Dafnes luderdigte
Jeg møder ind klokken ni og klæder mig af
jeg skal være klar til min første kunde kl. kvart over ni
der er rart i personaleværelset, der lugter godt af Anastacias parfume og grønt opvaskemiddel
tv'et kører: godmorgen Danmark
godmorgen Danmark, telefondamen rækker mig min lip-gloss og fortæller mig hvilke bookninger jeg har i dag
jeg er den populæreste pige på stedet hvis man opgør det i bookninger
hvis man opgør det i retur er jeg ikke den populæreste
jeg har enkelte kunder der kommer tilbage, en ti stykker, men det er ikke mange, og der er slet ikke mange der booker mig til escort
jeg tror det har at gøre med min manglende snaksaglighed, min uvilje til at sige de forsonlige ord der skal til for at kunden føler sig tilpas: du skal ikke være nervøs, nu skal jeg klæde dig af, lig dig bare ned
hvis en kunde har booket en time og har brug for en pause mellem to samlejer siger jeg at jeg skal tisse og går ind i personalerummet og skriver et digt som dette og ryger to smøger
det er de færreste der føler sig i en position til at anfægte at jeg bruger et kvarter på at tisse
de fleste har så dårlig samvittighed at de knap nok taler
enkelte iklæder sig tøjet og er gået når jeg kommer tilbage
enkelte brokker sig, som regel siger jeg at jeg lige skulle rette makeup, mascaraen kan løbe når man sveder, eller, hvis de brokker sig meget siger jeg: jeg har lidt underlivssmerter, for meget arbejde i dag
hvis jeg bruger den undskyldning er der mange der mister lysten
hvilket er godt for jeg har altid smerter hen ad dagen
ikke i skeden (jeg er udrustet med en meget rummelig skede, den kan virkelig ta fra, hvilket fik Denise til at sige at jeg var den fødte luder) men i overarmene, lårmusklerne, mavemusklerne
så hvis man kan snige sig uden om et ekstra samleje er det en succes
og måske den succes der gør at man godt kan arbejde en time eller to over
jeg har indimellem modtaget email-klager over uvenlig opførsel
men heller ikke min chef brokker sig meget: jeg holder hjulene i gang i en branche som ellers er voldsomt ramt af finanskrisen, hvad kan hun sige
hun har for meget brug for mig
og mange er glade for mig (selv om de ikke kommer tilbage)
det er fordi jeg får jomfru-dyrkerne
jeg har looket til det
mine bryster er ikke lavet
jeg virker altid som om jeg lige er startet, fordi min latter er nervøs, fordi jeg stadig spørg: hvad har du lyst til, på en måde som om jeg ikke rigtig fatter at det handler om sex
jeg har looket og stilen til jomfru-dyrkerne, og det er dem jeg får
de fordeler sig i to hovedgrupper, dem der ikke ville have noget imod hvis jeg græd lidt efter endt samleje, dem der ringer ind og spørger telefondamen om jeg har noget imod at de kalder mig datter
og så dem der vil holde i hånden
det er så smukt når Dorte Marie Søndergaard skriver i tegnet på kroppen at det går ud på at blotlægge afvigelsen, undtagelsen, ikke lade vandende lukke sig om den, eller som butler siger det, den fejlmargen vi alle udfører vores job som køn med, men det kan være være svært at blive ved at have øje for i det her job
engang havde jeg en kunde der sagde: sig til mig at du er jomfru
jeg troede han ville more sig over min barnagtighed da jeg svarede: sig til mig du er jomfru
men han blev så ked af det, vendte ansigtet væk
jeg brød mig egentlig ikke om at ødelægge det for ham
nå, jeg klargør mig til min første kunde, Poul, som altid booker dagens første tid
formentlig fordi han foretrækker mig frisk
han vil altid have jeg kommer ind i mit eget tøj
fuldt påklædt
første gang indvendte jeg: jamen mit tøj er ikke sexet
men han sagde: du har ingen ide om hvad der er sexet
han vil have flade sko
det er det eneste ved min krop der møder tilbagevendende kritik
min højde
den er også løjet lavere i annoncen
bloody Helle, at hun ikke bare skriver jeg er høj
så skal jeg til at forsvare det
der står også at mine øjne er blå, men det er der aldrig nogen der har brokket sig over
der står de er safirblå
Poul er for overmodig i dag, har booket en time og kan ikke få den op og stå
han spænder sådan en lille gummiting om pikkens rod men forgæves
jeg kan ikke finde ud af om jeg skal iagtage ham mens han bøvler med det eller det ville være mere passende hvis jeg lod som om jeg var optaget af noget andet
egon chiele billedet der hænger over sengen
han er meget rød i hovedet, det er meget utiltrækkende
jeg værger mig, mens jeg skriver dette, for at skrive klamt
for jeg følte hans nedtur med ham
han var rigtig klar, havde sparet op
selv om han er et svin, helt klart et svin:
første gang vi var sammen spurgte han hvad jeg lavede og jeg svarede at jeg skrev
så sagde han en helt masse lort om kunst, at kunsten havde været spoleret siden renæssancen hvor det gik op for kunstneren at denne havde en beskuer
og umiddelbart inden han gik klappede han mig på hovedet og sagde - seriøst! - så kan du jo tænke lidt over hvad kunst er
anden gang vi sås sagde han at jeg burde holde mig til den kunst jeg lod til at mestre til fulde
sådan et svin, allerhelvedes nar
han overskrider reglementet og beder mig slikke hans nosser
jeg gir ikke superfransk, siger jeg, men han siger: hjælp mig
godt så, moder teresa på arbejde
Hej, jeg hedder "Tina Petersen" Jeg er fra Odense, Danmark. Jeg var gift i 9 år med Oliver, og vi havde begge to (2) sønner sammen. Oliver var min elsker i gymnasiet, min drømmemand og jeg elskede ham mere end ord kan udtrykke. Pludselig begyndte min mand at sove ude og give forskellige undskyldninger for, hvorfor han ikke kan komme hjem. De børn, der plejede at altid have været omkring deres far, ser nu byg. Han begyndte at have affærer med andre kvinder uden for ikke at overveje, hvordan børnene eller jeg vil have det.
