Min mor døde i dag. Da jeg var barn kaldte jeg hende mama. Jeg savner hende. Hun knoklede. Hun havde stærke arme. Jeg tænker på hende grave kartofler op. Jeg tænker på, to vintre siden, hvor jeg var så syg at jeg ikke kunne bevæge mig selv, så for at jeg skulle komme ud og og få luft, trak hun mig flere kilometer på en slæde.
Kram.
SvarSletKys, kære Olivia! Tusind titusinde tanker fra Ina & Sara.
SvarSletSikke en god mor der kan trække sin store datter så langt. Det er smukt og rørende. Jeg mener det. Det er kærlighed. Ære være hendes minde. Jeg har nu læst din debut. Tak for bogen. Jeg vil passe godt på den altid. Jeg tænker altid gode tanker om dig og ønsker altid gode ting for dig, kære veninde Olivia. Selvom du er lant væk er du mit hjerte meget nært.
SvarSletMødre må ikke dø.
SvarSletMin døde for et år siden.
Man bliver mindre ked og bedre til at håndtere sorgen for hver dag, der går (efter de første 4 fucking hårde måneder).
Kære Asta,
SvarSletVinden rusker, bladene rasler, vindue og dørkarm knirker, blikket gennem glasset kigger henover tagrygge, træer strækker sig nøgne mod det grå og flygtige himmeltæppe, der vrider sig og drypper vand.
Fra termokoppen damper kaffen, du rumster fra min øverste etage, mere end andre dage, på netop denne, dagen før, det i morgen er en måned siden min moder åndede ud.
Radiatoren tikker, gardiner trukket for, stearinlys brændt ned og skiftet ud i hendes stager. Hendes jordiske rester står, som hun efterlod dem på min fødselsdag.
Mine brødre langt væk, går omkring, i deres gøremål, jeg i hendes sofa, lytter, til hunde i snor der gør, biler der kører og naboer der rumsterer.
Dagene går med ingenting - en drøm forlænge siden, snart, dukker op med tanken om dit besøg i min middagslur.
- Hvad laver du rigtig, siger du
- Rigtig, spørger jeg
- Ja, hvad laver du sådan rigtig.
Her er dialogen taget ud af den kontekst, hvori den hører hjemme.
Men, har du gjort dig den tanke, tænker jeg, nu igen, hvor jeg ligger og driver rundt i kølvandet, af livet, som var hendes.
Savnet er ikke eksisterende, tomrummet ikke tomt, intet synes anderledes, end at, hun aldrig igen ringer og inviterer på pizza, som mest i den sidste tid, ser jeg nu, var af hendes vished om, hendes dage ikke længere talte mange.
Her er så stille, trods livet omkring, en stilhed af ekkoet, fra den larm, hun plejede at lave. Nu støjen, fra skrivelser, af instanser, der er blevet alarmeret, at hendes cpr-nr ikke længere gælder.