altså, jeg
er uforstående over for hvorfor det kan vække irritation at jeg ikke vil kalde
noget jeg ikke opfatter som et litterært projekt for et litterært projekt.
jeg ved ikke
hvad hverken du eller rolf mener - hvem er renfærdige her - når i snakker om fx
privatpersonen over for forfatteren, digtet over for mennesket, men jeg har vel
intet sagt der forbød jer at fastholde de kategoriske modsætninger hvis det gir
god mening for jer, jeg synes egentlig ikke jeg har forsøgt at ligge beslag på
de digte, læs som i lyster, jeg synes da, lars, at du har læst mine tekster
herligt gennem tiden, men derfor kan jeg vel godt samtidig ha en opfattelse
Det ærgrer
mig virkelig den der mildt patroniserende og irettesættende
Hun gør sig
forestillinger om at stå uden for instutionen og ik være en skøn digter à hun er en del af instutionen i og
med at være en skøn digter à haha alt kritikken forgæves det må hun snart indrømme
Jeg synes
det er noget i tillæger mig at mit oprør skulle rette sig først og fremmest mod
den litterære instution. Jeg forsøger med de ting jeg gør at medvirke til at der
kan opstå og blive peget på samværsformer som udgør et alternativ til de
samværsformer der finder deres næring i at udpine noget andet, det indebærer så
også at kritisere de instanser der for mig at se er pascificerende og
undertrykkende og det kunne fx være elementer ved den litterære instution, men
først og fremmest handler det om at forsøge at medvirke til at formulere en
anden virkelighed
Når jeg
siger at jeg ikke opfatter det jeg laver som litteratur skyldes det blandt
andet følgende ting:
-
Jeg
er lige så træt af forfattere der dækker sig ind med at være forfattere (og
især forfattere der påberåber sig den kunstneriske frihed som var det en
naturlov eller en gudsgiven ret, det er en af de mest diktatoriske forestillinger
jeg kan komme på: jeg har, fordi nogle siger at jeg skriver talentfuldt, en
uanfægtelig ret som den ingen siger skriver talentfuldt ikke har, det fatter
jeg simpelthen ikke, hvis vi vil diskutere frihed og forsøge at definere
rettigheder må vi da diskutere frihedsrettigheder som skulle gælde for alle,
ikke bare som tilfældig faggruppe der påberåber sig en tilfældig ret qua at
være en tilfældig faggruppe) som jeg er træt af politikere som dækker sig ind
med at nu må de føre realpolitik fordi de er politikere, som jeg er træt af
socialrådgivere som dækker sig ind med at sådan er loven, som jeg er træt af
fortsæt selv. Det drejer sig ikke om at jeg forestiller mig at jeg står i
renfærdig modsætning til dette, men det er min overbevisning at de største
ulykker der er sket i verden er sket fordi folk dækkede sig ind med deres
røvsyge proffesion. Så kan vi være uenige, og i kan kalde mig naiv til jeg
segner, men min tro er den, at mennesket i udgangspunktet er solidarisk med
alt, eftersom det etlandet sted godt ved, at det er kommet af alt og skal blive
alt snart igen, og at socialrådgiveren hvis han / hun et øjeblik glemte at han
/ hun var på arbejde, ville imødekomme sin lyst til at sikre den andens
mulighed for livsudfoldelse. Når jeg ikke vil stå frem som et proffesionelt
menneske er det altså ikke fordi jeg vil stå frem som et renfærdigt ideal, men
fordi jeg ønsker deltage håndgribelig og sårbar, os dermed også til at anfægte
for enhver om de kender litteratur eller ej.
-
Jeg
synes du insinuerer at det er overfladiske tricks at sige som jeg gør, men jeg
ved at det ikke er tilfældet, jeg ved det, fordi jeg er i kontakt med alle
mulige mennesker som det gør en forskel for, som bliver bestyrket i troen på at
deres erfaringer ikke er ligegyldige. Når jeg mærker den der grundtone om at nænej
kunst er kunst la vær at foregi andet, så bliver jeg fanme faktisk gal, jeg foregiver
ikke noget, jeg er af den opfattelse at det at skrive og læse kan være en af
flere mulige indgang til et samvær mellem mennesker som er anderledes end det
ydmygende og ymyndiggørende samvær nogle folk i det her samfund er henvist til
for en stor part af deres liv, og jeg er ikke bare af den opfattelse, jeg ved
at det er sådan. Jeg kan få det indtryk at jeg er til gene for som rolf
gør at kalde bogen fantastisk, det samme ord du faktisk brugte i din
anmeldelse, nordenhofs digte er fantastiske, jeg mudrer den stakkels rene
fantastiske poesi til med mine urene samfundsmæssige forhåbninger
Men hvad er
det i øvrigt for en underlig ting, at jeg skulle ha en vandetta mod skøn poesi.
