godt det er blevet koldt igen fordi

så kan man læse kirsten thorup igen

og mindes oldemor igen

hun spurgte: har pigen fået menses en dag jeg var ulydig

jeg ved ikke meget om hende andet end at min mormor elsker hende

og hun solgte kuponer til klasselotteriet

man skulle gå fra dør til dør og præsentere de forskellige kuponer

hun havde værdsat at have porcelænssæde på toilettet, det blev klart da det blev udskiftet med et af plastic

og man kan være vred på sig selv mere sagligt i kulden

mere som en snor

eller en glat og behagelig sweater

da vi gik på kastellet

og gåsen snerrede af mig, jeg blev så opstemt

lykønskede alle brudeparrene

tillykke tillykke

så siger andreas: har du fået muld i hoed

det var dengang det var varmt

nu er det honningdage, kølige dage 

strenge teenage gud, elskede

min bror peger på hyacintbusken: det var dem vi plejede at kalde medicinblomster?

aner ikke hvad han snakker om, nikker

kører forkert

manden jeg spør siger: nej, du er på vej mod brønshøj

nå. det var ikke meningen

jeg amøbe

jeg hane. jeg stolte nar

jeg indehaver af denne majestætiske hjerne, denne luksus peugeot

jeg kedelige lampe

fra denne kedelige lampe hørte du det først

teenage gud 

at for dig vil jeg gøre alt

ridde på en våd hest fra amar til et andet sted på amar

så man blir pisse øm i lårene

da gåsen jagtede mig

ved bare det blir det sjoveste der skete denne sommer

måske bør jeg nævne at jeg skriver dette kun for at få lov til at være alene

få blæst i hovedet fra det åbne vindue, for at narre mig selv til at tro at der venter noget sødt

noget dyb marmelade i nat, et hul i jorden, glemme alt  

jeg førstefødte

jeg iagtager. jeg hulihoed far-elsker. mit teenagekongerige.

jeg hulihoed far-elsker.

hello, this is drunk little alien olivia calling,

i would to give

my thousind points to elisabeth

and then, thousind points goes to

and then, on behalf on bjoern and olivia i would like give 1000 points to

and then i would like to give my thousind points to

and finnaly also thousind points to my mother and bjoern and a girl i went to school with called maja and olga and albert for at have de dansebevægelser som mine dansebevægelser lader til at være et sammenkog af

det her indlæg går ud til måske en af de mest bizarre genrer der findes, hvad hedder sådan noget, teatralsk dokumentar, det der englenderne laver hele tiden, så igår for eksempel, så ligger jeg er ser sådan en produktion om rome - the rise and fall of an empire, jeg er wasted nok for tiden til at lade sådan noget køre, indtil en venlig sjæl kommer og spør om jeg virkelig vil se det, men der er altså nogle vidunderlig scener, så sidder der to vel-groomede mænd med meget hvide tænder foran et lærred med nogle drueplantager og siger ting som: yes, hiffosparcalus, this is some bloody good wine, eller, in my opinion, hiffosparcalus, tolopsykalus is a pain in the ass.
eller der hvor helten kaster en sten ned fra bjerget og siger: my father never let you down, if i do, my destiny shall resemple this stone. eller hvad han siger mens den lille sten suser ned.
omg mit kingdom af et wasted hoved for sådan en lortedokumentar.
nå. nu har andreas netop vist mig på hvilken måde han har udskåret og efterfølgende anbragt en melon på et fad. meget, meget komisk og rørende.
lissom, nu ved englendende. det engelske drengekor som sang med på haydns skabelsen jeg var inde og se med min mormor. vi havde plads så vi så dem bagfra, oppefra, jeg fnes og gøs over deres nakker. komisk, indtagende, forfærdelig skrapt

og gud skabte fisken

se fisken

hallelujah

og skyen

se skyen

hallelujah

østrig 1700. fuck mand. 

nå. nu kommer bjørn ind for at ryge en smøg. han sover på sofaen disse dage. han skal til møde om lidt.

ses




 

jeg vil tale om arbejde.

