3. juni 2013

kære læsere

der er meget jeg gerne ville skrive om

kirsten thorups brug af eller 

han lignede en gammel dame eller en viol 

ofte er der den tøven ved sammenligningen, i alle tilfælde det forgæves

ikke i baby, som jeg læser på elisabeth friis opfordring

ingen tøven eller forfærdelse eller mani.

åh hvad, det bliver så løsagtigt det her fordi det jeg hele tiden bør er at blive færdig, færdig, færdig, med mit manuskript, og ikke sidde her ved vinduet og være solens kælne

thomas boberg spørger på promenaden (jeg vil ikke linke, for jeg har virus, og hvis jeg gør bliver det til porno og slanketips) forståeligt til mit temmelig uudybede udsagn ved promenaden live forleden om at alle kan skrive en god bog

jeg vågnede dagen efter (mere ædru, mindre scenefjols) og tænkte selv, at det havde jeg ikke fået forklaret særlig godt, hvad jeg burde, jeg burde komme nærmere hvad jeg mener, det er ikke godt med sådan nogle skødesløse og som sådan uangribelige udsagn

heller ikke det bliver nu, hvor jeg burde blive færdig med mit manuskript. det må komme.

forresten lavede lars bukdahl til det arrangement en liveanmeldelse af bloggen her, den ligger på hans blog, igen: jeg kan ikke linke, som jeg nu kan benytte lejligheden til at sige at jeg blev glad for, som jeg var glad for den læsning der havde gjort ham anfægtet. for mig er der ingen uforeneligheder i de ting, der er blevet sagt

ikke mere om det nu. ikke mere fordi, for fanden, jeg skal igang

så lad mig for nu bare vise jer to frisurer, der har optaget mig den forgangne uge, og som har vakt min kærlighed og givet mig mod


ina munch christensen, bellahøjvej 








fp jac, somewhere 










14 kommentarer:

  1. Ret sikkert: Hvidovre (Jacs hometown)

    SvarSlet
  2. Kære Asta,

    Den sære forbundethed
    kigger jeg ind med her.

    Og glædes ved du som ofte ikke
    svigter med at bringe smil.

    Ved tanken om du har virus
    der bliver til porno og slanketips.

    Der er så meget jeg gerne ville skrive
    om tomheden der fylder mit sind.

    Og din blog der er blevet til en labyrint
    hvor det er svært at navigere rundt.

    Om dengang jeg var til psykiatritopmøde
    på Herlev Hospital og følte afsky ved det.

    At være havnet i en løgn der bygger på
    samfundsstrukturen vi er blevet født ind i.

    Mit Jesus like udseende der trak opmærksomhed
    fra de af omgivelserne omkring mig pillede ved.

    Og tanken om lysten til at hænge ud med
    appetit for en burger og hang til en øl.

    Om tøjdyret Snoopy der ligger og kigger fra
    en bunke af kluns mens jeg taster dette.

    Mens mågerne hænger på vinden der rusker
    så det ryster i tagkonstruktionen.

    Følelsen af vi begge forstiller os hver især
    som en tanke af en skikkelse vi har kær.

    Fortsættelse følger.

    SvarSlet
  3. Kære Asta,

    Midt på en skillevej i min egen svinesti
    intet menneskeligt, ingen sympati, igen
    direktetale om statens reality.

    I en stund på hug ved mit eget trug
    skrælles en appelsin, orange som solen -
    da du ved min side, vi deler den i to.

    De første lyser timer da jeg blunder
    tvinges øjenlåg igen i, med ønsket om
    flugten ind i en romantisk utopi.

    Der under et vandfald vi griner og
    bader os i solens stråler, drikker af
    en ren kilde til skue for alverdens dyr.

    Da må du tænke på Adam og Eva, som
    ligeså godt kunne være Bodil og Gert
    strandet og ej nået det sidste charterfly.

    Sådan kunne det se ud nu mågerne igen
    hænger på vinden der rusker, så det ryster
    i tagkonstruktionen og folk har rettet ind -

    og danner kø, udenfor mit vindue, ved
    Lagkagehuset, som har brugt disse dage
    konstruktivt ved at renovere sit bagerlokale.

    Set lidt foroven, mig selv inklusiv, da
    tegnes et mønster af en dystopi, mens
    hver vores virkelighed langsomt rives itu.

    SvarSlet
  4. Kære Asta,

    Der er du så igen
    da jeg kigger ind
    efter en lang cykeltur
    gennem byen
    langs vandet
    ind af den røde port
    til Dyrehaven i min naive
    tro på, der skulle stå
    Liberty Caps
    i skovbunden.

