten sættes på pause med vejbanen på venstre side og gelænderet mellem dybet og cyklisten på den højre side. En pause og et hvil fra sadle og pedaler tiltræng og kærkomment, med en færge over en anden fjord. Det lille spritblus med læskærm stilles op udenfor, klar til at blive tændt under kasserollen med en kop vand og boullion. Der tilsættes et halvt blomkål, løg, hvidløg, smør, champignon og kidneybønner, som bringes til kogepunktet, for så, at hælde en halv kop havregryn i og lade stå i fem minutter. Havre power. Det magisk forarbejde korn, drenge og piger spiser stort af hver morgen til sol, har også sin ret, i måltidet, til aften og nat i lyset af den magiske midnatssol. Kulden kryber ind om fødderne. Skyerne driver ind over himlene. Barentshavet ligger lidt nord for fjordene, der bugter sig op langs klipperne, hvor bølgerne slår hvæsende mod Norges kyst med rytmerne..
    Landevejene snor snig gennem landskabet med en fod i fortiden. Huse står og smiler med smadrede vinduer og sammenstyrtede tage. Nutiden holder parkeret med pudsede facader af beton, glas og træ. Benzin- og dieselmotoren holder parkeret i alle deres afskyninger til rekreation, arbejde og transport. Fremtiden ved ingen hvad bringer. Fortiden får lov at stå og tegne et billede af liv, der forlængst er gået forbi og nu boltre sig i en gravlund.
    Står på en bro og kigger ned af tidslinjen, for broer gennem tiden, ferskt smeltevand løber endnu under dem hvert år, i armene på saltvandet, der tålmodigt ligger og venter. Broen i det fjerne, bue-broen øverst af de tre, kortest og konstrueret af en selvbærende stensætning. Ser en bonde på sin vogn med hø, til høst, med et par heste spændt for.
    Den mellemste bro, af beton og jern, løber lige over fossen fra a til b. En bonde på sin Ferguson trækker en vogn med halm.
    Broen billedet ses fra, er ny og moderen, af stål og beton og bygget med den seneste teknologi. Det er bilerne med personerne bag rattet, til og fra en destination, også.
    Tiden tilmed løber hurtigere og alle synes at jage den, fange den og kontrollere den.
    Melankolien cykler med, oftest, som blind passager.
    Sætter alarmen i telefonen et par timer ind i natten, med ideen om at stå op og vinde terræn, inden trafikken igen tager til.
    Destination Nordkap, kan nu tælles på en hånd, på fjerde eller femte dag vil mine øjne kunne se om Barentshavet, nu også, altid er alene med Barentshavet.

    SvarSlet
  17. cass11. juli 2025 kl. 14.03

    Epistler fra Nord.. #16

    Kære Asta,

    Jeg cykler rundt i en sky. På en stigning der aldrig vil stoppe. Kravler i det letteste gear, veksler mellem tre lette gear, alt efter stigningens hældning. Sveden er trængt gennem lagene, klam og varm indefra, kold og våd udefra. Regnen ved ikke rigtig hvad den vil. Lidt her lidt der. Vinden står stille på sektioner. Puster kold i andre sektioner. Bobiler, autocampere, personbiler med campingvogne og modifiserede busser, står lydløse i natten og sover, samler kræfter til igen at brøle deres vrede ud i fjerde og femte gear. Dagen synes lang allerede. Tænker tilbage på den, langsom og træt. Stod op klokken fire. Den tidlige morgenstund, stille, kun fuglene vågne med sang. Brygger kaffe. Propper soveposen og tæppet i Drybaggen og spænder det på bagagebæren. Sipper lidt kaffe. Tager først tre pløkker ud af jorden. Løsner yderste teltdug fra inderteltet, folder det sammen. Knapper teltet af aluminiumsstængerne og separere dem fra de tre metalhuller i teltes tre hjørner, folder dem sammen, stikker dem i deres pose. Trækker de sidste fem teltpløkker ud af jorden, stopper dem i posen og folder teltet ned langs midten og lægger yderteltet ovenpå og ruller det sammen og trækker teltposen ud over. Spæder det på den forreste bagagebærer sammen med fodprintet, affaldspose, regn- og vindbreaker. En rutine der bør være lige til, men varierer fra dag til dag, regn vind, sol.. Træt eller vågen, før eller efter morgenmad, frokost og aftensmad.
    E6 snor og vrider sig, rejser sig og falder gennem landskabet og allerede fremme ved alle destinationer, som den fabelagtige Midgårdsorm. E6 sover stadig den tidlige morgenstund, til godt ind i formiddagen, indtil, et pludseligt knips fra gud ved hvad, med tommel og pegefinger. Når op til Rotsund Rasteplass, en anden cyklist, en tysker, som kort hilste ved færgelejet i Olderdalen, ligger og sover i et af restepladsens side-shelters. Bliver afvist ved Sørkjostunellen af et skilt med en rødt streg over en gående og cyklende mand. Tager ud på en mindre omvej, den gamle E6, ligger glemt og ikke videre benyttet. En rasteplads øverst på strækningen er forfalden og et lille skur er indrettet af lokale jægere, ser det ud til ved et nysgerrigt kig gennem vinduerne. En hundeslæde ligger med mederne i vejret. Skind og trofæer står på hylderne. Et kogeblus, stole og borde. Et skilt ved en sø, står stadig, slidt med skriften - Drikkevandsreservoir, må ikke forurenes. En drikkefountain af granit står med en bukket hane.
    To separate parkeringsbåse påskrevet bus, minder om fordums tids turisme. Slipper alle tøjler og suser ned af den ensomme og gamle E6, der er besøgt af lyst- og fritidsfiskere for enden af nedstigningen. I Storslett, køber ind på morgenbuffet på Reisafjord Hotel AS og spiser, som en konge blandt motorcyklister, børnefamilier og bobilere, for blot ethundrede og halvtreds kroner, sammenlignet med prisen på en enkelt fadøl, er det en favorabel pris taget i betragtning. Ruller videre, to cyklister kommer ned fra nord, vi deler cykelsti, de sænker farten, stopper og hilser. De er fra New Zealand, fløjet ind til Alta og cyklede op til Nordkap og nu retur sydpå. Han viser sig at være dansk og har en søster i Skive. Taler om løst og fast mest cykler og en cykelrute i syd Australien kaldet noget på aburogin der betyder, ingen træer. Cykler videre da regnen igen begynder at falde. Svinger ind på større rasteplads med bobiler, toilet, borde og bænke, slår igen teltet op, kravler ind, lader regn være regn og falder i søvn.
    Regnen falder stadig sagte hen af aftenen. Teltet tages igen ned, samme procedure, vådt og klamt spændes det igen på cyklen for tresindstyvende gang eller mere. En teltpløk, tråds sin røde farve, ligger glemt i græsset.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass11. juli 2025 kl. 14.05

      Cykler ind i aftenen og natten, får mere og mere ejerfornemmelse over E6, alene under det grå skydække i regnen. Rensdyr går og græsser mellem birketræer.
      Bliver ingen afvist af en tunnel. Må udenom og op, gennem skyerne, sneen, det der er tilbage fra vinteren ligger beskidt og smelter i vejkanten. Autocampere holder parkeret blandt gamle og sammenstyrtede hytter, af en slags, der minder om tørvehytter. Alle med en rusten brændeovn med kogeplade.
      Nedstigning byder på drama, en dårlig sigtbarhed, øjnene løber i vand, hastigheden høj, skyerne og tågen, fingre og shorts ben er kolde, et uventet hul i vejbanen slår hårdt mod forhjul og fælg, den forreste højre pannier, cykeltaske med forplejning hopper af og nær tager cyklisten med i faldet..
      Sover i intervaller. Kravler igen en stigning.. De store traktorer er ude og slå vejkanter for græs og ukrudt og smadrer plastposer, aluminiumsdåser o.s.v. ved samme lejlighed. Tager en pause i et busskur. Klam og varm bliver hurtigt til klam og kold. Tager igen på stigning uden ende og sætter teltet op på noget der hverken er resteplads eller grusvej. Smider de svedige klæder og hænger dem op i et knudret og snoet træ.. Sover til langt ind i morgenstunden til lyden af E6 der brøler.
      Videre, nu uden regn, med skiftende sol og skydække.
      En Svejtsisk kvinde, mor og søn, fløjet ind til Tromsø på en to ugers tur til Nordkap, søger min hjælp med drengens skivebremse, der konstant bremser en smule, afslår, da den type bremser ikke er noget min cykelekspertise kender til.

      fortsættelse bør følge.. (note Nordkap d. 11/07-25 kl. 22.57)

      Slet
  18. cass11. juli 2025 kl. 14.08

    Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. cass11. juli 2025 kl. 14.10

      Epistler fra Nord.. #17

      Kære Asta,

      Jeg står ved globussen på Nordkap blandt andre turister vinden er gal og kold. Barentshavet ligger mørk, blå i grå, indpakket af skyer glider det hele hav og himmel sammen i et. Parkerer cyklen og træder nogle meter væk og fanger mig selv, cykel og globus i et selfie..