Har jeg nogensinde sagt noget der forhindrede at der sku findes skøn poesi, det
skønne og det nødvendige, det forpligtede, er altså ingenlunde modsætninger for
mig. Jeg mener,
Når jeg er i
tvivl om hvad jeg skal gøre i kærlighed siger blake
Dip him in the river who loves water
Når jeg er
tvivl om festgræsset findes, siger inger c
Festgræsset,
festgræsset findes
Når jeg er i
tvivl om jeg overhovedet kan tillade mig noget siger morti vizki
Egentlig kunne
jeg ha været en smuk abe
Når jeg er
tvivl om jeg kan leve siger sappho
But i to you of a white goat
And I will pour wine over
Når jeg er
tvivl om jeg kan leve siger björling
Du går de
ord / og at / du var / og i dit øje / lys
Når jeg er
tvivl om jeg kan leve siger peter laugesen
Ned med
tvang og rente
Når jeg er i
tvivl om jeg kan leve siger rilke
But now its my tree of joy that is breaking
(gengivet
kun hukkomelsespræcist)
Det er min
familie for fanden. Det er dem jeg ringer til når jeg ikke ved hvad jeg skal
gøre. Ligesom jeg i øvrigt, for nu at køre på med denne her fjollede
ringemetafor, ringer til alle de livgivende ting folk siger i busser og på
gaden og når de bliver interviewet om deres kistevirksomhed og siger: hvorfor
er folk så bange for kister når de ikke er bange for smykker og habitter?
Det er et
fantastisk godt spørgsmål, der får mig til at tænke på at jeg virkelig skal
gøre mig umage for ikke at være en dødssyg statue i livet.
Det eneste
jeg siger hvad det angår, skøn poesi, er at jeg ikke, heller ikke når jeg selv
læser, opfatter det som litteratur. Jeg oplever at blive tiltalt af et
menneske. Jeg kan ikke se hvad jeg skulle med overbygningen, at dette er
litteratur. Hvad skal det tilføje? Forstår ikke den der tidsløse bog mellem
mennesket og mennesket, verden og verden. Jeg forstår det simpelthen ikke. At
skrive noget er for mig på lige linje med alle andre handlinger der foregår i
den fælles verden. De kan være noget rigtig pascificerende lort, og de kan være
livgivende.
Hvad angår
at det gode ved litteraturen skulle være, at folk har frihed til at sige noget,
de ikke vil stå ved, jævnfør den bid af rolfs indlæg du postede nedenfor,
forstår jeg det heller ikke. Hvad er det gode ved, hvis vi alle sammen sagde en
masse ting vi ikke ville stå til ansvar for, hvordan er det mulighedsforøgende,
frigørende? Jeg synes det lyder
nogenlunde som for eksempel politikere opfører sig, de siger en masse forblommet
lort som de formentlig ikke selv tror på, og så kan dem der skal leve med det
suck on it. Det synes jeg er meget kedeligt. Jeg vil hellere til den fest hvor
alle forsøger at sige noget de rent faktisk tror på, og som de er villige til
at stå til ansvar for, hvad skal man ellers have for et billede af den der
lytter, hvis man ikke siger noget til dem som man tror på og vil stå til ansvar
for. Hvad er den der lytter så, en cirkushest?
fucking legendarisk
SvarSletSå godt skrevet.
SvarSletDe trætte semigamle mænd der ikke tør se verdens politiskshed i øjnene, af frygt for den stivner og bliver til firkantede 70'er dogmer. Sådan behøver det ikke at være, og det er nødvendigt at formulere kunst på en anden måde end Lars Bukdahl tror det. Når han fx belærer Daniel Dalgaard om at "tage sig i agt for tidstypiske tendenser som antikapitalisme" - uh nej, manden tillader sig at forholde sig til den verden der omgiver ham med alvor. Jeg synes det er fedt og I skal begge to for alt i verden blive ved. Det her er verden efter finanskrisen og den har en alvor i sig, og en følsomhed, og de to ting kræver *også* - ikke kun - en politisk forholden sig til verden.
Hvor er det dejligt at de skrivende kunstnere er begyndt at forholde sig til virkeligheden (og nej, jeg sætter den ikke i anførselstegn!).
SvarSlet"En bog skal være som en isøkse, der kan hugge hul i din sjæls frosne vande." (Franz Kafka). (Kilde: http://en.wikiquote.org/wiki/Franz_Kafka)
SvarSletAnsvar? At skrive er ikke menneske til menneske. Det er menneske til verden. Og verden til menneske (måske, når sproget taler igen). Og det er det der er litteratur. Ytringer uden beregning på modtager. Ansvar? Hvad fanden taler du om. Lad mig beholde mit frirum fra den fucking kværn af kommunikation et øjeblik.
SvarSletKære Jeppe, det undrer mig, at du retter den her anklage mod Olivia. Jeg læser hendes digte, læser hendes blogindlæg, og kan slet ikke finde belæg for, at Olivia skulle nægte en menneske til verden-samtale. Tværtimod.
SvarSletDet kan godt være, at jeg nu kommer til at tale meget flydende om sprog som nærmest lig med alt der bliver udtrykt. Og efter hos Pasolini at have læst, at ”hvis livets handlinger er udtryksfulde er også udtrykket handling”, noget som jeg også har behov for at tro på, så flyder tingene måske lidt sammen, udtrykket glider over i handling.
Hvis man prøver at undersøge Olivias tekster for den menneske til menneske og menneske til verden-samtale, som du snakker om, så synes jeg hurtigt billedet bliver indviklet. Der er også noget, der tyder på, at det er indviklet for Olivia: ”Forstår ikke den der tidsløse bog mellem mennesket og mennesket, verden og verden” - er mennesket og verden ikke det samme her? - Lad mig give nogle eksempler:
Olivias seneste blogindlæg: Billeder af mænd, der er i samtale med en hest – et eller andet sprog taler de i hvert fald med hinanden. En kvinde med et væld af roser, og da jeg klikkede ind på billedet for at arkivere det, kunne jeg se, at Olivia har navngivet det ”smukt”. Deres sprog. Endelig det billede af et grønt område med en eller anden stenformation, fotograferet af et menneske, et sprog mellem verden og menneske.
Og videre, ønsket om at verden (inkl. mennesker) taler til én og det faktum, at det gør den nogle gange – 23. januar 2014: ”må denne pige som min mor tegnede som barn guide mig”. Og Rilke skal guide på lige fod med anden og dens tilværelse. Men det komplicerer jo ogå den opdeling i menneske og verden, som du taler om.
30. december 2014. ”Atter et nytårsdigt II.” Direkte henvendt til vinteren, som bliver kaldt en kølig rødbede og som danner et vi sammen med jeg'et. ”Skål vinter!” - det er vel menneske til verden, hvis verden er alt det ikke-menneskelige?
Og d. 6. december finder man et digt henvendt til sneen, skrevet på et fremmedsprog som i et desperat forsøg på at finde sneens sprog:
”hallo snow
i love you
can i have some more”
Man skulle ikke angribe Olivia for den her såkaldte menneske til menneske-kommunikation, man skulle angribe BT eller Berlingeren eller hvem det nu er, som aldrig vil komme til at forstå, at begær findes overalt i verden, i sneen, i antennen. Olivia ved det: ”civilisationen er så fucking hjernedød- // savner antennen der rokkede sexet i stormen forleden”.
Jeg fastholder, at jeg synes, at menneske/verden-opdelingen smuldrer lidt, når man læser Olivias tekster. ”Hvem er aben derovre / åh det er mig”. I brevet fra Oslobåden her på bloggen, som har en umiddelbar menneske til menneske-kommunikation (altså brevet), bliver det hurtigt meget skrøbeligt, måske præcist i det øjeblik hvor jeg'et skriver: ”det søvnige sitrende bær som er mit liv”.
Menneskene glider over i evigheden og i tingene: ”hej du, evigebror, bestandige sukker og sten.” - er det menneske til menneske eller menneske til verden?
Og smadrede verdenssammenstyltninger skal hjælpe menneskene: ”champangejesus syng for mig og rasmus halling”.
Men der er et problem ved den her verden til menneske-samtale, ved mennesker der dækker sig ind som verden: ”jeg er vrede på det skilt ved legepladsen hernede hvor der står man ikke må ryge på legepladsen”. Det er vel verden til menneske (?), verden som maske for magt og under ingen omstændigheder lykkeligt – modsat det du skriver om at ”sproget taler til én”, som lyder rart. Og jeg læser Olivias ansvars-begreb som et oprør mod den ulykke. Ansvar læser jeg som at give modtageren mulighed for at svare. ”Responsibility”, ikke et disciplineringsredskab. Modsat et skilt, som står og leger, at det er en del af evigheden, modsat en læges diktat om medicinering som man ikke kan modsætte sig, modsat den anonyme anmeldelse rettet mod en førtidspensionist pga. madvaner (det nemme og det ensomme, s. 48), og i samme digt: hende som i radioen parallelliserer offentlig forsørge og pædofili. Men det minder mig jo en del om det, du skriver: at man skal stoppe ”den fucking kværn af kommunikation et øjeblik”.
SvarSletDet nemme og det ensomme starter også med en forventning om et sprog med tingene. ”en våd græsplæne og mig / det bliver dejligt at træde ud på den”. For såvidt er de sideordnede, men uden at jeget ligesom indbilder sig at være som græsset (for så ville jeg'et aldrig flytte sig en meter.) Og den samtale med de døde i det nemme og det ensomme, som jo bliver ført gennem (eller TIL) verden, ville være fuldstændig umulig i en menneske til menneske-situation (om farmoren: ”jeg husker nogle objekter der knyttede sig til hendes eksistens / et tallerkenunderlag i rødt skinnende voks”. Der findes altid en verden i digtene, modsat alle de der taler som om der ikke findes en verden.
Man kunne indvende mod det, jeg skriver, at det jo er sandt, at jeg'et bliver til et bær, at de mest intime bekendtskaber forvandler sig til sukker og sten, og at de døde afhænger så meget af ting, at en menneske/verden-distinktion bliver umulig, MEN at det præcist er det, der gør, at vi ikke kan tale om ansvar, for det er vi for åndssvage, for skrøbelige til. Vi er ikke rene nok til etikken, til at kræve noget. - jeg ved, jeg blander tingene her, laver en dæmon - men jeg tror slet ikke, at ansvar kan placeres som noget menneske til menneske og ikke menneske til verden – men det bliver man jo nødt til at tale med hinanden om, hvis du forstår.
Jeg vil, apropos al den her kommunikation, også høre, om du har fået min mail-hilsen?
Kh Andreas.
Hov, jeg har fejlciteret dig med det der "sproget taler til én". Ikke i orden. Bare streg det over.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet- jeg måtte altså bare slette fordi der var en mærkelig copypaste-fejl - her en bedre version:
SvarSletHej Andreas - og Olivia,
du har læst meget mere - og mere indgående - i Olivias tekster, end jeg har, Andreas, jeg kan kun sige at du trækker nogle smukke perspektiver frem. I øvrigt er mange af enkeltlinjerne jo så overbevisende - som ofte.
Det var nu heller aldrig det jeg var kritisk over for. Kun nogle enkelte linjer i ovenstående blogtekst: Om dine yndlingsdigtere, Olivia : "Det eneste jeg siger hvad det angår, skøn poesi, er at jeg ikke, heller ikke når jeg selv læser, opfatter det som litteratur. Jeg oplever at blive tiltalt af et menneske. Jeg kan ikke se hvad jeg skulle med overbygningen, at dette er litteratur. Hvad skal det tilføje?" For mig at se er dette at opfatte litteraturen som en "overbygning" til mennesket simpelthen en mistænkeliggørelse af den kunstneriske form. Det er også derfor jeg opfatter denne tankegang som protestantisk; i modsætning til katolikkerne har protestantismen altid opfattet den kunstneriske form som en slags falskneri i forhold til den "ægte" inderlighed.
Litteraturen, kunsten, er ikke for mig nogen "overbygning", men en mulighed for den menneskelige sanselighed, digterens formsans er faktisk for mig det første sted han/hun møder den ydre verden, og formsansen, den specielle figuration af formsans, som præger den enkelte digter, er noget dybt personligt. Det er også denne digters kærlighed, etik, alt muligt. Det er derfor jeg siger, istedet for menneske til menneske, menneske til verden (verden i sproget). Der er ikke noget mystisk i det.
Senere siger du - som svar på Rolfs idé om at der kan være forskel på det man skriver i en litterær tekst og det "man vil stå ved" - "Jeg vil hellere til den fest hvor alle forsøger at sige noget de rent faktisk tror på, og som de er villige til at stå til ansvar for, hvad skal man ellers have for et billede af den der lytter, hvis man ikke siger noget til dem som man tror på og vil stå til ansvar for." I virkeligheden provokerede dette mig nok allermest, "hvad skal man ellers have for et billede af den der lytter" - og det følgende "dem". Som om man skulle skrive med et billede af en flok der lyttede derude, måske fungerer det for dig, men sådan har jeg i hvert fald aldrig nogensinde gjort, jeg kunne slet ikke genkende den tanke. Netop fordi jeg faktisk tror at mit eget forhold til formen=værket=verden må være så absolut betingelsesfrit som muligt hvis det skal have hvad jeg kun kan kalde ærlighed, selvom det netop ikke ligner f.eks. den ærlighed jeg forsøger at have over for andre mennesker. Jeg opfatter det næsten som en dybere ærlighed - den til formen, værket - fordi den tydeligvis trækker på en masse ubevidste, nedarvede, atavistiske og alt muligt-andet-ting, som jeg faktisk må og skal sortere fra over for andre mennesker.
Grundlæggende har jeg stor sympati, Olivia, for din målsætning i forhold til skrøbelighed og folk der er udsatte og modstanden mod magt og magtsprog - som Andreas peger på . Jeg tror at jeg begynder at tænke at du ikke går til denne målsætning på en måde der virker helt efter hensigten - for mig at se - men dét er klart til diskussion, og bør kunne diskuteres på en ordentlig måde, jeg beklager hvis jeg var for frembusende i min sidste kommentar - nå ja, men den handlede jo nu engang også om noget helt andet.
Andreas, ja, jeg har fået din mail, tusind tak for den, jeg svarer snarest. Kh Jeppe
Jeg har lige skrevet om Joyce i et indlæg til Promenaden. I en samtale om den endnu uafsluttede Finnegans Wake med den polske forfatter Jan Parandowski sagde Joyce:
SvarSlet"The few fragments which I have published, have been enough to convince many critics that I have finally lost my mind, which, by the way, they have been predicting faithfully for many years. And perhaps it is madness to grind up words in order to extract their substance, to open unsuspected possibilities for these words, to marry sounds which were not usually joined before although they were meant for one another, to allow water to speak like water, birds to chirp like birds, to liberate all sounds from their servile contemptible role and to attach them to the feelers of expressions which grope for definitions of the undefined. With this hash of sounds I am building the great myth of everyday life."
Det er for mig en meget fundamental forståelse af digterens forhold til digtet og verden, som Joyce taler om her. Digteren som en der maler ordene - til hvad, mel, støv? - eller åbner muligheder for ordene, ægter ordene til hinanden, hvilket tillader verden at tale som sig selv. Jeget, mennesket, digteren er en slags arbejder (eller flere slags) i sproget. Hvis jeg skulle sige hvad litteratur er ville jeg egentlig helst blot nøjes med at sige: den er verden - i sprog, dvs. i udtryk og dermed i handling (jvf. Pasolini). Når jeg sagde mennesket til verden bør mennesket altså sættes i en kæmpe parentes. I virkeligheden taler digteren ikke til verden, men forsøger at være i verden og tale som den.
Kære Asta,
SvarSletPræsent er du
toilet selv der
for meget ik
dagen i går
krydser Københavns Havn
via Bryggebroen langs
større og mindre
kærlighedserklæringer
låst til broens kabler.
du dukker op
i natlig drøm
køre el-bil
sætter i bakgear
giver plads
griner sagte
alvors mine og
omfavner
hinanden.
Adskillige dage senere.
Du dukker igen op i min natlige drøm
sagte sidder du der i mørket og
iagttager mig som en guardian angle
som en side af din brik passer med
en side af min brik i livets puslespil.
Der er mere til dette
end blot disse ord vers
henkastet ligger andre
forsøg på at kommunikere
tidligere tiders øjeblikke
hvor hver vores tid fjernt
fra hinanden dukker op
i hver vores fatamorgana..
Her er årstal en brik
for mit indblik i vores
universelle sammentræf
du står i spotlight
foran det mørkerøde
velourgardin adskilt
fra festens scene
i din hvide kjole..