SvarSletHele min verden blev knust, og det ser ud til, at jeg mistede den eneste person, jeg nogensinde virkelig har elsket. Det blev værre på et tidspunkt, at han anmodede om skilsmisse ... Jeg prøvede mit bedste for at få ham til at skifte mening og blive hos mig og børnene, men al indsats var nytteløs. Jeg bønfaldt og prøvede alt, men stadig, intet virkede.
Gennembruddet kom, da nogen introducerede mig for denne vidunderlige, store stavebeslag, der til sidst hjalp mig med ... Jeg har aldrig været fan af ting som dette, men besluttede bare at prøve modvilligt, fordi jeg var desperat og havde intet valg ... Han bad specielle bønner og brugte rødder og urter ... Inden for 2 dage ringede Oliver til mig og var ked af alt det følelsesmæssige traume, han havde forårsaget mig, han flyttede tilbage til huset, og vi fortsætter med at leve lykkeligt som en stor familie igen. hvad et vidunderligt mirakel doktor Zuzu gjorde for mig og min familie. Han hjalp mig også med at løse mit gigtproblem, som jeg har beskæftiget mig med i årevis
Jeg har introduceret ham for en masse par med problemer over hele verden, og de har haft gode nyheder ... Jeg er overbevist om, at nogen derude har brug for hans hjælp. For hastende hjælp af enhver art, kontakt doktor Zuzu nu via hans e-mail: doctorzuzutemple@gmail.com eller WhatsApp ham på 2347013499818 og kontakt også læge Zuzu på Viber via 2347013499818
Jeg er dybt taknemmelig for den vejledning og støtte, jeg modtog i et af de sværeste øjeblikke i mit liv. Da jeg følte mig håbløs efter at have mistet min partner, blev jeg vist en vej til forsoning og helbredelse af Dr. Agba. I dag er mit forhold stærkere, fyldt med fornyet kærlighed, tillid og lykke. Jeg vil for evigt være taknemmelig for den visdom og hjælp, der gav mig den person, jeg elsker, tilbage. Kontakt denne spiritualist via e-mail på: ( peacefulhome1960@zohomail.com ) eller WhatsApp på: ( +2348104102662 )
SvarSlet“Alle kvinder bør have et digt / som er skrevet til dem, om vi / så er nødt til at vende hele / denne forbandede klode / på hovedet for at gøre det.” Richard Brautigan
SvarSletKære Asta,
Jeg sidder i mit eget rod
som en løs ende
blandt løse ender
der karakteriserer
mit livs vilkår.
Jeg forestiller mig
at være styrmand
på min skude
døbt; Mit livs vilkår, som
skal tilbage på ret kurs.
Bør jeg kalde et sos?
Nej, jeg er min egen redningsplanke
stoltheden står bøjet i neon
du min havfrue der svømmer med hoste
der fanger mit blik mellem bølger
og guider mig i retning af horehuse.
Du mit livs vilkår for dette eventyr
der kaster glans over vores skæbne
i denne ubarmhjertelige tilværelse
hvor skæbner før os, har sendt os
ud på livets landevej med smerte.
Et år er gået siden du stod i shorts
og spejdede ud fra en maskinfabrik
over havblik efter din styrmand
der lagde kurs efter andre forhold
som vil føre os sammen af omveje.
Er kærligheden en stor tom fabrikshal?
Hvis det skulle være sådan
da har vi de perfekte forhold
for hjerterum, når denne seance
åbner portene for hallerne med blæk
der gemmer på din fortælling af eventyret.
