Rosa:
Kun når Emily skriver, elsker hun, hun kan elske mig som jeg fremstår på papir, men mit kød og blod det elsker hun ikke, hun frastødes af det, hun vender sig mod skriften, det er den grusomme sandhed
Værten:
En hård anklage
Rosa:
Når vejret er så klart må man tale sandheden
Værten:
himmelen er blå og enkel, frosten niver så man mærker at huden er trukket ud over kødet, i pejsestuen ligger der et ko-skind, jeg skulle rulle ind i det så du lignede mere et dyr
Rosa:
Du har ret. Emily ville elske mig højere hvis jeg var et dyr, også på det punkt er hun som et barn. Hendes solidaritet ligger hos de umælende, dyrene, de døde, alt det der kan beherskes, derimod hos et menneske... hun bryder sig ikke om selvstændighed, hun elsker det, der kun lever i kraft af hende, jeg har aldrig set hende så opfyldt af kærlighed som da hun i en periode varmede mælk og ammede den killing som katten havde stødt fra sig, hun var sorgfuld da den døde, men jeg gætter på at det var hendes største lykke at den ikke levede længe nok til at gøre sig uafhængig af hende
Værten:
Du taler for hårdt, vi må hellere gå indendørs, kulden får det værste frem i dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar