fra basel

om morgenen, meget tidligt.

jeg kommer til at forestille mig en kamp hvor der ingen kamp er

solen driver mørket og kulden tilbage til bjergene

mange sporvogne på pladsen

der kan være fyrre mennesker i hver af dem

min mors yndlingsfugl var en rødkælk. jeg græder ved tanken om, hvor meget hun elskede de kræ.

nu må de tage til takke med min kærlighed som ikke er tilstrækkelig. at jeg beundrer deres buttede brystkasse.

spiste en vaffel som den gode turist jeg er

husene har dette blanke over sig. jeg tænkte over om jeg mente strukturløse, men blev klar over at det ikke er tilfældet.

på hjørnet over for banegården ligger en meget dyr cafe.

hvis en mands hånd er meget stor, og han bestiller en kop kaffe, og jakkeærmet glider op og det viser sig at han bærer et guldur

hvis han er taget på cafe for at komme til overensstemmelse med en anden mand om forretningssager

så minder det mig om en ting har jeg opdaget: begravelser

nu ikke noget, olivia, med at tænke om himmelens særligt pangblå i dag at det er noget aggressivt

vær beredt for igen i dag vil du komme til at forestille dig, hvad du tænker er et nemt liv

koge vand. slå tre krabber ihjel med en meget spids kniv

irettesætte et barn.

for en hjernekirurg er hjernen vel altid a wonderfull piece of nothing and science

de ting der ikke er nogen at takke for

vandet er blidt mod lårene

jeg har siddet og set det her med rasmus i går, det er virkelig ret vildt at se. den gyldne pik inde i undervandslottet. hvordan opdager man det? kaninens lille hvide hårpik i slow motion. det er aggressivt. vi kunne ik la vær med at grine ret meget.

jeg er en del inde på forskellige fora der kritiserer ting udfra andre kriterier end jeg kender godt, fx. kan jeg finde inspiration i den form for kritik som er en form for bogstavelig til eventyrlig. en hund kunne aldrig blive så gammel derfor er filmen sci-fi. hendes skål med cereals forsvand fra klip til klip derfor foregår filmen inde i hendes hoved.

det er virkelig nogen meget ubehagelig dage de sidste. jeg kan ikke huske noget og hvis jeg kan, så virker det som sindssygt lang tid siden. jeg kommer til at sige, dengang vi vi gik tur på holmen, om en tur vi lige er kommet hjem fra. jeg tror det er længe siden. jeg får det meget ækelt med mig selv, at jeg fjerner mig fra det fælles, en underlig indtørret tudse.

jeg har modtaget en del mails ang. læsegruppen og nu bliver jeg simpelthen lige nødt til at blive lidt skrap og svare på nogen af dem fælles for det er for meget at sidde med dem enkeltvis. hvor meget jeg end synes i skriver rigtig gode mails, forklarer godt og hvorfor i føler jer afhængige af at skrive el. lign, så var det ikke kriteriet. det jeg nu vil skrive drejer sig altså ikke om, om jeg synes i skriver godt og relevant og om folk kunne ha gavn af at læse det, det handler om om i lever op til det kriterie der blev opstillet for at kunne ansøge netop denher skrivegruppe.

Jeg må indrømme at jeg har haft meget vanskeligt ved at finde en grimmase der kan passe til de mails der indleder noget i retning af, er alle ikke lidt på røven, er alle ikke lidt desperate, jeg ved ikke om jeg er desperat, det er jeg vel. Hvis man skriver om at være desperat at det er man vel nok, det tillader jeg mig simpelthen at konkludere, så er man nok ikke desperat. Jeg bliver også, for at sige det lige ud, ret provokeret af det. Jeg orker ingengang gå i bad, jeg ville så gerne gå i bad og ophøre med at stinke og ækle mig selv og klø og ækles ved at tænke på hvad jeg udsætter andre for, men jeg kan ikke en så lille ting. om få måneder ophører jeg med at ha en indtægt fra sygedagpenge der gør at vi kan bo i vores lejlighed. det er mine yderste kræfter jeg bruger af. nogen dage, hvis jeg har skullet noget dagen forinden og er udkørt, når jeg så er på toilettet er det den dags kræfter jeg har brugt på at holde mig siddende. seriøst. det er fint nok, sådan fungerer det. men så gider man egentlig ikke modtage mails om om vi alle er lidt desperate, lidt på røven. sikkert, men altså. hvis man ikke fremover når man ansøger kan give den klare melding at man lever op til kriteriet, man behøver ikke skrive mere end det, så vil jeg ikke reagere på det.

jeg vil lige gentage at jeg syntes det var gode mails udfra andre kriterier.


