idag ærer jeg andrea pirlo som ligner seriøst 99 procent min far. det er så jeg får et chok hver gang jeg ser hans ansigt, det er det hele: øjnene, næsen, kindbene, læberne. jeg sværger dig og min far kommer af den samme blomst andrea
Som frugten på træet, ligeså, tager historien også tid, at modne..
JH Jensens postkasse bugner af reklamer og lokalaviser, i mængden frasorteres rudekuverter med skriften, C/o Boet efter.
Hvorom alt er, da er det sidste dog det mest besynderlige i den tid, hvor mine skrivelser rettet mod dig er begyndt med Kære Asta, som efterhånden er blevet til en del, men, som også er en diffus tidslinje jeg har tabt tidtagning med. Dog ser det ud for mig, såvel som det må gøre for dig, at sol måne og stjerner står lige og øjeblikket er nu. Dog ved jeg ikke hvad det, nu, indebærer og hvad du har gjort dig af tanker, om det, jeg ser herfra hvor jeg står, kan jeg kun gisne.. Der er en lille detalje mere, til det pudsige puslespil, universet på magisk vis inviterer os at lægge, hvis vi er åbne for den invitation.
Du træder ud af dit virtuelle silhuet og ind i lyset med dit virtuelle ansigt. Du slår et opslag op, om Tonni, der lægger ansigt til Arve.
Der var virtuelle Asta jo; tænker jeg, mens jeg læser opslaget og siger for mig selv, det var fandens, uden egenligt at have forstået hvad det er, der er fandens.. Arve Jensen; mumler jeg, Arve Jensen.
Hvad laver du rigtig, må du altså have tænkt, blot i datid; tænker jeg og kigger på Tonni, der tager sig ud, som Arve, der rigtig nok ligner Pirlo 99 procent og de alle tre seriøst må komme af den samme blomst.
Årstallene pirre mine øjne, jeg tæller på fingrene, 55 til 60 er fem, 60 til århundredskiftet er 40, plus de fem, er 45, plus de fem i det 21. århundrede er 50, blev Tonni ikke ældre, tænker jeg, det ingen alder og kigger mig selv i spejlet.
Jeg træder ud af hoveddøren iført mit interimistiske løbetøj, sat sammen, af hjertets tilfældige valg og tager mig ud som en farverig klovn, uden et cirkus. Blæsten møder mig, som en vild, i skæret af lampen på murstensvæggen der bærer nummer 57; syv’og’halv’treds siger jeg, til rytmen af spring op af skaktens saltede trin, på vej ud i mørket, der omslutter mig mens min krop værker og jeg indhentes af dig, der, som en lattermild løber med i let løb, der ikke er så let endda.
Pirlo er nu altså en virkelig flot mand. Især nu. Pænest med skæg, og pænest med lidt af tidens tand i ansigtet
SvarSletKære Asta,
SvarSletSom frugten på træet, ligeså, tager historien også tid, at modne..
JH Jensens postkasse bugner af reklamer og lokalaviser, i mængden frasorteres rudekuverter med skriften, C/o Boet efter.
Hvorom alt er, da er det sidste dog det mest besynderlige i den tid, hvor mine skrivelser rettet mod dig er begyndt med Kære Asta, som efterhånden er blevet til en del, men, som også er en diffus tidslinje jeg har tabt tidtagning med. Dog ser det ud for mig, såvel som det må gøre for dig, at sol måne og stjerner står lige og øjeblikket er nu. Dog ved jeg ikke hvad det, nu, indebærer og hvad du har gjort dig af tanker, om det, jeg ser herfra hvor jeg står, kan jeg kun gisne.. Der er en lille detalje mere, til det pudsige puslespil, universet på magisk vis inviterer os at lægge, hvis vi er åbne for den invitation.
Du træder ud af dit virtuelle silhuet og ind i lyset med dit virtuelle ansigt. Du slår et opslag op, om Tonni, der lægger ansigt til Arve.
Der var virtuelle Asta jo; tænker jeg, mens jeg læser opslaget og siger for mig selv, det var fandens, uden egenligt at have forstået hvad det er, der er fandens.. Arve Jensen; mumler jeg, Arve Jensen.
Hvad laver du rigtig, må du altså have tænkt, blot i datid; tænker jeg og kigger på Tonni, der tager sig ud, som Arve, der rigtig nok ligner Pirlo 99 procent og de alle tre seriøst må komme af den samme blomst.
Årstallene pirre mine øjne, jeg tæller på fingrene, 55 til 60 er fem, 60 til århundredskiftet er 40, plus de fem, er 45, plus de fem i det 21. århundrede er 50, blev Tonni ikke ældre, tænker jeg, det ingen alder og kigger mig selv i spejlet.
Jeg træder ud af hoveddøren iført mit interimistiske løbetøj, sat sammen, af hjertets tilfældige valg og tager mig ud som en farverig klovn, uden et cirkus. Blæsten møder mig, som en vild, i skæret af lampen på murstensvæggen der bærer nummer 57; syv’og’halv’treds siger jeg, til rytmen af spring op af skaktens saltede trin, på vej ud i mørket, der omslutter mig mens min krop værker og jeg indhentes af dig, der, som en lattermild løber med i let løb, der ikke er så let endda.