      Slet
  19. cass15. juli 2025 kl. 08.01

    Epistler fra Nord.. #18

    Kære Asta,

    Jeg er et opgraderet insekt, nu med vindue der ikke længere ved hvor at starte, hvor at dykke ned, selv om der er rig mulighed, synes fingerne at stivne ved tasterne. Humøret er hverken eller. Tankerne kredser i fortid og nutid, en smule fremtid. Tilhørsforholdet til det hele omkring og mangel derpå, tager meget energi. Udenfor vinduet, kahyt 5309, trækker horisonten streg over det mørkeblå hav og deler den grå himmel, fra Barentshavet.
    Norges ekspres rute tager mig øst, syd øst over til Kirkenes. Nedstigningen fra nord er begyndt fra Honningsvåg og er gået ind i anden fase til søs.
    Horisonten gråmeleret fører blikket, som en blyantsstreg, ind i en brun, grøn og sort klippevæg der rejser sig fra havoverfladen og rækker ind i skyerne. En lodret væg, et rum, i rummet skabes mellem hav og skyer. Iagttager vejrfohold foranderlig fra kahytten på skibet Havila Castor. Om lidt lægger det til endnu en havn, i en fjord, ved en bygd. Klokken er lige passeret midnat. Inden længe, på turen sydover og hjem, vil den magiske midnatssol træde ned i kælderen og natten vil igen, gradvist blive mørkere. Polarcirklen ligger syd for og venter på igen at blive krydset, lidt, som en trylle linje der holder mørket skak og lyset tændt i en evighed. Ved snart ikke om det er glædeligt eller sørgeligt, at cykelturen snart går ind i sin tredje fase, ned gennem Finland, ned gennem Mumitroldenes land og Tove Jansson’s univers.
    Melankolien ligger konstant på lur. Cykler for alvor ind i dens åbne arme, stille og gradvist omfavnet på den sidste stigning op til plateauet Nordkap.
    To cyklister vinker mig i møde. De på vej ned fra plateauet. Det to kendinge, Gauthier og Ariane, franskmænd, de stopper og siger hej. Et glædeligt gensyn. Vi taler kort inden afkølingen for alvor begynder. Krammer hinanden farvel eller på gensyn. Det ikke til at sige på den trafikfyldte E6, turistruten; turistfælden, som Tour de Tor udtrykte det på Oslo båden ved kaffe to go hjørnet en aften i maj. Hvor, nogen holder pause, sover eller reparer en punktering, fortsætter andre deres rejse på hjul, fire eller to, med forbrændingsmotor eller rugbrødsmotor, så kan det ske, folk løber ind i hinanden når de mindst venter det, på en tankstation, en rasteplads eller krydser hinanden med et vink, et blink, eller et stop på E6….
    (Står nysgerrig ud af sengen med røven bar. Kigger ud af kahyt vinduet. En gaffeltruck henter fem paller ud af skibets lastrum. Fem, ti minutter, og Havina Castor lægger igen fra kaj og tager til søs. Nu viser fjorden sig fra sin anden bred, med sne på fjeldet og mindre skydække.)

