nu er det nat, helene
dette brev vil på et tidspunkt blive afbrudt af søvnen
jeg vil sove, men ikke mange timer
stå op, fortsætte
det blev nødvendigt at tage en taxa
jeg var faret vild i københavns opland
kørte i den forbindelse under en bro
indså, at jeg én gang før havde set den bro
oppefra
scenen:
jeg ankom, stort set afklædt
man kunne se lige igennem den lyserøde tunika
zebrabikinien flimrede
sølvstiletter
hvor jeg flover mig
hvor jeg flover mig
ingen hjælp at hente dér
én gang ankommet med zebrabryster
så er man for evigt et fabeldyr
en guddommelig drue
var det martha?
der skar sine bryster af
skar andre dem af hende?
efterfølgende skulle hun
var det martha? have sagt
hvad vil i ha
tag hvad som helst, lemmer, organer, fuck jer
på samme måde, tænker jeg
da jeg begyndte at arbejde som prostitueret
vandalismen kan antage mange former
martha? skar brysterne af
hind stod på en klippe og reciterede rajaz- poesi
formentlig med det formål at obstruere et slag
spotte soldaterne
truende nok
til at umar ibn al-khattab fandt det nødvendigt at nedkalde følgende
forbandelse over hende:
må gud forbande hind,
fremtrædende blandt hinder
hende med den store
klitoris
tyve kvinder forsamledes for mere end tusind år siden på et
torv i en mindre by
tre respektable kvinder, femten skøger, to bedstemødre
spillede på tamburin
truende nok til at en hel hær blev sendt imod dem
så dejligt at jeg kunne skaffe mig en tamburin
et telt
ta ud i en skov, spille tamburin
ikke være helt alene
helene
efter ti dage måtte du komme og besøge mig
medbring en tamburin
skær ikke dine bryster af
eller skær dem af
cool med mig / lige meget
så en tur i zoo
stå og kigge på sælen
flirter den?
flirter den ikke?
flirter den?
den fucking flirter, gør den ikke?
saliggørende i tvivl
kommer aldrig til at vide om den sæl flirtede
og hvis den gjorde
og hvis jeg gjorde
hvordan man skulle fuldbyrde ægteskabet
altså: vidunderligt
lissom citronen
nu begynder jeg bare at opremse vidunderlige ting, helene
lissom citronen
den var blevet muggen over en nat
jeg sværger, fra gul til fuldstændig grøn på en nat
mine fingerspidser blev grønne da jeg smed den ud
fik lyst til at skrive på væggen med mug, noget som
mug
citron
gal
mega gal
så blev jeg et øjeblik virkelig vred på dig, helene
fik lyst til at henvende mig til dig som en afdød
fik lyst til at begræde dig
oh dengang du stadig levede
din satan, din elendige kravlenisse
da elskede jeg dig
kh
satan
/ kravlenisse fuckface
men:
lad det ikke blive så
lystigt
siger jeg, som om det er dig der er for lystig og ikke mig
jeg har en gave til dig
men det kræver jeg forlader denne lejlighed
kan som sædvanlig ikke regne ud hvor meget tøj jeg bør ta på
det er mit gyldne lod
så for meget tøj
så for lidt tøj
sådan en obnoxious fugl er jeg
skøn, skøn
skøn, skøn, skøn, skøn, skøn, fuldstændig fedtet i
hoed
arh hvad
jo, jeg går ud for at finde den gave
ser nu, at det ikke er anmærket hvor jeg sov
man fornemmer ingen afbrydelser?
nå
heller ikke på det punkt adskiller jeg mig betragteligt fra
en vandmand these days
ingen tid
Kære Asta
SvarSletDisen hænger synlig over fodboldbanen grøn, ved Åtorps IF Fotboll. Deres AI græsslåmaskine, står et par centimeter fra dens ladestation. Strømmen, fra kontakten, af det lille røde hus ved det ene hjørne af den store grønsvær, har jeg koblet mig på, for at sende dig en besked, om, alt er vel. Jeg er klar over der er noget vi skal have gjort færdig.. I det fjerne hviner motorsave hidsigt om kap med hinanden, om at fælde den Svenske skov.
Shelteret bygget af Åtorps børn og unge, har i nat været mit ly for natten. Du er gentagende gange, dukket op i mine natlige drømme, mere eller mindre intens, derfor er denne besked, for alt i verden, vigtig at få skrevet ned her i disen og kulden og vanskeligheden ved at få tilgang til strøm, specielt nu solen ikke viser sig glad og gul, fra himmelblå, er det lille solpanel ikke meget bevendt.
Målet er at cykle ind i Mora om et par dage hvis vind og regn ellers viser sig for sin mere flatterende side. Bare dog solen ville komme og hilse på, som mejsen der trodser kulden og synger fra en trætop og lige skulle helt ned, tæt på, og se hvad jeg havde gang i..
Kære Asta,
SvarSletStilladset er taget ned i øst
men pryder stadig facaden i vest, og
metroen buldre endnu i fast rytme.
Livets gang fra fødsel til grav
er et sted midt mellem de to
begivenheder som stillestående vand.
Intet initiativ driver af dagen, som
grå møl i halvfuld emballage
med madvare overskredet udløbsdato.
Tiden har indhentet intetheden
af dagligdags ligegyldighed
med nyheden om flere bomber smidt.
Artikulerende individer underholder
seere i bedste sendetid, på alle kanaler
med tomme og hippe floskler om virkeligheden.
At stå op til dagligdagen og gøre sig klar
til at møde verden med dens gøremål
synes invaliderende på sjæl og legeme.
Medfølelse for ofrene og deres pårørende
meddeles ved demonstrationer til verdens ledere
hvis ører er døve og øjne blinde fra folkets budskab.
Alt medens vores skæbne, er
lagt i internettes nåde, og
nye civilisationer vil rejse sig af asken.
Kære Asta,
SvarSletVilkåret for livet
er man står op
hver dag, for
at leve dét.
Et besøg
på kommunen
i borgerservice
tager gnisten
fra enhver.
Systemet;
is killing me
slowly.
Luften
er gået
af ballonen.
Du min usynlige muse.
Med hvem
en indre dialog
tager sig ud.
Du min evige ledsagerske.
Dén, som
følger mig
i tykt, som
i tyndt.
I øjeblikket
er du vidne til
et mindre
ordgyderi.
Et sagn
om kærlighed
der udspiller sig
i den digitale
tidsalder.
Distanceret
fra hverandre
kommunikere vi
ind i cyberspace
- hver vores forhold.
Ekkokamre
synligøres
ved fysisk
at dukke op
til proklameret
events.
Internettet har ingen nåde.
Hvem sidder
der bag skærmen
med tastaturet
i sine hænder.
Det gør du og jeg, såmænd
med skæbnen på vores skulder.
Kære Asta,
SvarSletTømreren ved ikke længere hvor han hører til
måske det altid har været sådan
selv da, fire år gik; med at erhverve sig et svendebrev.
Fotografen er for længst blevet blind, og
kigger efter motiver i mørket
længslen overskygger noget i det uvisse, bag lyset.
Anarkisten synes ordene virker banale, og
kigger på hver strofe med mismod
uden at nå ind til den faktiske følelse.
Drømmeren har fået færd af noget som ikke længer er, og
den tvivl det bringer med sig skaber rører
- sindet er klar til at kapitulere til døden med ro.
Vagabonden har sat vinger på sin rastløshed, og
vandret i tunsinder af fod over et skydække
under solen på det lyseblå himmeltæppe.
Han lytter til vinden som suser i luftkanaler
klippefjeldet rejser sig majestætisk udenfor vinduet
radiatoren hvæser med varmt vand der cirkulerer.
Jeget ved, der ingenting vil komme af autenticitet
hvis ikke det finder frem til skribenten, som
ligger på lur hvor han tror, ordene gror.
Sindet snurre trist om sig selv
med en vekselvirkning, som et stempel
i en totaktmotor der går i tomgang.
Måske han end ikke er digter i denne verden heller
men den taber han proklamerede han var
ventende ved en lysregulering, som barn
- med en bakke pommes frittes i hånden.
Sneen faldt i november og er næsten smeltet
frosten er vendt tilbage med vinden
mørket hænger langt ind i dagen
det siges; en isbjørn er set i dalen.