ellers ikke så meget. jeg har modtaget maskinfabrikken her til morgen, men foreløbig mest kigget billeder. lars skinnebach har gæsteredigeret. hans eget bidrag er et skuespil kunne jeg se. dana og timo taler. en af dem ser at rapsmarkerne er hvide. måske er det meget tidlig dis. jeg har kun læst første side af det. jeg vil læse mere senere. når jeg bliver lidt mindre øm i kroppen.

jeg bliver glad når jeg ser det her om kartoflerne:

Kærlig hilsen,
Olivia 

Niels Frank har skrevet et indlæg på promenaden, det er her . Han har været til Lousiana Litterature og set patti smith. I går var min feed på facebook fyldt med billeder fra det samme arrangement. Det så lykkeligt ud. Sol, velklædte mennesker. Det så hyggeligt ud. Det tænkte jeg, og blev ekstremt misundelig. Folk så tankefulde ud. Jeg prøver ikke at ironisere over det, jeg siger helt ærligt, at jeg blev misundelig og efterfølgende vred, jeg kan ikke sidde stille på en stol så længe. Jeg kan ikke arte mig. Jeg ville være blevet for fuld. Jeg ville aldrig kunne se så velsoigneret ud. Hvor skal man gå hen hvis man ikke er hyggelig. Hvis man ikke er afbalanceret i sine følelser. Hvis man er for fucking vred. For fucking ked af det. Hvis man vil slås. Hvis man ikke er dum af den grund. Hvis man bare vil slås.

Derfor tænkte jeg: åh tiltrængt, nogen siger: holdkæft det var hyggeligt, men det var jo for hyggeligt, hygge er helvede på jord, bare fødder, total forsoning. Det nordsjællandske hav vil os det godt, det nordsjællanske hav agrees, vejret er med os som det hedder. Måske, hvis jeg skal være ærlig tænkte jeg: ingen fortjener at ha det så godt som de billeder gav indtryk af, når jeg har det så dårligt, når mange har det så dårligt. Jeg kan ikke tillade mig at tro at alle virkelig havde det så godt som billederne gav indtryk af, men gengivelsen var et glansbillede.

Det er fandeme ikke pænt sagt, at ingen må ha det så godt. Det er det usle ved mig måske. Måske er det ikke fair, måske er det. Jeg tror ikke jeg har noget ønske om at give nogen en dårlig smag i munden, bare at sige, vi er nogen der ikke har været i bad forever, hvad fanden skal man stille op med at have så fedtet hår når andres hår ligefrem skinner i solen. Jeg var en gang indlagt med en kvinde der hele tiden sked på gulvet. Hvad fanden skal hun stille op med at alle skider på toilettet.

Uanset hvad blev jeg så skuffet over Niels Franks indlæg. Givetvis fordi jeg havde håbet noget andet. En opfordring til at nedtone hyggen, det nemme og ukomplicerede. Men det sted det førte ham hen, den afstandstagen, virkede mindst ligeså nem, det indleder han vist også mærkeligt med at sige at det bliver. Hvad er det vi skylder folket, skriver han, hvad er det, der peger på at vi skulle have tiltro til dem, de stemmer som får lader til at være hans argument.

Jadødovergud det er en ærgerlig skelnen, her er jeg, her er folket, lyt til mine visdomsord, grib øksen eller hvad fanden, jeg skal nok synge til, det er næsten perverst. At vågne og græde fordi man i en drøm har opnået den indsigt at folket har magten. Jeg var der ikke, jeg ved ikke hvad Patti Smith sagde, jeg henholder mig til den sang Niels Frank vist refererer til.

Men det Niels frank sætter i stedet, så foretrækker han bankmændene, sykonerne. Han får det nærmest til at fremstå som om det er det vidunderlige kaos, som jo må være modsætningen til det banale. Kaos for hvem, hvilket kaos. The poor will be screwed all the time. Det er ikke kaotisk. Det er en enkel og banal orden: nogen skal betale med at være fattig. Det er den simpleste idioti. Det er i nogens interesse at at nogen er fattige. Bare alle de piller det er mig pålagt at tage, fordi ellers ville det hedde sig at jeg ikke er behandlingsvillig og jeg ville miste adskillige rettigheder, det er jo højestemålet af banalitet: der er nogen der tjener penge på det. Vi holder hjulene i gang right.

Det kan blive så plat. Det kan blive så umådelig plat. De der småteknokratiske ønsker. Her er vi så smagfulde, her tænker vi før vi taler. Som Niels Frank beskriver det, vi lader os ikke forføre at suget i maven. At være de uforførte.

Det er ikke forsvarligt at stemme på dansk folkeparti, det er ikke et gran af forsvarligt i den handling. Det er hadefuldt. Det er også i sig selv, som handling, idiotisk. På alle planer. Det gør alting værre. Men hvad skulle det sige om folket as such? 

