af den blege stilhed Frederiksberg Liv og alle reklamerne,
stikker ud af brevkassens entrésprække.
Nøglen stikkes i låsen og tryksagerne tages ud, ligegyldige
smides de i den, dertil indrettede, indkøbskurv fra et af supermarkederne
der senere tømmes i affaldscontaineren når den er fuld.
En pamflet afsløres i bunden af brevkassen med en håndskrevet note
på en lyserød sticker, fra et lokalt Jehovas Vidne; forkyndelsen dumper ind
mit i de igangværende vers, om mormor & P. Var det januar eller februar?
Jeg husker det ikke; jeg lader pamfletten ligge uden at have rørt ved den.
En dag en uge en måned, måske
længere tid, går alt mens, den spiller mig et pus
i bevistheden, om det skulle være Asta, Gud eller blot tilfældigheden
af notens underskriver; Lucca Iversen’s vandring gennem byen
eller er det, nogen på sidelinjen, som læser med?
Noten lyder som følger. :
“Jeg har været forbi, da jeg gerne vil forære dig denne folder, som kommer ind på det fantastiske løfte Biblen giver for fremtiden. I åbenbaringen kap. 21:4 står der at Gud vil fjerne alt sorg, sygdom og død for evigt. Du kan læse meget mere om dette på vores hjemmeside jw.org. Tak for din tid! Mvh. Lucca Iversen Et lokalt Jehovas Vidne.”
[Interludium ekstravagance.]
Den sære tilfældighed tager endnu en finurlig drejning, da gaden, pludselig
under den skønne forårssol, som jeg triller på min cykel lugter af gamle jernbanesveller.
Først i min iver, på vej op i lejligheden, efter mine forglemte svømmebriller
drages ingen sammenhæng, mellem korset på den veltrimmede græsplæne før end baner i svømmehallen tilbagelægges
da en person står på bunden af bassinet i den dybe ende, som jeg svømmer mod, med armene ud til siden og til forveksling
tager sig ud, som en korsfæstet Jesus. Da falder Gud mig ind, som en spasmager og griner; alt mens han fucker med mit hoved.
Tilbage på adressen, på min cykel under solen bæres jernbanesveller stadig med vinden og tre jord & beton arbejdere i orange inspicerer
et hul i forlængelse af det fortorv de har gravet op; - hvad er det for en oliepøl i har fundet, spørger jeg. - Ja det må du nok spørge om, svarer den ene..
den der whitman = wouw + hvad står der med DW på tegningen?
SvarSletHEY ASTA - FRØKENFRUE NORDENHOF
SvarSletDINE OG OLGA RAVN'S ORD SÆTTER ORD PÅ - NOGET ANDET...
det var bare det.
HEY.
hey dalgaard, der står donna wood virksom i skoven og i parken og på marken. håret er citater af, faktisk mig og olga, og bjørn.
SvarSletog HEY POUL!
Kære Asta,
SvarSletendnu ét
[interludium] eller
“det der var værre.”
af den blege stilhed
Frederiksberg Liv og
alle reklamerne,
stikker ud af
brevkassens
entrésprække.
Nøglen stikkes
i låsen og tryksagerne
tages ud, ligegyldige
smides de i den, dertil
indrettede, indkøbskurv
fra et af supermarkederne
der senere tømmes
i affaldscontaineren
når den er fuld.
En pamflet afsløres
i bunden af brevkassen
med en håndskrevet note
på en lyserød sticker, fra
et lokalt Jehovas Vidne;
forkyndelsen dumper ind
mit i de igangværende
vers, om mormor & P.
Var det januar eller februar?
Jeg husker det ikke;
jeg lader pamfletten ligge
uden at have rørt ved den.
En dag
en uge
en måned, måske
længere tid, går
alt mens, den
spiller mig et pus
i bevistheden, om
det skulle være Asta,
Gud eller blot tilfældigheden
af notens underskriver;
Lucca Iversen’s vandring
gennem byen
eller er det, nogen
på sidelinjen, som
læser med?
Noten lyder som følger. :
“Jeg har været forbi, da jeg
gerne vil forære dig denne
folder, som kommer ind på
det fantastiske løfte
Biblen giver for fremtiden.
I åbenbaringen kap. 21:4
står der at Gud vil fjerne
alt sorg, sygdom og død
for evigt. Du kan læse meget
mere om dette på vores
hjemmeside jw.org.
Tak for din tid!
Mvh. Lucca Iversen
Et lokalt Jehovas Vidne.”
[Interludium ekstravagance.]
Den sære tilfældighed
tager endnu en finurlig
drejning, da gaden, pludselig
under den skønne forårssol,
som jeg triller på min cykel
lugter af gamle jernbanesveller.
Først i min iver, på vej op
i lejligheden, efter mine
forglemte svømmebriller
drages ingen sammenhæng, mellem
korset på den veltrimmede græsplæne
før end baner i svømmehallen tilbagelægges
da en person står på bunden af bassinet
i den dybe ende, som jeg svømmer mod,
med armene ud til siden og til forveksling
tager sig ud, som en korsfæstet Jesus.
Da falder Gud mig ind, som en spasmager
og griner; alt mens han fucker med mit hoved.
Tilbage på adressen, på min cykel under solen
bæres jernbanesveller stadig med vinden og
tre jord & beton arbejdere i orange inspicerer
et hul i forlængelse af det fortorv de har gravet op;
- hvad er det for en oliepøl i har fundet, spørger jeg.
- Ja det må du nok spørge om, svarer den ene..