10. marts 2011

TRE MØDER MED MIN SKEDE I LØBET AF DET SIDSTE HALVE ÅR

BETÆNDELSE I MIN SKEDE PGA TAMPON, RIGSHOSPITALET

Jeg er på hospitalet fordi det viser sig, der er gået betændelse i min skede, det er, viser det sig, fordi jeg har haft en tampon siddende deroppe meget længe. Jeg foregøgler over for lægen, at være forbløffet. Det at jeg foregøgler forbløffelsen skal ikke forstås sådan, at jeg vidste at tamponen sad der, men sådan, at jeg ikke er forbløffet over at noget kan have opholdt sig der længe uden min viden. Det forbløffer mig heller ikke at jeg ikke har udvist solidaritet, medfølelse med min skede i al den tid, der efter lægens udsagn har været betændelse i den, i al den tid den åbenbart har ømmet sig

BETÆNDELSE I MIT AFDØDE FOSTER, RIGSHOSPITALET IGEN

jeg er på rigshospitalet igen fordi det viser sig, der er gået betændelse i mit afdøde foster. Jeg skal ha en udskrabning. Det vil blive min tredje. Indimellem er der nogen der spørger til de aborter jeg har fået foretaget, om det var vanskeligt. Jeg siger, at det var det. Jeg tilstræber en ydmyghed, jeg henter sorgen ind andre steder fra for ikke den skal virke forløget, jeg forsøger at give indtryk af, at jeg ser forbindelsen mellem mit underliv og liv. Det gør mig ked af det, at min manglende – skal jeg kalde det – evne til at se den forbindelse, af min mor, som kom og plejede mig efter den første abort, blev forvekslet med generel apati.


MIN KÆRESTE SIGER JEG HAR EN SMUK KUSSE, HJEMME I SENGEN

det siger han. Så griner jeg. Han bliver såret. Det forstår jeg godt. Jeg vil ikke tage hans udsagn alvorligt, jeg latterliggør hans kærlighed, jeg griner af, at den overhovedet finder sted. Jeg forsøger at berolige min dårlige samvittighed med at jeg ikke kunne have handlet anderledes, at jeg aldrig kommer til at holde af den kusse, at jeg for altid bærer nag til den for i teenageårene at begynde at udfolde sig i volumen. Hvad det så er for en beroligelse. Så bliver jeg rasende på mig selv for ikke at elske min kusse, så bliver jeg rasende på mig selv for altid at finde anledninger til at blive rasende på mig selv

2 kommentarer:

  1. Du skulle da tage ind på Goethe-instituttet og få taget et billede af den, så kan du møde den, når du har lyst, ja så har du den faktisk i din hule hånd :)

    SvarSlet