    SvarSlet
    Svar
    1. cass15. juli 2025 kl. 08.02


      … Det den grand finale, den sidste opstigning, overhales af busser autocampere, motorcykler og personbiler. Vinden tager til. Modkørende suser forbi i en lige så konstant strøm for at gøre plads, til de, som ønsker at parkere og gå en tur på museet og spise i restauranten og tage et selfie, handle en souvenir eller blot nyde synet af Barentshavet, der altid synes at være alene med Barentshavet. En personbil sænker farten, stopper, sætter katastrofeblink til, ruller vinduet ned i førersiden sætter sig klar med mobiltelefonen, som vil han tage et billede af cyklisten på vej op, i kampen, midt i smerten med et panorama af Barentshavet og sol belyst fjeld i baggrunden. Provokeret af situationen og trafikken, midt i anstrengelsen. Øjeblikket er mit alene og kun mit. Kigger over venstre skulder, fri bane, krydser over og cykler helt op tæt på kofangeren, får øjenkontakt med de to bilister, svinger ud og fortsætter forbi og op, rundt i det sidste sving til endnu en del af stigningen.
      En mand råber noget i vinden. Sætter hånden til øret.
      - Well done, siger han.
      Løfter venstre tommelfinger i vejret. Fortsætter ind over det flade plateau forbi bomme, mellem busser, biler og turister. Rundt om Nordkapphallen, forbi statuen; Barn av jorden, op til globussen og hegnet, helt til den yderste kant af Europa, hvor skuffelsen rammer, som en humørforladt rustvogn der stille triller afsted, blandt mobil svingende turister i overdrev af hypet begejstring. Kører rundt om den hele globus et par gange, stopper, iagttager og føler efter. Deler umiddelbart ikke deres opløftede jubel.

      “All of us have in our veins the exact same percentage of salt in our blood that exists in the ocean, and, therefore, we have salt in our blood, in our sweat, in our tears. We are tied to the ocean. And when we go back to the sea - whether it is to sail or to watch it - we are going back from whence we came.”

      John F. Kennedy

      Slet
  20. cass4. august 2025 kl. 06.40

    Epistler fra Nord.. #2.0

    Kære Asta,

    Jeg kigger på skyerne der hænger hvide og bløde over Kärenjärvi, sø formationen, ved Kuhmo. Klæder om til kun badebukser. Springer i vandet fra badebroen ved Ruukki Beach. Vandet er varmt og det omfavner skønt og skyller nattens fedtede sved af mig. Fiskerne siger vandet er for varmt til at fiske. Børn løber og leger, smører sig ind i mudder og sand. Hopper i vandet, skyller sig rene, for blot at kravle op og løbe tilbage og gentage den hele seance endnu engang.
    Svømmer og tænker på en majdag i København, i Kongens Have, ikke langt fra H.C. Andersens statue, på en bænk. En ældre kvinde kommer op til mig.
    - Vil du have noget imod jeg sætter mig på bænken her.
    - Nej slet ikke, sæt dem endelig.
    Vi sidder der i tavshed et stykke tid, Sølvgade summer, folk går forbi, til og fra statuen. I det fjerne spiller nogen basketball bag hæk og indhegning. Hun vender sig mod mig og begynder at fortælle, om at være barn af et finnebarn, der kom til Danmark p.g.a krigen i Finland i fyrrende.
    Det får mig til at tænke på P og hans historie før min tid. Kvinden han fik sit første barn med, min fætter, hun var måske endda også barn af et sådan finnebarn, der kom til danmark under krigen. Sirkka hed hun og boede på Vesterbro, tog sig af min fætter, tænker jeg, uden at kende den hele historie, men, blot små fortællinger, fra den tid vi som teenagere hang ud sammen, inde vi blev unge voksne og P tog sit eget liv.
    Sidder nu ved tasterne i et shelter ved Pajakkakoski Rapids Trail. Vandet risler. Kuhmo summer. Solen skinner. Skyggerne danser. Bladene hvisler. Fuglene kalder. Et par går forbi. Skyerne driver. Turen går videre sydover, ad Iron Curtain Trail, Jerntæppe Stien. Skoven dominerer på begge sider af vejbanen. Vinden blæser varm fra syd.. Log trucks kører tomme ind gennem byen og læsset med birketræer ud gennem byen. Finland og dets folk behandler mig godt. Myggene, de kræ, er ikke længere en plage, som de først var i Lapland. Temperaturen må gerne falde bare en smule, både nat og dag. Finland er smuk. Hvorfor er vi i skandinavien, så underligt, distanceret fra dette land og folk. Tager en slurk af Hartwall, original, long drink, gin & grapefruit. Helsinki 1952. Made in Finland, smager tilmed godt.

