ang. min generation

i går spillede mig og andreas tekken, jeg vandt ti seks og derefter vandt jeg ti syv. det gjorde mig kortvarigt glad. en triumf. så drak vi en masse gin og tonic og jeg faldt i søvn på sofaen mens andreas og pernille snakkede om generationer, det var dejligt, som at være et barn igen, at ligge og høre de voksne tale mens jeg slumrede hen. I min slummer lå jeg og tænkte på det med generationer, rasmus graff har et blogindlæg i går hvor han forsvorer sig (hedder det det?) at skulle være en del af en generation, og i det hele taget udpegningen af generationer. På en måde undrer det mig. Jeg kommer til at tænke tilbage til den der artikel, tidens trodsige tøser. Noget af det der ærgrede mig mest ved den var, at den fik fremstillet det som om, at det vigtigste for os var ikke at blive sat i bås, at være helt alene om det vi gjorde. Jeg synes at det vigtigste aspekt ved tendensudpegning, er at tendensen går fra at være indivielt forankret til at have et politisk potentiale. Fællesskabet har et politisk potentiale. Det tematiske fællesskab også. I stedet for at holde rigidt på vores egen krop, som jeg synes den artikel lagde op til at vi gjorde, synes jeg vi burde slå erfaringerne sammen og på den måde udvide erfaringen til en fælles kamp. Lad der for min skyld endelig være tale om en generation, jeg synes jeg har meget tilfælles med mine jævnaldrende, ikke kun, som Tue skriver, oplever jeg en fælles interesse for krop og seksualitet og identitet, jeg ser også en ny status i fx naturbeskrivelsen, som jeg synes er meget spændende.


Kh Olivia