Forventningens glæde er storm og høj sø.
“Please / tænker du lige så / meget på mig som jeg /tænker på dig?” Richard Brautigan
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter..
Postkort denne morgenstund.
Mit hovede er en hævet bold, min hjerne er indsmurt i teflon, ordene læst gennem mine øjne vil ikke hænge fast.
Vinduet på klem lader mig høre; en lille fugl pippe, trafikken tage til og metroen buldre forbi. En nabo rumsterer i et køkken, bag et andet, på klemstående vindue. Stemmer er der ingen af.
Kaffen brygget, for en lille halv time siden, står lunken med en knivspids salt, en klat smør og et gram kreatin. Den smager overraskende godt.
Rastløsheden bidder mig, som en sulten tæge.
Forfatterinden bemærkede mig, i en grøn drøm, på vej med sine lange skridt mod et toiletbesøg, gjorde holdt, vendte mig ryggen, et sekund, drejede rundt på hælene og kiggede mig dybt i øjnene, gennem mine discount briller fra Normal, da jeg passerede hende, de briller, købt til lejligheden, for at kunne se forfatterinden på afstand, gestikulere hendes ord.
De briller, som tæt på, slører alt, men på afstand, bekræfter fascinationen af hendes hænder og forskelligheden; af et forfatter interview, et par uger tidligere, på den store scene, og en samtale mellem to forfatterinder, ved et lejrbål i glas og ramme, om deres respektive bøger.
De særeste ting mellem begivenheder.
Tilværelsen er intet uden dette krydderi.
Jeg drukner i ærefrygt.
Kirkeklokker ringer; klokken er otte.
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter. Skrift #2
Postkort denne morgenstund,
er inspireret af tre kort, som
aldrig blev sendt til sportsministeren
i sportsministeriet, fra den hedengangne rute Skandinavien rundt.
De har ligget, som
en byrde af tomt papir
i en hemmelig lomme
i rygsækken, blandt
halvhjertede skriblerier
på gult papir, og
hele sider, af
utydelig håndskrift, der
skulle have været sendt
med den allerede adresseret
konvolut.
Et uddrag lyder som følger.
Midnatssolen har mistet sin sene og tidlige magi,
i det nu flade Finland. Ingen bjerge at illuminere,
kun enkelte træer, rejser sig rankt og højt nok
til, at gribe solens forsvindende stråler..
Natten er bidende kold; trætheden vælter samtidig ind over mig. Trænger til et hvil. Følger et hjulspor væk fra hovedvejen, ind blandt træerne og standser..
( Vinduet på klem. Kirkeklokker ringer; klokken slår otte.)
Myggene og knottene er over mig, de angriber fra alle flanker, kaster sig mod mit ansigt bag myggenettet. Ruller fodprintet ud i det høje og ujævne græs, puster liggeunderlaget op, lægger det ovenpå, trækker i soveposen, dækker hoved, hals og arme med tæppet, falder i søvn under det koordinerede angreb.
Vågner ved gentagende hoste og nys og en begyndende smerte i svælg og hals.
Uddrag slut..
Det ene postkort er fra Nordkap, af solen, som den tager sig ud gennem et døgn.
De to andre er fra Suomussalmi, med motiver af henholdvis, Kahvila, caféen, hvor postkortene er købt og den amerikansk betalte kirke, Soumussalmen kirkko, anno 1950.
Jeg mindes de sidste kilometer ind mod Soumussalmi.
Det var en sen aften, den blå time strakte langt ind i natten.
Asfalten var ny, jævn og god og bugtede sig ind gennem skov og mellem agerbrug. Luften varm og duftede af sensommer og begyndende efterår, med kølig dis i bunden af bakkerne. En hun i snor galpede, jeg vinkede til hundelufteren, høj af indofiner.
Fortsatte gennem et vejkryds, med huse på alle fire hjørner og et kor af grandvoksne hunde, der stod på spring, bag hegn, og lod mig vide, de var klar til at spise mig.
Fortsatte til enden af vejen, ved en sø og en strand, med muldetoilet og et overdækket bålsted.
Der slog jeg mit telt op og blev et par dage.
(Ved ikke om jeg kommer til, at gentage mig selv i det følgende, men vedkommende, som det omhandler, var, one of a kind.)
Det var på anden dagen, jeg kom tilbage fra en dagstur til supermarkedet med proviant og ville tilberede et gedigent måltid over bål.
Der sad et individ længere nede af stranden, vi hilste på hinanden da jeg parkerede cyklen.
Jeg trak i badebukserne, gik i vandet, skyllede sveden af mig og kølede ned.
Inde på stranden, gik individet ind og satte sig ved bålstedet og vinkede til mig ude i vandet.. Jeg vinkede til individet og svømmede lidt frem og tilbage, inden jeg gik op af vandet og satte mig våd i individets selskab.
