1. juni 2014
30. maj 2014
gæs i dag i dragør
cykler til amar
nærmere bestemt danmarks miami: dragør
passerer en fyr, der slår og aflæsser varer, han fløjter internationale. har aldrig hørt nogen fløjte internationale på gaden før, det en hilsen der indbefatter så umådelig meget, jeg smiler til ham. sangmusklerne går igang og historien: jeg gennemspiller hvad jeg kan huske af teksten i hovedet. nynner at fortiden mure er, hmm, fortidens mure er møre!
staver mig ellers for tiden igennem, jeg havde den med mig i strandtasken idag, af grunde uvisse for mig selv, nogen gange beslutter man sig bare for at gøre noget besværligt og man gennemfører det af hensyn til selve besværet, farvel til våbnene. syns overordnet det er en god bog. det er slidsom bedrift lissom, at ville lave sådan en prosaisk portræt af at deltage i en krig, at insistere på et sprog der kan slide sig med igennem det forløb det osse er, den tid de går, de maskiner der ikke makker ret, motoren skal have olie, der skal flere kviste ind under forhjulene på den bil der er kørt fast i mudderet, der sker det og det med vinen efterhånden som den har ligget for længe og for vådt, man gør sådan ved en død ven: lader måske hans kasket dække hans ansigt inden man forlader ham liggende i mudderet, og man skriver om synet af ham fra afstand: han ligner en død mand.
der er en passage hvor jeget fortæller om glæden ved stedord, navneord, modsat dem der mister deres betydning: ære, ofre, osv. en ost står i modsætning til, navnet Paris for byen paris står i modsætning til. Bliver lissom sprogparadiser ingen kan manipulere med.
Det er tit en meget kedelig bog, mest når den er beskæftiget med at skildre romancen mellem jeget og en engelsk sygeplejerske. Deres endeløse og snart sagt psykotiske monologer. Jeg kom til at tænke på kvindeportrættet i forhold til portrættet af krigen. Modsat den krig hvor alle er slagne, alle i marken har tabt på forhånd, og sådan er det også beskrevet, står denne her ret ubehagelige fantasi om en kvinde der fuldstændig underlægger sig jeget. det er helt givet ikke meningen at det skal virke skingert og bizart, det tror jeg egentlig ikke, men jeg tænker på sådan en efterkrigstid, hvordan slagmarkens logik farver fantasierne.
i hvert fald, noget der ikke er lisså konkret som ost, det er at jeg så en lille pige, maks seks er mit bud, gå rundt i dragør i en t-shirt hvor der stod:
LOST MY HEART IN L.A.
her er tårnby, lige der i parken bag ved vandtorvet
her er dragør badeanstalt . der er så dejligt derude i dame afdelingen. helt rejerøde damer går rundt i røven bar og er virkelig flinke, sådan en behagelig stemning
alle sku ha lov at gå rundt for en stund med røven bar og afmystificeret
fordi: mystikken sidder ikke i røven men på fingerspidserne osv
åh fnis
29. maj 2014
noter i lillehammer
jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem.
idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde.
jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer.
tænker på pasolini og på forsynet.
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig.
pasolini skriver forfærdet og forelsket om de nymodens cowboybukser :
disse amerikanske bukser der knuser vores køn
se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.
det enkleste er at påvise er at det ikke er klart hvor ens krop begynder og ender, i toget igår for eksempel. der var en baby der lo over at togdørene lukkedes og den latter (babyen selv kunne jeg ikke se) bragte mig til at græde og mine tårer over babyen latter bragte den unge mand over for mig til at le. alt sammen lissom muskler, som muskler bare går igang.
terje, den ene af dem jeg skulle snakke med igår til scenesamtalen, var så sød at vise mig den bedste rute langs elven igår. han sagde at nogle betragter en elv som et stort organ. en arm. og at vandet i elve, modsat havvand har hukkomelse.
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det.
jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den.
tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan.
glane på det.
jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem.
idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde.
jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer.
tænker på pasolini og på forsynet.
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig.
pasolini skriver forfærdet og forelsket om de nymodens cowboybukser :
disse amerikanske bukser der knuser vores køn
se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.
det enkleste er at påvise er at det ikke er klart hvor ens krop begynder og ender, i toget igår for eksempel. der var en baby der lo over at togdørene lukkedes og den latter (babyen selv kunne jeg ikke se) bragte mig til at græde og mine tårer over babyen latter bragte den unge mand over for mig til at le. alt sammen lissom muskler, som muskler bare går igang.
terje, den ene af dem jeg skulle snakke med igår til scenesamtalen, var så sød at vise mig den bedste rute langs elven igår. han sagde at nogle betragter en elv som et stort organ. en arm. og at vandet i elve, modsat havvand har hukkomelse.
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det.
jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den.
tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan.
glane på det.
28. maj 2014
modtager en sms fra ina som skriver at jeg er forsvundet fra nettet, om jeg er ok. smiler da jeg ser den men er ikke klar over hvad jeg skal svare. hun er sød at forhøre sig. tænker på hvilke ting jeg ved om ina. dette: for omtrent et år siden boede jeg en uge hos hende og sara. der rodede lidt på køkkenbordet, og jeg gik og løftede på de enkelte ting - en vinflaske, kvitteringer, handsker, små sager - for at kunne tørre bordet af. jeg lavede lasagne en aften. lovede at jeg ville lære sara hvordan man laver bechamelsovs, men blev efterfølgende i tvivl, om det var noget hun ville, eller jeg bare blev ivrig for at kunne gi noget fra mig. man skal bruge så og så meget mel. det sidder i håndleddet, hvor meget man skal vippe melglasset per gang. det var min far der lærte mig at lave bechamelsovs. han kunne stå i den svage belysning i køkkenet, så han var en silhuet hvorfra jeg stod. til han vendte ansigtet mod mig og jeg så det hele. jeg savner ham virkelig meget
27. maj 2014
16. maj 2014
2. maj 2014
I met TJ Dema this week, she is a poet and art administrator living in Gaborone. Currently she's in Denmark and I got to hear her poetry in Roskilde this tuesday. In the car back to copenhagen she told me about he poetry scene in Botswana. I was very happy to meet TJ and get to know about her work so i figured you people should get to know about it too. I asked her if she wanted to do a guest entry here, and she did.
And so Asta Olivia very kindly, as I
suspect is always her way, asks me to write a guest entry for her blog. I say
yes before figuring out just what it is I have to say, typical. But of course words
rattle all day in my head and perhaps this is a way to empty them by talking
about my preoccupation with home and art.
This is not actually a post about bridges
because 70% of Botswana is covered by the Kgalagadi desert so bridge building
isn’t a big pastime. The artists in Botswana are working at being good bridge
builders; they are becoming less insular, and are embracing the world wide web although
despite there being more mobile phones than citizens in Botswana, with one of
the slower internet connections staying connected is not always the quickest
thing to do. In short artists are getting better at reaching out to the rest of
the world, at traveling, at inviting, at painting different faces of Botswana
some literally with paint brushes others with words. For too long that job was
left to the government which is arguably one of the better ones of the day, but
now the artists at sitting at the table and having a say. The focus on wildlife
tourism is economically justified and almost a fifth of the country, which is
the size of Texas, is made up of conservation parks/game reserves etc but the
people are also very cool.
My arts administration organization
supports efforts by local festivals assisting with programming, booking artists
on their behalf, recording poets or conceptualizing and coordinating our own
live literature events such as the Poetry Africa tour and the Botswana-Swedish
poetry exchange.