Isbjergene kommer og går i fjorden
med vinden mens månen danser med ebbe, og
flod ligger nøgen og blottet for smeltevand
der venter på at løbe af Indlandsisen når den sveder.
I en seng.
I en beton barak.
I Narsarsuaq.
I syd Grønland.
Om nordlyset på nattehimlen siges; det er døden der spiller bold med hoveder..
Kære Asta,
SvarSletVagabonden så skoven for sig
bål under de nøgne træer i mørket
fugten, duggen og regnen, følelsen
af det enkle liv - det frie liv - flugten
fra væggene, der omsluttede ham - ud
til fuglene, luften og de fire årstider.
Skribenten manede til ro, og
bad ham, låne sig sin rastløshed
at skrive på - gendanne de billeder
han så i sit hoved, som vækkede
fortvivlelsen, smerten, savnet, vreden og
alt det, på forhånd mistede.
Hjælp mig, sagde han, i
min kamp, for at genfinde det
fortrængte - sandheden af det
oplevede, brudstykker, puslespillet
om familien og menneskerne, der
forsvandt..
Jeget kiggede på dem begge
sikken de mindede ham, om sig selv,
tænkte han, og sagde til dem.
- Vil i ikke nok hjælpe mig,
med at skabe et hjem.
- Ha, lo de i kor, det er dig,
der løber om hjørner med os,
der er ingen ballancegang
i dette kaos, lo de endnu højere,
bestil en container,
smid hele skidtet ud, og
lad os komme videre.
(ah ha ha ha ah ha)
- Nej vent, sagde fotografen, og
pegede ud af vinduet. Se,
nu kommer tågen snigende
gennem gaderene og silhuetterne
bliver mørke og uhyggelige, lad
os tage med vagabonden ud,
finde enkeltstående nøgne træer
på marker og overdrev, forevige dem
sammen med os selv, i billeder
opstillede, som eventyrlige portrætter.
- God idé, sagde vagabonden, alt
andet end sidde i denne lejlighed, og
lide den stille død, sammen med jeget,
til lyden af metroen der buldre forbi.
- Dårlig idé, sagde skribenten og
viste dem noterne han havde taget,
de seneste dage, af situationer fra
livet, der var dukket frem af rodet
i hans hukommelse, og læste
et par linjer op for dem.
- Hør f.eks. det her, sagde han,
“Jeg tror du ville have haft et bedre liv,
hvis du havde taget medicin.”
- Hvem har sagt det, spurgte jeget.
- Så havde vi da, i det mindste, ikke
haft denne diskussion, sagde vagabonden.
- Det gjorde din moder, sagde skribenten.
- Godt, så lad og tage en tur ud i tågen, sagde
fotografen, og lave et eventyrligt billede.
- Ja, sagde vagabonden, føle vejret og tænde
bål, at varme os ved, med skribentens noter.
- Dårlig idé, sagde skribent, noterne bliver her.
- Godt, sagde Jeget, så lad og pakke lidt, og tage
afsted..
“Men skrive kunne jeg ikke. Efter et par linjer vilde der ikke falde mig noget ind; mine tanker var andre steder, og jeg kunde ikke stramme mig op til nogen bestemt anstrengelse. Alle ting indvirkede på mig og distraherede mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye indtryk.” Knut Hamsun
SvarSletOg lydende, ikke mindst, distraherede mig; metroen buldre forbi..
Kære Asta,
Jeg er fanget mellem det praktiske liv og skriveriet, om ikke andet, da er det sådan jeg
bilder mig ind det er.
Fra min IKEA-madras, med tastaturet i skødet, kigger jeg rundt i rummet; med stakken af bøger stablet på gulvet langs fodpanelet. Klaverstolen, som stod i barndomshjemmet i Hellerup ved flyglet ingen spillede på. Flygelhornet, jeg fandt i den Blå Avis og hentede i Vojens da min trompet var blevet stjålet fra Duernes sommerhus på Sortmosevej. Sofaen, min svigerinde forærede, står nærmest blot i vejen, med en bunke tøj på jeg ikke længere husker om er rent eller beskidt. Gulvtæppet, som lå i min moders hjem ligger strakt ud, med spredte genstande på, jeg ikke har rørt siden december. Tørrestativet står stadig med de sidste maskinefulde vasketøj fra februar.
Måske jeg er blevet til den “Ad mand” min moder
ofte gav udtryk for, da jeg var barn: “Ad mand, det ulækkert!” sagde hun, når noget var beskidt efter hendes mening.
Jeg mindes ingen gode oplevelser med hende, faktisk,
er jeg helst fri for at blive mindet om hende, og det
lidt af et dilemma, når der står flyttekasser fra boet efter hende, som skal sorteres og ryddes op i og hendes røde Miele støvsuger står til højre for mig, med ledningen kastet henover, fra den sidst var i brug for et par dage siden: Så helt “Ad mand” er det altså ikke.
De stærkeste minder jeg har om min moder er, at
hun skældte ud og det gjorde hun ofte.
Gad vide om hun var ligesom sin far, som hun havde slået hånden af og ikke længere ville se eller tale om.
Sent i livet gav hun udtryk for stor skuffelse, over hendes bror havde taget kontakt til deres far.
Minderne står og sitre under taget i det gule barndomshjem, som jeg helst stikker af fra, med vagabonden, ud i skoven og på landevejen, væk fra følelserne og smerten ved dem.
Hun ønskede sig børnebørn, jeg gav hende aldrig nogen, jeg spolerede det altid, hvis eller når, det var under opsejling i nogen af de enkelte forhold jeg har haft.
Vi blev aldrig tæt, hende og jeg. Nu hun er borte, kan det også være det samme. Jeg ved ikke hvad det var der formede hende eller hvad hun kom af og om jeg har lyst til at vide det; det ved jeg snart ikke, for det kræver alverdens energi og den har jeg ikke disse dage.
En af de sidste gange jeg så hende, spurgte hun, om mit liv ville have været bedre, hvis jeg var opvokset hos min far. Hvad svarer en, til et sådan
spørgsmål? Jeg husker ikke hvad mit svar var precist, andet end beroligende, ved hendes dødsleje, i sengen på Sankt Lukas Stiftelsen.
Et sted i de flyttekasser, fra boet efter hende, ligger en bunke breve fra min far, modtaget på min mormors adresse efter deres brud i halvfjerserne, som jeg endnu ikke har kigget i og læst.
For nogle dage siden ringede han, fra sit ferie domicil i Mexico, noget han er begyndt på de seneste år, for at fortælle mig, at han nu har fået ufrivilligvandladning og må gå med ble og får foretaget nogle undersøgelser, på en klinik i byen.
SletJeg går gennem mørket, en gren knækker under min ene fod, visne blade knaser ved hver skridt, vinden suser i nøgne trækroner, rygsækken lille dog tung pakket til renden, muleposen over skulderen fyldt med kød til over bålet, poser med nødder og tørrede figner, to store øl fra et mindre bryghus og rosenkål til gryden med kogende vand.
Jeg har retning af mosen, mod gæssene på den, til roen ved den og mørket omkring. Solens sidste stråler nydes af en syngende solsort, i toppen af det højeste birketræ ved åen der snor sig på tværs af min gang over skovbunden, den er fyldt op af vand og bred, bredere end jeg kan hoppe over, jeg går lidt frem og tilbage langs den, fristes af to gamle og rådne stammer der ligger på tværs af åen; “De ikke stærke nok til af krydse”, siger min indre stemme og fortsætter, “tag et par friske og læg over Casper!” jeg ignorerer stemmen og dens forslag, træder ud på de rådne stammer, de giver efter og jeg står i vand til livet. Jeg gisper et, “Fuck mand!” “Hvad sagde jeg”, bryder stemmen igen frem. Koldt trænger vandet ind mens jeg kravler ud. Nu gode råd dyre, tænkte jeg, samtidig med fotografen agre sig over ikke et have været snarrådig og taget et billede af situationen. Jeg
fortsætter mod mosen, der er stemmer fra den modsatte bred, jeg fortsætter rundt i urets retning, vandet står over mosens bredder ind på stien, den sene aftensol giver sig til kende på et par birketræer på modsatte bred, to kvinder sidder og taler på bænken, der har stået i mulden så længe jeg kan huske. “God aften” siger jeg. “God aften!” svarer de og visker noget om mine våde benklæder. Jeg finder læ for viden bag roden af et vælt træ, sætter rygsækken, tager foldesaven, øksen og skovlen frem, flytter og jævner jord, folder liggeunderlaget ud, tager saven og pandelampe og samler brænde, tænder bål, sætter en gryde over med vand til en kop varm kaffe, tager støvler og bukser af og hænger det til tørre, finder tæppet frem fra rygsækken og svøber det rundt om livet og tager en slurk af kaffen.
- Hey!, siger fotografen, jeg skal altså lige forevige det ømme øjeblik.
- Nej ikke nu, siger jeget, kan du ikke se Casper fryser og varmer sig under tæppet ved bålet og en kop kaffe.
- Jo, svarer fotografen, men han får også varmen af at rejse sig og stille fotostativet og kameraet op for mig.
- Ja okay, puster Casper, om et øjeblik.
- Så får du alligevel igen din vilje, siger jeget.
- Ja, siger fotografen, det manglede også bare.
Jeg tog de næsten tørre og varme bukser på og de våde såler ud af støvlerne og stak de bare fødder i dem.
- Sæt stativet og kameraet der, sagde fotografen, og placer et par lygter så de belyser scenen.
Jeg gjorde som fotografen befalede og inden længe havde jeg glemt alt om de våde støvler og klamme kolde bukser og fået varmen ved at springe rundt, for at holde bålet igang, indstille kameraet for fotografen og koge rosenkål, stege bøffer og varme pitabrød. Da du, mit i det hele kaos, dukker op og ud af mørket i mosen, i skæret af bålet og
manifesterede dig.
- Ja men, det jo Asta, sagde Casper, og stoppede op.
Du var insisterende og præsent, som om du kaldte eller drøftede mig med nogen, eller havde
et ønske om at bringe mig en besked.
Jeg satte mig på hug ved bålet, fik varme knæ og knoer da jeg vendte bøffen for at lægge den ind i pitabrødet og du igen forsvandt og lod mig alene i
mørket ved mosen, med måltidet, en øl og fotografen.
Kære Asta,
SvarSletSkavankerne pibler frem, som krokus, af fugtig muld
gule, grønne, lilla, blå og hvid skønhed
kaster kroppen ind i inderlig ømhed.
Tilbagevendende med tiden, som
minder om livet passé
gennem ungdoms kådhed.
Fodbold mandag og onsdag
i distanceret klub fra realiteterne
løb efter bold eliminerede tankerne.
Anklerne, knæene og hofterne
knager og knirker i takt med lænden
i forårets fugtige kolde hårdhed.
IKEA madrassen mere end et natligt helle
ryggen har givet efter og låst sig fast
aldrende krop har tabt sin spændstighed til slapheden.
- Hvem er det der ligger og jamre, spørger Vagabonden.
- Det en af os, siger Fotografen, men ikke mig.
- Er det ikke Casper jeg kan høre, konstaterer jeget.
Skribenten sætter sig op og rækker ud efter tasterne.
- Av av av, jamre Casper, det går altså ikke det der.
- Det bliver det nødt til, siger Skribenten, for jeg skal fange drømmen.
- Ej, så må du lige lade drøm være drøm, siger Casper, for smerten er for stor.
Skribenten, Vagabonden, Fotografen og jeget kigger på Casper.
- Skal vi så bare ligge her hele dagen, siger Vagabonden.
- Det gider jeg altså ikke, siger Fotografen, der er et billede som skal fanges.
- Ej, så må du lige lade billede være billede, griner Skribenten, Casper har ondt kan du nok se.
Casper rækker ud efter telefonen, som ligger for enden af IKEA madrassen, til opladning på stakken af bøger.
- Ej, dér når jeg altså ikke ned i dag, siger Casper, er der ikke en af jer der gider at række mig telefonen.
- Ha, udbryder Vagabonden, det ved du jo godt ikke er muligt da det er dig der ejer kroppen.
- Ja, griner Skribenten, du må forsøge med tankens kraft eller bede til Scotty, om at beam dig op på højkant.
De slår alle over i latter og griner med hinanden til den “av’tager” og stilheden får lydene til at pible frem.
“Man er aldrig alene. Man er aldrig fysisk alene.
Ingen steder. Man er altid et eller andet sted.
Man hører lydene fra køkkenet, fra fjernsynet
eller radioen, fra de lejligheder der ligger
tæt ved, og fra hele ejendommen. Især når
man aldrig har bedt om stilhed, hvilket jeg
altid har gjort.” Marguerite Duras.
SletDe lå og lyttede til vejrtrækningen, skridtene i loftet fra overboen og deres muflede stemmer, vandet i faldstammen
på vej ned i undergrunden, afbrudt af metroen, til og fra Vanløse, der buldrede forbi med korte præcise intervaller.
De hørte elevatoren stige op og ned gennem bygningen, folk på trappen der talte, grinte, råbte og skreg; de hørte,
sagte skridt, der langsomt bar et individ op eller ned, trin for trin, og barnet der løb og legede med sine forældre; deres naboer.
De lyttede til den frivillige skraldeordning, der skramlede fra kælderen, med at skifte plastskraldespanden under affaldsskakten.
De lo lidt, når naboen, lige på den andenside af IKEA madrassen, trak i toiletrullen, gentagende gange og det klirrede gennem væggen.
De lå der og lyttede, vendte og drejede sig, jamrede og klagede sig, mens ungdommen hang på trappen om aftenen, langt ind i natten,
jokede, røg joints og cigaretter og sniffede lightergas. Det var det de lå og lyttede til, når de ikke læste, sov, eller scrollede telefonen.
Casper rullede med stort besvær, om på siden, trak benene op under sig, skubbe sig op med højre arm, til han sad, i noget nær fosterstilling på kanten af IKEA madrassen, tvang et par dybe vejrtrækninger i sig, jamrede på udåndingerne og tog sig mod til at komme videre op at stå på sine ben.
- Nu havde det været dejligt med en IKEA seng til IKEA madrassen, tænker Casper, så der ikke er så langt op.
- Hvad skal du i grunden op at stå for, spørger Vagabonden, når du ikke kan gå alligevel.
- Han skal ned og knækkes af en kiropraktor, siger Skribenten, så vi kan komme ud og dele dansegulv med hundrede børn på onsdag.
Casper kommer i tøjet, kæmper med at få skoene på og bærer cyklen ned af trapperne og triller gennem byen, hen til kiropraktorerne,
låser sin cykel, træder ind i receptionen, scanner sit sygesikringskort, hilser på sekretæren, siger hej til de tilsyneladende andre der sidder
og venter, med smerte, på behandling, lytter en ekstra gang til baggrundsmusikken fra højttalerne i loftet, og ler for sig selv mens han
tager og bladre i et BoBedre.
“I’m still standing, yeah yeah yeah, I’m still standing, better then i ever did, looking like af true survivor, feeling like a little kid, and, I’m still
standing…”
Kære Asta,
SvarSlet“Det første poetiske skridt består i at vende tilbage til oprindelsen. Det vil sige: til lidelsen.” Michel Houellebecq
Digtet findes, et sted, i sin passende form
drengene langt borte, i deres leg, med bolden
jernbanesveller stablet i en rektangel, omridset
af en boldbane, to mål, øjeblikket af en afslutning
under kastanietræerne, elmetræerne og himmelen.
- Hvordan får man nye venner, spurgte Casper, og sparkede bolden over til den rødhårede dreng.
- Som du har fået venner her, svarede han, og sparkede bolden hårdt retur med venstre fod.
- Hvornår flytter i, spurgte han, og stillede sig ind i målet.
- Det ved jeg ikke, svarede Casper, og sparkede så hårdt til bolden han kunne.
Bolden fløj, trillede og hoppede mellem dem, som det sidste Casper husker fra fritidshjemmet i Sorø.
Kastanietræerne stod i skarp kontrast, til to brødre, der kravlede højt op i hver sit træ da den ene dreng
drattede ned og brækkede begge arme og adskillige knogler.
Elmetræerne var tilbagevendende i en apokalyptisk drøm: Casper samlede manna i spandevis, så han kunne
overleve atombomben, med sin lillebror og mor når den faldt fra himmelen.
- Hvor skal I i grunden flytte hen, spurgte han, og hoppede op og greb bolden.
- Det ved jeg faktisk ikke, svarede Casper - hos min mors nye mand i et hus et sted.
- Men du kommer vel herned engang i mellem, spurgte han, og slog bolden i jorden et par gange.
- Det håber jeg da jeg gør, svarede Casper - min mormor bor her jo stadig..
Kære Asta,
SvarSletStilstands kompleksitet
(symfonien fortsætter)
metroen akkompagneres af
hammer og mejsel, en
borehammer og polsk accent.
Faldstammen renses og fores
afdækning lagt på forhånd,
godt to uger, forsinkelsen standard!
Forvist toilet besøg, trailer i gården
bad tages dér, ligeså…
Vild poesi driver som vind
ekstraordinært skriver vi
stille nat frem under stjerner.
Formelle skrivelser på hoveddør
tages ned og klæbes op på bagsiden
underskrift, til brug af hoveddørsnøgle
ønskes signeret, men ignoreres
faldstammefolk på flydende svensk
udfører et overgreb på køkkenelementet
en morgenstund på IKEA madrassen
nøgen med kaffen frisk brygget
køkken døren åbnes, gang over afdækning
nærmer sig, soveværelsesdøren skubbes op på klem.
Lattermild på billede ses
vilde enhjørninger græsse
lykkeligt uvidende…
- Undskyld, siger jeg, en kort kunstpause indtræffer.
- Det tømreren, svarer en ung pige, hvor er toilettet?
Hmm, nynner jeg og overvejer situationens prekære øjeblik
tager et sip af kaffen og kigger nedad min nøgne krop.
- Det er nede af gangen, siger jeg, bare følg afdækningen.
- Tak, svarer hun, jeg kigger lige ind og evaluerer på det.
En generator i gården sætter i gang til svensk og polsk modersmål
- Det gør du bare, siger jeg og giver mig hen til støjen
vandrør i ejendommen skæres itu og bæres ned
støv lægger sig, som fin i irritation på overflader og i sprækker.
Vinden kalder med ro og fred
solen med sit spejlbillede
danser i oprørt skovsø.
Ugerne tæller 24-38
en tre dages varsling, mig her
en fjorten dages varsling, mig der
koldt vand tappes fra midlertidig hane
på køkkentrappen på alle etager
støvet falder fortsat og slæbes rundt,
under bare fødder viskes en fin sti
afløbet til køkkenvasken genåbnes, og
bliver, som indlysende, det natlige pissoir
morgenkaffen koordineres, med stort trailer besøg.
Flugten fra hjemlig invasion
på tilrettelagt eventyr
tager form, som et ansigt.
Kære Asta,
SvarSletDe poetiske ender er løse
fortsættelser, afslutninger og
begyndelser ligger latent
i bevidsthedssfære.
Hun kaster sig frem mod mig,
som sommerfugl i vinden
den gamle kone, i smertes vold
beder til, om en afslutning.
En dominoeffekt venter på sig
ord for ord står klar i kulissen
på ny, vil de tage form, når de
vælter frem, som sætninger.
Systemdigte driller poeten
prosa stykker trækker ud
en blanding af før og nu
væves ind i denne strofe.
Havmågen flyver lavt over sti
fotografen på bænk, drømmer
sig ud på havet, på et cruise
til landskabet, der stiger op af havet.
Grøn dominere for øjet
vand bruser frem til øret
spejlbillede kigger fra skærmen
op mod skribenten, der taster.
En lystfisker kaster sin snøre
sangfugl synger og hopper
over teltdug, undersøgende
og nysgerrig, synes den at være.
Vandet er sat over spritblus
i gryden, som, er sort af sod
tågen trækker ind over fjeldet
og visker solens stråler bort.
Vagabonden, nu på cykel
stiger langsomt op, kilometer
for kilometer, pedallerer han
mellem fjeldene grønne.
Solen, tågen og regnen
kommer og går, mørket
i fjeldets dyb, omfavner
vagabonden på sin cykel.
Rodet fra dagligdagen og
hjemmet, synes at forfølge
skribenten, netop i dette vers
belyser han og accepterer dét.
Som et langsomt langdigt
tager det form, med dets kaotiske
struktur, snor det sig gennem alfabetet
med bogstavskombination - fortsættelse følger.