kære læsere
der er meget jeg gerne ville skrive om
kirsten thorups brug af eller
han lignede en gammel dame eller en viol
ofte er der den tøven ved sammenligningen, i alle tilfælde det forgæves
ikke i baby, som jeg læser på elisabeth friis opfordring
ingen tøven eller forfærdelse eller mani.
åh hvad, det bliver så løsagtigt det her fordi det jeg hele tiden bør er at blive færdig, færdig, færdig, med mit manuskript, og ikke sidde her ved vinduet og være solens kælne
thomas boberg spørger på promenaden (jeg vil ikke linke, for jeg har virus, og hvis jeg gør bliver det til porno og slanketips) forståeligt til mit temmelig uudybede udsagn ved promenaden live forleden om at alle kan skrive en god bog
jeg vågnede dagen efter (mere ædru, mindre scenefjols) og tænkte selv, at det havde jeg ikke fået forklaret særlig godt, hvad jeg burde, jeg burde komme nærmere hvad jeg mener, det er ikke godt med sådan nogle skødesløse og som sådan uangribelige udsagn
heller ikke det bliver nu, hvor jeg burde blive færdig med mit manuskript. det må komme.
forresten lavede lars bukdahl til det arrangement en liveanmeldelse af bloggen her, den ligger på hans blog, igen: jeg kan ikke linke, som jeg nu kan benytte lejligheden til at sige at jeg blev glad for, som jeg var glad for den læsning der havde gjort ham anfægtet. for mig er der ingen uforeneligheder i de ting, der er blevet sagt
ikke mere om det nu. ikke mere fordi, for fanden, jeg skal igang
så lad mig for nu bare vise jer to frisurer, der har optaget mig den forgangne uge, og som har vakt min kærlighed og givet mig mod
ina munch christensen, bellahøjvej
fp jac, somewhere
Ret sikkert: Hvidovre (Jacs hometown)
SvarSlethvidovre! så forstår jeg bedre
SvarSletKære Asta,
SvarSletDen sære forbundethed
kigger jeg ind med her.
Og glædes ved du som ofte ikke
svigter med at bringe smil.
Ved tanken om du har virus
der bliver til porno og slanketips.
Der er så meget jeg gerne ville skrive
om tomheden der fylder mit sind.
Og din blog der er blevet til en labyrint
hvor det er svært at navigere rundt.
Om dengang jeg var til psykiatritopmøde
på Herlev Hospital og følte afsky ved det.
At være havnet i en løgn der bygger på
samfundsstrukturen vi er blevet født ind i.
Mit Jesus like udseende der trak opmærksomhed
fra de af omgivelserne omkring mig pillede ved.
Og tanken om lysten til at hænge ud med
appetit for en burger og hang til en øl.
Om tøjdyret Snoopy der ligger og kigger fra
en bunke af kluns mens jeg taster dette.
Mens mågerne hænger på vinden der rusker
så det ryster i tagkonstruktionen.
Følelsen af vi begge forstiller os hver især
som en tanke af en skikkelse vi har kær.
Fortsættelse følger.
Kære Asta,
SvarSletMidt på en skillevej i min egen svinesti
intet menneskeligt, ingen sympati, igen
direktetale om statens reality.
I en stund på hug ved mit eget trug
skrælles en appelsin, orange som solen -
da du ved min side, vi deler den i to.
De første lyser timer da jeg blunder
tvinges øjenlåg igen i, med ønsket om
flugten ind i en romantisk utopi.
Der under et vandfald vi griner og
bader os i solens stråler, drikker af
en ren kilde til skue for alverdens dyr.
Da må du tænke på Adam og Eva, som
ligeså godt kunne være Bodil og Gert
strandet og ej nået det sidste charterfly.
Sådan kunne det se ud nu mågerne igen
hænger på vinden der rusker, så det ryster
i tagkonstruktionen og folk har rettet ind -
og danner kø, udenfor mit vindue, ved
Lagkagehuset, som har brugt disse dage
konstruktivt ved at renovere sit bagerlokale.
Set lidt foroven, mig selv inklusiv, da
tegnes et mønster af en dystopi, mens
hver vores virkelighed langsomt rives itu.