- Hej, sagde jeg, og gav hånd..
Individet gav mig sin højre hånd og rakte mig en øl med sin venstre hånd..
Jeg knappede dåsen op, vi skålede, tog en slurk og sagde, ahh, i kor og fortsatte så, en samtale ved hjælp af google translate.
Pludselig rejste individet sig, viste mig sine to hænder og de ti fingre, stak afsted på sin cykel og kom retur ti minutter senere, med tre fiskefileter og tre specialiteter individets kone selv havde bagt, som smagte fortrindeligt, specielt med den anden øl, individet rakte mig fra tasken. På google translate, kunne jeg læse, individet selv have fanget aborrerne og fileteret dem. Alt mens jeg fik startet bålet, gav han mig yderligere læsning på google translate, om en lille tankstation 50 kilometer øst, jeg burde stoppe ved, på min videre færd.
Individet sad tilfreds og iagttog mig tilberede de tre fileter, og da jeg havde spist dem, rejste han sig, rakte mig højre hånd og gav mig endnu en kold øl, fra tasken, med venstre hånd, inden han satte sig op på sin cykel og cyklede hjem til sin kone..
Jeg sad nu alene tilbage, rørt, med en kold øl og smed mere brænde på bålet, for at tilberede det planlagte måltid..
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter.. Skrift #3
Postkort denne morgenstund.
Jeg mindes ikke at have tænkt på birketræet før, som
en kobling mellem hjem og skole.
Var birketræet virkelig skæbnens ironi ved valget af skole, dengang vi flyttede fra provinsen til hovedstaden. Var det så enkelt, eller var der en anden grund, en mere udspekuleret grund til, vi blev meldt ind på den lille privatskole på Gersonsvej, var det et fælles valg, var det moders valg, eller stedfaderens ide.
Her lå jeg, blandt birketræer, på pilgrimsruten, en højhellig dag, norsk oven i købet, der faldt sammen med en søndag, tre dage i alt, det var kommet bag på mig, supermarkederne var lukkede og stillede min sult, med kaffe, elg-pølse og røget laks. Omgivet af små krogede birketræer, der i den korte nat, stod, som silhuetter, der lod fantasien lege med, det var lemmerne af uhyggelige skovtrolde.
Jeg blev kastet tilbage til tanken, om birketræet og skolen, da jeg satte mig tilrette på en række af stole i teltet, med udsigt til Parkscenen og indledningsvis lyttede til forfatterinden, læse op af, Ligene vi begravede.
Hvad var nu det, tænkte jeg, metafysikken i egen orden, der mindede mig om noget jeg havde på hjerte, men gentagende gange, havde undladt at se i øjnene og blev ved med, at fortrænge..
Hvordan kunne det ske, forfatterinden skulle interviewe Lina Wolff, netop hendes bog, hvem havde tilrettelagt dét, bestilt Asta, til den opgave.
Jeg kom igen til at tænke på Flemming bøgerne og Gunnar Jørgensen, bøgerne, som optog mine tanker der på pilgrimsruten mellem birketræerne, i kulden og lyset, der hold mig vågen det meste af døgnet.
Jeg lyttede til interviewet, blev imponeret af hvad jeg hørte og så. En ærefrygt rejste sig i mig. Hun er nærved fuldkommen, tænkte jeg, Asta Olivia Nordenhof.
Tankerne begyndte at løbe stærkt nu. En ældre kvinde, der tidligere, i køen til teltet og Parkscenen, havde gjort mig opmærksom på, hun havde set mig gå fra stationen, sad og vendte sig rundt, på den anden side af gangen, der skilte stolerækkerne og kiggede på mig. Sikken et irriterende ellement, tænkte jeg..
Tankerne drev videre til birketræerne i nord, over i Sandager Mosen, Lille Finland, som den også blev kaldt, i Sorø, og tilbage til birketræet, ved havelågen til hjemmet, og birketræet, ved lågen til Gunnar Jørgensens Skole.
En vagt stoppede ved min side og kiggede ned mellem rækken af stole, forfatterinderne talte videre, Lina Wolff slog over i engelsk, for at være sikker på hun havde forstået Asta’s spørgsmål korrekt. Storskærmen skiftede close-up mellem de to.
Vagtens blik, var rettet mod, to gamle koners, muleposer, der stod ved deres fødder ved siden af mig. Jeg lyttede til og iagttog det hele, mens jeg kiggede på Asta’s bare arme, i hendes sommerkjole.
Den ældre kone kiggede igen. Mon hun er del af et team, tænkte jeg, de tre mænd, der sad i den sorte bil, med nedrullede vinduer på Hejreskov Alle, parkeret ved modsatte fortorv, med næsen pegende mod Humlebæk Station, og iagttog strømme af mainstream på vej til Louisiana litteratur festival, der også fik øje på mig, som jeg fik øjenkontakt med, med passergeren på bagsædet. Var konen dér, en del af det team, som gjorde mig indirekte opmærksom på, de mandsopdækkede mig.