    Men nej,
    der gik jeg rundt
    med snotten
    begravet i græsset
    og ledte,
    som en anden idiot
    efter den lille fyr, der
    kun gror om efteråret;
    men ville have dem nu,
    som befrielse.

    Og Snoopy ligger, som
    en anden lam
    hjælpeløst og kigger
    med bedende øje, fra
    den bunke kluns
    han lå i forleden;
    Lad mig introducere.
    Hen er et tøjdyr mormor syede, da
    jeg returnerede faderløs
    fra Nord Amerika.

    SvarSlet
  5. Kære Asta,

    Should I stay, or
    should I go now
    that’s the the question
    that keep arise
    for me.

    Værelset eller landevejen
    trygheden eller usikkerheden
    cyklist eller fodgænger
    skov eller by
    land eller vand
    båd eller bil
    guitar eller banjo
    biseksuel eller homoseksuel
    straight eller A-seksuel
    Bakken eller Tivoli
    Helmig eller Gnags
    Brøndby FC eller FC København
    1. Division eller røven af fjerde
    You name it eller you don’t.

    Endnu engang blev det langt over middag inden tasterne kom under behandling og de første klare tanker i den tidelige morgenstund blev skyllet ned med kaffen og forsvandt i en guitar session inspireret af alt fortid, af en surrealistisk forestilling, hvor tid og rum flød ind og ud af hinanden og bøjede af for næsen af mig og tanken drev over i det kødelige og det endte med, jeg tog fat og spildte sæd.

    Nu der så et hav af billeder for dit indre såvel som for mit; der på en landevej mellem grantræer i nattens ro, går en person med rygsæk, uden destination eller retning. En vildfaren vil nogen mene, men sandheden er; noget synes at være gået tabt i de tidlige år eller tabt helt tidligt under fødslen. Der dukker så frem, af en hukommelses sti i den vildfarendes tanke om dengang, shrooms var plastret i leverpostej, smurt over rugbrød og indtaget deri og en rejse i det ubevidste var blevet forstyrret af angst, på vej ud af det indbildte jeg. Måske det dér, det tabte ligger og gemmer sig; og svært at gå tilbage til og samle op. Da, der igen et hav af billeder, som driver rundt i det indre kalejdoskop, i rumtid, bøjet i universet, der driver rundt i rummet, så uendeligt.

    Og her kigger du så ud af vinduet og tænker på mig, som tænker på dig, og vi farer hinanden i møde i et parallelt univers, hvor vi nyder en burger og en øl. Sammen side om side, uden behov for at udtrykke noget, men blot iagttage og kigge på det der sker i en verden, hvor jeget tager sig ud, i individuelle kroppe, der hver rummer skjulte rum af parallelle verdner, skjult for nogen, og for andre visuelle..

    Jeg stiger til overfladen, åbner øjnene, trækker vejret dybt gennem næsen og ruller øjenæblerne op, mærker deres muskelømhed, trækker gardinet til side og kigger ud og op på den blå himmel der kalder og gemmer på universet der spinder og taler så sagte, at en kan hører, hvis en lytter godt efter, summen fra alt det parallelle. Så mens én sidder her står der en anden der og en tredje kører afsted og en fjerde manipulerer og en femte dirigerer og en sjette korrigerer og den syvende tænker om der nu også er flere.. Og sådan synes det atomare at falde ind i hinanden, både fremad og tilbage, i udenlige vidder inden de igen mødes i en helt anden galakse.

    SvarSlet
  6. Kære Asta,

    Mine øjne svigter
    mine tænder rådner
    mine muskler svinder
    mine testikler skrumper
    mine hænder rynker
    mine hudfolder hænger
    mine ører vokser
    mine fødder hæver
    mine hårsække klør
    mine tanker sagtnes.

    Og tiden står ikke stille
    og livet fortsætter, som før
    (en fugl med stækkede vinger)
    og verden kvæles af grænser
    og børn navngives El’Vira
    og menig beder fadervor
    og gaderne fyldt med tomhed
    og kirken prædiker cyber
    og minister strammer garnet
    og kvæler lysten til livet.

    Så dukker tømreren op og tænker i konstruktioner, udgravning af fundament, indretning, alternative materialer, enkle løsninger for små rum, som han visualisere i sin slumrende hjerne. Han tænker på det essentielle værktøj; hammer, sav, blyant og tommestok. Kun lige nok til at kunne bære i sin rygsæk på vejen og bliver pludselig i tvivl, om den efterladte barnevogn ved et busstoppested på Frederiksberg Alle den anden aften var et kosmisk tegn han lod stå og nu, derfor føler den rastløse kløe..
    En vogn for en vagabond der skulle modificeres med kogeblus, solfanger og batteri, elmotor og et lille plateau med hjul at stille sig op på når han var for træt til at gå.
    Nu i stedet på sit værelse, med udsigt til Lagkagehuset der har ryddet sin facade for bænke, stole og over night har skiftet de gamle brune persienner til nye lysegrå og tænker selv på, en oprydning, sortering og indretning med hems på sit eget lille domæne.
    Men det altseende jeg giver sig i dialog med tømreren for at overbevise ham om, den efterladte barnevogn ikke var et kosmisk tegn og måske overhovedet ikke var efterladt da den var væk næste dag. Så bliver han selv i tvivl; er der nogen som læser hans tanker og forsøger at manipulere ham til at tro, det er det kosmiske spil, så han skubbes til en grænse ved det dybe sorte psykotiske hul.
    Så selv om Snoopy, skabt af mormor, ligger og kigger fra en bunke kluns, betyder ikke, at ingen snooper.

    (og der ligger noget uden for rækkevide, sløret af skygge, der synes at være ved at modne.)

    SvarSlet
  7. Kære Asta,

    Fotografiet og
    du står på hver sin side
    af en linie
    mine tanker springer
    mellem det og dig
    og forsøger at
    rumme jer begge
    samtidig.

    Et kryds
    nu med en boks
    og fire felter;
    hvad er det, der
    langsom tager livet
    af mig, tiden?
    årene, de langsomme
    tik tak.

    Eller er det
    alle løgnene, indelt
    i kvadrater der
    lagers med titler
    hos individer i
    hjernebarkens
    kartotek, som
    personlige biblioteker.

    Disse tanker springer
    af en kilde under en
    bruser i solens stråler
    hvor du gør mig selskab
    i denne dialog om reflektioner
    jeg har gjort mig om hjernes
    fedtede masse, der er indelt
    i et tredimensionelt netværk.

    Om dét, er der nok så meget
    at sige, men den faktiske virus
    er måske endda sproget, fra en
    kamæleon der taler efter formåen
    til en hver given lejlighed, alt
    efter om det fjender eller
    venner, vedkommende
    adressere.

    Det hele drejer
    sig om magten, og
    potentielt er vi alle
    fjender der kryber
    ind og ud blandt
    hinanden med hver
    vores kamæleon smil, og
    navigere hjernebarkens kartotek.

    Ideologierne;
    skaber vennerne, og
    frasortere fjenderne, eller
    frasortere vennerne, og
    skaber fjenderne
    på fotografiet, ses
    ideologierne; der
    splitter menneskerne..

    SvarSlet
  8. Kære Asta,

    Nattens stemme har talt
    med mit navns nævnelse først
    “de er igang med at slå os ihjel”
    sagde den, og jeg vågnede.

    Med blikket rettet ind i den
    hvide væg sendte jeg en tanke
    mod dig og blev i tvivl om afsender
    men svarede, “jeg ved det godt.”

    Nogen astrologer vil mene at
    alt er som det skal være, og
    at dette har været skrevet
    i stjernerne gennem lysår.

    Jeg rejser mig fra nattens leje
    ifører mig briller og kigger ned
    på halvtomme gader og køen
    fra Lagkagehuset der strækker sig

    langt ud over vejen til gene for
    enkelte bilister der langsomt
    trænger gennem den seksten meter
    lange kø der tæller otte personer.

    Sætter vand over i elkedlen
    der tænder og slukker så vandet
    koges i intervaller; som om en ånd
    har taget morsealfabetet i brug.

    Dagene falder sammen til
    en lang pølse der skæres
    over af enkelte begivenheder
    i den første eller anden dag, vides ikke.

    Vinden sætter igen tagkonstruktionen
    i svingninger mens mågerne længes
    efter Lones pølsevogn på gadehjørnet
    under træet der står lysegrøn på spring.

    Og hvorom flest af disse vers synes
    at være ligegyldige konstruktioner uden
    vatfår og karsekyllinger, kan det alligevel
    godt falde mig ind at poste dem, med

    kærlighed skrevet som vers på papirklip;
    for mit navn det står med prikker
    pas på de ikke stikker, når nu du tæller
    for på hvem det er du gætter.

    Kh . . . . . .

    Og da vil det være nærliggende, at
    gætte på hende der Vira alle taler om
    - men det vil være en skam at tro, for
    vi går endnu længere tilbage sammen os to.

    SvarSlet
  9. Kære Asta,

    Åh den himmel blå
    hypnotiserende det er
    at se derpå fra mit vindue
    mens guld i mund spyr
    sin glans over træet på
    hjørnet der i dag står
    lidt grønnere på spring
    omringet af parkerede
    cykler i kaos formation
    hvor mennesker der holder
    afstand snor sig blandt.

    ’Normal’ trykt hvidt på sort
    dobbelt over indgangspartiet
    et ‘Normal’ for dit barn
    et ‘Normal’ for din far eller mor
    to spøgelses skikkelser står
    kønsløse ansigt til ansigt med
    sloganet ‘Jeg er unik’ tattooet
    over brystet med signal til
    den mørke kvinde og mand at
    disse skydedøre er sluse
    for de hvide og unikke.

    Heerup højt i sky
    vinker fra sin ballon
    med Dannebrog
    nu han har
    den himmel blå
    for sig selv og
    ikke begrænset af
    grænserne der ligger lukkede
    da flyver han ned over
    det europæiske kontinent, og
    forsøger at undgå en crash landing.

    SvarSlet
  10. Kære Asta,

    Vinduet står åbent
    luften flyder ind
    frisk med foråret
    lydene selv dem
    friske som brisen
    ved køligt vand.

    Vinduer griber solen
    kaster dens stråler
    i asfalten grå
    Lone’s pølser serveres
    igen under træet
    grønt på spring.

    Et savn flyder
    gennem mit hjerte
    af sær genkendelighed
    vognens skodder reflekter
    den blå baldakin
    der omslutter alle.

    Bluecity sælger brugt
    elektronik der tryllebinder
    menneskers følelses vold
    gennem nettets trolddom
    bedrager vi hinanden
    iklædt illusionens kunst.

    Kaffebønnen venter tålmodigt
    overhældt kogende vand
    gennem french press
    dagen ligger åben
    smiler eventyr indbydende
    hvert individ kaldet.

    SvarSlet
  11. Kære Asta,

    Sjælens vindstille
    kreativitetens vakuum
    autenticitet spirer
    ørken blomstre.

    Form deformeres
    knopskud visner
    smil blegner
    sort hvid.

    At stå i det igen
    som så ofte før
    tømt for kreativitet
    angsten ved det
    aldrig mere skabe
    noget realistisk
    sortemosen blues
    svalernes ankomst
    entre gennem vinduet
    cirklende stuen
    hvilende hanebånd
    støvet stemmerne og
    vel spidsede blyanter
    konvolut frimærke brev..

    Senere.

    Morgenstunden har mistet sin uskyld
    dagen ligger langstrakt og pinefuld
    bilister tilpasser sig trafiklys
    lastbilchauffør aflevere sin last
    lyset bæres frem af den varme fakkel
    duerne på kvisten kurre
    himlens pallet lyse blå orange nuancer
    hvert minut tæller flere støjende biler
    afstandstagen fra hinanden kronisk
    rejsen gennem natten til daggryet
    kom til ende tidligere end i går
    kulden holder om min ryg
    rytmen svinger ik
    flade strækninger
    op af bakke.

    Og dog; en sangfugl svagt i det fjerne
    en måge glider forbi med besked fra havet
    lyset tager til en bil i tomgang og
    fodgænger trommer med sine skosåler over grønt reguleret fodgængerfelt.

    Det sommer slut April og vandet fra
    gråmeleret skyer fordampede i Marts
    landmanden jamrer til en regndans
    og regnormen graver sig dybere ned
    for at spejle sig i grundvandet der synker.

    Vækkeuret i smart telefonens indre
    spiller sin melodi, som befalet, da aftale
    om opsætning af solpaneler er landet
    må det kosmiske kald oplevet i går
    vente sin tur med at blive beskrevet.

    SvarSlet
  12. Kære Asta,

    Dagen vågner stille
    enkelte individer intager
    gaderne cyklist bilist
    fodgænger skraldevogn mågerne
    rummet mellem bygningerne
    støjen, springer rundt
    vinden hviler sig
    træet på hjørnet
    grønt friskt nyfødt
    fragtmand levere vare
    solen skyerne og
    os i universet
    der strækker sig
    uendeligt gennem lysår.

    Dér et sted i det hele billede
    sidder jeg på sadlen af den
    grønne Raleigh, triller, som
    en af de få rundt gennem byen,
    vores Hovedstad, hvorfra alle
    veje fører til Rom, om en skulle
    få lyst at cykle så langt syd.

    Historien at fortælle
    af kosmisk kald
    står blot som
    noter i vindue
    gennem seks år
    intet bad ophør
    uden køkken da
    statsministeren giftes skal
    i propaganda øjemed
    for det hele
    danske land med
    paparazzi fra Østerbro
    flyttekasser forlængerledning hus
    entre toilet køkken.

    Over grænser der er lukkede
    springer hjort og vildsvin,
    mikrober arbejder tiltrods
    for nationen stadig er lukket ned
    da de synes at vide bedre om
    den faktiske tilstand af en velskrevet
    tilrettelagt drejebog der er totalitær.

    Bremse stoppe stige
    af cyklen trække
    langs søernes bred
    vand sol reflektion
    knibe øjnene sammen
    fiskestime plasker overfladen
    samtale med aldrende
    dame observer det
    også, gedden der
    stille ligger og
    soler sig “men
    er det ikke
    en gren” siger
    hun så, sagte.

    SvarSlet
  13. senere..

    Set fra det faktiske vindue
    hvor noter står, kigges
    tilbage på, et øjeblik fra
    en tur gennem byen, ned af
    Nordre Frihavnsgade
    over Hjertepladsen
    affald vælter op af
    ren kærlighed til KBH
    ved bænken i skyggen
    ‘Ophør’ skrevet rødt på hvidt
    klistret til en butiksrude
    ting og sager stablet
    sko bukser trøjer og
    frakker på bøjler hænger
    fra rullestativer, der stilles ud,
    af konen med malede øjenbryn.

    Vil du gerne ophøre? spørger jeg, og stiger af cyklen.
    Ja det vil jeg gerne, svarer konen, mens hun læner sig op af dørkarmen. Jeg har gjort det her i tresindstyve år, siden jeg var treogtyve.
    Kan du overhoved sælge noget i disse corona tider, spørger jeg.
    Det kniber, siger konen, i går var her stille, som i et gravkammer.
    Du er altså treogfirs år, konstaterer jeg.
    Ja! hvis du gir mig et godt tilbud, får du det hele, undtaget lokalet.
    Hvem skal have lokalet? spørger jeg.
    Konen peger til venstre for sig og siger: de dér inde vil gerne have noget mere plads.
    Hun går tilbage ind i forretningen og kommer ud med flere ting og gentager så.
    Hvis du giver mig et godt tilbud, får du det hele undtaget lokalet.
    Men jeg er ikke en ting fyr, svarer jeg.
    Konen henter et stativ mere og begynder at hænge bøjler med tøj på. Hun sender mig er smilende blik. Og siger så.
    Du ikke en ting fyr.
    Nej, jeg bliver helt flov ved tanken om alt dit, i forholdet til mine tre flytte kasser, på mit ni kvadratmeter store værelse, som jeg end ikke orker at pakke ud, griner jeg.
    Ja, det kan jeg godt se, så har du ikke plads til alt det her, siger hun, på vej ind i forretningen.
    Hun kommer ud med en bunke tøj i favnen og fortsætter så: Det minder mig om en kæreste jeg engang havde over en længere periode, fem seks år, han var heller ikke en ting fyr og boede i en lejlighed i Toldbodgade, to værelser ud mod gaden. Intet bad, kun toilet, entre, te køkken og et sybord han lavede mad på. Og så selvfølgelig de to flyttekasser han aldrig pakkede ud i den tid jeg kendte ham.
    Toldbodgade, sagde jeg undrende, jammen det er sådan en fin gade.
    Ja, men det var som sagt en lille lejlighed med to værelser mod gaden, intet bad og et lille te køkken, konstaterede hun.
    Han tog iøvrigt tit ud af byen, ud på landet, han elskede at komme væk fra byen.
    Hun hængte, flere bøjler med tøj, på stativet, folk med coffee to go spadserede forbi, en enlig kvinde tog plads på en bænk i solen, og jeg tænkte på Asta Olivia Nordenhof og hendes far, og søgte en beskrivelse i min hjerne, Asta havde skrevet om sin far, som dengang jeg læste det i ‘det nemme og det ensomme’, havde sat et hak i mit hjerte.

    ‘man ser det tydeligere, fra sengen, når han er spejlet i dørens glas, at han er ensom og træt.’

    SvarSlet