Kære Asta,
SvarSletDer er du så igen
da jeg kigger ind
efter en lang cykeltur
gennem byen
langs vandet
ind af den røde port
til Dyrehaven i min naive
tro på, der skulle stå
Liberty Caps
i skovbunden.
Men nej,
der gik jeg rundt
med snotten
begravet i græsset
og ledte,
som en anden idiot
efter den lille fyr, der
kun gror om efteråret;
men ville have dem nu,
som befrielse.
Og Snoopy ligger, som
en anden lam
hjælpeløst og kigger
med bedende øje, fra
den bunke kluns
han lå i forleden;
Lad mig introducere.
Hen er et tøjdyr mormor syede, da
jeg returnerede faderløs
fra Nord Amerika.
Kære Asta,
SvarSletShould I stay, or
should I go now
that’s the the question
that keep arise
for me.
Værelset eller landevejen
trygheden eller usikkerheden
cyklist eller fodgænger
skov eller by
land eller vand
båd eller bil
guitar eller banjo
biseksuel eller homoseksuel
straight eller A-seksuel
Bakken eller Tivoli
Helmig eller Gnags
Brøndby FC eller FC København
1. Division eller røven af fjerde
You name it eller you don’t.
Endnu engang blev det langt over middag inden tasterne kom under behandling og de første klare tanker i den tidelige morgenstund blev skyllet ned med kaffen og forsvandt i en guitar session inspireret af alt fortid, af en surrealistisk forestilling, hvor tid og rum flød ind og ud af hinanden og bøjede af for næsen af mig og tanken drev over i det kødelige og det endte med, jeg tog fat og spildte sæd.
Nu der så et hav af billeder for dit indre såvel som for mit; der på en landevej mellem grantræer i nattens ro, går en person med rygsæk, uden destination eller retning. En vildfaren vil nogen mene, men sandheden er; noget synes at være gået tabt i de tidlige år eller tabt helt tidligt under fødslen. Der dukker så frem, af en hukommelses sti i den vildfarendes tanke om dengang, shrooms var plastret i leverpostej, smurt over rugbrød og indtaget deri og en rejse i det ubevidste var blevet forstyrret af angst, på vej ud af det indbildte jeg. Måske det dér, det tabte ligger og gemmer sig; og svært at gå tilbage til og samle op. Da, der igen et hav af billeder, som driver rundt i det indre kalejdoskop, i rumtid, bøjet i universet, der driver rundt i rummet, så uendeligt.
Og her kigger du så ud af vinduet og tænker på mig, som tænker på dig, og vi farer hinanden i møde i et parallelt univers, hvor vi nyder en burger og en øl. Sammen side om side, uden behov for at udtrykke noget, men blot iagttage og kigge på det der sker i en verden, hvor jeget tager sig ud, i individuelle kroppe, der hver rummer skjulte rum af parallelle verdner, skjult for nogen, og for andre visuelle..
Jeg stiger til overfladen, åbner øjnene, trækker vejret dybt gennem næsen og ruller øjenæblerne op, mærker deres muskelømhed, trækker gardinet til side og kigger ud og op på den blå himmel der kalder og gemmer på universet der spinder og taler så sagte, at en kan hører, hvis en lytter godt efter, summen fra alt det parallelle. Så mens én sidder her står der en anden der og en tredje kører afsted og en fjerde manipulerer og en femte dirigerer og en sjette korrigerer og den syvende tænker om der nu også er flere.. Og sådan synes det atomare at falde ind i hinanden, både fremad og tilbage, i udenlige vidder inden de igen mødes i en helt anden galakse.
Kære Asta,
SvarSletMine øjne svigter
mine tænder rådner
mine muskler svinder
mine testikler skrumper
mine hænder rynker
mine hudfolder hænger
mine ører vokser
mine fødder hæver
mine hårsække klør
mine tanker sagtnes.
Og tiden står ikke stille
og livet fortsætter, som før
(en fugl med stækkede vinger)
og verden kvæles af grænser
og børn navngives El’Vira
og menig beder fadervor
og gaderne fyldt med tomhed
og kirken prædiker cyber
og minister strammer garnet
og kvæler lysten til livet.
