31. oktober 2012

fra basel



om morgenen, meget tidligt.

jeg kommer til at forestille mig en kamp hvor der ingen kamp er

solen driver mørket og kulden tilbage til bjergene


mange sporvogne på pladsen

der kan være fyrre mennesker i hver af dem


min mors yndlingsfugl var en rødkælk. jeg græder ved tanken om, hvor meget hun elskede de kræ.

nu må de tage til takke med min kærlighed som ikke er tilstrækkelig. at jeg beundrer deres buttede brystkasse.


spiste en vaffel som den gode turist jeg er

husene har dette blanke over sig. jeg tænkte over om jeg mente strukturløse, men blev klar over at det ikke er tilfældet.

på hjørnet over for banegården ligger en meget dyr cafe.

hvis en mands hånd er meget stor, og han bestiller en kop kaffe, og jakkeærmet glider op og det viser sig at han bærer et guldur

hvis han er taget på cafe for at komme til overensstemmelse med en anden mand om forretningssager

så minder det mig om en ting har jeg opdaget: begravelser

nu ikke noget, olivia, med at tænke om himmelens særligt pangblå i dag at det er noget aggressivt

vær beredt for igen i dag vil du komme til at forestille dig, hvad du tænker er et nemt liv

koge vand. slå tre krabber ihjel med en meget spids kniv

irettesætte et barn.


for en hjernekirurg er hjernen vel altid a wonderfull piece of nothing and science


de ting der ikke er nogen at takke for

vandet er blidt mod lårene
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar