på en dag som denne, kun når jeg føler mig så praktisk ensom, ved ikke hvem jeg lige skulle skrive til hvis jeg havde trang til at meddele mig om det ene eller det andet, så bliver vanvidet stort nok, selvforelskelsen med hele dens overrumplende fatalisme og lir og så kunne man læse det her digt af södergran helt alene, som om det ikke stod iblandt andre digte

jeg har kræfter. jeg frygter ingenting.
lys er himlen for mig
går verden under -
går jeg ikke under
mine lysende horisonter står
over jordens stormende nat.
træd frem fra det gådefulde lysfelt!
ubøjelig venter min kraft

 ja.
to ting udkommer i dag,

som nævnt Inden April, eller måske er det først imorgen, af Morten Chemnitz, vil i ha en linje?
ej jeg ved ikke hvad jeg skulle vælge ud så det fremgår hvor vildt noget så stille og velkendt (med velkendt mener jeg måske: underlig u-specielt og specifikt på een gang) som:

sollys på de røde mursten overfor

kan stå i den bog

ok der er også kommet  MODELLEN af anders haarh rasmussen som jeg lige har læst og som man kan købe for fyrre kroner her 
den følger caroline skriver, som arbejder som model, over et par dage, og det handler fx om altid at være på arbejde, forholdet mellem kunst og kapitalisme, hvad det kunne dreje sig om når modeller stadig bliver tyndere, og ellers nogle betragtninger man kan nå at gøre sig om nogle mennesker henover et par timers arbejdsdag i et studie.

i øvrigt kan man læse sig til at kombinationen af rød cashmeresweater og lyserød t-shirt er dristig. i min bog er det ord så pertentligt, det er ligesom at tygge isklumper.   

jeg har efterhånden, med alle mulige midler (noget lyserødt pulver som det sidste nye, som ifølge pakken ikke har ændret formel siden 1900 om det så skulle være godt eller skidt), fået skrubbet det brune lag der lå på mine tænder efter et år uden tandbørstning væk, jeg har også tabt godt ti af de godt tyve kilo jeg tog på henover samme år med OCD-piller som tillæg til den øvrige medicin. det var vildt da jeg i sommers, efter så længe ikke at have fattet noget om at ha en krop, ikke på dén måde, jeg havde også bare ligget ned, ikke bevæget mig mere end stort set at gå på toilettet de fleste dage, min kæreste passede mig, en dag fandt ud af at jeg ikke kunne passe noget som helst af mit tøj, kun akkurat ting der engang havde været store til min mor, hendes malebukser.
det er noget dejligt dobbelt selvhaderi der er på færde når jeg kigger mig selv i spejlet stadig: jeg ser ikke anstændig ud. jeg har taget mig selv i at bruge det ord, sagt om mig selv i alvor at jeg ikke kan tillade mig at vise mig nogle steder fordi jeg ikke ser anstændig ud. så kan næste led af selvhaderiet begynde: hvad der er galt med mit hoved når jeg kan finde på at vurdere rimeligheden af at optræde i det offentlige rum på sådan noget pis. 

prøver at huske et af de bedste hyppigt gentagne råd fra de der netforums: giv ikke op bliv VRED i stedet for.

nu måste jeg sove lidt!!!!

uuuuuuh-uh-uh-uh.