foranledt måske tog min hjerne på en festlig telttur mens jeg stod og stegte spidskål sent og jeg blev overbevist om at alt materiale, fordi spidskålen sydede ligeså vel som jeg, på en måde krymper sig under gudstonen, den oprindelige tone, den man hører når man opstår og deler sig, what olli, kunne man sige til det nu, men jeg stegte spidskålen med så meget desto mere beundring og opildnet sorg
capturing the friedmans kan man se på DR intil imorgen her
en familie hvor far og søn anklages, og begge med tiden erklærer sig skyldige, for overgræb begået mod nogle elever de begge har undervist.
engang, da jeg gik i ottende eller niende, lå der en stak med blade nede i kantinen, det var åbenbart et medlemsblad for pædofile, men ikke udøvende, parrallelt med begrebet ædru alkoholiker vel, så opstod der kortvarig paranoia, hvem havde lagt bladede, spøgelset iblandt os osv.
jeg har stort set altid i parforhold måttet tænke på mig selv som et barn og den jeg har sex med som en voksen for at kunne have sex, hvis forestillingen om at jeg er et barn ikke lader sig gøre at opretholde begynder jeg at græde og føler voldsom væmmelse, væmmelsen kan vare i flere dage, sover i mange lag tøj og hvis jeg kigger på den jeg har haft sex med kigger jeg på en forbrydelse, simpelthen en ugerning. det er fortvivlende at måtte vende sig væk fra sine elskede, på den ene eller den anden måde, uundgåeligt, men mere dengang jeg stadig forestillede mig at det hele skulle uddrives, et liv på den anden side, så bliver det æklere.
den anden hedder mechanical love og handler om robotter
begge trailere er mere eller mindre åndssvage så her er nogle billeder i stedet
Den der isbjørnebamse med kunstigt åndedrætsinstrument - der ligner en (narre)sut, er vildt uhyggelig. Det er så pseudo med pseudo på. Hvor har du fundet det?
SvarSlethej louise!
SvarSletdet er et billede fra filmen der hedder mechanical love, man kan bare google titlen. det er en sæl, som i nogen grad kan reagere på menneskelig opmærksomhed, jeg kan ikke huske hvad de hedder, de har et bestemt navn, men der var også snak for noget tid siden, var der ikke, om man skulle ha sådan nogle på danske plejehjem
Det med plejehjemssnakken tror jeg, at jeg husker. Godt nok ikke sæler, men nogle venligsindede japanske robotter, der kunne tørre røv og smile imens. De ældre var glade for dem: ydmygelsen blev mindre, når det var "maskiner", der udførte arbejdet. Samtidig sad de og talte om dem, som om de var deres bedste venner, sagde at de altid var "i godt humør" og at de "gjorde deres arbejde omhyggeligt". Det blev lidt uklart, hvem der var maskine og hvem der var menneske.
SvarSletDet sidste nye er plejehjemshunde: de skal sprede kærlighed (uforbeholden) på plejehjemmene. De (altså hundene) er sponsoreret af TrygFonden.