gæs i dag i dragør

cykler til amar 
nærmere bestemt danmarks miami: dragør
passerer en fyr, der slår og aflæsser varer, han fløjter internationale. har aldrig hørt nogen fløjte internationale på gaden før, det en hilsen der indbefatter så umådelig meget, jeg smiler til ham. sangmusklerne går igang og historien: jeg gennemspiller hvad jeg kan huske af teksten i hovedet. nynner at fortiden mure er, hmm, fortidens mure er møre! 

staver mig ellers for tiden igennem, jeg havde den med mig i strandtasken idag, af grunde uvisse for mig selv, nogen gange beslutter man sig bare for at gøre noget besværligt og man gennemfører det af hensyn til selve besværet, farvel til våbnene. syns overordnet det er en god bog. det er slidsom bedrift lissom, at ville lave sådan en prosaisk portræt af at deltage i en krig, at insistere på et sprog der kan slide sig med igennem det forløb det osse er, den tid de går, de maskiner der ikke makker ret, motoren skal have olie, der skal flere kviste ind under forhjulene på den bil der er kørt fast i mudderet, der sker det og det med vinen efterhånden som den har ligget for længe og for vådt, man gør sådan ved en død ven: lader måske hans kasket dække hans ansigt inden man forlader ham liggende i mudderet, og man skriver om synet af ham fra afstand: han ligner en død mand. 
der er en passage hvor jeget fortæller om glæden ved stedord, navneord, modsat dem der mister deres betydning: ære, ofre, osv. en ost står i modsætning til, navnet Paris for byen paris står i modsætning til. Bliver lissom sprogparadiser ingen kan manipulere med. 
Det er tit en meget kedelig bog, mest når den er beskæftiget med at skildre romancen mellem jeget og en engelsk sygeplejerske. Deres endeløse og snart sagt psykotiske monologer. Jeg kom til at tænke på kvindeportrættet i forhold til portrættet af krigen. Modsat den krig hvor alle er slagne, alle i marken har tabt på forhånd, og sådan er det også beskrevet, står denne her ret ubehagelige fantasi om en kvinde der fuldstændig underlægger sig jeget. det er helt givet ikke meningen at det skal virke skingert og bizart, det tror jeg egentlig ikke, men jeg tænker på sådan en efterkrigstid, hvordan slagmarkens logik farver fantasierne. 

i hvert fald, noget der ikke er lisså konkret som ost, det er at jeg så en lille pige, maks seks er mit bud, gå rundt i dragør i en t-shirt hvor der stod: 
LOST MY HEART IN L.A. 

her er tårnby, lige der i parken bag ved vandtorvet 

her er dragør badeanstalt . der er så dejligt derude i dame afdelingen. helt rejerøde damer går rundt i røven bar og er virkelig flinke, sådan en behagelig stemning

alle sku ha lov at gå rundt for en stund med røven bar og afmystificeret 

fordi: mystikken sidder ikke i røven men på fingerspidserne osv     

åh fnis