fuck jeg er træt nu.

 

værste ved det er modtageligheden over for sådan nogle meddelelser som: det er som at ryge 30 cigaretter at tænde et stearinlys. er det en knude der? nok grøntsager?

 

sådan noget afledning.

 

bliver skamfuld. hvilket ikke er at forveksle med samvittighedstynget. skam er helt mondænt og selvoptaget.

 

dette er altså en opsang til mig selv. ophør straks hvad du har gang i.

 

noget jeg ville sige. indimellem kan man måske få det indtryk at jeg er vred på min far. det er jeg ikke. jeg er vrede på det skilt nede ved legepladsen hernede hvor der står man ikke må ryge på legepladsen.

 

hver gang jeg snakker med nogen om min opvækst siger jeg at det eneste jeg vil karakterisere som reelt nedbrydende har været at være klient / patient / officielle relationer. resten er mennesker, begivenheder, det meget smukke tov som enlanden sømand engang har lavet som bartenderen viste os. teknik / hænder. søvn. det er i orden.

 

iben indvendte, i starten af december, hvis det guerilla psykiatri skulle etableres, at man kunne komme til at tilbyde sig selv i situationer, hvor folks liv var spil, at ens faglige inkompetence kunne sætte folks liv på spil.

 

har tænkt vildt meget over det. for det er rigtigt. og er det rimeligt at løbe den risiko.

 

og min mistillid til alle professionaliserede relationer går måske alt for vidt.

 

alligevel tænker jeg også: hvad med alle dem der begår selvmord efter at blive udskrevet vildt hurtigt på grund af overbelagte afdelinger. hvad med de flere årlige pludselige dødsfald på psykiatriske afdelinger som ikke bliver undersøgt, men som flere tilskriver overmedicinering.

 

har vi ikke allerede alle sammen ansvar for det

 

??

 

alle der har skrevet beskeder om at de gerne ville være med skriver også at de på den ene eller den anden måde selv bakser med psykisk sygdom og flere at de kender til indlæggelser. tænker at det må sige noget om at der er brug for noget andet end det der findes.

 

nu skal jeg pakke. skal holde jul med anders og hans familie i ganløse år. sidste år holdt jeg jul hos christel i svendborg. ved ik om det er noget jeg har drømt, eller om per stig møller virkelig engang har foreslået at man skulle skifte familie hver fjerde år. som en måde at udligne klasseforskelle.

 

per stig møller, har du foreslået det?

 

per stig møller, glæder du dig til jul?

per stig møller, har du nogensinde hørt et æsel gumle på noget hø?

 

er det ik en åbenbaring?    

jeg synes tit jeg bliver spurgt om jeg betragter mig selv som feminist, og jeg bliver hver gang overrasket. jeg betragter mig selv som feminist, og jeg formoder at det er åbenlyst for enhver at jeg betragter mig selv som feminist. når det så ikke er det kan det måske blandt andet skyldes en bekvem fejlslutning fra min side, om at det er unødvendigt som sådan at tilslutte sig ismen offentligt. nu har jeg så igen fået anledning til at besvare spørgsmålet til et interview, og denne gang hvor der var god tid brugte jeg anledningen til at skrive alle de tanker ned der umiddelbart dukker op når jeg sidder og kigger på spørgsmålet

:  

ja, jeg identificerer mig selv som feminist

fordi jeg ikke kan sige mig fri for en øget tilbøjelighed til at ringeagte mennesker hvis de har en kvindekrop. jeg identificerer mig lettere med mænd, og jeg sympatiserer lettere med mænd. jeg er mere optaget af at opnå mænds respekt og kærlighed end kvinders. det er en daglig opgave for mig at være opmærksom på de tilbøjeligheder for at kunne yde dem den modstand de SKAL ydes.

jeg ved ikke om der findes en svensk eller norsk pendant (interviwet er til vagant, ik noget overordnet kultursammenligning på spil her) til det danske ord øretæveindbydende, som er et af de mest voldelige udtryk jeg kender, dels fordi det søger at legitimere voldslysten ved at henlægge dens årsag hos den anden, dels fordi det tilstræber at barnliggøre den, der vækker voldslysten, øretæver er et begreb man bruger om voldshandlinger der har til formål at korrigere uartige børn. det er et begreb, jeg har overtaget fra min mor. for nyligt gik det op for mig, at det begreb, som jeg afskyr og forsøger at bortjage fra mit ordforråd, kun dukker op når jeg er præsenteret for en kvinde hvis væremåde eller udsagn vækker mit mishag.