Så dukker tømreren op og tænker i konstruktioner, udgravning af fundament, indretning, alternative materialer, enkle løsninger for små rum, som han visualisere i sin slumrende hjerne. Han tænker på det essentielle værktøj; hammer, sav, blyant og tommestok. Kun lige nok til at kunne bære i sin rygsæk på vejen og bliver pludselig i tvivl, om den efterladte barnevogn ved et busstoppested på Frederiksberg Alle den anden aften var et kosmisk tegn han lod stå og nu, derfor føler den rastløse kløe..
En vogn for en vagabond der skulle modificeres med kogeblus, solfanger og batteri, elmotor og et lille plateau med hjul at stille sig op på når han var for træt til at gå.
Nu i stedet på sit værelse, med udsigt til Lagkagehuset der har ryddet sin facade for bænke, stole og over night har skiftet de gamle brune persienner til nye lysegrå og tænker selv på, en oprydning, sortering og indretning med hems på sit eget lille domæne.
Men det altseende jeg giver sig i dialog med tømreren for at overbevise ham om, den efterladte barnevogn ikke var et kosmisk tegn og måske overhovedet ikke var efterladt da den var væk næste dag. Så bliver han selv i tvivl; er der nogen som læser hans tanker og forsøger at manipulere ham til at tro, det er det kosmiske spil, så han skubbes til en grænse ved det dybe sorte psykotiske hul.
Så selv om Snoopy, skabt af mormor, ligger og kigger fra en bunke kluns, betyder ikke, at ingen snooper.
(og der ligger noget uden for rækkevide, sløret af skygge, der synes at være ved at modne.)
Kære Asta,
SvarSletFotografiet og
du står på hver sin side
af en linie
mine tanker springer
mellem det og dig
og forsøger at
rumme jer begge
samtidig.
Et kryds
nu med en boks
og fire felter;
hvad er det, der
langsom tager livet
af mig, tiden?
årene, de langsomme
tik tak.
Eller er det
alle løgnene, indelt
i kvadrater der
lagers med titler
hos individer i
hjernebarkens
kartotek, som
personlige biblioteker.
Disse tanker springer
af en kilde under en
bruser i solens stråler
hvor du gør mig selskab
i denne dialog om reflektioner
jeg har gjort mig om hjernes
fedtede masse, der er indelt
i et tredimensionelt netværk.
Om dét, er der nok så meget
at sige, men den faktiske virus
er måske endda sproget, fra en
kamæleon der taler efter formåen
til en hver given lejlighed, alt
efter om det fjender eller
venner, vedkommende
adressere.
Det hele drejer
sig om magten, og
potentielt er vi alle
fjender der kryber
ind og ud blandt
hinanden med hver
vores kamæleon smil, og
navigere hjernebarkens kartotek.
Ideologierne;
skaber vennerne, og
frasortere fjenderne, eller
frasortere vennerne, og
skaber fjenderne
på fotografiet, ses
ideologierne; der
splitter menneskerne..
Kære Asta,
SvarSletNattens stemme har talt
med mit navns nævnelse først
“de er igang med at slå os ihjel”
sagde den, og jeg vågnede.
Med blikket rettet ind i den
hvide væg sendte jeg en tanke
mod dig og blev i tvivl om afsender
men svarede, “jeg ved det godt.”
Nogen astrologer vil mene at
alt er som det skal være, og
at dette har været skrevet
i stjernerne gennem lysår.
Jeg rejser mig fra nattens leje
ifører mig briller og kigger ned
på halvtomme gader og køen
fra Lagkagehuset der strækker sig
langt ud over vejen til gene for
enkelte bilister der langsomt
trænger gennem den seksten meter
lange kø der tæller otte personer.
Sætter vand over i elkedlen
der tænder og slukker så vandet
koges i intervaller; som om en ånd
har taget morsealfabetet i brug.
Dagene falder sammen til
en lang pølse der skæres
over af enkelte begivenheder
i den første eller anden dag, vides ikke.
Vinden sætter igen tagkonstruktionen
i svingninger mens mågerne længes
efter Lones pølsevogn på gadehjørnet
under træet der står lysegrøn på spring.
Og hvorom flest af disse vers synes
at være ligegyldige konstruktioner uden
vatfår og karsekyllinger, kan det alligevel
godt falde mig ind at poste dem, med
kærlighed skrevet som vers på papirklip;
for mit navn det står med prikker
pas på de ikke stikker, når nu du tæller
for på hvem det er du gætter.