Jeg er antiteknokrat to the bone. Ingen er dumme. Der er ikke nogen der i udgangspunktet har adgang til det komplekse mere end andre. Men der er nogen der bliver nødt til at bruge virkelig meget tid på at tænke på om de kan blive siddende i deres hus, om de kan give deres børn mad i morgen, om det hele ramler hvis de bliver fyret, osv. osv. der er nogen, for hvem hverdagen, det nogen kunne le af som småborgerligt, bliver nødt til at bekymre dem. Der findes noget der hedder ro. Og der er nogen der ikke har det. Fordi nogen andre stjæler fra dem. Det banale er ikke at sige det, det banale er at det er sådan.

tak for at der har været positiv stemning omkring mit foreslag, jeg skrev for lidt siden sådan her på facebook og gentager det nu her:

hej og tak for likene og støtte til ideen. jeg har fået nogle henvendelser men vil lige sige at det meget gerne må fremgå i henvendelsen om man man lever op til det eneste kriterie der er, det står beskrevet på bloggen hvad det er. jeg kan 

jo klart nok ikke vurdere det, men det er ikke i tænkt som et sted for de udesperate. ikke af anden grund end at der er så umådelig få ting der er henvendt til dem der opholder sig i ofte desperate tilstande. hvis I synes i lever op til kriteriet så skriv igen, hvis ikke så må pladsen forblive åben noget endnu. derudover er der osse plads til flere. så I må rigtig gerne nævne det for folk hvis i kender nogen der kunne se noget i det. Jeg har ikke super travlt med at lukke nogen gruppe eller sådan, så sig til folk der er god tid til at tænke over det. Min mail står her på bloggen, man kan skrive til den, eller som kommentar kan man osse bare. jeg prøver at holde styr på det. hjertelig hilsen.

et forslag

Jeg er så rasende over hvordan det hele er, at de ofte stressede og ulykkelige skal betale med selvrespekt og liv og krop for at nogle respektløse magtfolk skal holde en grim fest. Jeg har tænkt som en sindssyg over hvad jeg med mine begrænsninger kan gøre, for at hjælpe nogen, der måske som jeg selv føler sig afmægtige og frarøvet autoritet over sig selv. Nogen gange er jeg sanseløst bange, men andre gange kan jeg skrive. Det hjælper helt vildt. Det er også potentielt et job blandt de få som i nogen grad kan rumme at ens evner er fuldstændigt uforudsigelige, at ens humør svinger som ind i helvede, at man klær sig grimt, ikke orker at gå i bad i flere uger, er dårlig til grammatik, ikke kan finde ud af at stave, græder hele tiden, har misbrugsproblemer, man behøver heller ikke have været i stand til at tage en uddanelse, man behøver ikke ikke være vildt fed, vildt skæv på angstmedicin osv., man behøver ikke være ung eller gammel. Principielt.

Jeg tror at talentbegrebet er det vildeste humbug, at hvem som helst kan skrive væsentlige bøger, det eneste der skal til er at man er ærlig, at man taler udfra sin egen krop og sit eget liv, der hvor man selv er i relation til de andre, ikke henfalder til det ulykkelige generelle, og at man er en del af et kærligt miljø der sammen har et ønske om at holde hinanden fast på det.

Derfor vil jeg gerne, hvis nogen har lyst, opstarte en skrivegruppe der vil løbe i et halvt år og hvor vi læser hinanden tekster en gang om ugen. Eneste kriterium for at kunne ansøge er at man er bange for at gå fuldstændig på røven. Jeg kan klart nok ikke garantere at man efterfølgende har et manuskript som nogen vil udgive og udsigt til på sigt en måde at forsøge sig fattigt men fint på. Men jeg kan garantere at jeg håber på at det kan være en hjælp på en eller anden måde.

Man behøver ikke have skrevet noget før, og det er oplagt at man kan tilmelde sig lisså meget af nød og almen desperation eller ensomhed som af lyst. Bare man har tænkt sig at komme.

Vi kan nok ikke være flere end ti . Hvis nogen tilmelder sig må vi snakke sammen om hvordan vi gør det mere nøjagtigt så alle kan føle sig velkomne.

Jeg er skide meget i tvivl om det er en god ide eller ikke, men alle ønsker er helt ude i i det yderste hudlag, så det må tvivlen vel også godt være.

