om
fødderne

at
vinde iris

mine
sandalremme

*

jeg rejser
syg

stille over
visne marker

strejfer
mine drømme

*

lopper
og lus

heste der
pisser

lige ved
hovedgærdet

*

som jeg
ældes

dette
efterår

åh
skyerne
fuglene

*

smuk
selv
kragen

gryet
iklædt
sne

*

glem den
aldrig

den ensomme
smag

af hvid
dug


det er Basho. Gendigtningsforsøgt, hvis man skal opsummere hans eget forord i et ord, af hans jørgen nielsen

den allersidste dug. det er et tilfældigt mirakel af det også kan betyde en dug, og på den måde også bliver et digt om at være til louises konfirmation foruden alt det, det i forvejen er.

noget andet der gjorde mig så letsindigt til mode forleden er det følgende

se!

tegnene er gået igang med at genfinde dyrene blandt andet


nå. min kæreste har lige fortalt mig at enlanden hr. ambruso, biskop af milano, til sine venners store forbløffelse læste i tavshed, uden at bevæge læberne, engang i 300tallet!


hvad ellers her. man kan kigge på månen, den lysende hvide banan, og mærke den længsel, der sætter alt igang, selv det allermest rolige og tavse.

ønsker at jeres aften bliver mild og god mod jer