Kh . . . . . .
Og da vil det være nærliggende, at
gætte på hende der Vira alle taler om
- men det vil være en skam at tro, for
vi går endnu længere tilbage sammen os to.
Kære Asta,
SvarSletÅh den himmel blå
hypnotiserende det er
at se derpå fra mit vindue
mens guld i mund spyr
sin glans over træet på
hjørnet der i dag står
lidt grønnere på spring
omringet af parkerede
cykler i kaos formation
hvor mennesker der holder
afstand snor sig blandt.
’Normal’ trykt hvidt på sort
dobbelt over indgangspartiet
et ‘Normal’ for dit barn
et ‘Normal’ for din far eller mor
to spøgelses skikkelser står
kønsløse ansigt til ansigt med
sloganet ‘Jeg er unik’ tattooet
over brystet med signal til
den mørke kvinde og mand at
disse skydedøre er sluse
for de hvide og unikke.
Heerup højt i sky
vinker fra sin ballon
med Dannebrog
nu han har
den himmel blå
for sig selv og
ikke begrænset af
grænserne der ligger lukkede
da flyver han ned over
det europæiske kontinent, og
forsøger at undgå en crash landing.
Kære Asta,
SvarSletVinduet står åbent
luften flyder ind
frisk med foråret
lydene selv dem
friske som brisen
ved køligt vand.
Vinduer griber solen
kaster dens stråler
i asfalten grå
Lone’s pølser serveres
igen under træet
grønt på spring.
Et savn flyder
gennem mit hjerte
af sær genkendelighed
vognens skodder reflekter
den blå baldakin
der omslutter alle.
Bluecity sælger brugt
elektronik der tryllebinder
menneskers følelses vold
gennem nettets trolddom
bedrager vi hinanden
iklædt illusionens kunst.
Kaffebønnen venter tålmodigt
overhældt kogende vand
gennem french press
dagen ligger åben
smiler eventyr indbydende
hvert individ kaldet.
Kære Asta,
SvarSletSjælens vindstille
kreativitetens vakuum
autenticitet spirer
ørken blomstre.
Form deformeres
knopskud visner
smil blegner
sort hvid.
At stå i det igen
som så ofte før
tømt for kreativitet
angsten ved det
aldrig mere skabe
noget realistisk
sortemosen blues
svalernes ankomst
entre gennem vinduet
cirklende stuen
hvilende hanebånd
støvet stemmerne og
vel spidsede blyanter
konvolut frimærke brev..
Senere.
Morgenstunden har mistet sin uskyld
dagen ligger langstrakt og pinefuld
bilister tilpasser sig trafiklys
lastbilchauffør aflevere sin last
lyset bæres frem af den varme fakkel
duerne på kvisten kurre
himlens pallet lyse blå orange nuancer
hvert minut tæller flere støjende biler
afstandstagen fra hinanden kronisk
rejsen gennem natten til daggryet
kom til ende tidligere end i går
kulden holder om min ryg
rytmen svinger ik
flade strækninger
op af bakke.
Og dog; en sangfugl svagt i det fjerne
en måge glider forbi med besked fra havet
lyset tager til en bil i tomgang og
fodgænger trommer med sine skosåler over grønt reguleret fodgængerfelt.
Det sommer slut April og vandet fra
gråmeleret skyer fordampede i Marts
landmanden jamrer til en regndans
og regnormen graver sig dybere ned
for at spejle sig i grundvandet der synker.
Vækkeuret i smart telefonens indre
spiller sin melodi, som befalet, da aftale
om opsætning af solpaneler er landet
må det kosmiske kald oplevet i går
vente sin tur med at blive beskrevet.
Kære Asta,
SvarSletDagen vågner stille
enkelte individer intager
gaderne cyklist bilist
fodgænger skraldevogn mågerne
rummet mellem bygningerne
støjen, springer rundt
vinden hviler sig
træet på hjørnet
grønt friskt nyfødt
fragtmand levere vare
solen skyerne og
os i universet
der strækker sig
uendeligt gennem lysår.