    SvarSlet
  21. cass6. august 2025 kl. 01.08

    Epistler fra Nord.. #2.01

    Kære Asta,

    Jeg er ved at have fået nok af at cykle. Temperaturen er for høj til teltet er behageligt. Solen skinner stadig sin varme ned over mig. Temperaturen er faldet nogle grader den sene eftermiddag. Klokken er hen af halv seks. Det er min tredje dag i Kohmo. Tre overnatninger. To på campingplads. Kalevala Camping. Trangen til en bruser, et rigtig bad, et spejl og en barbering, et toilet ikke mindst og sauna. Den finske sauna med en svømmetur i en sø mellem de varme sessions, er tiltrængt, muskelafslapende varme. Køkkenet, ikke andet end et tekøkken, ikke bevendt, andet end til opvask efter madlavningen på en bænk, på en trappeafsats med udsigt ned mod sauna, strand og badebro over sø. Elkedlen gør brygning af kaffe bekvem. Teltet står ikke i skygge det meste af dagen, varmt og giver fornemmelsen af hjemløshed blandt bobiler, modificerede kassevogne og campister. De hunde der er med står tøjret til deres ejers bil og gør af mig og andre der går forbi.. Betaling er der ingen af, da receptionen aldrig bliver bemandet de to dage.
    Natten til i dag er tilbragt i en slags shelter-pavillon med brændeskur og muldtoilet. Ved en motionssti om sommeren. Langrendsløjpe om vinteren. Et kamera, af statens, lurer på bålpladsen fra en lygtepæl. Det afholder mig ikke fra, at tænde et lille fint hygge bål, som brænder ud mens søvnen overmander mig i soveposen, i shelter pavillonen, med otte små citronella fyrfadslys der gør et forgæves forsøg, for at holde det lille kræ, muggen, væk..
    Sidder mæt på biblioteket og kigger ud af vinduet. Et barn i klapvogn øver sig i overtoner. Moderen tysser på barnet. Bibliotekaren går rundt med vogn og sætter bøger på plads. En mand i lift arbejder på og omkring vinduerne. Birketræer står ved stien, cyklister og fodgængere går på. Pajakkakoski løber forbi i sit tilløb. Unge drenge og piger springer i vandet fra en bådebro. Oplader telefon, tastatur og batteripack. Leder efter energi til igen at forsætte. Sætter pennen til at komme efter cyklisten. Har tilberedt en sen morgenmad; havregryn med æble, banan og nødder. Kogte æg til senere. Et tiltrængt hvil, for at påfylde kroppen friske kalorier og kræfter, forny energi. Overvejer endnu en nat i Kuhmo, fire overnatninger samme sted, samme by, det rekord på turen, tiltrængt, efter to måneder på vejen, skandinavien rundt.
    En pludselig råben i natten, ved motionsstien i shelter-pavillonen, vågner med et sæt, adrenalinen skubber til hjertet der sætter i løb. Kravler ud af soveposen, trækker i shorts og sandaler. Hopper over rækværket, træder nogle skridt ind mellem træerne. Et råbende silhuet går kapgang, på stien belagt med træflis, passerer og stilheden vender retur.

    SvarSlet
  22. cass13. august 2025 kl. 02.40

    Epistler fra Nord.. #2.02

    Kære Asta,

    Jeg sidder og slår mave på en kro, Launas, på terrassen under halvtaget i en sofa, ved landevej 6 lidt syd for vej 486 ud af Kitee. Haler ind på Helsinki. Varmen har aftaget og regnen drypper lidt useriøst til tider. Solen har igen taget fat og himlen er blå med hvide bomuldsskyer på.
    Reflekterer over turen ned langs grænsen, der ligger lukket og pakket ind natopigtrådshegn. Grænsepolitiet kører forbi i to kassevogne, volkswagen, mandskabsvogne. Vi kigger på hinanden, i forbifarten. Et gult skilt, ved en afkørsel, med en rød hånd skriger; stop, seis, grenzzone, border zone, no entry without special permit. Folk fortæller, grænselukningen er et økonomisk hug for landsbyerne, hotellerne, forretningerne og handlen i det hele taget. Førhen rejste folk på tværs af grænsen og handlede hos hinanden. Længer nord på krydser lapperne, samerne, stadig grænsen, for at holde øje med og styr på deres rensdyr, siges det. Ligeledes, fortælles det, log trucks ikke længere henter træ på den anden side af grænsen, til savværker og papirfabrikker, og de, mange af dem derfor lukkes og det giver arbejdsløshed i de erhverv der er påvirket af det.. I byerne står butikker tomme og hele ejendomme rømmet for liv. I Kitee, fortælles det, at indbyggerne er halvfems procent pensionister. Dog er der en hel del unge på knallert i gaderne og rundt om mit telt, med en glad hånd på gashåndtaget.
    Log truckene kører forbi i begge retninger, nogle tomme andre læsset. Trafikken er jævn i begge retninger. Kroen er godt besøgt. Kornet står gylden grøn på markerne. Græshopperne spiller deres violin.

