det her indlæg går ud til måske en af de mest bizarre genrer der findes, hvad hedder sådan noget, teatralsk dokumentar, det der englenderne laver hele tiden, så igår for eksempel, så ligger jeg er ser sådan en produktion om rome - the rise and fall of an empire, jeg er wasted nok for tiden til at lade sådan noget køre, indtil en venlig sjæl kommer og spør om jeg virkelig vil se det, men der er altså nogle vidunderlig scener, så sidder der to vel-groomede mænd med meget hvide tænder foran et lærred med nogle drueplantager og siger ting som: yes, hiffosparcalus, this is some bloody good wine, eller, in my opinion, hiffosparcalus, tolopsykalus is a pain in the ass.
eller der hvor helten kaster en sten ned fra bjerget og siger: my father never let you down, if i do, my destiny shall resemple this stone. eller hvad han siger mens den lille sten suser ned.
omg mit kingdom af et wasted hoved for sådan en lortedokumentar.
nå. nu har andreas netop vist mig på hvilken måde han har udskåret og efterfølgende anbragt en melon på et fad. meget, meget komisk og rørende.
lissom, nu ved englendende. det engelske drengekor som sang med på haydns skabelsen jeg var inde og se med min mormor. vi havde plads så vi så dem bagfra, oppefra, jeg fnes og gøs over deres nakker. komisk, indtagende, forfærdelig skrapt

og gud skabte fisken

se fisken

hallelujah

og skyen

se skyen

hallelujah

østrig 1700. fuck mand. 

nå. nu kommer bjørn ind for at ryge en smøg. han sover på sofaen disse dage. han skal til møde om lidt.

ses