Engang jeg sad ved mosen i skoven og spillede min banjo for træerne; biller, bier, guldsmede, brumbasser og alverdens væsner og deres ånders ånder, kom en lille mejse forbi og landede på den femte spændeskrue og sad der et øjeblik. Den kiggede nysgerrigt til, pludrede sagte, jeg spejlede mig i dens højre øje og den i mit venstre. Da for evigheden gennem mig og tretten vilde heste kom galopperende med gråden. Diger og damninger sprængtes og alverdens vande flød fra mine øjenæbler; da trillede der anderkendende et par strofer fra dens lille næb, den kastede sig ud, tog på vingerne og fløj i lette buer ud over vandet, forsvandt gennem solens stråler, ind i skovens grønne dyb, hvor den sagte lever sin ånd.
…..dage senere.
“Jeg vil tale om ingenting Om ingenting” Duras.
Kære Asta
Netop det, at sadle den ene dag og først ride den næste dag..
Dette har været undervejs både i går og i dag, ja, måske fra endnu længere tilbage, med skiftende informationer, har sindet forsøgt at besvare dit kald, at afkode stormen af forskellige forsøg på at kommunikere ud gennem dette medie eller analogt, ved at taste det på papir med maskinen der historisk set er forfar til dette elektroniske maskineri der kommunikere gennem det virtuelle monster..
Her er den egencensur, som kommer imellem mig og tasterne, et voksende problem der opstår ved starten af denne tekst, som er blevet til, ved at spille banjoen, en tidlig morgen, da jeg vågnede med dig i tanken.
Der har været natlige drømme, indeholdt bland andet, en rotte der gik og stak næsen i alting.
Nu her ved midnatstid, ved dyb meditation at være faldet i søvn, vækkes jeg af drømmen, at du kalder og jeg for alt i denne verden må sende dig tekst på din blog, ved dette opslag, som det faldt mig ind to eller tre dage siden da jeg netop ved dette opslag søgte trøst, liggende i fosterstilling og så et hav blev til.. Og sjovt nok i det Litterære miljø, i Møllegade, forleden mødte jeg digteren Niels Hav, der gav mig sit lille røde kvadratiske og hjemmelavede visitkort med hans ansigt på.. og tilføjede, skriv til mig.. hvilket jeg gjorde..
Men angsten for ordets kraft har holdt mig tilbage. Og igen, som udgangspunkt, har der været andre ting som er vigtigere at få skrevet til dig, og derfor, er det blevet til intet.
Istedet er det blevet til gåture i gaderne mellem bygningerne der er bekendte og alligevel så fremmede at jeg ikke føler mig en del af det billede jeg ser og menneskene en anden race.
Og der, i de tidlige mørke timer er det blevet til en indre monolog, skridt for skridt, som en besættelse blevet skrevet i mit sind ved byens elektriske lys krydret med larmen fra biler og de mennesker i dem der trykker på hornet og på gassen, som brøler i vinden der suser.
Jeg vil tale om lysreguleringen der bipper for den blinde om plastikkruset der tumbler over gaden båret af vinden, med dets plastiske lyd.
Jeg vil tale om brosten og det mønster de ligger i om deres vintervåde overflade pyntet af løvfaldet, med dets gule nuancer.
Jeg vil tale om forretnings vinduer og de påklædte mannequins om det vintertøj de står i og sveder indedøre, med spotlight i deres fjæs.
Jeg vil tale om birketræet i Oehlenslagersgade og fortorvet det er vokset ud af om de blade det stadig bærer og at det er blevet beskåret, med en saks da det det endnu ikke var ret stort.
Sådan trisser jeg rundt gennem byen, med det pligt opfyldende menneskes pres på mine skuldre, der arbejder på kommunen og vil have mig ind i en bolig der forpligter til at samarbejde med en tilsynshavende socialrådgiver om fremtidige planer..