“ — Skriv! En ting har alle disse begravelser lært mig, og det er, at en skønne dag er det verden, der står for narrativet om en selv!” Lina Wolff
Kirkeklokker ringer; klokken slår ti.
“Birketræet, hvis blade stod som et grønt flor omkring den sort-hvide stamme i august.” Lina Wolff (
SletSkulle have været med her, som indledende citat.)
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter. Skrift #4
Postkort denne morgenstund.
Vinduet på klem holder sommeren i hævd
luften er køligere, den lille fugle i gården
pipper og naboen pusler med opvask.
Sirener overdøver alt for en stund og metroen
holder sin rytme med at buldre forbi.
De endeløse dogmer står stålfast ved.
Der er vel ingen idé i, at lade dem gentage.
“Mens vi venter” eller “postkort denne morgenstund”
kastes stædigt ind sammen med kaffen der er brygget
med lidt salt, smør og et gram kreatin.
Her sidder jeg i sengen, på madrassen, en lille futon og fylder mere på den sære og endeløse føljeton, der
har været mere eller mindre konstant gennem en årrække og min selvbevidsthed sidder som en lille
trold på toppen af døren, til værelset og peger finger.
Om jeg kan holde kadencen de sidste dage
inden din bogfest, afhænger af mit humør og
mentale overbevisning om forfatterindens
glæde ved at læse disse, lad os kalde dem, “skriftemål”
der denne morgen synes at være gået ud af en tanggent.
Du dukkede op i en natlig drøm og beroligede mig
med hændelsen i teltet ved Parkscenen og sagde,
kvinden nok bare var en enlig svale og mændene
i bilen, nok var del af et andet selskab, som var ved
at parkerer og jeg kunne tage det med ro.
Kirkeklokker ringer; klokken slår otte.
Jeg synes mine skriftemål er, all ever the place, og
tænker på et interview med dig i Information på Mønten
i tidernes morgen, det interview, der fik mig til at tænke,
du er en strateg af dimensioner, at blive interviewet der på en mønt, når man er nomineret til Montana prisen..
“Man må leve sine litterære idealer.” Asta Olivia Nordenhof
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter. Skrift #5
Postkort denne morgenstund.
Jeg står op i de tidlige timer
mørket ligger stadig som et stille tæppe
over gården, over byen. En person hoster.
Sætter vand over og nyder friskheden
af den stille morgenstund, der rækker ind
i køkkenet, gennem det åbenstående vindue.
Jeg går ud i gangen, kigger mig i spejlet
i øjenene, gnider ansigtet, dér i spejlet
med guldramme, kigger tilbage på mig, og
spørger, hvad blev der af den lille lyshårede dreng
du har sat i glas og ramme. Det et godt spørgsmål,
siger jeg, til den aldrende mand, med grå skægstubbe.
Vandet koger, elkedlen klikker mig tilbage til køkkenet
hælder den rette mængde kaffebønner op i kværnen
går ind i stuen, sætter kværne i stikket og maler kaffen.
Kigger rund på møblementet, tæller til femten cirka sekunder,
går tilbage i køkkenet, skraber kaffen ud i filtret
hælder vand på, der løber ned i koppen. Og tænker;
alt jeg ejer, er arvet, foræret mig eller klunset.
Kun enkelte ting, er købt, flest fra den blå avis
resten, det jeg står og går i, undertøj er handlet i forretning.
Tilhørsforhold har jeg ingen af, ensom, går jeg gennen livet.
Et sted i en brevveksling; skriver moder til mormor.
“Jeg er bekymret for Casper, han formår ikke, at få venner.”
Jeg sætter mig med kaffe og computer; kravler
ned i et kaninhul, som ofte før, søger på Gunnar Jørgensens Skole
havner i en blindgyde, af skole historik og genkendelige
ansigter, fra en fjern tid; men, er der et mønster?
En tråd på facebook, i gruppen, Gunnar Jørgensen Skole
har ændret sig over tid, enkelte elementer mangler.
Kirkeklokker ringer: klokken slår otte.
(En dør går op; en person giver sig til at feje.)
Jeg søger dybere og gør mig tanker
om netværk og oprindelsens listighed.
Kigger billeder i pdf filer af gamle skolehæfter.
Trækker tråde mellem individer og ender i endnu et blindspor.
Tænker på, plejemor, i, Ligene vi begravede, som
dødede af kræft, inden hun fik sin endelige hævn.
Og ironien i, en gerningsmand, som
døde af kræft, inden han fik sin straf.
Men, i stedet, et elskeligt eftermæle.
