noter i lillehammer
jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem.
idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde.
jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer.
tænker på pasolini og på forsynet.
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig.
pasolini skriver forfærdet og forelsket om de nymodens cowboybukser :
disse amerikanske bukser der knuser vores køn
se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.
det enkleste er at påvise er at det ikke er klart hvor ens krop begynder og ender, i toget igår for eksempel. der var en baby der lo over at togdørene lukkedes og den latter (babyen selv kunne jeg ikke se) bragte mig til at græde og mine tårer over babyen latter bragte den unge mand over for mig til at le. alt sammen lissom muskler, som muskler bare går igang.
terje, den ene af dem jeg skulle snakke med igår til scenesamtalen, var så sød at vise mig den bedste rute langs elven igår. han sagde at nogle betragter en elv som et stort organ. en arm. og at vandet i elve, modsat havvand har hukkomelse.
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det.
jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den.
tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan.
glane på det.
jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem.
idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde.
jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer.
tænker på pasolini og på forsynet.
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig.
pasolini skriver forfærdet og forelsket om de nymodens cowboybukser :
disse amerikanske bukser der knuser vores køn
se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.
det enkleste er at påvise er at det ikke er klart hvor ens krop begynder og ender, i toget igår for eksempel. der var en baby der lo over at togdørene lukkedes og den latter (babyen selv kunne jeg ikke se) bragte mig til at græde og mine tårer over babyen latter bragte den unge mand over for mig til at le. alt sammen lissom muskler, som muskler bare går igang.
terje, den ene af dem jeg skulle snakke med igår til scenesamtalen, var så sød at vise mig den bedste rute langs elven igår. han sagde at nogle betragter en elv som et stort organ. en arm. og at vandet i elve, modsat havvand har hukkomelse.
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det.
jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den.
tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan.
glane på det.
Kære Asta,
SvarSletStilstanden begynder nærmest
at ligne en blindgyde. Dog,
burde jeg vide bedre, at
dette blot er en flaskehals
hvor materien har sat sig fast, og
forstoppelsen bliver værre ved
ikke aktivt, at gå den i rette.
Hjemmesider med helse og
alternative behandlingsmetoder
søges for at afhjælpe ubehaget
der gradvist vokser sig større.
Jeg går i helseforretning, og
handler ind efter mine nøje
overvejede konklusioner.
Fasten bliver refereret til biblen, og
skulle være en ørkenvandring
på fyrretyve dage med brød og vin.
Jeg har ikke lige en ørken, og
har for længst klippet mit hår
kartoffel- og porresuppe koges
som indledningsvis forløsning.
Slavisk følges kurens punkter
æbler- og most indtages om formiddagen
fasten begynder over middag
kun vand, drikkes resten af dagen
en spiseske Glaubersalt opløses
i et glas kogende vand,
jeg drikker bitterheden selv.
Fire citroner presses
tilsvarende mængde olivenolie
tilsættes og rystes sammen
blandingen indtages stående
jeg lægger mig i fosterstilling
på højre side, i sengen
og lytter til mavesæk og tarm.
Dagen derpå indledes med
“bitterheden selv” drikkes
med to timers mellemrum
jeg bliver nu reduceret til
pendler mellem seng og toilet
lettelsen er af en sådan karakter
at en kan gå på vandet.