    Cykler doven rundt i Kirkenes. Træt som en gammel faldefærdig lade. Halvtreds kilometer ligger langstrakt forude til den norsk finske grænse, i Neiden. Kokken er ti og solen brager dens varme ned fra en blå og skyfri himmel.
    Atten timer til søs er allerede pakket ind i fortid. Triller op og ned af gader, gennem endnu en by, med flygtigheden af et vindpust, tager visuelle indtryk med fra et sted der lidt uforståeligt bliver iklædt hvidt og bundet af frost så alt knirker og knager om vinteren og de derfor bygger et sne-hotel. En russisk soldat af bronze står som monument, for befrielsen fra nazismen. En bil parkeret foran, malet i gul og blå, demonstrer med simple slogans, mod krigen, der buldre længere nede i sydøst.
    Tænker på det råd, en eller anden gav, en aften mellem telte.
    - “If you are going through Finland, and you don’t already have a mosquitonet, get one, you will need it.”
    Og i samme tanke, strejfer det mig gentagende, at liggeunderlaget er punkteret og siver langsomt så det er fladt om morgenen og må huske et lappegrej samtidig.
    Stiller cyklen op af en terrasse i skyggen. En person sidder alene. Drikker af en kop og ryger på en cigaret. Hun kigger medlevende på min parkering, siger ingenting, smiler.
    - God kaffe?
    - Ja, siger hun, den første kop på dagen. Altid god.
    - God café?
    - Ja, siger hun, det synes jeg.
    Tager tasturet op af den bagerste venstre cykeltaske. Tager det med ind. Vælger en vinduesplads. Henter en kop kaffe og en sød sag fra selvbetjeningsmontren. Sætter mig ned for at slappe af i eget selvskab, med epistlerne fra nord, da Maggie, en gammel kone fra båden, Havila Castor, kommer forbi og gør gestus til at side ned.
    - Hi, siger hun, then we meet again. Do you mind?
    - Sure do, seen me a far ways away with your teatre binoculars? Yes, you can sit down if you like.
    - No, griner hun, I just saw your bike parked outside.
    Pakker tastaturet og epistlerne ned og giver mig hen i samtale med Maggie, fra Minnesota, der rejser jorden rundt, uden fly, slow traveling, som hun siger..
    Hun fortæller om sine børn og børnebørn og om det bedste karriereforløb i hendes liv, at udvikle software, til at kortlægge den menneskelige
    genetik. Og specielt, fortæller hun, om en bog hun engang fandt, om livet efter døden og hvor man befinder sig før genfødslen.


    .

    SvarSlet
    Svar
    1. cass13. august 2025 kl. 02.41


      - Is it the times, of the end, of american democracy?
      - That is a good question, siger hun, it seems like that’s what Trump wants.
      Vi taler en god time til min blærer er ved at springe og ikke længere kan holde stand.
      Finder frem til en sports- og friluftsforretning. Handler en armygrøn bøllehat med myggenet og det ekstrem giftige lappe lim til liggeunderlaget.
      Cykler dovent ud af byen, fyldt af det antiklimaks, Nordkap er et afsluttet kapitel og et nyt skal begynde. Cykler gennem en militariseret zone med gul gentagende skiltning langs med E6 på højre side.
      Kommer forbi endnu et nedlagt og tomt hotel, et vidnesbyrd om motorcyklerne, bilerne autocamperne og turisterne engang var mange flere. Et par, i personbil, holder ind for at selfie og fotografere en bjørn stående på sine bagben, hugget og skåret i træ.
      Når omsider frem til Nieder og afkørsel 92, der vil tage mig over grænsen, ind i Lapland og begynde nedstigningen sydpå mod Helsinki.
      En lille gruppe mennesker står midt på broen over Skoltefossen, for at se om laksene fra Barentshavet er begyndt at svømme og springe op af fossen for at gyde. Fiskere, fotografer og tilskuere står klar og venter øjeblikket.
      Rute 92 starter med en stigning. Eftermiddagssolen brager og sveden løber.
      En rasteplads på toppen står som en åben invitation. En enkel caravan, bobil, holder parkeret. Et, ingen camping skilt står tilpas diskret, at en nemt kan overse det. Et shelter fuld af skygge byder velkommen. Sætter to bænke ved siden af hinanden. Ruller liggeunderlaget ud på dem og indhyller mig i tæppet og falder nærved i søvn, da en kvinde med en hund og et stort barn stiller sig og kigger på mig. Sætter mig op.
      - No, siger hun, just sleep. You seem to need it.
      Lægger mig igen ned og døser hen.
      Vågner til et sandt mareridt. Indhyllet i en sværm af myg og knot. De sender mig ud i en dansende flugt for at få det nyerhvervede myggenet på hovedet og trækker samtidig i lange benklæder. Madlavningen spredes ud over et areal af flere bordebænke sæt og jongler frem og tilbage mellem remedier og ingredienser. Slår dansende teltet op og tager tilflugt i det. Nyder den aftagende midnatssol, gennem maskevinduet i teltes ind- og udgang, der går linegang på en fjern bjergryg.