En tanke nærer mig; at
Duelund Coherent Audio, blev stiftet 16. februar 2004
en gerningsmand går bort, 26. april 2005
og en, ubekendt dato, for starten på en retsag.
En græsplæne visner ikke, ved blot, et strå forgår.
(Påbegyndte dette skriftemål til serien, mens vi venter, midt september. Egenligt bør det høre til Lillehammer serien, kan ikke finde ud af det, har mistet orientering, da min hjerne er grød, den sitre af overaktivitet og indhyllet i statiskelektricitet, det hele kranie summer.)
SvarSletKære Asta,
Mens vi venter. Skrift #6
Postkort denne morgenstund.
Drømmer jeg i et dømmespil, eller
dømmer jeg i et drømmespil.
Står og hænger over rælingen. Skibsdækket er badet i sol. Ven driver forbi på styrbord side. Øresund er blik og en blålig reflektion af himmelen. Morgendis slører kysten. Svanemølleværkets tre skorstene, står klart oplyst af solen, som et pejlemærke for Københavns Havn. Står et sekund for enden af en lige linje, der skærer vestover Øresund, gennem en allé, til hvad der må være Eremitageslottet. Vi er godt femten kilometer fra Havn. Er spændt på hvad hovedstaden har af overraskelser til mig.
En underlig splittelse fylder min bevidsthed mellem nu og da, mellem Finland og Norge, mellem Helsinki og Oslo, mellem Oslo og København, mellem Danmark og norden, spredt ud over Skandinavien, denne sommer, forrige sommer og tiden sidst i nullerne, da den Jesus lignende figur strejfede rundt, med en guitar under armen og øvede sig guddomligt på fingerspil og akkorder, i parker og på stræder.
Jeg går ned i kahyt 5720. Samler mine ting og går op,
stiller mig i køen til bildækket og venter.
(Kirkeklokker ringer, klokken slår otte.)
Lufttrykket punkterer, dørene til bildækket går endelig op. Køen bevæger sig og jeg finder frem til min cykel.
En veteranmotorcykel er parkeret ved siden af cyklen, den dufter af benzin og olie, jeg mindes fader, mekanikeren, bosat i Canada, med en hævet og uregerlig prostata. Stiller mig og kigger på det gamle bæst, pakket og læsset, støvet og fedtet står den og hviler efter det der ligner et eventyr. Den har en defekt fortæller den hvidhåret læderindbundne mand, den kan ikke skifte gear, og har halset i første gear gennem Oslo for at nå ombord i sidste øjeblik.
Ser ud til i har været på et ellers godt eventyr, siger jeg.
Den læderindbundne fortæller om et veterantræf og orienteringsløb med motorcykler fra nær og fjern, mens han bekymrer sig over hvordan han skal komme videre hjem.
En bilist åbner bagsmækken på sin stationcar, en flaske falder ud, ned på bildækket og knuses.
Skibets skruer brummer fra styrbord og bagbord, fra forstavn og agterstavn mens kaptajnen manøvrerer de mange tons metal der ryster helt tæt ind til kajen for at ligge stille.
Sollyset falder gradvist ind som portene åbnes.
Bilister drejer nøglen i tændingen og motorer stiller sig i tomgang og venter på spring til at køre fra borde.
Den fjerneste kø bevæger sig først. Jeg sætter mig på cyklen og bevæger mig bagom de resterende køer og følger strømmen ud i sollyset, ud mod Amerikakaj.
Orange mænd står og guider os mod højre.
En mand står bag hegnet og spejder, med en hånd over øjenbrynene, på trafikken der kører fra borde.
Jeg orienterer mig lidt håbefuld om at få øje på forfatterinden stå og vinke mig velkommen og endelig kunne falde hende om halsen. Men nej, mit hjerte synker endnu engang, som det har gjort så ofte gennem alle de år jeg har været bevidst om hendes væsen.
Kirkeklokker ringer, klokken står ni.
Jeg trøster mig med at universet har sin egen gang. Det sker en dag Casper, siger jeg, at alle brikkerne falder på plads, at sol, måne og stjerner vil stå lige og Asta omfavner dig.
Cykler sløvt med køen, svinger til højre på Kalkbrænderihavnsgade og tænker, hvad mon København har af overraskelser til mig i dag.
SvarSletVemodet blev trukket henover mig som en grå sky af hjertet der faldt og hjem til lejligheden ville være det rene barbari mod egen person.
Jeg fortsætter nord på, stille og roligt, forbi ansigtsløftningen af Svanemøllehavn, der ligger som et åbent sår under de gule kraner. Står af ved Strandpromenaden, trækker ud på Svanemølle-molen, sætter mig, kigger på kranerne og lader solen varme mit ansigt og resten af mig, lukker sluserne op, lukker øjnene og lader tårerene løbe sagte nedad kinderne.