jeg begyndte at tænke over om min mor også kun havde brugt begrebet om kvinder, og jeg tror det forholder sig sådan. det klinger helt forkert at forestille mig hende sige det om en mand hvis adfærd hun ikke brød sig om.

det er næsten uudholdeligt for mig at tænke på min mor og jeg, som begge er (for min mors vedkommende var) vildt prægede af at have levet med min fars kvindeangst og had, som sidder foran tv’et og bliver enige om at en kvinde er øretæveindbydende.  

jeg havde muligvis fået høvl af min far hvis jeg havde været en dreng, men helt givet ikke den samme slags, de samme.

mit køn spillede en afgørende rolle for hans momentane had og panik. det kan jeg sige med sikkerhed fordi hans overfald altid blev ledsaget af sætningen: du er en sindssyg kvinde. min alder uafhængigt. du er en sindssyg kvinde. du er en sindssyg kvinde.

jo mere ængstelig, krybende, underdanig jeg blev, des større raseriet. min far, som var vokset op med en voldelig far som også tæskede hans mor, har vel set sin mor i min krybende adfærd, og han har vel set min mor, som han tæskede, i min krybende adfærd.

jeg identificerer mig som feminist fordi hvis jeg ikke forestillede mig at den form for kulturel vold kunne ophøre så ville jeg rådne op.

 

jeg tænker tit på at de kvindelige guder forsvandt parallelt med at købmandskulturen opstod. fordi man begyndte at handle med kvinder måtte man også nedvurdere dem i forhold til købmanden. i den forstand, at handel på en anden måde en udveksling forudsætter hierarki, er feminisme for mig også antikapitalisme.

jeg kan godt føle mig fremmed for dele af den feminisme der præger den offentlige debat.

kvinder på direktionsgangene. fremtidens ledere. den slags. jeg kan ikke se nogen anledninger til at have respekt for særlig mange direktionsgange, om det er mænd eller kvinder der sidder der.

den længsel jeg måtte ha mod at blive pave, chef for nato, direktør i mærsk (eller en af de helt enormt få kvinder der får nobels litteraturpris) forsøger jeg at bekæmpe, for ud fra et socialt perspektiv kan jeg ikke se andet end at det er nogle latterlige erhverv. lad de rige hvide mænd beholde deres tragiske kedelige lort og lad os undergrave dem udenom. simpelthen organisere noget andet.

feminisme for mig er sådan set blandt andet at modarbejde at få magt (i hvert fald den type magt der centraliserer sig og bliver noget i sig selv, noget bestandigt). At hver gang man taler, er den tales fremmest opgave at indbyde til at andre begynder at tale.

feminisme er for mig at hævde det magtesløse og æreløse, det dødelige, det i den forstand biologiske og med alt ligeværdige menneske. det menneske som er svagt og derfor må yde omsorg for det fælles. det er at hævde samtalen over ordet. det forgængelige over far i det høje. yes

det er en decembernat. kære bloglæsere.

fordi jeg kiggede på månen kom jeg til at tænke på bentes røv 

det er min gamle engelsklærer og der findes for mig kun et billede af hendes røv, hun har beige bukser på i noget stretch stof og hun står ovre ved vinduet

jeg kan ikke komme i tanke om nogen særlige karaktariska ved hendes ansigt og jeg kan ikke høre hende udtale et ord. hun smed mig definitivt ud af fra undervisningen på et tidspunkt, kort inden jeg stak af hjemmefra, så antageligvis knytter der sig nogle negative følelser til  hende, men jeg kan ikke komme i kontakt med dem, der er bare det her billede af hendes røv i beige stretch stof og det at hun står ovre ved vinduet 

måske er det en form for nedvurdering. det er det nok. jeg kan sagtens huske jonnas ansigt. mikaels. andre samtidige lærere som jeg ikke havde mere kontakt med end bente. men billedet i sig selv føles neutralt. ligesom man er så meget desto mere en fremmed når man er træt. vaskestativet står også bare derovre. alle er lige for måneskinnet. også mindet i sig selv.      

hvem er aben derovre

åh det er mig