Jean-Pierre Léaud er ret morsom, samtale-syngende, dér i sin telefonboks i Week-end; en film som ellers er ganske uhyggelig i sin tematik. I Porcile afsluttes mange af de alvors-tunge dialog-sætninger mellem Léaud og Anne Wiazemsky med et afvæbnende Tralala, hvilket jeg ser som en hilsen til Godard: At tage pis på konventionerne midt i alle lidelserne; bevare sin blødhed, når alle livs-helvedets pinsler forsøger at gøre kroppen hård og død.
ja det giver god mening at tænke dem sammen, vold, mytologi, kultur, alt det, begæret efter at slibe stenen, civilisere grisen og så knalde den bagefter for at blive fri, tralala. jeg fucking elsker telefonboksscenen, det er så skægt!
Jean-Pierre Léaud er ret morsom, samtale-syngende, dér i sin telefonboks i Week-end; en film som ellers er ganske uhyggelig i sin tematik. I Porcile afsluttes mange af de alvors-tunge dialog-sætninger mellem Léaud og Anne Wiazemsky med et afvæbnende Tralala, hvilket jeg ser som en hilsen til Godard: At tage pis på konventionerne midt i alle lidelserne; bevare sin blødhed, når alle livs-helvedets pinsler forsøger at gøre kroppen hård og død.
SvarSletja det giver god mening at tænke dem sammen, vold, mytologi, kultur, alt det, begæret efter at slibe stenen, civilisere grisen og så knalde den bagefter for at blive fri, tralala. jeg fucking elsker telefonboksscenen, det er så skægt!
SvarSlet