her er nogle små digte mig og kierkegaard har skrevet i nat hvor jeg havde det dels væmmeligt bla på grund af at jeg forsøgte at tænde en død natsværmer fordi jeg havde forvekslet den med en halv hjemmerul i mørket men jeg havde det også ok dejligt for nu er nætterne kølige og her under dynen og fx omgivet da man så vågnede af olgas lille morgenattitude man kunne høre
stemning
til dette skal siges: eller hvorledes anbringes
et afgørende
om muligt at umuliggøre
tag et brækmiddel
*
til min læser
at opgaven er i en dobbelt retning
det komfortable og
bekymringen for en evig salighed
det menneskelige beskytter (protegerer)
det menneskelige
lovtale over menneskeslægten eller bevis for
en vanskelighed
hvilken lykke at vi ikke alle er præster!
*
stat
er det forsvarligt af staten, at forlokke en del
er det forvarligt af staten at modtage en ed, som ikke
blot ikke holdes, men hvis
aflæggelse
er en selvmodsigelse
er det forsvarligt af staten at vildlede folket
eller at villede folket
lad "staten"
og det skal snart vise sig
vil staten i sandhed
så lad den
*
læge-skønnet
det
der er det oprørende
sandhed og levebrød
sande mennesker: mange mennesker
ikke til, ja, det er en umulighed
min opgaves vanskelighed
det officielle - det personlige
*
kort og spidst
afstandsmål; og herved igen om den egentlige
vanskelighed jeg har at kæmpe med
frygt mest af alt
et andet tivoli
hvad siger brand-majoren
små bemærkninger
*
hvorfor elsker mennesket frem for alle digteren
menneskefiskeriet
hvad man sådan kalder
først guds rige, en slags novelle
fra slægt til slægt
og formelen hvorefter dette foregår
konfirmation og vielse
eller det
der er værre
om den interesse
der vises min sag
*
samtidighed; hvad du gør
i samtidighed er det afgørende
man lever kun een gang
en evighed til at fortryde
hvad der evigt lader sig erindre?
et billede af mig
mit kød er retfærdigt
skælv
mit kød er retfærdigt
*
det jeg kalder øjne
hvordan kunne i tro?
forbrydelse er at sammenligne med det,
at ville tilvende sig en arv
øjne
min opgave
små bemærkninger
Hvorfor elsker jeg alt hvad der kommer ud af dig?
SvarSletJa hvorfor? Kære Asta, nu med øjne på dig fra denne vinkel, tilbage i tiden, lidt før "Et ansigt til Emily" da må vi blot konstatere, "staten" har gjort det. Du er one of a kind, med andre ord; du fabelagtig! c
SvarSletKære Asta,
SvarSletMetroen buldre forbi.
Et intermezzo udspiller sig
tiden er en elastisk størrelse
dagen i går er tættere på end dagen i dag
den gule baggrund og giraffen i hånden
symbolet på et tidspunkt.
Metroen buldre forbi.
Et intermezzo udstiller sig
som tiden af en variabel, mellem
to punkter på rejsen i nuet
fra et øjeblik til et andet
hvor hegn omslutter savannes dyr.
Metroen buldre forbi..
Et intermezzo udformer sig
i tiden, længere nede på nuets akse
en hotdog ved pølsevognen nydes
Rundetårn snurre om sin akse
så en morgen gik digteren i stå.
Metroen buldre forbi..
Et intermezzo udskiller sig
det faktiske bliver sekundært
tiden giver efter på den lige linje
huller i vejen synes dybere end i går
djævlen i det grønne med sin aprilsnar.
Metroen buldre forbi.
Et intermezzo udstikker sig
retningslinjer for tidens gang
taktstokken anslår gode takter
tiden sat i system i faste rammer
i jævne rytmer buldre metroen forbi.
Metroen buldre forbi.
Et intermezzo udråber sig
om en begivenhed nede af linjen
historiens gang, side for side
vil tage sig ud i et euforisk
langdigt, som giraffens hals.
Metroen buldre forbi..
Kære Asta,
SvarSletInterludiet bryder ind
gennem vindue, med
hammer i hånd.
Metroen buldre forbi.
Stilladsarbejder ignorere
rudens gennemsigtighed
metal mod metal rejser
mellem gårdens mure
gaffeltruck brøler sin sang.
Metroen buldre forbi.
Stilladsarbejder
anråber sin kollega
bildør smækkes
“sagde du noget?”
et horn, siger - båt båt.
Metroen buldre forbi.
Stillads rejser sig
i øst og vest, og
stjæler lyset fra
dagens timer, snart
ejendommen indhyllet i plastik.
Metroen buldre forbi.
Interludiet bryder ind
gennem vindue, med
hammer i hånd.
Kære Asta,
SvarSletPå min IKEA madras
på langs med manglende lyst
til, at stå op og deltage i dagen.
Det skrevne ord lader sig ikke skrive
uden kamp, der udkæmpes på en fjern slagmark
af genetiske sammenkoblinger over store arealer.
Intet er længere, som før, som dengang selvet
stadig var naivt og lyserødt, i en verden, destruktiv
med kapitalistisk omhu, gik til værks mod naturen.
Da solen stod over Fægangens grønne kroner i maj
og mormoren fulgte mig på vej fra et sted, som i en drøm
i det faktiske utopia af kærlighed, endnu uden krig.
Dog en krig, med dens frontliner, for længst trukket op
endnu før jeg kom til, på en fødestue i Skælskør
som dilemmaet, det ikke ønskede, men samfunds forventede.
Nu, alle disse år, længe efter, endnu barn i Frelsens hærs slikbutik
gik grædende derfra, da kærligheden til pigen, som blandede slikket
havde slået ned i mig, som lynet fra en klar himmel.
