emily skriver til sin mor

Jeg så at himmelen var næsten dækket af skyer men senere kom solen. Jeg snusede ind og det sved. Jeg mærkede at en sveddråbe løb over min næseryg, men det var så varmt at jeg ikke kunne lugte noget andet end sol. Havet kunne jeg ikke lugte, vinden bar havet tilbage til sig selv. Men jeg kunne se havet og det var mørkeblåt. Jeg så ikke landskabet som flader der overlapper hinanden, jeg så alle elementerne som dybe lommer af tid. Jeg blev glad da det begyndte at regne, hvad kalder man sådan et vejr, adstadigt, nej? Jeg så Rosa og hun var så alvorlig som hun altid er, ligesom en hjort aldrig spæner formålsløst af sted sådan siger hun aldrig en vits, selv om der er nok at le af, at have et nylagt æg i hånden. Hvis du vågnede ved, at jeg havde placeret to nylagte æg i dine øjenhuler, og det gjorde dig forskrækket så du gjorde en pludselig bevægelse, og æggene trillede fra øjenhulerne og kvasedes udover din brystkasse, ville du så ikke le? Jeg mener: ville du nogensinde tilgive mig?