Min mor kan ikke tale længere, men hun kan genkende stemmer, det er tydeligt at hun registrerer os. Hun falder til ro når mig eller min bror kommer. En af de ting hun sagde til mig inden hun mistede sproget var en på en måde meget berøvelig ting, hun sagde at jeg opførte mig som om jeg havde været ansat på et hospice hele mit liv, den måde jeg tog om hendes skulder, den måde jeg fortalte hende barndomserindringer der fik hende til at le, at der var noget ligefrem professionelt ved min måde at omgås hende. Jeg ved ikke, om hun ønskede sig at jeg havde opført mig anderledes, tudet fx. Det med kroppen, hvad den er, hun ligger med lukkede øjne, kan ikke tale, jeg sidder ved siden at hende og holder øje med at hendes brystkasse hæver og sænker sig, det er så afgørende for mig at den krop er i verden, at den fylder, forstyrrer, kræver noget af mig. Efter min far døde har jeg følt et krav om at ære hans minde, men jeg vil hellere end ære de døde, leve med de levendes krav om omsorg, klart nok. Allerede nu kan jeg foranlediges til at sige ting som: min mor er en engel, den slags mytologisering der gør mennesket fjernere og fjernere i erindringen. Min far var allerede myte mens han levede, fordi han sommetider stak af, måtte jeg udfylde hullerne med myte: om faren der sommetider stak af, om FAREN, min mor derimod har altid været nærværende, været lige ved siden af, til at fylde, til at forstyrre, være afhængig, til at ødelægge myte-dannelse. En lille hilsen, fra et meget sorgfuldt sted.