mama

Min mor døde i dag. Da jeg var barn kaldte jeg hende mama. Jeg savner hende. Hun knoklede. Hun havde stærke arme. Jeg tænker på hende grave kartofler op. Jeg tænker på, to vintre siden, hvor jeg var så syg at jeg ikke kunne bevæge mig selv, så for at jeg skulle komme ud og og få luft, trak hun mig flere kilometer på en slæde.

ludernoter 2

Jeg har lige haft sex med en mand der havde den største pik jeg nogensinde har set, jeg er sikker på at hvis man googler largest dick ever kommer der kun få konkurrenter op, han tog bukserne af som om de ikke var noget særligt, jeg tænkte på to ting, jeg tænkte på hvilke refleksioner han selv har gjort sig om hvordan man gebærder sig med sådan en stor pik, hans upåfaldende facon virkede selvfølgelig ekstremt påfaldende, om det havde virket mindre opsigtsvækkende hvis han havde givet mig et hint om hvad jeg var på vej til at bevidne, kigget ned i gulvet, virket lidt mindre skamløs, jeg tænkte også på hvor mange munde den pik ville kunne mætte hvis man serverede den som steg, fire, helt sikkert. Han fortalte at han plejede at komme på på et Bordel ude på Østerbro, hvor han havde opnået et helt særligt forhold til hende han plejede at besøge, at de var begyndt at ses privat, men nu ville han prøve noget nyt, jeg tænkte at det nok var Stefanie, (og jeg tænkte, den slags kan man mærke, at han var skuffet over mig), hun har et ry for den slags, hvorfor hun er meget velbesøgt. Noget at det vigtigste er at ens kunder ikke får det indtryk at man er i branchen af griskhed, eller som de fleste lønmodtagere for at finansiere sit liv, betale sin husleje osv, det skal virke som om, at man er i det af brændende lyst, EN UMÆTTELIG STUDINE, som der står i min annonce, men det kan ikke nødvendigvis være nok med det, de, der har flest retur-kunder, er dem, der formår at give indtryk af at de er i det at næstekærlige grunde. Laila dækker altid op med frugt og kiks og tænder stearinlys, jeg bliver aldrig god til den side af sagen. Måske er jeg ikke den fødte luder, som Denise ellers sagde efter min første vagt, fordi jeg ikke havde ondt i skeden. Måske er det udtryk for en hvis bornerthed, ligefrem udtryk for en slags helliggørelse af den type, jeg tror jeg er her for at pisse op af ryggen, bare ikke en helliggørelse af sex, men af nogle andre ting. Det jeg bedst kan li ved at være luder er når jeg skal sprede håndklædet ud på sengen, det gør man altid inden samlejet, spreder et stort håndklæde ud på sengen, eller det jeg bedst kan li, er når jeg under samlejet et nødt til at påpege, at vi er kommet uden for håndklædet og må tilbage, jeg kan li alle intimitetsafbryderne, jeg kan li at ødelægge illusionen. Jeg er hævneren, det er sådan jeg opfatter mig selv. Det var ellers en irriterende morgen, Poul var mødt op for åbningstid og stod ude i gården da jeg kom, det var hundrede procent tilsigtet, han ville have et glimt af den ægte Dafne, hverdags-Dafne, ude af karakter, cyklende, i cowboybukser, han ville have en ide om HVEM det er han knepper. Jeg kunne ikke komme i tanke om på hvilken måde jeg skulle være ankommet for at jeg ikke ville føle mig opdaget, i hvert fald ikke på cykel, det markerede alt for tydeligt at jeg har et liv, helst vil jeg betragtes som et fantom, en ond drøm, et hul i jorden at proppe sin pik ned i, det er sådan jeg vil betragtes. Nu ser mig og Anastacia Reba på tv2, det er dårlige tider på bordellerne, så den store pakke er blevet afmeldt, nu kan vi kun se standartkanalerne.

Min mor kan ikke tale længere, men hun kan genkende stemmer, det er tydeligt at hun registrerer os. Hun falder til ro når mig eller min bror kommer. En af de ting hun sagde til mig inden hun mistede sproget var en på en måde meget berøvelig ting, hun sagde at jeg opførte mig som om jeg havde været ansat på et hospice hele mit liv, den måde jeg tog om hendes skulder, den måde jeg fortalte hende barndomserindringer der fik hende til at le, at der var noget ligefrem professionelt ved min måde at omgås hende. Jeg ved ikke, om hun ønskede sig at jeg havde opført mig anderledes, tudet fx. Det med kroppen, hvad den er, hun ligger med lukkede øjne, kan ikke tale, jeg sidder ved siden at hende og holder øje med at hendes brystkasse hæver og sænker sig, det er så afgørende for mig at den krop er i verden, at den fylder, forstyrrer, kræver noget af mig. Efter min far døde har jeg følt et krav om at ære hans minde, men jeg vil hellere end ære de døde, leve med de levendes krav om omsorg, klart nok. Allerede nu kan jeg foranlediges til at sige ting som: min mor er en engel, den slags mytologisering der gør mennesket fjernere og fjernere i erindringen. Min far var allerede myte mens han levede, fordi han sommetider stak af, måtte jeg udfylde hullerne med myte: om faren der sommetider stak af, om FAREN, min mor derimod har altid været nærværende, været lige ved siden af, til at fylde, til at forstyrre, være afhængig, til at ødelægge myte-dannelse. En lille hilsen, fra et meget sorgfuldt sted.

ting jeg drømte i nat

At Judith Butler og Synøve Søe var begyndt at lave performances med dresserede bier, der var installeret lys i bierne, og så var de instrueret i at skrive freedom mod nattehimlen

At min far viste sig at have levet alle årene, at han havde gået rundt i bar overkrop og hørbukser, (han viste mig et billede fra en avis), og opdaget et nyt ubeboet land som han kaldte makedonien II

At en der hed hurtig-Line hele tiden ringede til mig mens jeg forsøgte at læse, og spurgte om jeg var hurtig

At jeg var en god pædagog og fik en mindreårig dreng til at støve min bogreol af, vi legede det frem

At jeg var kommet med i paradise hotel SURVIVE hvor alle kun fik uddelt en lillebitte creme mod svie ved anus, og alle havde svie ved anus, så galdt det om hvem der kunne holde ud længst uden at klø

At, mens jeg sejlede i kajak for at undgå at tænke på kløen, ringede de fra hospitalet og sagde at min mor var død

At, da jeg hørte at hun var død, gik jeg hen og købte en limegrøn kjole jeg ville have på til begravelsen, den kostede 600 kr.

trøst

Jeg drømte i nat, at jeg skulle sluge min mors svulster for at redde hende, overtage hendes sygdom. Imorgen får vi svar på om kemoen og strålebehandlingen har virket, hvis ikke indstilles behandlingen. Jeg er så bange, men på sådan en bleg, afkræftet måde, en angst uden centrum, en optik snarere end end følelse eller et temperament, hvis man kan skille de ting ad. Jeg har bedt, jeg har forsøgt at skrive sætninger der kunne lindre, i dag har jeg skrevet (jeg kan se en mark fra vinduet): Markerne her er stadig grønne, det regner, alt kravler ind i alt og begynder sin væde. For noget tid siden mødtes vi en håndfuld digtere på Hovedbiblioteket under overskriften: Ingen Lindring. Jeg havde lyst til at sige, men sagde det ikke, at jeg skrev for at lindre, for at trøste min mor, men jeg er ikke sikker på at det er det samme som at skrive for at opnå forsoning, jeg er ikke sikker på at den bedste form for trøst er den der har til hensigt at hele. små tanker fra et meget febrilsk sted.