      Slet
  23. cass28. august 2025 kl. 02.27

    Epistler fra Nord.. #2.03

    Kære Asta,

    Jeg vil være freestyler. Tage turen og vride den som en våd karklud. Holde den ud i strakt arm og se tilbage på billederne, der bevæger sig, sydover, i mit hoved. Vil fortælle dig historier i syd, øst og vest, lidt fra nord og meget fra min frie fantasi. Der er en uro bundet op i mig. En rastløshed mellem to moler i en havn, i en by, mellem to bydele, splittet af vandet i en flod, der forbindes af et spil kabler, der trækker en båd mellem de to med mange passagerer. Sidder på et gulv af en konstruktion, med tag, åbent i alle fire sider. Et egern danser pludselig stepdans på tagrenden af træ, kreativt hængt på taget, med grene, ledes det eventuelle vand ned i en font, hugget ud i en del af en halv træstamme. Egernet kigger nysgerrigt på mig, udstøder en masse lyde, hopper op på taget og videre ind i det grønne. Det er en installation der hylder naturen. Syv grene og deres kviste, med dutter af træ limet på hver en forgrening, hænger fra taget ned i den østvendte gavl. To duer lander i fonten, drikker vand og flyver videre. Fasaner går rundt i det høje græs. To af dem står og nikker af hinanden, på en træstamme blandt mange, der er lagt ud som bænke. Konstruktionen har i nat været mit tempel. Går man en tur i området åbnes der små lommer af installationer, træsnittede mænd, kvinder og alfer, der står gemt mellem birketræer. Et komposteringstoilet, det fineste af slagsen, med rampe og størrelse til kørestolsbrugere, står i et hjørne på en parkeringsplads, et stenkast herfra. Duerne går og nipper af græsset. Teltet er spredt ud til tørre, for kondens, fra forrige nat, på et par bænke der snor og vrider sig af et par flækkede lemmer, med ben af birketræ. Træstammer ligger henlagt til forrådnelse, som et biodiversitetshegn, der adskiller konstruktionen fra grustien der løber forbi. Himmelen er blå, med flygtige, hvide og grå skyer på. Luften er kølig. Vinden er næsten ikke her i mit biodiversitetshelle, i Elävän Kulttuurin Koroien, i Turku.
    Klokken to åbner et diy. cykelværksted, med to cykelmekanikere tilknyttet. Det er en god mulighed for at lave lidt små reparationer på cyklen.
    En mand iført blå kedeldragt og sort strikhue kommer forbi, vinker, går direkte hen, roder i bunken af biodiversitetshegn, samler en, to til tre meter splittet stamme op, ballancere den på skulderen, stopper, kigger på de to bænke teltet lå til tørre på, kaster også den ene af de to op på højre skulder. Han går ud på stien i retning af et rødt hegn og forsætter ud af syne. Måske han er ophavsmand til konstruktionen, der hylder naturen og biodiversiteten, der ikke synes at være så mangeartede, som vi må ønske. Bien, tag den for eksempel, er her ikke. Og den, bien, har ikke gjort meget væsen af sig på den hele tur fra nord til syd. Myggene er heller ikke, i de mængder de plejer at være, siges det, tak for det.
    Fordøjelsen af de mange oplevelser, møder med gæstfriheden og samtaler, er en proces der tager tid. Turen ned langs Jerntæppestien er kommet til ende og fuld af vemod.

    SvarSlet

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)