jeg vil tale om det billede der tegnes, af det menneske som villigt, med glæde, påtager sig arbejdet, som et forbilledligt menneske

jeg vil tale om judge-bennet. en dommer fra iowa, som i en dokumentarfilm jeg så om the war on drugs, udtalte, om den dom han netop havde fældet: i did an injustice today

jeg undrer mig over hvorfor judge-bennet ikke opsiger sit arbejde

jeg vil vide, ud fra hvilke præmisser det lader sig gøre for ham at sætte videreførelsen af embedet over sin etik

jeg tænker på vedkommende, måske en skiltemager, som udførte sin bestilling og skrev: no colored allowed på en metalplade som skulle opstilles i sydafrika

jeg tænker på noget som i tilbageblik nærmest bliver en monstrøsitet

hvornår bogstaverne under processen med at udføre skiltet blev fatale

jeg er usikker på, om det giver mening at foretage sådan en zoom, om det er et kuriøst perspektiv som kun lader sig gøre på grund af min afstand til hændelserne

at der på et tidspunkt bare stod n på det skilt, at der på et tidspunkt bare stod no

efter endt arbejde: no colored allowed

nogen transporterede skiltet videre. et menneske bankede den pæl, skiltet er monteret på, ned i jorden. fataliteten som noget der stadigt indtræffer.

jeg vil tale om den skiltemager. om judge-bennet.

om det billede jeg ser tegnet af medborgerskab, som lig med en ultimativ villighed, en parathed til at gøre hvad man bliver bedt om

jeg vil tale om udlændingestyrelsen

om den procedure der ligger til grund for om et menneske kan opnå asyl

proceduren baserer sig ofte på et skøn, fordi den der har søgt asyl sjældent er i besiddelse af dokumenter der kan bevise hendes eller hans udlægning af de hændelser der lå til grund for flugten

man skønner så om det menneske der har ansøgt om asyl fremstår troværdigt

man ligger vægt på konsistens. hvis asylansøgeren i den periode det tar at behandle vedkommendes sag, det kan vare år, giver varierende oplysninger om de hændelser, der ligger til grund for flugten, kan det modarbejde vedkommendes sag

jeg vil tale om hvor grænsen for villighed går.

jeg antager, at medlemmerne af udlændingestyrelsen bedriver en praksis mod bedre vidende.

at man ikke kan forvente sådan en form for konsistens af et menneske, navnlig ikke et menneske som er udsat for det varige pres sådan en ansøgelsesperiode må være. det antager jeg at de ved.

jeg vil tale om det portræt der tegnes af det menneske som ikke arbejder.

det billede, der langsomt fremmanes, af den ikke-arbejdende som et menneske uden moral.

jeg vil tale om den mistænkeliggørelse der finder sted og dækker alle livets områder. den ikke arbejdendes samfundssind, madvaner, æstetik, uvilje til at rytte op i baghaven, evne til at opdrage børn

jeg vil holde hende ansvarlig, som i radioen paralleliserede det, at modtage offentlige forsørgelse og at være pædofil og sagde: det er mennesker uden for pædagogisk rækkevidde, de lever efter andre regler, for hendes udtalelse.

jeg vil vide om hun med glæde indskriver sig i traditionen for at skandalisere en gruppe menneskers seksualitet som et led i en argumentation for at fratage dem rettigheder. jeg vil vide om hun forventer at det vil nedsætte mændgen af incest-tilfælde hvis man ophørte med at yde ikke-arbejdende livsunderhold. men jeg husker ikke hendes navn.

jeg vil tale om den førtidspensionist der fortalte om hvordan hun igen havde været tvunget til at forholde sig til en anonym anmeldelse til kommunen, denne gang fordi det fremgik på hendes blog at hun købte økologiske madvarer, en mistænksom borger kunne ikke forstå hvordan hun havde råd til det

jeg vil tale om, hvorfor det er legitimt at mene, at man skal straffes for ikke at arbejde

jeg vil vide, på hvilket grundlag man ser grund til at betragte det ikke at arbejde som en forbrydelse

jeg vil tale om den virksomhed, som ikke kun sker i embedets medfør, men som kan omfatte at varetage et embede. det daglige virke.

en totalt uophøjet form fordi det, at have et dagligt virke er et uundgåeligt resultat af at være til

jeg vil tale om den virksomhed af to årsager

jeg vil tale om den fordi den er fælles for alle

og fordi alle, i det altgennemgribende virke, modsat embedet der påstår et mellemled, er identisk med det de gør

sorry jeg ikke er skriver, jeg har fået et nervesammenbrud og sover ikke. ligger og tænker på alle mulige tal og hændelser og prøver at forstå noget og hader når min hjerne forfører mig til sådan en form for ensomhed og det rene gnieri. ikke godt for noget. paranoia er en tarvelig poleret engel.

så for nu endelig bare denne her store stenede opslugthed af at sidde og kigge på at solen går ned bag ved et tag . vi ses!