Dér et sted i det hele billede
sidder jeg på sadlen af den
grønne Raleigh, triller, som
en af de få rundt gennem byen,
vores Hovedstad, hvorfra alle
veje fører til Rom, om en skulle
få lyst at cykle så langt syd.
Historien at fortælle
af kosmisk kald
står blot som
noter i vindue
gennem seks år
intet bad ophør
uden køkken da
statsministeren giftes skal
i propaganda øjemed
for det hele
danske land med
paparazzi fra Østerbro
flyttekasser forlængerledning hus
entre toilet køkken.
Over grænser der er lukkede
springer hjort og vildsvin,
mikrober arbejder tiltrods
for nationen stadig er lukket ned
da de synes at vide bedre om
den faktiske tilstand af en velskrevet
tilrettelagt drejebog der er totalitær.
Bremse stoppe stige
af cyklen trække
langs søernes bred
vand sol reflektion
knibe øjnene sammen
fiskestime plasker overfladen
samtale med aldrende
dame observer det
også, gedden der
stille ligger og
soler sig “men
er det ikke
en gren” siger
hun så, sagte.
senere..
SvarSletSet fra det faktiske vindue
hvor noter står, kigges
tilbage på, et øjeblik fra
en tur gennem byen, ned af
Nordre Frihavnsgade
over Hjertepladsen
affald vælter op af
ren kærlighed til KBH
ved bænken i skyggen
‘Ophør’ skrevet rødt på hvidt
klistret til en butiksrude
ting og sager stablet
sko bukser trøjer og
frakker på bøjler hænger
fra rullestativer, der stilles ud,
af konen med malede øjenbryn.
Vil du gerne ophøre? spørger jeg, og stiger af cyklen.
Ja det vil jeg gerne, svarer konen, mens hun læner sig op af dørkarmen. Jeg har gjort det her i tresindstyve år, siden jeg var treogtyve.
Kan du overhoved sælge noget i disse corona tider, spørger jeg.
Det kniber, siger konen, i går var her stille, som i et gravkammer.
Du er altså treogfirs år, konstaterer jeg.
Ja! hvis du gir mig et godt tilbud, får du det hele, undtaget lokalet.
Hvem skal have lokalet? spørger jeg.
Konen peger til venstre for sig og siger: de dér inde vil gerne have noget mere plads.
Hun går tilbage ind i forretningen og kommer ud med flere ting og gentager så.
Hvis du giver mig et godt tilbud, får du det hele undtaget lokalet.
Men jeg er ikke en ting fyr, svarer jeg.
Konen henter et stativ mere og begynder at hænge bøjler med tøj på. Hun sender mig er smilende blik. Og siger så.
Du ikke en ting fyr.
Nej, jeg bliver helt flov ved tanken om alt dit, i forholdet til mine tre flytte kasser, på mit ni kvadratmeter store værelse, som jeg end ikke orker at pakke ud, griner jeg.
Ja, det kan jeg godt se, så har du ikke plads til alt det her, siger hun, på vej ind i forretningen.
Hun kommer ud med en bunke tøj i favnen og fortsætter så: Det minder mig om en kæreste jeg engang havde over en længere periode, fem seks år, han var heller ikke en ting fyr og boede i en lejlighed i Toldbodgade, to værelser ud mod gaden. Intet bad, kun toilet, entre, te køkken og et sybord han lavede mad på. Og så selvfølgelig de to flyttekasser han aldrig pakkede ud i den tid jeg kendte ham.
Toldbodgade, sagde jeg undrende, jammen det er sådan en fin gade.
Ja, men det var som sagt en lille lejlighed med to værelser mod gaden, intet bad og et lille te køkken, konstaterede hun.
Han tog iøvrigt tit ud af byen, ud på landet, han elskede at komme væk fra byen.
Hun hængte, flere bøjler med tøj, på stativet, folk med coffee to go spadserede forbi, en enlig kvinde tog plads på en bænk i solen, og jeg tænkte på Asta Olivia Nordenhof og hendes far, og søgte en beskrivelse i min hjerne, Asta havde skrevet om sin far, som dengang jeg læste det i ‘det nemme og det ensomme’, havde sat et hak i mit hjerte.
‘man ser det tydeligere, fra sengen, når han er spejlet i dørens glas, at han er ensom og træt.’