trøst

Jeg drømte i nat, at jeg skulle sluge min mors svulster for at redde hende, overtage hendes sygdom. Imorgen får vi svar på om kemoen og strålebehandlingen har virket, hvis ikke indstilles behandlingen. Jeg er så bange, men på sådan en bleg, afkræftet måde, en angst uden centrum, en optik snarere end end følelse eller et temperament, hvis man kan skille de ting ad. Jeg har bedt, jeg har forsøgt at skrive sætninger der kunne lindre, i dag har jeg skrevet (jeg kan se en mark fra vinduet): Markerne her er stadig grønne, det regner, alt kravler ind i alt og begynder sin væde. For noget tid siden mødtes vi en håndfuld digtere på Hovedbiblioteket under overskriften: Ingen Lindring. Jeg havde lyst til at sige, men sagde det ikke, at jeg skrev for at lindre, for at trøste min mor, men jeg er ikke sikker på at det er det samme som at skrive for at opnå forsoning, jeg er ikke sikker på at den bedste form for trøst er den der har til hensigt at hele. små tanker fra et meget febrilsk sted.