Stopper ved den tidligere cykelhandeler på hjørnet af Annasvej, der nu er en fancy café, cykelhandleren jeg handlede hos når jeg reparerede og ombyggede cykler som knægt. Parkerede cyklen op af vinduet, blev sendt et skælmt blik. Gik ind og bestilte en sort kop kaffe.
- Du kan betale senere, sagde ekspedienten, på engelsk.
- Hvorfor, spurgte jeg.
- Fordi så kan du altid bestiller mere når du har besluttet dig for hvad du vil spis.
- Tak, jeg er ikke en gås der skal produceres foie gras på, jeg vil gerne betale nu.
Udenfor satte jeg mig med på hjørnet af en bænk ved et bor med to personer. Iagttager trafikken, fodgængere, cyklister, løbere, indtager kaffen og går ind med den tomme kop i baren og gør et toiletbesøg.
På Strandlund nudist beach spreder jeg tæppe ud i græsset og lægger mig, som den eneste og tænker, sjovt der ikke er andre en mig og den gamle mand i den anden ende af stranden. Lægger mig og blunder hen. En kvinde kommer målrettet cyklende, og stiler sin cykel et par meter fra min ved træet. Jeg vender mig rundt med numsen i ansigtet på solen.
SvarSletKvinden hopper ned i sandet og går en lille bue, lidt frem og tilbage, spreder sit tæppe ud et par meter fra mig og lægger sig med udsigt op i min numse. Underligt, tænker jeg, af alle steder på stranden, så lige der.
Solen bager og sveden løber. Jeg finder badebukser og svømmebriller frem. Går ud og lader mig omfavne af Øresund, som Øresund har gjort hundrede af gange fra barnsben. Vandet er køligt og klart. Tøver ikke med at dykke under og svømmer ud hvor jeg ikke kan bunde. Kigger ind mod strande og ser en mand stå ved mit tæppe. Manden, tager tøjet af og lægger sig. Hmm, siger jeg og svømmer ind for at se nærmere på situationen. Stiller mig i strandkanten og lader mig tørre i solen. Manden ligger på sit håndklæde, et meter fra mit tæppe, så vi nu er en symbolsk trekant, to mand og en blondine, på en ellers tom strand. Jeg undre mig. Går op og sætter mig med front mod kvinden og Øresund og manden til højre for mig.. Kvinden sender mig en hurtig forbigående blanding af et smil og et grin. Hun har en mobiltelefon i hånden. Tog hun lige et billede af mig, tænkte jeg. Lægger mig ned og mærker solen og brisen fra Øresund. Lytter til skvulpene fra strandkanten. Sætte mig op og kigger først på den nøgne kvinde og så på den nøgne mand og tænker, er en af jer et setup, en fælde, eller er i begge to.
Jeg mærker tissemanden rykke på sig, nej ikke nu, tænker jeg, men der er ikke noget at gøre, tissemanden har ligesom fået sit eget lig og rejser sig som en grandvoksen af sin askese. Manden på håndklædet til højre rejser sig og trækker væk.
Kvinden kigger på at jeg lader stiv pik være stiv pik og ikke forsøger at skjule min umiddelbare lyst. Men, tænker, hun er placeret her af nogen, men af hvem og hvorfor. Måske en forside til Ekstra Bladet. Mand blufærdighedskrænker kvinde på nudist strand og voldtager hende i Øresund.
Kvinden rejser sig og går ud i vandet.. Jeg afventer og følger efter, og ser udefra, jeg følger efter kvinden. Kvinden stiller sig i vant til lårene og lader vandet kæle for hendes barberede fisse.
Er du en skruk kvinde, tænker jeg mens jeg svømmer og trækker en plovfuge i strandbunden, så er du gået forkert og svømmer i en bue udenom, ud på dybt vand.
Inden på stranden. Kvinden smører sig ind i creme. En yngre mand slår sig ned hvor den anden mand netop havde ligget. Jeg rejser mig og tager fat i tæppets fire hjørner, går op til cyklen med alle mine ting og finder mine underbukser i bunken.
- Er det din fortrukne strand, spørger jeg, da kvinden løser sin cykle op.
- Ja, det er min fortrukne strand, siger hun tøvende.
- God sommer..
- God sommer, siger hun, og cykler bort.
Guldkjolen rimer på guldramme.
Trolden ved sin computer spejler sig
som en lille trold på toppen af døren
til værelset og peger finger.
Jeg læser ind i det hele, en
kærlighedserklæring og
siger, hej Siri, spil
Disintegration, lovesong
og kigger pictures of you
en dørklokke venter
den lille trold’s finger.
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter. Skrift #7
Postkort denne morgenstund.
du store romantikker
jeg tuder så himmelråbende
filtrer overload af information
alt fra pictures of you
arbejdshesten i rødt med knyttet næve
søger gennem mine tekster
hints til inspiration
bakken eller tivoli
djævlemasken af papmache, og
barnet på plateauet med trefork.
du store romantikker
jeg tuder så himmelråbende
holder desperat sammen
på alle mine atomer
trøster mig med
du kigger mig i øjnene
fra bag din computer
trolden blinker, og
kongen knepper
i madrid.