Da ligger jeg her og holder fast i krammet
fra det dejligste menneske i vinyllandet
med de sommerfugle i maven, som altid.
Kære "prins" Asta,
SvarSletDen sære føljeton fortsætter
du mit indbliks vidne til skriften.
Som digtet i dets reneste form
står stillads indhyllet i plastik.
Georginer har rejs sig af jord
og rækker ud til himlen med sol.
Ensomheds rastløse dagdriver
går i ring om det blanke papir.
Her kredser tanker rundt i øje
med historien sat på pause.
Tømren og muren på stilladset
arbejder sig frem på facaden.
Tidens viser går som skygge af
det store solur der drejer rundt.
Metroen buldre forbi med jævnt
minuttal, tolv enogtyve, plus -
to, fra den i vest til den mod øst
buldre forbi med tomme sæder.
Du mit indbliks vidne til skriften
der visner som blomst koldt efterår.
Kære Asta,
SvarSletNote fra et forår
stor på første side
i min lille sorte
notesbog fra april.
Den går, som følger her.
Græsset grønt og slået
under mine bare blege fødder.
Udsigten over vandet
fører mig til hvor
cruisebådene ligger
klar til afgang.
Deres dieselmotorer
brummer tilbage
over vandet, som
irriterende støj.
Fremtiden står samlet
med fortiden i nuet
under forårets sol.
Regnen har vi sidst set
falde fra en grå himmel
for et stykke tid siden;
Alt vil tørre ud.
Kære Asta,
SvarSletDigtet i dets reneste form
står i dilemmaets lys, og
vagabonden drages mod livets eskapisme.
Blomster i vejkant står
med vinden som dirigent, og
dansen omfavner talrige nuancer.
Høsten er endnu ikke klar til hus
lærken i sin rede synger fra kornets dyb, og
skyer kæler romantisk himmel blå.
Den sære symbiose mellem os to
giver sig tilkende i en natlig drøm, og
sangfugle rejser deres røst med sol.
En stille klukken af bølger mod strand
vækker dagen af sin sagte ro, og
havørnen på himlen kalder sit skrig.
Nattens bål er for længst blundet hen
røg stiger lodret i morgenkølig luft, og
fisk på jagt boltre sig med plask.
Havørnen går gradvist ned fra sin trone
refleksion brydes i det rolige vandspejl, og
fisk i klo kaster ringe i vand.
Vagabonden går livets eskapisme
oplevelser på nethinden sætter spor, og
digtet i dets reneste form; skriver sig selv.
Kære Asta,
SvarSletSolen står et sted
midt mellem
i morgen og
i går.
Tanker om en fjern tid
hvor breve sendt
i konvolut med frimærke
dumpede ind i
forfatterskolens postkasse
taget vare om
af Karen Juul
forestiller jeg mig
af leveret til dig
brevenes modtager.
Der fra håndens skrift
til postkassens dyb
blev tilbagelagt
adskillige kilometer
på jysk landevej
til fods
af afsender,
for at poste det
i engang røde
statslige postvæsen, nu
blåt og uden posthus, med
hovedkontor i Sverige.
Indholdet
af disse breve
kender kun den
som fysisk har
deres sider
for sig
at læse.
Følelserne genkaldt
i deres intensitet
vækker minder
i krop og sind
om et indkøb
over grusvej
i aftenlyset
blandt marker,
enge og skov.
Tiden diffus
fra det ene
medie
til det andet.
Virtuelle Asta og
virtuelle Casper
eksisterer stadig
i det lyse cyberspace.
I virkeligheden
ægte følelser,
springer i øje
med versaler
fra et opslag
om en tid, og
savnet af den
da Bob Dylan
modtog nobels pris
i litteratur.
(dagens første metro buldre forbi)
Jeg ser tilbage i tiden
gennem noter dateret
det syttende år
i det enogtyvende
århundrede.
Her står
blandt andet
på en side
i mængden;
Kære Asta,
du må være blevet ‘mor Asta’
på dette tidspunkt. Og
‘faster Asta’ også;
Det noget af en bedrift
to ny titler med et smæk.
Dette, med at skrive til dig
har været meget andet
end blot ordene.
De kom som intuitiv
spontanitet af noget
der lagde sig tilrette
på engen, let som en vild
blomst i vinden
lige til at plukke.
Sådan cirka opstod de
første virtuelle beskeder
der nu, her på farten
mellem Kbh og Horsens
synes at være så uendelig fjernt
mentalt set..
Sådan står en note
skrevet, blandt andre,
som denne;
Mens toget tager mig
forbi egne
hvor lige linjer
trukket i landskabet, og
levende hegn knækker
i rette vinkler
hvor markerne ligger
i kvadrater og rektangler,
synes livet, at være
ved at tage en ny form.
En forandring er i fuld gang
et evolutions spring, sker
netop disse år.
Det spring
er end ikke
til at holde fast i
for os væsner
der lever netop nu
midt i det, med
det ny medie;
internettets datalogi.
Champagne Jesus
mindes jeg, du sige
om ikke andet
har jeg skrevet det ned
en note, understreget
et event med dig
højgravid, hvor
Mads Ananda Lodahl
fik sit ønske opfyldt
om at møde forfatterinden
en stjerneklar aften
i Astrid Noars Atelier
med fotografier
på væggene, og
upassende opførsel.
Musik kons. kl. 18:00.
Gad vide hvad det er
der får mig til, at
tænke på Asta
endnu engang
i en efterhånden
lang række af
gentagelser, fra
den ene dag
til den anden.
'Kærlighedsdigt',
står indrammet
med blyant.