“Når man lever sådan, som jeg fortæller, at jeg levede i denne ensomhed, så risikere man i længden noget. Det er uundgåeligt. Så snart et menneske er alene vipper det på kanten af galskab. Det tror jeg: jeg tror, at et menneske, der er overladt til sig selv allerede er ramt af vanvid fordi intet kan stoppe det når vanviddet dukker op.” Duras
Kære Asta,
SvarSletEngang jeg sad ved mosen i skoven og spillede min banjo for træerne; biller, bier, guldsmede, brumbasser og alverdens væsner og deres ånders ånder, kom en lille mejse forbi og landede på den femte spændeskrue og sad der et øjeblik. Den kiggede nysgerrigt til, pludrede sagte, jeg spejlede mig i dens højre øje og den i mit venstre. Da for evigheden gennem mig og tretten vilde heste kom galopperende med gråden. Diger og damninger sprængtes og alverdens vande flød fra mine øjenæbler; da trillede der anderkendende et par strofer fra dens lille næb, den kastede sig ud, tog på vingerne og fløj i lette buer ud over vandet, forsvandt gennem solens stråler, ind i skovens grønne dyb, hvor den sagte lever sin ånd.
…..dage senere.
“Jeg vil tale om ingenting
Om ingenting” Duras.
Kære Asta
Netop det, at sadle den ene dag og først ride den næste dag..
Dette har været undervejs både i går og i dag, ja, måske fra endnu længere tilbage, med skiftende informationer, har sindet forsøgt at besvare dit kald, at afkode stormen af forskellige forsøg på at kommunikere ud gennem dette medie eller analogt, ved at taste det på papir med maskinen der historisk set er forfar til dette elektroniske maskineri der kommunikere gennem det virtuelle monster..
Her er den egencensur, som kommer imellem mig og tasterne, et voksende problem der opstår ved starten af denne tekst, som er blevet til, ved at spille banjoen, en tidlig morgen, da jeg vågnede med dig i tanken.
Der har været natlige drømme, indeholdt bland andet, en rotte der gik og stak næsen i alting.
Nu her ved midnatstid, ved dyb meditation at være faldet i søvn, vækkes jeg af drømmen, at du kalder og jeg for alt i denne verden må sende dig tekst på din blog, ved dette opslag, som det faldt mig ind to eller tre dage siden da jeg netop ved dette opslag søgte trøst, liggende i fosterstilling og så et hav blev til.. Og sjovt nok i det Litterære miljø, i Møllegade, forleden mødte jeg digteren Niels Hav, der gav mig sit lille røde kvadratiske og hjemmelavede visitkort med hans ansigt på.. og tilføjede, skriv til mig.. hvilket jeg gjorde..
Men angsten for ordets kraft har holdt mig tilbage. Og igen, som udgangspunkt, har der været andre ting som er vigtigere at få skrevet til dig, og derfor, er det blevet til intet.
Istedet er det blevet til gåture i gaderne mellem bygningerne der er bekendte og alligevel så fremmede at jeg ikke føler mig en del af det billede jeg ser og menneskene en anden race.
Og der, i de tidlige mørke timer er det blevet til en indre monolog, skridt for skridt, som en besættelse blevet skrevet i mit sind ved byens elektriske lys krydret med larmen fra biler og de mennesker i dem der trykker på hornet og på gassen, som brøler i vinden der suser.
Jeg vil tale om lysreguleringen
der bipper for den blinde
om plastikkruset der tumbler over gaden
båret af vinden, med
dets plastiske lyd.
Jeg vil tale om brosten
og det mønster de ligger i
om deres vintervåde overflade
pyntet af løvfaldet, med
dets gule nuancer.
Jeg vil tale om forretnings vinduer
og de påklædte mannequins
om det vintertøj de står i
og sveder indedøre, med
spotlight i deres fjæs.
Jeg vil tale om birketræet i Oehlenslagersgade
og fortorvet det er vokset ud af
om de blade det stadig bærer
og at det er blevet beskåret, med
en saks da det det endnu ikke var ret stort.
Sådan trisser jeg rundt gennem byen, med
det pligt opfyldende menneskes pres
på mine skuldre, der arbejder på kommunen og vil have mig ind i en bolig
der forpligter til at samarbejde med en tilsynshavende socialrådgiver
om fremtidige planer..
“Når man lever sådan, som
jeg fortæller, at
jeg levede i denne ensomhed, så
risikere man i længden noget.
Det er uundgåeligt.
Så snart et menneske er alene
vipper det på kanten af galskab.
Det tror jeg: jeg tror, at
et menneske, der
er overladt til sig selv
allerede er ramt af vanvid
fordi intet kan stoppe det
når vanviddet dukker op.” Duras