Mange gode hilsnen

Asta Olivia Nordenhof   

et digt og efterfølgende et spørgsmål

Varmen og tømmermændene gør mig psykotisk

fjerner mig fra dem jeg elsker med hele kroppens underlige styrke,

men nu det er blevet koldt går det lidt bedere, der er noget dejligt smøreosteagtigt og svalt over mit sind

vi plukkede vilde blommer og mirabellaer forleden på det ydre amager hvor metroen er høj

nej, jeg vil ikke tillade mig selv at se på den metro, der kører som en underlig sur forælder frem og tilbage på himmelen, med vemod og længsel

selv om det er skønt er det ikke godt med den metro

det er komfi når det regner, men det der osse sker er at de rige kan sælge deres ting dyrere

deres ejendomme og pind-is,

jeg har så tit gjort mig til en flade for deres dårlige fester

købt pisse dyrt tøj

fuckpokker.

røde røde sol røde amager

galaksens dejlige hjerte

et postkort til Bjørn

et postkort til Morten

for her er så ømt at vi ikke er nok til at fatte det

jeg ville ønske revolutionen var i gang

mine knogler er for længst fuldstændig søde og døsige af at vente på den dag hvor alle nægter at arbejde for de rige

ingen behøver at dø, men vi skal ud af bankerne, ned i den søde muld med pengene

lade andre om at flyve til mars og fryse sig ned i kummefrysere, så er vi fri for det

jeg ler når jeg tænker på hvor koldt det må være for dem

Her kommer så spørgsmålet

Jeg holder af, at ligge mine tekster op på min blog. Jeg vil egentlig nødig betragte bloggen som et sekundært medie. Jeg kan godt lide den energi der kan være ved, ikke at gemme til natten, den store forkromede bog. At det bliver tilgengæligt for andre stort set samtidig med at det bliver tilgengængeligt for en selv. Jeg kan osse godt li tanken om at det gør mindre krav på sin læser, det koster ikke penge klart, men også det at man ikke har alle ærefulde boglæsere i ryggen, den sure gnavne borgerlighed der giver smerter i fantomborgerligheden eller hvad man skal sige: så skal man være så og så seriøs på den så og så seriøse måde når man læser en bog. Det at man bare lige læser noget imellem alt mulig andet, det kan jeg selv godt li. 

Jeg kan osse rigtig godt li bøger, jeg kan li at man ikke læser opad og frem, men henad og til siden, at alle teksterne så bliver noget af hinanden, at man kan bladre, at man kan tage bogen med væk fra alle de angstprovokerende maskiner og man behøver ikke blive lyst på af pligter og hverdag, lissom det ene er godt er det andet rigtig godt.

Jeg kan rent udgivelsesmæssigt li, ved at udgive en bog, det smarbejde man har med nogle redaktører, de råd man får, redigeringen, og at der er flere der blir glade hvis ting går godt osv., sure hvis der er dårlige anmeldelser osv, og det samarbejde man har med grafiker, at man blir et lille kollektiv omkring det. Jeg kan oplagt osse godt li at bøger jo primært er det der giver adgang til at søge legater, og via anmeldelser osv. (som jo ofte også er en dejlig måde at blive mødt af verden på) skaber opmærksom omkring tingene der gør at man bliver hyret til diverse ting og såfremdeles.

Ok mit spørgsmål går så på, hvad kunne forholdet mellem en blog og en bog være? lad os sige halvdelen af digtene, en tredjedel, en fjerdedel, samtlige af digtene havde været publiceret på en blog før, hvordan ville man forholde sig til bogen? Eller hvad skulle man gøre? Et eller andet mærkeligt sorteringssystem?

Jeg tænkte, ok jeg kunne ligge en tekst ud om ugen af dem jeg skriver, men hvad faen så hvis det netop ikke har præg af dender umiddelbarhed, man tænker fuckyeah lige når man har skrevet det sidste ord og ligger det ud. Fordi man skriver til nogen, man har den krop og den er vred og glad og liderlig osv og man håber. Hvis det er i stedet for at gå ned og råbe op på gaden at man skriver, så er det jo ikke noget ved hvis man skal få det afmålt med det. 

Men nogen må ha gjort sig nogle tanker om sådan noget tænker jeg? 

lots of love 

aol  

fredagssang

Den ømme jord når man ikke vil sove

jeg har 24 år i mig og de er alle sammen bedrøvede og windy

husker en der hed Mayas ansigt

det må have været i mit fjortende og femtende år at denne prægning begyndte: Mayas brede ansigt

hun havde en t-shirt med en påtrykt fjer

er det ikke mærkeligt, siden da hver gang jeg ser er bredt ansigt tænker jeg: det er ligesom Mayas

alle systemer kan get lost, pludselig står man bare med en gul blomst fuldstændig rystet over at se den

jeg vil komme med et råd

prøv at spør din hånd hvordan det er holde om noget du kender godt

sjippetorvets håndtag, en fedtet pik, hente salt og peber, nulre et blad, stryge en kat over ryggen, presse en bums eller rive en blomst op med rod: svub

det er så meget vigtigere end alt det nogen påstår man kan huske:

danskhed og alt det andet pis,

der er jo ingen der ægte kan huske en ridder

jeg vil ikke skinne i mit eget lig længere

jeg vil ikke være en ensom gud

vi vil ikke skinne i vores egne lig længere, det skulle jeg hilse at sige også fra dyrene hvis jeg forstår dem korrekt

godnat / godnat