Kirkeklokker ringer, klokken slår otte.
du store romantikker
jeg tuder så himmelråbende
over tiden der gik, og
festen jeg aldrig blev en del af
ydmygelsen i en takketale
hjertet der sank
opløftet af din dans
din stilet på min fod
dit klem på min bare arm, nu
det blå mærke på min fodryg.
du store romantikker
jeg tuder så himmelråbende
over krammet jeg aldrig gav
postkortene du aldrig fik
blikket vi aldrig udvekslede
da jeg tog din bog og gik
tårerne triller til din signering
to hjerter i rødt Asta Olivia
disintegration spiller på repeat
I will always love you!
Kirkeklokker ringer, klokken slår ni.
Jeg løfter røret, taster 159 og lader træfpunktet sive ind i min øregang. En klikken og puslen omgivet af stilhed. Et åndedræt, hallo, siger en mand ind i stilheden, hallo gentages, et rør lægges på. En gør entre fra en telefonboks med trafikstøj, en stemme spørger, er Maria Atlantis her. Ingen svare og trafikstøjen forsvinder igen. Taste #5 og skifter linje. En stemme visker, er her en mand der vil have suttet pik. Stilheden er mørket på tråden der brydes. En anden stemmer svare viskende, ja det er der. Skal vi gå ind på en privat linje, visker den ene stemme. Ja, det kan vi godt, visker den anden. De udveksler et nummer, og et klik efterfølger det andet klik. Stilleheden står dybt og rækker mørkt ud i alle kroge af KTAS. Taste #6 og skifter linje. Mødes af grin og latter og alt hvad der rimer på pik og patter. Taster #7 og skifter linje. To prøver at have en seriøs samtale, en er overhånd den anden er underhånd. Et klik og en stemme bryder højlydt ind. Nogen til noget vild og våd sex i aften, siger højlydt. Nej, siger overhånd bestemt, smut videre. Gamle nar, siger højlydt med et klik. Taster #3 og skifter linje. En samtale om en brand på et skib siver ind i min øregang. Der live billeder af det nu på DR, siger en. Ja, det ser godt nok vildt ud, siger en anden. Jeg lægger på. Tænder for fjernsynet og ser katastrofen, filmet fra en helikopter, udspille sig til havs. Sort røg stiger sidevejrs ud af skibet. Billederne står alene, ingen kommetere på flammerne der slikker op af skibsiden gennem vinduerne.
SvarSletKatastrofeskibet, Scandinavian Star, fylder i alle medier de følgende dage og uger. Nyhederne er omgivet af forvirring. Igen synes at have et overblik. Ingen vil tage ansvar. Journalister stiller spørgsmål, men får ingen svar. En begyndende utilfredshed breder sig.
Kirkeklokker ringer, klokken slår ti.
Jeg står af S-toget på Østerport station og går ud på Oslo Plads en dag sidst i maj.
Bøgen står rank og grøn over Kastellet. Trafikken flyder og København summer af liv. Løber ind i en bekendt. Hun spørger om jeg har fulgt med i Scandianvien Star katastrofen. Det har jeg, siger jeg, og er på vej ned for at se skibet. Du kan se det nede fra Langelinje, siger hun, det uhyggeligt.
Går venstre ad volden forbi mindesmærket for frivillige og faldne. Den Svenska Gustafskyrkan rejser sig bag volden på venstre side. Duften af sent forår og tidlig sommer hænger i luften. Voldgraven svømmer ænder på.
Gråspurve flyver og kvidre. Folk spadserer. Lufter hund. Sidder på bænke. Passerer turister og folk, der taler om katastrofen. Den lille Havfrue står model som så ofte.
Jeg går gennem mængden. Stiller mig og holder fat i hegnet. Kigger over mod Burmeister og Wain. Der ligger det, skibet, katastrofen, Scandinavian Star med slagside og sort af sod. Det gyser i mig, mængden og leben af mennekser forstummer i et fjernt sus for mine øre. En tube sænkes ned på min isse. Kuldegysning løber ned ad kroppen med gåsehud. Ud af Scandinavian Star stiger de omkomne sjæle og drager over Københavns kanal og gør deres entre i mig.
Kære Asta,
SvarSletMens vi venter. Skrift #8
Postkort denne morgenstund.
Sol, måne og stjerner.
Digt med blyant og sort tusch
op fra den jydske højderyg
læsning af kartofler og roer
på traktor med anhænger der støver
for at vække forfatterinden af dvale
fatter jeg pen og papir for at skrive, til
skolen hvor brevene nu ligger.
Kærligheden findes, dér.