If you’ve survived my assault on Asta’s
blog to the very last word, tussen tak. I’m including some links here for a
better introduction to Botswana and her poetries:
Dreaming is a gift for me CD https://www.youtube.com/watch?v=CftrxsjQrg0
BASCULE:
Botswana’s bridge builders
Botswana is coming from a good place politically
and economically but the arts are far behind most developments and part of what
will determine how good tomorrow is, is what we do in transition. A few artists
have already left Botswana as they felt they couldn’t get the support or the
space they needed to work at their craft. The decisions we make in the gap
between yesterday and tomorrow will shape who and what will be left behind. Either
way we will need bridges but they are often such tenuous things, we would say
impossibly structured if it wasn’t for the fact that people cross them and live
everyday, if it wasn’t for the fact they actually exist. We trust, don’t we,
that when we cross a bridge it will hold itself and in turn us.
This blog entry is not meant to come across
as mordant but I’m in Denmark (courtesy of the Danish Arts council) as I write
this and somehow this makes home both sentimentally blurry and simultaneously
clear in recollection. As a poet working out of that space I see some Things specifically,
like what is not there - an arts council, a consistently open and public
meeting place for artists to run into each, no after school programs, no
healthy second hand book markets etc But I am also grateful for what is there -
a number of people working hard to build the space without being reliant of
government support, some small support from certain individuals, the taking on
of a crewing-mentality were people with different skills and resources come
together to make something happen cost ‘free’ eg videographers recording open
mics, graphics artists making posters for a subsidized fee, mentorship (not
enough, not widespread enough but there) etc
Historically our poetry is spoken in
Setswana, the national language, and other local languages specific to each
tribe and it was predominantly a man’s game. Having gained independence from
Great Britain in 1966 a lot more writing began to appear in English and some of
it authored by women. There are now a large number of poets who are also female
writing in both languages although the Setswana poetry does unfortunately get
less press than that written in English. This is only problematic for me in the
sense that it perhaps leads some emerging poets to think that they must write in English in order to find
some level of success. A conversation for another day with cups of tea between
us.
As far as I know collectives slowly began
forming in the 70s with the University of Botswana’s Writer’s Workshop and the
Medu collective, in 1980 the Writers Association of Botswana and later the Live
Poets who read their work out loud in and around the city and in the early part
of the last decade the Exodus live poetry! Collective which introduced spoken
word almost exclusively in English into the capital city of Gaborone. Not long
after that smaller collectives began to form and share their work publicly in
cafes and at schools, of these the Poetavango collective in Maun which hosts an
annual international poetry festival is by far the most consistently well
organized.
This year the country’s oldest arts
festival in the country, named Maitisong for the theatre that hosts it, for the
first time ever had a clear and substantive spoken word poetry component.
Previously all this work fell to collectives like Exodus live poetry! who
neither owned the spaces they had to perform in nor had the kind of corporate
or embassy network this festival has access to.
Audiences are there, there is no question
of that. Sometimes plentiful and in the hundreds sometimes a handful. It
depends which poets have been booked, which collective is hosting as well as on
the usual ploys of publicity and logistics.
There is at any one time maybe one
independent/trade publisher willing to publish poetry in Botswana but if I’m
honest we have a textbook/educational market that revolves around what the
syllabus dictates. Botswana has a total population of 2 million people one of
the more consistent arguments is that this would hardly sustain fiction let
alone poetry publishing but since the government occasionally purchases text in
bulk on behalf of the schools that is the market to covet. In response a few
writers are self publishing (again that is a conversation for another day)
while others such as Barolong Seboni and Moroka Moreri have an impressive
collection of published works behind them.
Snippets from the infinite word Festival https://www.youtube.com/watch?v=ESoM0fcvu8Y
Buy a poetry box set featuring 7 African poets incl 1
Motswana/me http://www.amazon.com/Seven-New-Generation-African-Poets/dp/1940646588
Recordings of my work plus 3 other Batswana
and 4 Swedish poets I recorded as part of an exchange I co-hosted in 2013 https://soundcloud.com/themousai/sets/tabula-rasa-the-tj-dema
Photo: Gazette.de
Photo: Greg Ball
Photo: Petra Rolinec
Abonner på:
Opslag (Atom)








